Bombeminder fra Tyskland

KRIG: Når bomberne nu falder i Ukraine, mindes Vera Oredsson hvordan det var at opleve det samme i tyskland under Anden Verdenskrig. Her fortælles om en aften i marts 1943, da et nabohus blev ramt og Dr Goebbels selv begav sig ud på Berlins gader, for at indgyde mod i befolkningen.

Temabillede af en brittisk Handley Page Hallifax. Foto: Public Domain.

Lige nu vil nogle måske mene, at nostalgi fra Anden Verdenskrig ikke er særlig relevant. Men oplevelserne under en bombning kan muligvis vække tanker om, hvordan det også kan blive for os.

Mødre er bekymrede for børnenes psyke, men fandt under krigen ud af, at børnene tolererer mange gange mere, end man skulle tro. Voksnes frygt og angst gør ofte mere skade end gavn. Tapperhed- »at tåle situationen« – foran børn giver mere mental styrke. Min far gik altid med mig op på taget efter angrebene for at se, hvor ødelæggelserne fandt sted. Fundet stillede en vis nysgerrighed og gav frygten et hvil. Vi sad sammen i familien efter et par timer i beskyttelsesrummet, da sirenerne tudede »fare ovre« i vores hjem, med et glas rødvin blandet med varmt vand. »Glueh wein« (Red. Anm. Gløgg). At man fik to timer længere morgensøvn var et plus for mig, der hadede skolen. Jeg håbede faktisk den ville blive ramt – men NEJ.

Nu taler jeg om Berlin, som var skånet for ildstormene, men blev ramt af sprængbomber eller brandbomber, de sidste vi kunne håndtere og slukke med sand. Langsomt vænnede folk sig til bombninger som en del af livet, ganske enkelt. Man hængte sit tøj ordentligt op i en bestemt rækkefølge (hvilket jeg stadig gør i dag) for hurtigt at kunne tage det på ved luftalarm. Det sørgelige er, at vi i 2022 ikke har udviklet os længere uden hvide brødre og søstre, der kæmper mod hvide. Havde racestolthed eksisteret, kunne vi have undgået at se disse billeder af knuste smukke bygninger, hvide mennesker, der flygtede fra granater, og dette i Europa. I stedet bør vi have en fælles front mod den arabiske og afrikanske snigbesættelse.

Og væggen revnede

Nedenfor er en beretning fra min bog »Da flagstængerne blomstrede« om en aften i marts 1943.

En martsaften i slutningen af ​​måneden, hvor den sejrende vind blæste gennem Berlins hustage, fulgte jeg med øjnene i stjernelyset gennem vinduet vejrhanen på taget, som lignede bedende engle, der bevægede sig både mod vest og øst rundt om skorstenskanterne. Radioen blev tændt højlydt i stuen, hvor mine forældre sad og lyttede. Min otte år yngre bror sov roligt på den anden side af vores fællesstue. En smal lysstråle fra stuen blev lukket ind ad døren og oplyste mit Führer-billede over sengen, der med sine Rembrandt-farver gjorde et gyldent indtryk med de blå øjne, der kiggede ud over rummet.

Jeg var lige ved at falde i søvn, da min far med et vredt udråb slukkede for radioen, hvor en falsksyngende sopran overdøvede orkestret – troede han! Apparatet var knapt blevet slukket, da en øredøvende eksplosion rystede vores ejendom, så væggen over min seng revnede skråt fra gulv til loft. Führer-billedet rystede og i min barnetro var jeg overbevist om, at det var hans billede, der holdt væggen sammen, så den ikke faldt sammen over mig og min seng. Denne reproduktion, som jeg ønskede og modtog til min fødselsdag.

Jeg hoppede hurtigt i mit omhyggeligt fremlagte tøj, mens mor hjalp min bror med sit. Samtidig ringede det på døren, da naboer spurgte, om vi kunne høre sirenerne hyle.

Situationen var ikke så mærkelig, da vi var vant til, at en radiostemme altid brød ind i programmerne og informerede om fjendtlig indflyvning. Det skete ikke denne gang, og vi blev bogstaveligt talt taget i seng.

Vi skyndte os ned til beskyttelsesrummene akkompagneret af antiluftskyts, brummende fly og bombekratere (Vores lejlighedsbygning overlevede som et mirakel under hele krigen, undtagen på et senere tidspunkt, da vores etage blev ramt af brandbomber, som hurtigt blev slukket).

Så snart der kom en vis ro, gik far på sin kontrolrunde rundt i nabolaget, som var hans job som sikkerhedsvagt. Han plejede at komme tilbage efter et stykke tid og tage mig med op på tagene, hvilket jeg satte pris på, da jeg altid fik smerter og angst i benene i beskyttelsesrummet, når det varede i timevis. Men denne gang kom en forpustet far med ordre om hjælp, fordi naboejendommen stod i flammer.

