Det er aldrig for sent at gøre det rigtige

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Her for nylig talte jeg med en gammel ven og nationalsocialist igennem mange år, omkring meningen med at være aktiv nationalsocialist.

Nytter det noget sagde han, vi kommer jo ikke til magten sådan som det ser ud nu, det bliver bare værre og værre ude i samfundet, og vi kan intet gøre ved det. Folket er ikke modtagelig for nationalsocialismen, de er hjernevasket af systemet og står ikke til at redde, og når de ikke vil hører må de føle var et af hans argumenter.

Jeg forstår godt at han tænker sådan, det er ikke første gang jeg hører denne form for argumentation. Undskyldningerne for at give op, og retfærdiggøre sine egne handlinger er utallige, det er ikke nyt for mig, det har jeg set igennem mange år, alt for mange har givet op fordi de tror på at det ikke nytter noget mere.

Jeg har set folk gå til grunde i alkohol og sygdom fordi de mistede gnisten til at kæmpe, det kan ikke gå hurtigt nok for dem, og når resultaterne ikke kommer væltende ind med det samme, mister de modet og kampgejsten.

Det er psykologi for burhøns, det er en normal reaktion for mange i det nationale miljø, ikke bare for nationalsocialister, men for alle nationalsindede, der kæmper en kamp for vort folks overlevelse.

Der er selvfølgelig mange andre faktorer der spiller ind når folk vælger at blive passive, først og fremmest er det hensynet til uddannelse, job og karriere, samt familien, der spiller ind. Man kan dog dårligt bruge disse eksempler som undskyldning, da der er mange andre nationalsocialister, der uden problemer er aktive, samtidig med at de passer job og familie.

Det er forståeligt at folk gerne vil passe på sig selv og sin familie, det er kun naturligt. Som samfundet er indrettet i dag, er det helt legalt at udøve heksejagt på nationalsocialister, da vi er de eneste der er i reel opposition til systemet. Før i tiden blev folk brændt på bålet, når de kæmpede for lighed frihed og retfærdighed, så galt står det dog ikke til i dag.

Antifascister og andre kriminelle har aldrig haft en betydning for om man vælger passivitet, tværtimod vil jeg sige. Er der opstået konfrontationer mellem nationale og kriminelle venstreekstremister har politiet som regel lagt sig imellem (desværre). Antifascisterne har en udpræget frygt for at kæmpe mand mod mand, da de helst skal være fem til en, før de overhovedet har modet til en konfrontation.

Som jeg ser det er den største trussel os selv. Dårlig ledelse, selvpromovering og mangel på sund fornuft har været en altafgørende årsag til at der har været stor udskiftning og splittelse i det nationale miljø. Derfor er det utroligt vigtigt at alle folk i de nationale organisationer forstår dette, og tilsidesætter eventuelle personlige stridigheder, hvis vi skal have succes i fremtiden. Det er vigtigt at kæmpe for de ting vi er enige om frem for at bekrige hinanden. Rekrutteringen af de rigtige folk har også været et stort problem, og skal man til en vis grad have succes må man holde skidt og kanel for sig. 

Den nationale kamp er vigtig og der er plads til alle, det er kun spørgsmålet om at finde den organisation der passer bedst til den enkelte. Vi må ikke lade stå til og bare se på, vi skal gå aktivt ind i kampen mod det forræderi, som foregår i samfundet, det er vores ret og vores pligt.