De allieredes besættelse af Island – og folkets modstand

HISTORIE: Den 7. juli 1941 ankommer amerikanske tropper også til Island. Fra denne dag vil allierede soldater fra flere lande intensivere overgrebene mod den islandske civilbefolkning – men også møde modstand.

Winston Churchill inspicerer besættelsesstyrkerne.

Den 10. maj havde Storbritannien invaderet det neutrale Island, som fortsat tilhørte Danmark, og stationeret 25.000 soldater der. Den islandske regering protesterede forgæves mod den uprovokerede aggression fra en suveræn nation, men blev til sidst »overbevist« af britiske løfter om lukrative handelskontrakter.

Tværtimod blev den britiske besættelse en hindring for islandsk handel. Storbritannien kontrollerede Islands eksport og forbød islændinge at eksportere fisk, fiskeolie og andre varer til lande, der samarbejdede med Tyskland eller grænsede op til Østersøen eller Nordsøen – inklusive Danmark og Sverige. De skaffede sig også vetoret over den islandske import. Ud over dette kom risikoen for yderligere angreb fra f.eks. Tyskland, eftersom Storbritannien var krigsførende. Briterne var ganske enkelt ikke velkomne på Island.

Dette kombineret med en krigsudvikling, hvor Storbritannien nu havde brug for sine tropper andre steder, førte til, at situationen til sidst blev uholdbar. Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt foreslog derfor, at USA skulle besætte Island, og at britiske tropper skulle trækkes tilbage. Det siges, at den britiske premierminister Winston Churchill accepterede tilbuddet »øjeblikkeligt«, da han ville have USA med i krigen. På det tidspunkt var offentlighedens holdning i USA stadig at man var imod krigen, og angrebet på Pearl Harbor havde endnu ikke fundet sted. Den amerikanske besættelse af Island fandt således sted på et tidspunkt, hvor USA ikke førte krig. Roosevelt argumenterede for den amerikanske kongres for, at besættelsen var nødvendig for at forhindre krig, hvis Tyskland skulle finde på at besætte Island.

Amerikanske tropper ankommer til Reykjavik.

Den 7. juli 1941 besatte USA Island, hvor de til sidst stationerede 40.000 soldater, hvilket på det tidspunkt var mere end hele den mandlige voksne befolkning på Island. Derudover kom soldater fra Storbritannien, Canada, New Zealand og Australien, som skulle forlade øen i forsommeren 1942 (men selv på dette tidspunkt var mange af dem der stadig). Den islandske regering havde endelig accepteret den amerikanske besættelse, da Roosevelt havde lovet dem at trække alle militære tropper tilbage efter krigens afslutning samt arbejde for Islands uafhængighed. En medvirkende årsag til at acceptere dette »forsvar af Island« på islandsk side kan også have været, at USA var »neutral«.

Britiske tropper på Island.

Det der ofte ikke vises i historiebøgerne – som sjældent nævner de allieredes besættelse af Island overhovedet – er de allieredes soldaters forhold til den islandske civilbefolkning. En af dem, der har studeret dette emne, er professor Bertrand M. Roehner, som i sin undersøgelse Relations Between Allied Forces And The Population Of Iceland har undersøgt kilder fra det amerikanske militærarkiv, retsdokumenter fra Island, nyhedsartikler m.m. Roehners rapport præsenterer et langt fra smigrende billede af, hvordan den islandske civile befolkning blev behandlet under de allieredes besættelse, noget der er blevet fortiet fuldstændigt af massemedierne.

