Donald Trumps totale nederlag og ydmygelse står som det endelige bevis for at nationalsocialismen er den eneste løsning

LÆSERINDLÆG: Nu hvor det ser ud til at vi nærmer os enden på Trump-æraen, er det på tide for nationalister at reflektere over hvilken lærdom vi bør tage med os fra de sidste fire år.

Ronen Zvulun / EPA

I 2016 chokerede den nu afgående præsident Donald Trump hele verden med sin uventede valgsejr på trods af utallige forudsigelser om hans uundgåelige nederlag. Han opnåede dette ved at bryde med alle traditionelle regler for, hvordan en republikansk præsidentkandidat bør føre valgkamp ved at appellere til implicit hvid identitet og hvid utilfredshed med masseindvandring og økonomisk udhuling af den tidligere stærke industrialisering af det amerikanske Midtvesten. Nationalister bør ikke være så hurtige til at afvise jødiske klager fra denne periode, om at Trump demonstrerede fascistiske tendenser som jødisk paranoia. Den pseudofascistiske energi, som Trump viste sig at være i stand til at piske op blandt sine hvide tilhængere, var et af nøgleelementerne bag hans sejr på trods af en overvældende og ensidig bias mod ham blandt vestlige medier. Det skal dog nævnes, at dette til dels var en kynisk strategisk beslutning truffet af den jødiske massemanipulator Arthur J. Finkelstein.

Næsten lige så chokerende er imidlertid, hvor patetisk og impotent denne mand, der for kun fire år siden virkede som en næsten mytisk figur, nu ser ud, når skumringen sænker sig over hans tid i Det Hvide Hus. Siden valget i november har Donald Trump modtaget mere end 200 millioner dollars fra sine vælgere i håb om, at det mistænkte valgresultat kan vendes. På trods af utallige løfter fra Trump har der indtil videre ikke været nogen resultater. Den amerikanske højesteret nægtede endda overhovedet at overveje en juridisk udfordring af valgresultatet fra Texas på trods af, at tre af de siddende højesteretsdommere blev udnævnt af Trump. Som et resultat er «Stop the steal»-bevægelsen kynisk omdøbt til «Stop the grift» af amerikanske nationalsocialister som Eric Striker og Mike Enoch, med hentydningen til, at bevægelsens egentlige formål er økonomisk berigelse for Trump og hans tilknyttede selskaber på bekostning af dem blandt hans vælgere, der virkelig tror, ​​at Donald Trump stadig kæmper på deres vegne (når den bitre sandhed er, at han aldrig havde til hensigt at gøre det).

Sandheden er, at Trump-familien har været en loyal allieret med amerikanske jøder siden 1950’erne, da Donald Trumps far, Fred Trump, donerede jord til opførelsen af ​​et jødisk samfundscenter i Brooklyn, New York. Donald Trump har fortsat denne tradition med hensyn til det faktum (som han forresten deler med den kommende præsident Joe Biden), at stort set alle hans børnebørn vil være jødiske på grund af hans barns ægtefælles valg.

Donald Trumps valgsejr var imidlertid vigtig ud fra et metapolitisk perspektiv, i betragtning af, at den repræsenterede en sejr over de jødiske medier. Denne succes har imidlertid ikke ført til nogle væsentlige politiske sejre for hverken hans vælgere eller hvide i Vesten generelt. For bare en uge siden overførte Trump våben for en milliard dollar til Marokko til gengæld for normaliseringen af ​​forbindelserne mellem det muslimske land og Israel, en beslutning, der har potentiale til at føre til øget krigsførelse i den nordafrikanske region, og en anden flygtningekrise for et Europa, som allerede er på randen af økonomisk sammenbrud i den nærmeste fremtid.

