Demokrati i modsætning til Lederskab

VERDENSANSKUELSE: Nordfronts skribenter har oversat kapitlet om demokrati og lederskab i Hansjörg Männels politiske grundbog for SA, die Politische Fibel. Det ideologiske materiale er stadig lige så, hvis ikke mere, relevant i dag, som den var da den blev skrevet.

Demokrati er læren om lighed for alle mennesker og om alle menneskers evne til at styre sig selv. (Demokrati, græsk = folkestyre, masse-styre.)

Udgangspunktet for den demokratiske opfattelse er: “Alle mennesker er lige.” “Alt, der bærer et menneskeligt ansigt, er lige.” Ikke alene er folkene lige for hinanden (denne opfattelse fører til internationalisme), men endda også individerne inden for et folk er lige. Derfor har alle lige rettigheder, også en lige ret til at deltage i staten. “Statens autoritet kommer fra folket.” (Weimar-forfatningen, artikel 1.) – Da direkte folkestyre er uigennemførligt, vælger man repræsentativt demokrati eller parlamentarisk regering.

Parlamentarisme er princippet om afstemning ved repræsentanter, der træffer beslutninger gennem flertalsstyre. (Parlamentarisme, fra lat. parlare = at tale.)

En kritik af parlamentarisk demokrati:

1. Det er ikke sandt, at alle mennesker er lige. Mennesker er forskellige. Det demokratiske princip, “til hver den samme,” fører direkte til kommunisme, til ekspropriering af de begavede, flittige og sparsomme (præcedens: Rusland). – Demokrati i moderne tid begyndte med den franske revolution (1789). “Frihed, Lighed, Broderskab” var de slagord, der herskede i hele det 19. århundrede. Det demokratiske lighedsprincip er altid et redskab for jøden til at eliminere de bedste racemæssige kræfter. Når alle har lige rettigheder, tvinges de dygtige og intelligente dermed ned på samme niveau som de korrupte og dumme.
2. Det er ikke sandt, at de bedste og mest dygtige fremkommer ved en afstemning. Normalt vælges de største råbere, de mest uansvarlige. Den, der lover mest, har størst udsigt til at komme i parlamentet. De folkevalgte i det demokratiske system var på ingen måde nationens elite. Princippet om afstemning ved folkevalgte fører uundgåeligt til oprettelsen af økonomiske eller religiøse særinteressepartier. De folkevalgte repræsenterede ikke folkesamfundet, men mest en bestemt klasse eller gruppe. Dermed blev enheds-, målorienteret statsledelse umuliggjort. De borgerlige partier og de marxistiske partier på den anden side ophævede hinanden. Nationens magt var ligeledes nul og kunne ikke effektivt og sammenhængende udnyttes udenrigspolitisk. International jødedom væltede imidlertid vægtskålen i parlamentets favør. – Demokrati er altid den jødiske pengepungs herredømme; det fører til den mest onde korruption.
3. Det er ikke sandt, at flertallets beslutninger altid er rigtige og gavnlige for folket. Tværtimod: på ingen måde er 51 stemmer mod 49 stemmer nødvendigvis korrekte. “Hvad er flertallet? Flertal er nonsens. Forståelse har altid kun været blandt få. Man bør veje stemmer, ikke tælle dem.” (Schiller, Demetrius.) Den enkelte folkevalgte skjuler sig bag et anonymt flertal. Han har “kun fulgt sin samvittighed.” For det meste havde de “folkevalgte” dog ingen samvittighed. Parlamentarisk demokrati er uansvarlighed ophøjet til et regeringsprincip. Det fører til eliminering af al autoritet og dermed til folkets og statens fuldstændige undergang.

Adolf Hitler: “Jødisk demokrati med flertalsstyre var altid kun et middel til at ødelægge den eksisterende ariske lederklasse.”

National-socialisme er parlamentarisk demokratis mest indædte fjende. I modsætning til dette står det for princippet om Führertum. Führertum er ledelsen af en organisation gennem én fremragende mand. Lederprincippet er baseret på opfattelsen af menneskelig ulighed. Der er de intelligente og de dumme, de flittige og de dovne, de gode og de onde. De forskellige folk og racer er forskellige, og det samme gælder de enkelte mennesker inden for et folk. – Hver folkekammerat vurderes efter sin præstation for folket. Vurdering efter præstation. – Vurderingsstandarden skal være den samme for hver folkekammerat. Vi nationalsocialister afviser særbehandling af en klasse. (Eksempler: absolutisme i det 18. århundrede; Weimar-systemet, hvor nationalsocialisten var en andenklasses person, mens lavere menneskelighed kunne løbe vildt med straffrihed; engelsk plutokrati.)

Der er ingen privilegier for nogen særlig klasse; alle folkekammerater vurderes lige. Resultatet af en lige vurdering af den enkelte person er dog ikke det samme, men forskelligt. Her gælder dette princip: “Til hver det, der er passende,” ikke “Til hver det samme,” som i demokratiet. Den, der ofrer og præsterer meget, bør stå højere end den, der præsterer lidt og intet ofrer. Den nationalsocialistiske ledelsesidé er baseret på en bevidst udvælgelse efter race (genetisk værdi), karakter og evne. Dermed udvikles en rangorden. Hele folket organiserer sig organisk som en pyramide. Den mest dygtige og begavede medlem af folket, som har præsteret gennem sine fremragende resultater, står i spidsen for folket: han er lederen.