Det er umuligt helt at fjerne det nordiske fra nordboeren

LÆSERINDLÆG: Blod og Jord skriver i dette læserindlæg om den nordiske race, nationalsocialismen og hans vej til verdensanskuelsen. Læserindlægget blev oprindeligt publiceret af norske Frihetskamp.

Alle er enige om, at den norske og nordiske artsdiversitet skal bevares, når vi taler om naturforvaltning, og at det kræver, at fremmede arter holdes ude. Vi bekæmper fremmede arter, der invaderer vores kyst. Der er også enighed om, at for eksempel vildsvin ikke hører hjemme i norsk natur. Så hvorfor er det kontroversielt at mene, at vores race må beskyttes på lige fod med vores fauna? Er ikke blonde, blåøjede børn lige så vigtige som norske fjeldræve?

Vi, der er af nordisk afstamning, er bærere af specielle egenskaber, der har udviklet sig i tusinder af år i vores klima og vores natur. Vi har et ansvar for at føre generne videre, men også for at beskytte vores efterkommere. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke på nogen måde er racehader. Jeg er en positiv racist. Jeg hader ikke andre racer, men jeg ønsker, at hver races egenart skal leve videre og udvikle sig i dens naturlige habitat. Vi er Nordens folk. Selvfølgelig sætter vi vores race først, ligesom enhver familie sætter sine børn først. Det er ikke fordi de hader andre børn. Det er naturens lov. Der vil bestemt være situationer, hvor vi er nødt til at gøre op med tidligere tiders uret ved at vælge sværdet, for at hævde vores ret. Men aldrig uden først at have prøvet fredens vej. Jeg siger ikke dette som en repræsentant for Den Nordiske Modstandsbevægelse, som jeg ikke er medlem af i øjeblikket, jeg siger det som en repræsentant for den nordiske race. Det er sådan vi er. Det er, selvom det  globalistiske kaosets frådsende raseri mod vores race hævder, at vi er onde, som vi altid har været. Vores forfædre mødte fremmede med den nordiske hilsen, som senere blev tilpasset af romerne. Det opstod for at vise, at man var ubevæbnet og kom i fred.

En vedvarende myte er, at nationalsocialister er «højreekstremister». Javist er der vildtfarende personer, som identificerer sig med nationalsocialismen, men som egentlig er højreekstreme. Men er de virkelig nationalsocialister? Meget lidt kobler «højre» og «socialisme» sammen. En ægte nationalsocialist lægger vægt på socialisme: Fællesskabet. Solidariteten. Loyaliteten. En ægte nationalsocialist foragter intrigerne i partipolitikken, hvor politikere, der dybest set er deres eget fællesskab, foregiver at repræsentere folket. Nogle hævder, at de repræsenterer arbejderne. Nogle landmændene. Nogle repræsenterer erhvervslivet. Lyt ikke til dem, de er alle korrupte forrædere, der hæver høje gager og har særlige privilegier, mens de lader nationen gå til grunde i en forsætlig, globalistisk tvangshomogenisering, hvor vores efterkommere alle bliver rodløse, lysebrune mutanter.

Mange har fordomme mod nationalsocialister og forbinder os med nazi-skinheads og outrerede subkulturer. Det er ikke underligt. Hvis vi er oprigtige i vores søgen mod racefællesskab og socialisme, undgår vi individualistisk, dekadent subkultur og vælger en sund, nordisk og konstruktiv kultur fri for stofmisbrug og udskejelser. Nazi-skinheads er den perfekte fjende for vores fjender. Et veltalende, veltrænet og mentalt robust nationalsocialistisk fællesskab er deres mareridt. Selv fokuserer jeg på gode manerer og er altid velklædt. Jeg undgår vestlig dekadent mærketøj og har en neutral stil med rødder i vores egen kultur. At jeg er norsk, skinner igennem, uden at jeg bruger det kristne korsflag. At jeg er nationalsocialist, kommer altid som en overraskelse. Det er noget, jeg har med mig hver dag uden propaganda. I mange år var jeg en oprigtig, men naiv følger af det, som jeg opfattede som det bedste for landet. Hele familien har været i Arbejderpartiet siden før første verdenskrig, og arbejderbevægelsens værdier står stærkt. Lidt efter lidt begyndte jeg at forstå, at hvad Arbejderpartiet engang var, er det ikke længere. Det fik mig til at gennemgå mine værdier kritisk og sammenligne dem med Arbejderpartiets. Ingenting stemte. Alt var en løgn. Ved at studere fortiden forstod jeg, at partiet altid havde været baseret på en løgn, den jødiske marxistiske klassekamp, ​​der delte vores land og lod det stå åbent. Ironien var, at det var Arbejderpartiets kapitalisme, der først fik mig til at reagere. Derefter blev jeg opmærksom på racespørgsmålet. Jeg fandt, at jeg som socialist ikke havde noget at gøre i partiet. Og at jeg som nordisk måtte være suicidal for at blive der.

