Blodnatten i Wöhrden

DAGENS DATO : I 1929 blev to SA-mænd stukket ihjel i Slesvig-Holsten. En episode der ville blive døbt Blodnatten i Wöhrden.

Situationen i Tyskland i 1930’erne ligner på mange måder den, vi har i dag. Den store forskel er, at datidens politiske klima var meget voldsommere. En lighed er dog, at systemets tro fodsoldater allerede dengang havde frie tøjler til at angribe deres meningsmodstandere. Mange gange angreb kommunisterne nationalsocialisternes marcher for senere at bruge politiet som skjold. Når nationalsocialisterne kæmpede tilbage, blev de ofte angrebet af politiet. 

Politiets måde at agere på ville få en fatal udgang i det, der kom til at blive kendt som Blodnatten i Wöhrden.

Episoden udspillede sig i den lille landsby Wöhrden i Slesvig-Holsten. Denne del af Tyskland havde længe været en rød højborg, men var i de senere år blevet udfordret af NSDAP, som havde stor opbakning blandt regionens landmænd.

Bare et par måneder før havde Adolf Hitler talt i den nærliggende by Heide, godt 8 kilometer fra Wöhrden. Gauleiter Hinrich Lohse skrev i en rapport: »Det var igen en bragende succes, og modstandere fra alle politiske lejre begyndte at blive nervøse. Marxisterne vendte sig i skræk.«

Den 7. marts 1929 havde SA fået forbud mod at afholde en demonstration i Wöhrden. 200 SA-medlemmer troppede alligevel op og ankom til byen, men i stedet for at afholde et offentligt møde, valgte man at holde et lukket møde for medlemmer. I samme øjeblik som SA-medlemmerne kom ind i landsbyen, blev de stoppet af politiet, som blandt andet forbød dem at bære våben.

Om aftenen holdt SA-lederen Dinklage en tale til SA-medlemmerne om landets økonomiske situation. Fra tid til anden kunne de fra landsbygaden høre omkring hundrede kommunister synge, råbe og fremsætte trusler mod SA-mændene, der var inde i lokalet.

Udover at forsøge at forstyrre mødet, terroriserede de også den lokale befolkning i Wöhrden. Da kommunisten Heuck, der stod i spidsen for pøblen, holdt en tale på kirkepladsen, udtalte han: »Vi vil se blod.«

Politiet gjorde intet.

Hermann Schmidt og Otto Streibel.

Mens talen fortsatte inde i lokalet, tog SA-leder Grantz beslutningen om at krydse gaden og med hjælp fra en håndfuld SA-mænd rydde den.

Da de kommer ind i en mørk gyde, bliver de pludselig stormet af kommunister. Det bliver et blodigt sammenstød, hvor de ubevæbnede SA-mænd gør alt, hvad de kan for at forsvare sig mod knivsvingende kommunister.

Blodet sprøjter, mennesker kollapser og lyden af gråd og skrig fylder alt.

Kun ved hjælp af næverne lykkes det for SA-mændene stort set at afvæbne kommunisterne, og efter kort tid flygter pøblen fra stedet.

Prisen var dog høj: to døde kammerater. Da SA-mændene jagter kommunisterne væk, kommer politiet endelig, men i stedet for at forsøge at fange knivmorderne trækker de deres våben og beordrer nationalsocialisterne til at stoppe med ordene: »Stop, eller vi skyder!«

Inde i mødelokalet har man endnu ikke bemærket noget, før sårede kammerater kommer ind ad døren.

23 af SA-mændene er blevet lettere såret – syv alvorligt. En af de kvæstede har syv alvorlige knivsår, en anden har fået et dobbelt kæbebrud. Brækkede arme, hovedskader, stik i ryggen og ømme hænder. Samtidig hører man om de to døde kammerater – Hermann Schmidt og Otto Streibel.

Kommunisterne havde stukket Schmidt i lungen og Streibel i hjertet.

Willy Sierk viser hvor angrebet fandt sted.

Willy Sierk, som var på stedet den aften, fortæller:

Pludselig lød et højt råb foran mig: »Fri vej! Rød front!« Jeg vil aldrig glemme de ord. Med knive, stålstokke og knojern brød kommunisterne ind i den ubevæbnede SA-kolonne […] Snart faldt det første offer til jorden, dækket af blod. Den 20-årige bondesøn Hermann Schmidt fra St Anne og den 34-årige tømrer Otto Streibel fra Rost var blevet stukket ned.

Adolf Hitler deltog personligt i begravelsen for at ære de faldne kammerater.

Både Herman Schmidt og Otto Streibel fik gader opkaldt efter sig, og en luftforsvarsbunker i Kiel fik navnet Otto Streibel-bunkeren.

Begravelsen.