Så i lyset af disse fakta, har nationalister, hvad enten det er i USA eller Europa, noget at vinde ved at støtte Donald Trumps halvhjertede forsøg på at opretholde magten? I en artikel for «American Political Science Association» i 2014 undersøgte professorer Martin Gilens og Benjamin I. Page i hvor høj grad forholdsvis økonomiske eliter og majoriteten har en effekt på amerikansk politik. Konklusionen var slående:

Multivariat analyse indikerer, at økonomiske eliter og organiserede grupper, der repræsenterer private forretningsinteresser, har en betydelig uafhængig indvirkning på den amerikanske regeringspolitik, mens gennemsnitlige borgere og interessegrupper, der repræsenterer store dele af befolkningen, har ringe eller ingen uafhængig indflydelse.

Med andre ord er USA kun et fungerende demokrati på papiret og i realiteten et plutokrati, hvor private interesser dominerer masserne, og langt størstedelen af ​​disse private interesser kontrolleres af jøder og deres nærmeste allierede.

Med dette i tankerne bliver fokusset i så meget af det nationalistiske miljø på valgsvindel næsten absurd. Er det virkelig vigtig, at stemmer forfalskes i et demokratisk system, der allerede er designet til at være dysfunktionelt? Man kan endda argumentere for, at dette fra nationalisters synsvinkel, som politiske dissidenter, er en positiv udvikling, da systemet undergraver dets egen legitimitet. Intetsteds er dette mere tydeligt end den latterlige kendsgerning, at amerikanske medier, der for få år siden lancerede konspirationsteori efter konspirationsteori om, at Rusland stod bag Trumps sejr i 2016, nu hævder, at den amerikanske valgproces er hævet over enhver form for dysfunktion, og at det er helt legitimt, at stemmer kunne tælles op indtil tre dage efter valget.

I 2016 valgte mange amerikanske nationalister at ignorere tidlige faresignaler fra Donald Trump i håb om, at hans valgsejr kunne bruges som et middel til pres for at opnå ægte fremskridt i det meget presserende demografiske spørgsmål. Fire år senere ser det ikke ud til, at datoen for USA’s overgang til et land med mindre end 50% hvide indbyggere er blevet forsinket i nogen grad. I stedet kan Donald Trump prale af at have bombet Syrien i strid med sine valgløfter, flyttet den amerikanske ambassade til Jerusalem og mordet på en iransk general og krigshelt i strid med amerikansk lov.

Det intense og stadig mere irrationelle psykologiske behov blandt den politiske højrefløj i USA og Vesten generelt til at tro, at Donald Trump er på vores side, vokser ud af ønsket om at tro, at der stadig er vestlige eliter, der kæmper på vegne af almindelige mennesker. Dette er simpelthen ikke tilfældet. Så smertefuldt som det er at indrømme, er vestlige eliter forenet bag visionen om global nyliberalisme, uanset om de forstår, at dette er synonymt med zionistisk overherredømme eller ej.

Lad derfor Donald Trump, både hans sejr og nederlag, stå som det sidste bevis for, at en folkelig nationalsocialistisk bevægelse og solidaritet baseret på hvid identitet er den eneste realistiske måde for almindelige vestlige borgere at vende det igangværende hvide folkedrab på. Amerikanske nationalister forsøgte at arbejde inden for det etablerede system og lykkedes så godt som nogen kunne forvente, men måtte derefter konfrontere det faktum, at på trods af at «deres mand» havde vundet, var den eneste hjælp, de kunne forvente, tom retorik om «lov og orden» og fuldstændig passivitet fra Trump, mens sorte kriminelle og anarkister brændte amerikanske byer af og dræbte snesevis af uskyldige mennesker i løbet af denne sommer – en kendsgerning, der kulminerede med oprettelsen af ​​det eksplicitte nationalsocialistiske «National Justice Party» i efteråret.

Den eneste vej til sejr er en nationalsocialistisk revolution i samme ånd som ​​den, der blev ledet af Adolf Hitler i 1930’ernes Tyskland, og vi har Donald Trump at takke for, at bevise dette en gang for alle. For dette, hvis ikke andet, skylder vi ham vores taknemmelighed.

/Russleman