Min opvågning startede for et par år siden, da jeg boede i et land, hvor der er stærkere nationalsocialistiske kredse end i de nordiske lande. Jeg spekulerede først på, om disse mennesker, der ofte er mørkere end os, kunne sværge til en nordisk ideologi. Derefter indså jeg, at de var klar over raceforskellene mellem dem og os nordboere, og det var netop derfor de var nationalsocialister. De ønskede at bevare deres unikke karakter. I denne forstand kan man forestille sig nationalsocialistiske negre, mongoler osv. Selvom den første gruppe ikke er kulturbærende og den anden primært kulturkopierende, er de stadig værdifulde racer, der hører til den menneskelige race. De er vores fjerne slægtninge. Og som fjerne slægtninge vil vi gerne besøge dem og få besøg fra tid til anden. Men vi ønsker, at vores fjerne familie skal tage ansvar for sig selv og deres, mens vi tager os af vores. Fordi vi trods alt er fjerne slægtninge, dukker vi op, hvis de har brug for hjælp, inden for rimelighedens grænser. Hvis en fjern slægtning kræver at flytte permanent ind i vores hjem, vil det føles så unaturligt, som det er for os at kræve almisser i stedet for at forsørge os selv. Vi respekterer vores fjerne slægtninge, men vi er også opmærksomme på, at de ikke er som os og tænker og handler anderledes end os. Det har vi intet imod, medmindre de kræver, at vi følger deres fremmede tankegange, som ikke hører hjemme i vores hjem.

Da jeg blev overbevist nationalsocialist var det under en anden himmel, og længslen efter hjem var stærk. Ingenting får en nordboer til at længes mere hjem end tanken om den klare, nordiske efterårshimmel og efterårsfarverne i naturen. Landskabet, bjergene. Man skal være meget fremmedgjort for ikke at føle den indre fred sænke sig over en i Norges bjerge, hvis man er af norsk afstamning. At bo blandt fremmede i et fremmed landskab føltes forkert for mig. Så forkert som det er, at negre, mongoler og blandingsracer dominerer bybilledet i vores nordiske byer. Jeg finder, at racehad er negativt, men forståeligt. Men vær opmærksom på dette; Ligesom klassekamp er det bedste redskab for det evigt jødiske had for at opdele og ødelægge værtslandet, er racehad noget, der kan stå i vejen for en sund racisme. Det er en negativ impuls. Det er ikke vort folks sjæl at hade! Had gør blind. Vort folk kan ikke lide had, kan ikke lide udskejelser. Vores temperament er at være ihærdige, oprigtig og nøjsomme. De importerede subkulturer frastøder de fleste, ligesom nazi-skinhead-kulturen. Det kan ikke overdrives, hvor skadeligt dette er, for intet kan måle sig i destruktivitet mod vores sag end den totale dæmonisering og historieomskrivning, der fulgte efter 1945. Men der er noget, vi burde gøre klart: vores kærlighed til Norden er det modsatte af had! Det er også noget, vi deler med de fleste mennesker, selv de mest hjernevaskede. Det er umuligt helt at fjerne det nordiske nordboeren. Man kan undertrykke det. Men aldrig fjerne det.

Jeg ved, at mange endda vil fjerne begrebet nationalsocialisme af frygt for at frastøde sig vort folk. Jeg tror, at ​​det vil være en alvorlig fejltagelse. Vi skal ikke fornægte vores holdning. Hvad vi kan gøre, er at informere befolkningen om, at nationalsocialisme i vores tid nødvendigvis må have andre svar end den tidligere nationalsocialisme. Vi skal ikke benægte Føreren, et af ​​de største mennesker der har levet, men ikke være en kopi af 1930’ernes løsninger på 1930’ernes udfordringer. Men lad det være klart: Europa i dag står over for et forestående kollaps og irreversibelt racekaos, som vil kræve betydelig indsats i en skala, som selv ikke Føreren kunne forestille sig nødvendigt. Mens vi videnskabeligt har fået en mere informeret opfattelse af mangfoldigheden i den ariske race og ser fællesskab i etniske grupper, som datidens tyske nationalsocialister af politiske grunde ikke tillod at deltage på lige fod med ariske polakker, bør vi ikke holde tilbage i mødet med realiteter.

/Blod og Jord