Overgreb mod civilbefolkningen

I kapitel 5 i undersøgelsen oplister Roehner sammenstød mellem allierede soldater og islændinge og anslår disse til 25 pr. Måned. Undersøgelsen viser, at der var angreb på islandske civile flere gange om ugen. Dette kan dreje sig om overfald, dødsstrusler, voldtægtsforsøg, voldtægter og mord. Undersøgelsen afslører også flere røverier mod taxachauffører, chikane af cafégæster, skud og stenkast på biler eller busser, og at flere islændinge blev ramt og døde i »bilulykker«. Roehner har offentliggjort en lang liste, hvor vi nedenfor viser et udpluk. Ikke engang Roehners undersøgelse er ifølge ham fuldstændig, da visse arkiver stadig er lukkede. Her er nogle uddrag fra de »gode demokratiske kræfters« overgreb mod den islandske civilbefolkning:

• • Juli, (1941): En britisk lastbil dræber en islandsk kvinde på gaden i en bilulykke.
  • 28. august: Et barn dør i en bilulykke forårsaget af britiske soldater.
  • 15. september: Den amerikanske flådes øverstbefalende, general Marston, rapporterer, at der er spændinger mellem soldater og civilbefolkningen, efter at en islandsk kvinde blev voldtaget af fire marinesoldater.
  • 30. september: Amerikanske soldater smider sten på en forbipasserende islænding.
  • 3. oktober: Den islandske politichef Agnar Kofoed Hansen gør rede for de nylige »hændelser« til en amerikansk konsul. Hansen siger, at amerikanske soldater optræder aggressivt over for islændinge og forfølger dem for at skabe problemer uden grund. Dette er bevidst og oftest i ædru tilstand. Amerikanske soldater stjæler biler fra islændingene, som de senere kører i smadder og efterlader.

Hansen fortæller også, at britiske soldater er respektløse over for det islandske politi, og at dette er noget, som amerikanske soldater ikke bør efterligne. Hansen fortæller også, at der har været utallige tilfælde af skud fra britiske soldater siden besættelsen begyndte, og at briterne ikke har nok militærpoliti til at holde orden alene.

Hansen bemærker også, at allierede soldater råber efter islændinge på gaden. Når islændingene, ofte ældre mænd, har spurgt om de vil dæmpe sig lidt ned, er de blevet slået.

Hansen advarede også om, at de nylige uprovokerede angreb på islændinge har ført til at en avis, Thjodalfur, opfordrer islændinge til at bevæbne sig med kæppe og forfølge allierede soldater som ses sammen med islandske kvinder.

• • 11. oktober: To amerikanske soldater trækker deres våben mod en islandsk taxachauffør, der ønsker at blive betalt for hans service. Taxachaufføren rapporterer hændelsen til vagterne i militærlejren, men ignoreres.
  • 11. oktober: En soldat kravler ind gennem et køkkenvindue i en lejlighed i Reykjavik og angriber kvinden i huset med en klud dyppet i kloroform. Kvinden formår at stoppe overgrebet ved at skrige.
  • 14. november: To amerikanske soldater skyder og dræber en islandsk fisker under optøjer på en café.
  • 21. november: Soldater slår en servitrice på en café i Reykjavik ned.
  • 25. november: Skud affyret mod en islandsk bil. Føreren hørte ingen advarselsopkald og så ingen vagter, før skuddene blev affyret.
  • 30. november: På grund af den sidste tids hændelser forbydes alle britiske og amerikanske officerer at vise sig i Reykjavik uden for officielle anliggender på Islands uafhængighedsdag. Forbuddet kom efter britisk initiativ for at berolige den islandske civilbefolkning.
  • 2. december: En taxachauffør kører en soldat og der opstår en konflikt omkring betalingen. Fem militærvagter ankommer til bilen og truer taxachaufføren på livet med trukne våben.
  • 11. december: Soldater skyder på en højttaler på en café i Reykjavik.
  • 25. december: Soldater smadrer en vinduesrude hos en islandsk kvinde og banker hendes søn.
  • 25. december: En soldat jagter en islandsk kvinde på en gade i Reykjavik. Da han ikke modtager nogen respons, bliver hun angrebet og kastet ned på jorden. Kvinden skriger og formår at flygte fra stedet.
  • 28. december: En soldat angriber en 15-årig pige.
  • 17. februar (1942): Fiskere, der trækker deres båd op, bliver angrebet og truet med bajonetter af amerikanske vagter.
    Marts: I løbet af marts skyder en amerikansk vagt en islænding. Islænderen bliver alvorligt såret, men overlever.
  • 2. marts: To amerikanske soldater forlader en cafe uden at betale. En 14-årig islandsk dreng, der prøver at forhindre dem i at gå får bank.
  • 14. marts: En gruppe islændinge misforstår en ordre fra en amerikansk vagt, og vagten skyder og dræber en af ​​dem.
  • 22. maj: En amerikansk vagt skyder og dræber en 12-årig dreng. Den nye premierminister Olafur Thors opfordrer pressen til at nedtone protesterne.
  • 30. august: To amerikanske soldater bryder ind i et hus i Reykjavik og voldtager en islandsk kvinde.

