Defaitisme – fjendens psykologiske våben

ANALYSE: Karl Folkesson skriver her om, hvordan fjenden bevidst forsøger at demoralisere den nationale bevægelse gennem nederlag.

Sovjetiske soldater kapitulerer. Foto: Bundesarchiv, Bild 101I-010-0919-39 / Schmidt, Georg / CC-BY-SA 3.0.

Defaitisme, håbløshed, »at være blackpilled«. Det er en sindstilstand, der har plaget både soldater og hele hære til enhver tid.

I alle krige har fjenden en interesse i at demoralisere den anden sides soldater, så de lægger deres våben fra sig og giver op eller endda giver op, før slaget overhovedet er begyndt.

Det er en bevidst taktik, en form for psykologisk krigsførelse.

Et eksempel kunne være angrebet på Marstrand i 1719, hvor den dansk-norske general Peder Tordenskjold gik ind i Sverige med omkring 500-600 mand. Gennem snedig spredning af rygter og propaganda lykkedes det Tordenskjold at narre svenskerne til at tro, at hans hær var ti gange større end den egentlig var.

Oberst Henrich Danckwardt, der var kommandant for Karlstens fæstning, faldt for propagandaen og kapitulerede inden slaget var begyndt. Danckwardt blev senere dømt til døden i svensk krigsret, da fæstningen kunne have været forsvaret.

Et opdigtet verdensbillede

Hvad gør en person defaitistisk? Defaitister kan mene, at de har foretaget en objektiv analyse af omverdenen, og at de på baggrund heraf vurderer, at kampen er håbløs.

»Se hvor mange immigranter der er kommet her, løbet er kørt«, eller: »Skandinaverne forstår ikke noget, vi vil aldrig kunne vække dem«.

Men har disse negative mennesker virkelig foretaget en objektiv analyse af deres omgivelser, eller er det et opdigtet billede, de ser?

I dag er det ikke ualmindeligt, at folk bruger flere timer om dagen på at browse feeds på jødisk ejede sociale medier som Facebook og også på at konsumere jødisk porno.

Disse mennesker kan få det indtryk, at de er alene om at have deres holdninger, at alle ønsker feminisme, integration og dekadent kultur. De får indtryk af, at alle andre raceblander og knæler for BLM.

Flowet i sociale medier afspejler imidlertid ikke virkeligheden. Disse anti-hvide virksomheder censurerer nationalistiske synspunkter, mens de aggressivt fremhæver kulturel marxisme.

Ikke kun folks holdninger eller propaganda censureres, men alt det, der er det mindste pro-hvidt. Det kan være upolitisk materiale, der censureres, såsom billeder af hvide familier eller af traditionel kultur. De jødiske medier ønsker ikke, at hvide mennesker skal se dette, for så er der en risiko for, at de identificerer sig med deres eget folk.

Tekster, billeder og videoer, hvis formål er at vække optimisme hos hvide mennesker, censureres på alle mulige platforme.

Samtidig benytter fjenden sig af undertrykkelse af dem, der taler for det nordiske folks overlevelse og frihed, både på sociale medier og i virkeligheden. De forsøger at skræmme folk til tavshed ved at hænge dem ud i medierne, ved at få folk til at miste deres job eller ved at anmelde folks børn til myndighederne.

Ligesom gennem historien forsøger fjenden, der i dagens situation er hersker over samfundet, at demoralisere os. Dette sker gennem rygter, propaganda, trusler og løgne.

Så hvis du nogensinde ender i dårligt humør, skal du tage et skridt tilbage og se på dig selv udefra. Spørg dig selv: »Er situationen virkelig håbløs, eller er jeg blevet demoraliseret af fjendens propaganda?«.

I hundrede tilfælde ud af hundrede vil det korrekte svar være den sidste mulighed.

Defaitisterne skal huske, at der er en smal skare, som få tør stille sig udenfor, men der er mange, der knytter næverne i bukselommerne.

Fjenden vil have dig til at give op

Vær ikke en defaitist, for det er præcis, hvad vores fjender ønsker, at du skal være. En defaitist, som ikke tror på sejr, vil heller ikke kæmpe for det.

Kampen er ikke håbløs, hvis du ikke giver op. For hvis vi alle giver op, er vores folk dømt til at gå til grunde. Hvis du derimod kæmper, er der enhver mulighed for forandring.

Har du virkelig til hensigt at blive en kujon, der opgiver eksistensen af ​​sit eget folk for egen bekvemmelighed?

/Karl Folkesson