Demokratiets mange ansigter for at skjule et virkeligt diktatur

LÆSERINDLÆG: Christian Hamilton ræsonnerer med afsæt i en bog af Nils-Eric Hennix om det moderne massedemokratis sande natur.

Illustrationsbillede. Foto: Pixabay.

Spørger man en række mennesker, hvad der menes med demokrati, får man en hel flora af beskrivelser, alle forskellige. Vi har i mere end et halvt århundrede været indoktrineret af den socialistiske ledelse i vores land med hensyn til, hvad demokrati betyder. Betydningen af ​​ordet demokrati er blevet ændret for at passe til en socialistisk perspektiv.

Det er ikke kun socialisterne, der har fordrejet, hvad ordet demokrati betyder. Liberale, moderater, kommunister og andre har også fordrejet betydningen af ​​ordet for at passe det ind i deres politik. Det har passet alle politiske orienteringer at følge socialisternes ændring af ordet demokrati fra dets oprindelige betydning.

Demokrati betyder folkestyre, altså en styreform – eller med andre ord; en administrativ teknik til at træffe beslutninger.

Med Nils-Eric Hennix’ godkendelse har jeg fået lov til at bruge tekster fra hans bog »Demokrati – socialistisk eller libertariansk?« De, der har læst denne fremragende bog, vil helt sikkert genkende nogle af citaterne eller andre uddrag fra bogens tekster. Desuden kan jeg garantere, at hvis man læser bogen, vil de fleste tænke, »det vidste jeg virkelig ikke«, mens en bølge af forskellige følelser skyller ind over dig. I mig blev kampgejsten tændt for at få denne viden ud til så mange som muligt.

Faktisk fik jeg endda en gammel kommunist, en fætter til mig, til at læse bogen. Denne mands kommentarer efter at have læst bogen glædede mig. Inden han begyndte at læse, havde han klassificeret N-E Hennix som en højreekstremist og tildelt ham alle de andre påstande, man kunne forvente af en person med et socialistisk/kommunistisk politisk udsyn. Bagefter måtte han erkende, at han ikke anede meget af det skrevne, på trods af at han var »halvakademiker« og belæst. Fætterens politiske holdninger har ikke ændret sig, i hvert fald ikke officielt, men jeg ved, at denne nye, for ham ubehagelige viden, gnaver og generer i hans indre.

Dette med at forandre/forvrænge betydningen af ​​et ord er blevet mere og mere almindeligt i politik og mest af alt i de socialistiske rækker. Dette er kun for at forandre opfattelsen af ​​virkeligheden hos godtroende mennesker, en måde at skjule sandheden på. Jeg vil tænke på ord som højreekstremistisk, fascistisk og udemokratisk.

Højreekstremisme betyder nu at være racistisk, nationalistisk eller i det mindste fremmedfjendtlig.

Fascistisk betyder, at den udpegede er racist og for »højreorienteret diktatur« og generelt er »udemokratisk«.

At være udemokratisk betyder, at man er en meget mistænksom person, der modarbejder det socialistiske »værdifællesskab«; frihed, lighed og (broderskabs)solidaritet, som opstod under den franske revolution, men som i dag betyder noget helt andet, når det fortolkes af socialister. Ydermere bliver kendetegnet »udemokratisk« indsat i den forstand, at den udpegede er for »højreorienteret diktatur« og en totalitær styreform.

Med en neutral fortolkning eller bedre »ordenes oprindelige betydning«, finder vi, at disse ord betyder noget helt andet.

Højreekstremisme betyder ultrakonservativ og har normalt intet med racisme eller nationalisme at gøre. Racisme kan forekomme i alle politiske retninger, ikke mindst i kommunismen.

Fascisme kan reelt ikke have noget at gøre med konservatisme eller liberalisme på højre-venstre skalaen, da det nærmest er en socialistisk ideologi. Mussolini blev faktisk afsat af det italienske parlament »Det store råd« i 1943 efter tabet af Sicilien, så selvom landet blev ledet af en diktator, kunne han blive afsat på »demokratisk vis«. Desuden forblev Italien et monarki gennem hele den fascistiske æra.

Fascisme betyder heller ikke automatisk racisme. Se bare i skrifter, der dokumenterer Italien under den fascistiske æra eller skrifter fra Spanien og Portugal. Jeg fandt en noget  anstændig beskrivelse af fascisme her.

Faktisk betyder det at være udemokratisk kun at modsætte sig flertalsbeslutninger i alle spørgsmål. Det er gået så vidt i dagens Norden, at alt skal komme fra flertalsbeslutninger.

