Danske frivillige i Waffen-SS – Del 1

HISTORIE: Nordfront bringer her den første artikel i en artikelserie om Danmarks østfrontsfrivillige under Anden Verdenskrig.

Danmarks frivillige

Efter Danmarks besættelse d. 9. april 1940 blev der åbnet op for, at danskerne kunne indgå i krigstjeneste på tysk side. Dette forbeholdte sig en lille gruppe mennesker, og var ikke særligt åbent på samme måde, som da Frikorps Danmark blev offentliggjort. Efter den tyske invasion af Sovjetunionen blev der for alvor sat gang i rekrutteringen og blot en uge efter invasionens begyndelse, bliver oprettelsen af Frikorps Danmark offentliggjort, med dansk sanktion, og man kan for alvor tale om, at de danske østfrontsfrivilliges kapitel begynder her.

Men det skulle få alvorlige konsekvenser for de frivillige, der trak i tysk militæruniform under krigen. Fordi efter krigen blev de fleste dømt for ”landsforræderi” og de frivillige blev til en forhadt og dæmoniseret gruppe af ”det officielle Danmark”. De frivillige blev klassificeret som dumme og kriminelle og det tog lang tid inden denne opfattelse lagde sig.

Alligevel fra blot 5 år efter krigen og frem lavede man gentagne undersøgelser af de frivillige og fandt ud af, at de frivillige faktisk var et ret repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Og den opfattelse man havde lige efter krigen stemmer ikke overens med den opfattelse af de frivillige, som man har i dag, hvilken er mere faktabaseret.

Frikorps Danmark

Medlemmer af Frikorps Danmark står under en ændret udgave af Dannebrog i 1941.

Den 22. juni 1941 går Tyskland til angreb på Sovjetunionen, den såkaldte ”Operation Barbarossa”. Det var sådan i Tyskland, at Waffen-SS havde det problem, at det var værnemagten, der modtog langt hovedparten af rekrutterne, da det var her de værnepligtige og mange frivillige blev sendt til. Waffen-SS var den militære gren af den nationalsocialistiske organisation, Schutzstaffel, og modtog altså ikke værnepligtige. Hele deres rekrutteringsgrundlag bestod derfor af frivillige, der ikke valgte de andre værn. Dem der valgte Waffen-SS var typiske de meget radikale nationalsocialister i Tyskland. Derfor fik Waffen-SS den idé, at eftersom der fandtes mange mænd fra de besatte områder af Tyskland (Frankrig, Holland, Belgien, Danmark osv.), der gerne ville kæmpe for den tyske hær, kunne de tage patent på disse mænd. Derfor oprettede man disse enheder fra de besatte områder, de såkaldte legioner og frikorps.

Christian Peder Kryssing.

Et af disse var ”Frikorps Danmark”. Få dage efter Operation Barbarossa, bliver Christian Peder Kryssing, forhenværende artilleriofficer i den danske hær, kontaktet af mænd fra DNSAP og bedt om at stå forrest i planlægningen af et dansk korps til Østfronten: Frikorps Danmark. Christian Peter Kryssing var ikke selv medlem af DNSAP, men valgte alligevel at sige ja, og d. 29. juni 1941 blev korpsets oprettelse offentliggjort. Frikorps Danmark skulle de næste 2 år være kernen for dansk indsats på Østfronten, hvori langt hovedparten var samlet. Det danske Frikorps Danmark var speciel på den måde, at det oprindeligt blev oprettet sådan, at det ikke formelt var en del af Waffen-SS, at det var upolitisk og at den var en selvstændig dansk enhed. Dette skulle så hurtigt vise sig, at det ikke endte sådan. D. 19. juli 1941 rejste den første gruppe af Frikorps Danmark frivillige afsted under en stor fest. Målet for frikorpset var SS kasernen i Langenhorn, der lå omkring Hamborg. På denne kaserne opholdte der sig allerede en gruppe af danskere, der hidtil havde gjort tjeneste i ”Standarte Nordwest”, som blev indlemmet i Frikorps Danmark. De danske frivillige for Frikorps Danmark skulle aflægge deres faneed et par dage efter, hvilken var deres formelle indvielse i Waffen-SS. Frikorps Danmarks Faneed lød:

Jeg sværger ved gud denne hellige ed, at jeg i kampen mod bolsjevismen vil vise den tyske Værnemagts øverste leder, Adolf Hitler, ubetinget lydighed og som tapper soldat være rede til enhver tid at sætte mit liv ind for denne ed

Under edsaflæggelsen i Langenhorns kasernegård holdte bl.a. Gruppenführer Hans Jüttner en tale. Heri gjorde han de frivillige opmærksom på, at den krig, de snart skulle kæmpe i, handlede om ”Den germanske races kamp mod undermennesker og jøder”. Som nævnt tidligere blev Frikorpset ”mere og mere en del af Waffen-SS”. De frivillige måtte ikke bruge danske uniformer, da de lignede de russiske uniformer for meget. Frikorps Danmark skulle være en del af et tysk regiment og ikke længere være selvstændig, og kommandosproget skulle ikke længere være dansk. Hilsnen i Frikorps Danmark skulle heller ikke være traditionel honnør, men den hilsen man gav i Waffen-SS: Den nordiske hilsen (Heil).