Risikoen var umiddelbart overhængende for, at vores hus kunne blive antændt af flammerne, da gnisterne i vinden faldt tæt over vores tag. Vi dannede en kæde af vandspande, der blev fyldt fra lejlighederne. Det fungerede godt efter alle øvelserne, men vandtrykket faldt og hurtigt var vi helt nede i stueetagen. Som det var, vendte vinden, og vi kunne gå op på taget for at se skaderne. Sikkerhedsvagterne havde arbejdet febrilsk med vandsprøjten, og teglpanelerne gav en sydende lyd, når de kom i kontakt med vandet.

Nabohuset, med sine brændende flammer i etagerne, lignede en oplyst kulisse, hvor vinduerne klirrede med deres uhyggelige lyde og faldt ind i varmens tryk. Nogle gange fløj der et par gnister over os, og en af ​​mine fletninger, der stak ud under hætten på vindjakken, fik en glød. En stank af brændt hår fangede min opmærksomhed, og jeg kvalte hurtigt glødepartiklerne med mine handsker. Uforberedt hører vi en brummen. Lidt lysere end de lyde, bombeflyet lavede, som vi frygtede. Vi var ikke særlig bekymrede. Måske et rekognosceringsfly eller et af vores jagerfly, da  fløjtende og knitrende lyde begyndte at hvine omkring os. Vi kastede os bag en skorsten og med hadfyldte råb knyttede vi næverne efter den engelske marodør, der skød mod  slukningsbefolkningen med sit maskingevær. Endnu en gang måtte jeg vende opmærksomheden mod mig selv. Jeg blev ramt af et fragment fra en mursten under beskydningen, hvilket sårede mig en anelse. Jeg brølede endnu mere af vrede: »Satans røv! Humane englændere – fy for pokker!« Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne have skudt marodøren ned, men denne hændelse – nok så stor dengang – var stadig kun en forsmag på, hvad der skulle komme, og hvor terrorbombningen af ​​Dresden i februar 1945 blot var et af flere overgreb. Jeg fik i hvert fald et indblik i, hvad det var for slags fjender, vi havde med at gøre.

Her må jeg tage en afstikker fra bogen: For nylig tænkte jeg på dette engelske fly, som en efternøler, hvorfor? Jeg har helt glemt i alle disse år – at en gade i nærheden blev spærret af Røde Kors-køretøjerne, hvor kropsdele blev befriet fra træerne. Et engelsk fly blev sprængt i luften, og piloten døde. Sandsynligvis er piloten blevet såret og flyet beskadiget – og i hans hjerne opstod ideen om at dræbe så mange tyskere som muligt, før han selv ville styrte ned?

Efter pudsningsreparationer og et par timers søvn tog jeg til naboejendommen for at hjælpe med evakueringen der. Nu og da blussede ilden op igen i de sortbrændte bjælker og murbrokkerne, der syntes at få liden næring i den våde dryppende stinkende atmosfære af brændt stof.

På gårdspladsen fandt jeg en grædende gammel kvinde, selvom det ikke var kutyme for berlinske kvinder at fælde tårer under eller efter bombeattentaterne, men med sammenknebne ansigter og en vis mængde galgenhumor støtte hinanden og omgivelserne, hvilket holdt panikken nede. Et fælles træk hos dem. Panik er som bekendt en større fare end selve angrebene, som man på den ene eller anden måde altid kan mestre og overvinde. Jeg har svært ved at give trøst, men denne tantes tårer rørte mig, da hun i al dette rod og febrilske aktivitet i røgen, stanken og ødelæggelsen patetisk klagede over det fine porcelæn, hun ikke kunne redde. Det var på tredje sal i et vitrineskab i køkkenet eller det, der engang var et køkken, men ifølge sikkerhedsvagterne var det nu utilgængeligt på grund af risikoen for sammenfald. Jeg kiggede op ad trappen. De to første afsatser var noget ubeskadigede, men den tredje, hvor rækværket var udbrændt, lignede en sortbrændt træstige. Trinene mod væggen virkede nyttige for mig, og jeg løftede min vasketøjskurv med et par håndklæder, fast besluttet på at hente hendes dyrebare ejendele, trods den gamle dames protester. Modigt? Mere dumdristig selvhævdelse for at mestre fejheden. Lige så almindeligt hos teenagere.