Bemærk følgende: På et politisk møde med 100 personer vil der blive stemt om, hvordan Folketinget skal skære i udgifterne til en særlig almindelig drift på det lokale sygehus. Størstedelen af forsamlingen tilhører partiet Socialistisk Front og mindretallet er fra partiet Ny Tid. Inden for Socialistisk Front er der ingen eller ringe lægekompetence, men i Ny Tid er der syv praktiserende læger. Disse læger har fundet frem til en bedre og billigere metode til den pågældende operation. Men da de tilhører mindretallet og også oppositionen, beslutter flertallet i stedet at skære ned på antallet af operationer. Det vil ganske vist betyde, at rigtig mange dør pga. mangel på operationer, men beslutningen var fuldstændig demokratisk.

Ovenstående lyder fuldstændig oprørende, men det er en realitet i dagens Norden, der har taget inkompetencens ideologi til sig, alt sammen i demokratiets navn.

Vi hører alle hver dag om vores demokratiske rettigheder. Når vi lytter til politikere i kommune, regioner, folketing og regering, drukner vi i synspunkter på, hvad demokrati er. Det, politikerne taler om, er sjældent styreformen, men om politiske spørgsmål, der kaldes demokratiske rettigheder. Demokrati er blevet en værdi, der handler om politiske spørgsmål i stedet for den oprindelige betydning af »demokrati«.

Demokratiets oprindelse kan findes i det antikke Grækenland, især i Athen. Det var dog et mere direkte orienteret demokrati end det, vi nu finder overalt undtagen i Schweiz. I Grækenland varede demokratiet omkring 50 år, før det brød sammen. Både Sokrates og Platon var imod demokrati, da de så, hvordan byen Athen og andre bystater degenererede, blev splittede, og hvor forskellige grupperinger begyndte at kæmpe mod hinanden. Sokrates kommenterede Platons værk »Staten«, hvori han fremlagde demokratiets destruktive udvikling.

Sokrates gjorde følgende observationer: Han mente, at overdreven demokrati fører til ufrihed og slaveri, og at demokratiet ikke virker til gavn for staten. Egennyttige  gruppeinteresser kæmper konstant for egen vinding på bekostning af andre.

Sokrates udtalte også, at de demokratisk inkompetente politikere var særligt ivrige efter altid selv at dominere debatter, og at de ikke tolererede andre meninger end deres egne. »Fra begyndelsen forstyrres meningsmodstandere på talerstolene, så er de forhindret i at give udtryk for deres holdninger. I sidste ende udvikler demokratiet sig til den mest omfattende og undertrykkende trældom«. Er dette genkendeligt fra vores nutid?

På grund af sine observationer blev Sokrates dømt til døden af ​​en folkedomstol og henrettet ved at blive tvunget til at drikke en kop gift. Platon undslap ved at flygte.

Efter demokratiets sammenbrud i Grækenland var demokrati en uønsket styreform i Europa i 2000 år, men vendte tilbage med den franske revolution.

I Socialdemokratiets partiprogram står der:

Frihed, lighed og solidaritet danner tilsammen grundlaget for et demokratisk samfund. Samtidig er det kun det demokratiske samfund, der kan realisere frihed, lighed og solidaritet. Demokratiet er selve grundlaget for Socialdemokratiets syn på samfundet, og dets idealer skal være præget af samfundslivet i sin helhed, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt.

Bemærk erklæringen: »dets idealer skal være præget af samfundslivet i sin helhed, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt«. Sådan siger den totalitære stat, som sigter efter at have fuldstændig kontrol over sine borgeres liv. Intet område af samfundet bør undslippe socialistisk demokrati. Ingen mand bør længere bestemme over sit eget liv. Det er et totalitært system, der er så finmasket, så påtrængende i privatlivet, at det overgår de fleste diktaturer i menneskehedens historie. (Citat fra Hennix’ bog.)

Frihed i et demokrati siges officielt at omfatte ytringsfrihed, pressefrihed, frihed til at danne politiske partier og deltage i valg. Vi ved alle, at dette ikke gælder i virkeligheden, selvom disse friheder er lovbestemte.

Vi ved, at folk er blevet fyret eller udstødt fra deres arbejdspladser på grund af deres meninger, vi har nu også fået meningsforbud i Norden. Vores lovbestemte frihedsrettigheder er bestemt en af ​​de største løgne, som vores formyndere har indoktrineret os med.

I vores parlamentariske repræsentative demokrati (jeg kunne have tilføjet socialistiske) har vi et embedsmandsvælde der virker fuldstændig uden for alle demokratiske principper. I vores socialistiske demokrati er det ikke nok for politikere at kontrollere vores liv i detaljer, det er meget værre end som så.

Hennix skriver:

De fleste konkrete beslutninger, der vedrører vores privatliv, træffes af folk, der ikke er politikere, og som vi ikke engang har stemt på som formyndere, de offentlige embedsmænd. Embedsmænd har større indflydelse på samfundet end borgere generelt, hvilket er i strid med demokratiets egne principper.

Staten har (2003 i Sverige) over 200.000 embedsmænd. Kommuner og regioner har over en million ansatte. De fleste offentligt ansatte arbejder med samfundstjeneste, men der er titusindvis af embedsmænd, der sidder og bestemmer over borgernes liv fra vugge til grav. Embedsmandsvældet er enormt meget større, end den almindelige borger kan forestille sig.