Folkets modstand

Folkets modstand mod den allierede besættelse og den måde det skete på, var stor. Her er nogle uddrag:

• • 8. juli 1940: En kommentar fra en canadisk soldat lige efter de ankom til Island: »Overfor en fjendtlig befolkning blev vi instrueret om altid at gå i grupper i Reykjavik med ladede geværer og 50 patroner. For nylig blev en islandsk politibetjent dræbt under en kamp med soldater«.
  • 21. august: Time Magazine skriver, at det nationalsocialistiske Tyskland før krigen havde forsøgt at vinde islændingene ved at støtte islandske luftfartsforeninger og sende flyveinstruktører til landet. Det voksende antal angreb på britiske soldater på caféer og på gaden af ​​unge islændinge »viser, i hvilket omfang tysk propaganda har vundet over den islandske ungdom«.
  • 6. januar 1941: Islændinge ansat i militære byggeprojekter strejker for bedre forhold. Flyveblade på engelsk uddeles til soldater med beskeden om ikke at agere strejkebrydere. Flyvebladet slutter med: »Don’t be a scab. Don’t take the job of an Icelandic working man«.
  • 13. januar: Time Magazine skriver: »Modtagelsen af ​​britiske og canadiske tropper på Island var alt andet end varm. Islændingene afskyede dem til det punkt, at soldater blev tvunget til at gå i grupper på tre mænd, godt bevæbnede og på vagt overfor knivstikkeri og skyderi. Men soldaternes største problem var stædigheden hos kvindernes på Island. Omtrent det eneste ord på islandsk, som de lærte, var ordet for pige, stulka. De gik gennem gaderne og råbte »Hej, pige« til hver eneste blondine. Men de fik ikke noget svar«.
  • 7. april: Avisen Thjodviljinn offentliggør en artikel, der beskylder briterne for at betale slaveløn til islændinge, der arbejder for dem.
  • 13. oktober: Time Magazine henviser til en udtalelse fra den islandske statsminister Hermann Jonasson: Hvis 15 millioner soldater skulle dumpes ned i London, er det ikke meget værre end hvad der sker i Island lige nu. Desuden har den britisk-amerikanske besættelse øget leveomkostningerne for islandske borgere med 70 procent, ødelagt Islands udenrigshandel og oprørt mange kvinder. Time skriver, at statsminister Jonasson stadig ikke var særligt ivrig efter at samarbejde, på trods af at fire amerikanske marinesoldater blev dømt til 10-20 års fængsel for en voldtægt af en islandsk kvinde.
  • Januar (1942): Altinget vedtager en lov om overvågning af islændinge under 21 år og muligheden for at sende »umoralske kvinder« på opdragelsesinstitutioner. Dette gælder især for de kvinder, der har været sammen med britiske soldater.
  • 4. marts: En islænding arresteres efter at have trukket en kniv mod en amerikansk soldat.
  • April: En islænding kører over en amerikansk soldat og skader ham alvorligt.
  • 24. april: Militærpolitiet opdager, at en islænding har skudt huller gennem en militærbygning med en riffel.
  • 23. september (1946): Islandske fagforeninger annoncerer en 24-timers generalstrejke mod et forslag om islandsk-amerikanske flybaser på Island.
  • 25. september 1946: I protesterne mod forslaget om islandsk-amerikanske flybaser, angriber en islandsk skare borgmesteren i Reykjavik og truer statsminister Olafur Thors.

Videre læsning: Relations Between Allied Forces And The Population Of Iceland

Læs også: De allieredes invasion af Island