Du stiger i graderne, men kommer ingen vegne!
KRONIK: I denne artikel reflekterer Lukas Lindgren over, hvordan politisk kamp er vigtigere end at fokusere på sin karriere.
En arbejdsmæssig besættelse
I en verden styret af det liberaldemokratiske system er det let at blive fanget i dets syn på produktivitet og karriere. Det, der burde være en ægte stræben efter at bidrage til sit folk, bliver forvrænget til at handle om at tjene globalistiske virksomheder og fjendtlige stater. Karrieren, som engang betød at stige i en hierarki for at tjene samfundet, er blevet til en vej, der snarere fremmer en selvdestruktiv loyalitet over for de kræfter, der ønsker vores folk ondt.
Europæernes naturlige tilbøjelighed til at organisere sig hierarkisk og vise loyalitet over for deres ledere er i moderne tid blevet udnyttet nådesløst. Hvad der engang var en positiv kraft for vores overlevelse, er nu blevet et middel til udnyttelse. Karriereklatring handler i dag ikke længere om at skabe noget større for folket, men om at arbejde for at overføre ressourcer til dem, der er direkte fjendtlige over for os nordboere.
En forvrænget produktivitet
Et af de klareste eksempler på denne forvrængning er, hvordan vores indsats bruges på en ond måde. De cirka 40 timer, vi lægger i arbejdet hver uge, resulterer i, at vores ressourcer tilfalder globalistiske virksomheder og statsmagter, der ikke bekymrer sig om vores folks velfærd. Skatter til en fjendtlig stat, overskud til virksomheder, som enten ejes af zionister eller driver dagsordener, der skader vores samfund. Vi er blevet tandhjul i en maskine, hvor vores produktivitet tjener andre, ikke os selv.
Et andet eksempel er, hvordan karriereklatring og moderne arbejdsmoral slider traditioner i stykker og bidrager til psykiske problemer. Mange kvinder presses for eksempel til udmattelsens grænse, hvilket er blevet mere almindeligt. Dette er ikke en sund udvikling for vores folk. Det intense arbejde, især for kvinder, påvirker også vores allerede lave fødselsrate negativt.
Værd at tænke over!
På trods af dette findes der stadig mindre virksomheder og familiefirmaer, der gør stor nytte, og de bør støttes. Men de er en minoritet sammenlignet med de store monsterfirmaer, der dominerer markedet. Samtidig er der også individer, der klarer sig i den moderne arbejdskultur og alligevel lever sunde liv. Men de overordnede tendenser peger på en uholdbar situation, både for vores folk og for den kultur, der binder os sammen.
Det er også vigtigt at understrege, at arbejde i sig selv ikke er problemet. Arbejde, når det er organiseret rigtigt, er noget ædelt og meningsfuldt. Det har en central rolle i at skabe et stabilt og stærkt samfund.
“Alle mennesker har både ret og pligt til at arbejde. Arbejde handler om meget mere end bare at tjene penge; det handler også om at få opfyldt sine sociale behov og føle sig værdifuld gennem at bidrage til samfundet og folket.”
Vores vej, side. 35
Karrierens negative konsekvenser
Problemet med at fokusere på karriereklatring i det liberaldemokratiske system i dag er, at det handler om mere end blot arbejde; det betyder at blive opslugt af en struktur, der grundlæggende er fjendtlig over for os. Karriereklatring indebærer at give sin tid, energi og i mange tilfælde sin sjæl for at opnå positioner og ressourcer, der egentlig ikke tjener noget større formål for folket.
Der er dog erhverv, der kan spille en nøglerolle i den politiske kamp, som f.eks. advokatfaget eller programmører. Disse erhverv kan faktisk hjælpe vores organisation med at overvinde praktiske problemer. Desværre er disse erhverv undtagelser, og for mange er karriereklatring meningsløst, en jagt på titler i virksomheder, hvis formål er alt andet end nationalsocialistiske.
Nutidige tilpasninger versus den endelige løsning
Inden for vores bevægelse er der to hovedmetoder til at håndtere denne udfordring: Enten stopper man med at gøre karriere og fokuserer på at arbejde lige nok til at forsørge sig selv og sin familie uden at deltage i den destruktive karriereklatring. Eller man vælger at arbejde så lidt som muligt. Målet her er at minimere, hvad man giver til systemet, ved at betale så lidt skat som muligt og samtidig udnytte de tilgængelige ydelser.
Et tredje teoretisk alternativ er at tjene mange penge, så overskuddet kan doneres til kampen. Dette forbliver dog hovedsageligt teoretisk, da de fleste med sådanne ambitioner med tiden bliver fordrejet og ender som en del af systemet, med færre donationer end dem, der blot vælger at arbejde så lidt som muligt.
De første to mere realistiske strategier letter byrden på individets krop og sind, samtidig med at de minimerer den økonomiske gevinst for systemet. Selvom disse strategier kan synes pragmatiske løsninger for overlevelse i et ugunstigt samfund, er de i virkeligheden midlertidige tilpasninger.
Den virkelige løsning er at bygge et nyt Norden, hvor arbejde igen får sin retmæssige plads som noget ærefuldt og værdifuldt. I dette fremtidige samfund vil karriereklatring have et reelt formål, og arbejde vil bidrage til et bedre samfund, et samfund, der værner om sine hvide borgere. Det er først da, vi kan genoprette arbejdslivets værdighed og igen se arbejde som en vej til fællesskab og samfundsnytte frem for en byrde, der udnyttes af vores fjender!
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.