De høje priser har tvunget mor og datter fra hus og hjem
ØKONOMI: En mor og hendes datter er blevet nødsaget flytte i et telt på en camping plads pga. de høje gaspriser. Kommunen nægter at hjælpe dem, men opfordrede dem i stedet netop til at flytte i et telt.
I mere end en måned har Zenia Kornum fra Stenlille ved Sorø sammen med sin datter boet på en campingplads, og det er ikke, fordi de er vilde med campinglivet. Familien måtte i midten af juli sige farvel til det hus, de lejede, og i stedet flytte i et telt.
– Andre ville tænke: »Fedt, camping«. Det synes jeg ikke. Det her er ikke ferie. Det er hverdag nu, og det er ikke sjovt, siger Zenia Kornum, og datteren tilføjer:
– Det er koldt om natten, og jeg tør ikke gå på toilettet, fordi der nogle gange er fulde mennesker lige uden for toilettet. Jeg kan ikke lave mine lektier, for der er ikke noget internet, siger Kasia Kornum.
Seksdobling af prisen på gas
Beslutningen om teltet kom, fordi Zenia Kornum, der får førtidspension efter en alvorlig trafikulykke, ikke længere kunne betale de regninger, der ville komme på den gas, som varmede huset op.
Zenia Kornum har tidligere fortalt, at hun inden prisstigningerne på gas betalte omtrent 2500 kroner hver tredje måned. Kort før familien flyttede i telt, var regningen vokset til 6500 kroner i kvartalet.
»Det er simpelthen omstændighederne, der har tvunget mig til at gøre de her ting, og det gør mig rigtigt ked af det, når jeg kan se, at min datter falder grædende sammen om morgenen, og det hele er vådt, og jeg bliver ved med at sige: Vi skal nok klare den, skat. Det skal nok gå alt sammen. Men det er superhårdt, når det går ud over ens barn.«
Sådan udtalte Zenia Kornum, der virkelig kan mærke konsekvenserne af sanktionerne mod Rusland, sig til TV2.
Myndighederne svigter
Ifølge Zenia Kornum har hun flere gange forsøgt at få hjælp hos Sorø Kommune, da hun kunne se, at hun ikke kunne betale gasregningerne, men hun oplevede ikke, at kommunen var til hjælp.
Kommunen foreslog i stedet, at Zenia kunne flytte hjem til noget familie sammen med hendes datter, eller at de kunne flytte på en camping plads.
Sandra Oemig, der er leder af Sorø Borgerservice, ville ikke stille op til et interview med TV2 men sendte et skriftligt svar som lød således:
»Jeg vil gerne opfordre alle, som oplever, at deres økonomi bliver presset af de stigende energipriser, til at kontakte kommunen, før man tager drastiske skridt som for eksempel at opsige sin bolig. Vi vil meget gerne give råd og vejledning om, hvordan man kan søge om tilskud til at betale sin varmeregning.«
Her er ikke blot tale om enkelte tilfælde
Hos Forbrugerrådet Tænk, der blandt andet vejleder økonomisk trængte familier, ser de med stor alvor på de store prisstigninger overalt i samfundet. Især når vi igen skal til at skrue op for varmen.
– Det kommer til at betyde, at der er flere, der bliver hårdt ramt, og det er selvfølgelig et samfundsproblem. Det må man sige, at det er det, siger Lone Buchardt, der er projektchef for økonomi- og gældsrådgivning hos Forbrugerrådet Tænk.
TV2 spurgte om hun forventer, at flere kommer til at gå fra hus og hjem på grund af prisstigningerne.
– Det er da potentielt en absolut risiko, det må jeg sige, siger Lone Buchardt.
Zenia Kornum oplever, at der er mange, som er hårdt ramt på økonomien, og derfor vil hun have, at landspolitikerne tager affære.
– Jeg kender flere, som har måtte rykke ud i deres campingvogne, og derfor mener jeg, at regeringen må skride ind nu. Vi har hørt, at alting stiger, og vi har hørt, at vi får en varmecheck på 6000 kroner, men det er som at tisse i bukserne: Det varmer i ti sekunder, og så bliver det rigtig koldt.
Fra 1. september er det ikke længere lovligt at bo på campingpladsen. I stedet har noget familie tilbudt Zenia Kornum et værelse på ti kvadratmeter, hvor hun kan bo midlertidigt med sin datter.
KILDE:
TV2
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.