På papiret har vi et demokrati, som betyder, at politikere træffer beslutninger, og embedsmænd udfører beslutninger. Men det er bare på papiret. I virkeligheden er det embedsmændene, der styrer det meste, især i kommunerne. Politikere er ofte uerfarne i at lede større virksomheder. De er sjældent professionelle administratorer, og de mangler den konkrete detaljeviden, som embedsmændene har tilegnet sig gennem mange år. Det er derfor embedsmændene, der foretager undersøgelser og fremlægger forslag til afgørelser. Derudover udfører mange embedsmænd myndighedsudøvelse, hvilket gør dem til en autoritet for borgerne. Observer en autoritet, der ikke er demokratisk valgt.

Jeg vil komme ind på betydningen af ​​repræsentativt demokrati, den type demokrati, som Sverige har haft siden 1810.

Oprindeligt var det altså det direkte demokrati, der herskede, hvor borgerne tog de politiske beslutninger. Fra den franske revolutions tid opstod der en slags »halvdemokrati«, det repræsentative demokrati. De mest fremtrædende politiske filosoffer var franskmanden Emmanuel-Joseph Siéyés, englænderen Edmund Burke og amerikaneren James Madison. De mente, at det var nok for borgerne at udpege politikere, og at disse politikere skulle have frie hænder til at træffe alle politiske beslutninger. De beslutninger, de folkevalgte politikere traf, behøvede slet ikke at være forankret hos vælgerne, men kunne gå helt imod borgernes vilje. Disse politiske tænkere antog, at politikere er klogere og har bedre dømmekraft end borgere generelt. Det ville være meget bedre, hvis politikerne fik lov til at træffe beslutninger uden borgernes samtykke.

Dette repræsentative demokrati blev indført i Danmark i 1849 og blev skrevet ind i grundloven. Folketingets medlemmers overvejelser og beslutninger ville være uafhængige, ubundet af instrukser fra vælgerne.

Hennix skriver:

At kalde dette regeringssystem for demokrati (folkestyre) er naturligvis intet andet end bedrageri. I begyndelsen af ​​det 20. århundrede blev der dannet flere og flere politiske partier med konkrete partiprogrammer. De tidligere politisk uafhængige repræsentanter blev partirepræsentanter. Nu kunne de ikke længere tænke frit og træffe beslutninger efter eget skøn, fordi de var bundet til partiprogrammer. Vi fik et partidemokrati.

Partidemokratiet betød, at repræsentanternes uddannelsesniveau og intelligens begyndte at falde. Nu optrådte de ikke i politik på grund af deres egen kraft og formåen. I stedet kunne stort set alle melde sig ind i et parti, blive enige om alt i et partiprogram, som andre har udtænkt, og derefter stille op til valg. Vi har nu levet med partidemokrati længe og det er åbenlyst, hvilken kompetenceforskel der hersker mellem de øverste beslutningstagere i erhvervslivet og beslutningstagerne i regering, folketing, amter og kommuner.

Det repræsentative demokrati, der er så æret og helliggjort af Folketingets partier, består kun i, at stemmeberettigede borgere får lov til at gå til stemmeurnerne en gang hvert fjerde år. Demokrati eksisterer i de omkring 15 minutter, det tager at stemme. De næste 1.460 dage frem til næste valg er borgerne passive, magtesløse modtagere af regler fra politikere. Faktisk gælder demokrati ikke engang for dem, der stemte på det »forkerte« parti. Nogle partier nægtes efter valget at få de opgaver, som borgerne har givet dem, fordi andre partier bager rævekager og danner koalitioner for at udelukke dem fra indflydelse i kommune og Folketing.

Det repræsentative demokrati værdsættes højere end Gud Fader selv, men er intet andet end et fupnummer, der går hjem hos en uvidende, uinteresseret eller hjernevasket del af offentligheden. Demokratiets lovsang er en moderne variant af fortællingen om kejserens nye klæder. En simpel analyse viser, at vores demokrati ikke er mere »demokratisk« end et hvilket som helst diktatur. Men nogen siger det næppe. Man lader som om, eller er uvidende nok til at tro, at den nøgne kejser er fuldt påklædt.

Jeg kan kun være enig med Nils-Eric Hennix og især i den sidste bid.

Vil vi med fuld bevidsthed og viden om, hvordan Nordens »demokrati« fungerer, virkelig acceptere, at samfundet udsættes for mere af den slags. Har vi ikke fået nok af dette såkaldte demokrati, er det ikke tid til at gå ud og informere alle om, hvordan det egentlig er i vores land. Jeg tror på, at vi med den viden kan vælte de arrogante magtsyge inkompetente idioter med formynderattituder, der udgiver sig for at være »demokratiske« politikere.