Jeg var overrasket over de ujævne ødelæggelser. Nogle gulve helt intakte, som om nogen lige havde gjort rent, men andre totalt ødelagte. Himlen skinnede gennem de tagløse bjælker, og jeg kunne nemt finde det ubeskadigede vitrineskab. Det var gennemblødt i vand, men skinnende hvid og helt intakt. Med ivrige hænder pakkede jeg det vidunderligt smukke porcelæn i kurven, godt klar over, at et knust et ikke ville være til nogen glæde. De lette udsmykkede stykker med rokokosmykker, tallerkener, skåle som fornemmelser af Mozarts melodier fra 1700-tallet var virkelig smukke. Men jeg blev hurtigt flyttet tilbage til 1943, da nogle rygende bjælker over skabet begyndte at revne advarende. Jeg fortsatte med at fylde kurven så meget som min bæreevne tillod. Under fare og overtalt beslutsomhed får man uventede kræfter kaldet adrenalin, og jeg begyndte nedstigningen.

Oprørte stemmer blev hørt nedefra, og et brag bag mig fortalte mig, at køkkenet faldt sammen under kraften fra de brusende glødende bjælker. Med sitrende knæ og sammenknyttet vilje fortsatte jeg nedad, hvor ængstelige SA-mænd på vej op, rakte ud efter mig og lettede mig selv for byrden under øm irettesættelse over min dumdristighed. Kvinden blev meget taknemmelig for at få nogle af sine kære ejendele fra servicet med sig.

Efter denne prøvelse gik jeg op til en veninde, Ilse Salm, som boede på nabogaden for at få en beroligende snak. Ilse og hendes familie kom fra Koblenz, en by i Rheinland. Huset, hvor de boede, var et nyt byggeri fra anden halvdel af trediverne, luftigt, lyst og moderne. Fra deres køkkenvindue havde jeg et godt overblik over den nederste del af min gade, og der kunne jeg se min mor bære husholdningstilbehør frem. Hun var lidt højere end Berlin-kvinderne, slank og havde noget af en aristokratisk holdning til hende, som svenskerne havde på det tidspunkt. Jeg så min forhåndenværende rektor fra folkeskolen komme cyklende for at høre, om nogen af ​​hans elever er blevet bombet. (Han blev henrettet af kommunisterne i 1945.)

Min far kom ud i sin SA-uniform bærende på en symaskine, da en kvindegipsfigur pludselig løsnede sig fra århundredskiftefacaden og druknede ham i en gipssky. Urolige tilløbende brød ud i et hjerteligt grin, da min far helt uskadt stadig bar symaskinen under afbørstning fra kammerater lakonisk ytrende: »Jeg har altid ønsket at blive angrebet af nøgne kvinder – det føltes slet ikke godt«.

Jeg forlod de passive Koblenzars og vendte tilbage til de aktive Berlinere. Efter et stykke tid kom Ilse hen til os for at hjælpe. Da vores arme ikke længere var stærke, foreslog Ilse, at vi skulle se på ødelæggelserne i omgivelserne og jeg fortryder ikke, at jeg fulgte forslaget, for det gav mig en af denne dags største oplevelser.

På Breitenbachplatz, et moderne center beliggende mellem Friedenau og Steglitz, var ødelæggelserne totale. Sprængbomber, der sprængte min mur i luften, havde forvandlet dette boligområde til en bunke murbrokker. Folk der bar mursten på mursten for at befri nogle beskyttelsesrum fra vægten og de indespærrede ud derfra. Nogle midaldrende mænd i velpressede lokale gruppeuniformer – som af SA hånligt blev kaldt »uniformforvaltere« og ikke havde meget brummen om ideologiens fællesskab, men alligevel godt kunne lide at stå i deres tætte uniformer – dirigerede lidt arrogant med ordrer som var fuldstændig unødvendige for den intenst arbejdende civilbefolkning. Pludselig og uventet kommer der hurtigt en bilkonvoj til det sted, hvor Ilse og jeg står. Bilerne stopper, og en lille mand i overalls stiger ud og slutter sig til de arbejdende borgere… Nu kom de »pæne gamle mænd« op i fart, for manden i overalls var ingen ringere end rigsminister Dr. Goebbels.

Hans trøstende stemme med dens smukke klang er genkendelig. Han havde for vane at rejse fra sted til sted, hvor terrorbomberne over Berlin blev iværksat og var på den måde en inspiration til nye tider. En håndgribelig moralsk støtte, der også gjorde indtryk på Ilse og mig.

Beskyttelsesrummene blev befriet og lettede mennesker vaklede ud i det fri, undtagen på et sted, hvor snesevis af mennesker døde af en utæt gasledning.

Mor bad mig, da jeg vendte tilbage, om at gå til bedstemor og bedstefar og selvfølgelig bedstefar og bedstemor (de var naboer) for at informere dem om situationen. Halvvejs blev jeg dog mødt af moster Hedvig, min fars faster, som blev sendt af dem i samme sag angående vores situation.

Rolig, men meget træt efter den begivenhedsrige dag, faldt jeg i søvn om aftenen vidende om, at ingen i vores familie kom til skade, noget som ikke alle berlinere var forundt.

– Vera Oredsson