Christian Frederik von Schalburg.

Pga. af mangel på godt øvelsesterræn blev Frikorpset sendt til Treskau-kasernen i Polen. Her ankom Frikorps Danmark d. 15. september, og under dette ophold ville der blive vendt op og ned på Frikorps Danmark. Pga. SS-Obersturmbannführer Christian Peder Kryssings mangel på nationalsocialistisk overbevisning og hans traditionelle lederstil, var han i stor modvind som chef for Frikorps Danmark. Frikorpsmændene sagde også, at Kryssing var for gammel, og de ville hellere have Christian Frederik von Schalburg, som var yngre, mere karismatisk og initiativrig. Dette kom også til at ske, og efter en lang periode med magtkamp blev Kryssing afskediget som kommandør for Frikorps Danmark og Schalburg blev indkaldt fra Division Wiking, hvor han hidtil havde været, og blev sendt til Treskau-kasernen, hvor han ankom d. 27. februar 1942. D. 8. maj kom den ordre, som de frivillige havde ventet længe på: De skulle til fronten!

Regiment 24 ”Danmark”

I foråret 1943 var der en stor reorganisering og udvidelse af Waffen-SS. Mange Waffen-SS enheder blev nedlagt og mange nye blev oprettet. En af de nedlagte enheder var Frikorps Danmark, og mange af de nord- og vesteuropæiske frivillige blev nu officielt indviet i Waffen-SS, da de skulle indgå i nye enheder. De danske, norske og hollandske frivillige, der havde været i deres tre legioner, blev nu samlet i det såkaldte ”III. Germanske Panserkorps”. Dette korps skulle indeholde 2 divisioner: Division Wiking og en nyoprettet division, Division Nordland.

Regiment 24 “Danmark”.

Division Nordland skulle opbygges på den måde, at Regiment Nordland, som indtil da havde været en del af Division Wiking, skulle være grundstammen i divisionen, mens nordmændene blev overført til 23. SS Pansergrenaderregiment Norge og danskerne blev overført til 24. SS Pansergrenaderregiment Danmark. Det danske regiment blev i daglig tale til ”Regiment Danmark”.

Den primære årsag, til at man opløste de små legioner og frikorps, var den, at man i SS var trætte af alle de politiske forviklinger omkring enhederne, og at enhedernes hjemlandes nazistpartier prøvede at holde dem under deres indflydelse. For at fylde rækkerne ud, hentede man tyske underofficerer fra 1. SS Brigade og nye, danske rekrutter fra SS forskolen i Sennheim, og soldater fra det nedlagte Frikorps Danmarks Ersatzbataljon (reserve), der i øjeblikket var på ophold i Mogilev, Hviderusland.

Men alt dette var ikke nok til at udfylde rækkerne i III. Germanske Panserkorps, og heller ikke Regiment Danmark, så derfor hentede man 13.000 rumænere ind af ”tysk afstamning”. Og derved gik drømmen om et rent tysk/germansk korps en smule i opløsning. Og det var de danske frivillige rasende over. I et brev sagde en frivillig; ”Disse mere eller mindre folketyske ’Germanere’, der kommer fra Ungarn, Rumænien, Polen, Ukraine o.s.v. skal altsaa sidestilles med racerene Danskere af nordisk-germansk Blod”. I et andet brev siger en frivillig: ”I nogle kompagnier er det allerede blevet forbudt at tale dansk på stuerne. Et andet sted har en tysk Underfører tilladt sig at kalde Danskerne for Polakker. En større æresfornærmelse kan ikke tænkes”. Danskerne kaldte desuden disse rumænere for ”Sumpgermanere”. Utilfredsheden nåede ikke til fælles modstand mod SS ledelsens beslutning, men nogle deserterede og nogle opnåede hjemsendelse.

Kilder:
Christensen, Claus Bundgård og Poulsen, Niels Bo og Smith, Peter Scharff: Under Hagekors og Dannebrog (Aschehoug forlag, 1999)
Kirkebæk, Mikkel: Beredt for Danmark (Høst og Søn forlag, 2004)

TIDLIGERE PUBLICERET:
Danske frivillige i Waffen-SS #1
Danske frivillige i Waffen-SS #2
Danske frivillige i Waffen-SS #3