Peter Hitchens: Det er NATO der bygger et imperium, ikke Putin

UDENRIGSPOLITIK: Nordfront bringer her den britiske journalist og forfatter Peter Hitchens analyse fra 2015 af konflikten mellem Rusland og EU, NATO. 

Der kræves to sider for en ny kold krig – og der er ikke noget åbenlyst behov for et antagonistisk system i det postsovjetiske Europa.

Lad os for en gangs skyld prøve dette argument med et åbent sind, ved at bruge aritmetik og geografi og gå let på adjektiverne. To store landmagter står over for hinanden. En af disse magter, Rusland, har opgivet kontrollen over 700.000 kvadratkilometer af værdifuldt territorium. Den anden, Den Europæiske Union, har fået kontrol over 400.000 af disse kvadratkilometer. Hvilken af ​​disse magter udvider sig?

Der er stadig 300.000 neutrale kvadratkilometer mellem de to, primært i Ukraine. Fra Moskvas synspunkt er dette allerede et alvorligt, uopretteligt tab. Som Zbigniew Brzezinski, en af ​​de dygtigste af de gamle Cold Warriors, skrev tilbage i 1997, “Ukraine … er et geopolitisk omdrejningspunkt, fordi selve dets eksistens som et uafhængigt land er med til at transformere Rusland. Uden Ukraine holder Rusland op med at være et eurasisk imperium.’

Det svækkede Rusland føler udvidelsen af ​​EU og dets væbnede fløj, Nato, som et slag på et uhelet sår. I februar 2007 spurgte Vladimir Putin for eksempel surt: ‘Mod hvem er denne udvidelse tænkt?’

Jeg har aldrig hørt et klart svar på det spørgsmål. USSR, som Nato blev grundlagt for at bekæmpe, ophørte med at eksistere i august 1991. Så hvad er Natos formål nu? Hvorfor eksisterer det overhovedet stadig?

Der er ikke noget åbenlyst behov for et antagonistisk system i det postsovjetiske Europa. Selvom Rusland ønskede at generobre sit tabte imperium, som nogle mener (en tro, der ikke er seriøse beviser for), er det for svagt og for fattigt til at gøre dette. Så hvorfor ikke invitere Rusland til at slutte sig til de store vestlige alliancer? Ak, det er indlysende for alle, men det er aldrig blevet udtalt, at Rusland aldrig kan tilslutte sig hverken Nato eller EU, for hvis det gjorde det, ville det ubalancere dem begge på grund af sin størrelse. Der er mange mulige måder at håndtere dette på. Én ville være en voksen anerkendelse af grænserne for menneskelig magt, kombineret med en forståelse af Ruslands gentagne oplevelse af invasioner og dets mangel på forsvarlige grænser.

Men det gør vi ikke. I stedet har vi et larmende pseudo-moralsk korstog, som ikke ville tåle fem minutters seriøs overvejelse. Hr. Putins stat er uden tvivl et uhyggeligt tyranni. Men det er Recep Tayyip Erdogans Tyrkiet også, som spærrer langt flere journalister inde, end Rusland gør. Tyrkiet er et officielt respektabelt Nato-medlem, 40 år efter at have erobret det nordlige Cypern, som det stadig besætter, i en næsten nøjagtig præcedens for Ruslands erobring af Krim. Hvis Putin væmmes os så meget, hvorfor er vi og USA så glade for at gøre forretninger med Erdogan, og også for at rose Saudi-Arabien og Kina?

I modsætning til myten har udvidelsen af ​​EU til den tidligere kommunistiske verden ikke på magisk vis bragt universel fred, kærlighed og velstand. Kroatiens økonomi er faktisk gået tilbage, siden den kom med. Korruption eksisterer stadig i store dele af EU’s nye sydøstlige områder, og jeg er ikke sikker på, at retsstatsprincippet kan siges at være ordentligt etableret dér. Så tanken om, at rekrutteringen af ​​Ukraine til ‘Vesten’ på magisk vis vil gøre den urolige nation til et solrigt paradis af frihed, redelighed og rigdom, er måske lidt idealistisk, for ikke at sige fejlagtig.

Det hele er så meget tydeligere, hvis vi indser, at denne konflikt handler om magt og jord, ikke om morale. I virkeligheden var meget af NATO’s udvidelse mod øst forårsaget af EU’s oprindelige manglende vilje til at tage imod tilbagestående, konkursramte og korrupte flygtningestater fra den gamle Warszawapagt. Politikken kan opsummeres som ‘Vi vil ikke købe dine tomater, men hvis det gør dig glad, kan du søge ly under vores nukleare paraply’. Løftet var en tom forsikring mod en ikke-eksisterende trussel. Men en tilfældigt arrangement førte til en reel konfrontation. Jo mindre overgivende Rusland var, jo mere blev dets handlinger tolket som aggression i Vesten. Boris Jeltsin tillod vestlige interesser at voldtage sit land og gjorde ikke meget for at hævde russisk magt. Så selvom han bombarderede sit eget parlament, førte en grusom krig i Tjetjenien, hævede korruption til olympiske niveauer og skamløst manipulerede sit eget genvalg, forblev han alligevel en populær gæst i vestlige hovedstæder og topmøder. Vladimir Putins lignende synder giver derimod et påskud for udstødelse og historisk analfabetiske sammenligninger mellem ham og Hitler.

Dette er på grund af hans stigende erklæring om russisk suverænitet og en uafhængig udenrigspolitik. Der har været mange øst-vest skænderier og konflikter, ikke alle Ruslands skyld. Men den nye kolde krig begyndte for alvor i 2011, efter at hr. Putin vovede at frustrere vestlig – og saudisk – politik i Syrien. George Friedman, den kendte amerikanske efterretnings- og sikkerhedsekspert, mener, at Rusland kraftigt undervurderede niveauet af amerikansk raseri, dette ville fremprovokere. Som hr. Friedman for nylig sagde til Moskva-avisen Kommersant: “Det var i denne situation, at USA kiggede på Rusland og tænkte på, hvad det [Rusland] ønsker at se ske mindst af alt: ustabilitet i Ukraine.”

Hr. Friedman (ingen Putin-dukke) er også enig med Moskva i, at styrtningen sidste februar af Viktor Janukovitj (den tidligere russisk-venlige ukrainske præsident) var ‘det mest åbenlyse kup i historien’. Han har selvfølgelig ret, som enhver, der ikke er sky af lidenskab, kan se. Testen af ​​enhver handling fra din egen side er at spørge, hvad du ville synes om den, hvis den anden side gjorde det.

Hvis Rusland ikke forstod, hvor vred Washington ville blive over Syrien, indså Vesten, hvor rasende Rusland ville reagere på EU-associeringsaftalen og Janukovitjs fald? Måske ikke. Af frygt for frem for alt det uoprettelige tab for Nato af dens dyrebare flådestation i Sevastopol, reagerede Rusland. Efter 23 års surmulende formilde (appeasement på englesk, der har fået en negativ konnotation i den jødiske presse efter Neville Chamberlains forsøg på at bevare freden mellem Tyskland og det britiske imperium i 1938) af Vesten sagde Moskva endelig ‘nok’. Da vi alle formodes at være imod formilde, bør vi så ikke finde denne handling forståelig i en suveræn nation, selvom vi faktisk ikke vil prise den? Og kan nogen forklare mig præcist, hvorfor Storbritannien, af alle lande, skulle tage parti for udvidelsen af ​​EU og Nato til denne farlige og ustabile del af verden?

Tiden med stabile regeringer er ovre.

Skrevet af Peter Hitchens, først bragt i The Spectator, 7. marts 2015.