Bidrag positivt i stedet for at klandre og kritisere!

IDEOLOGI: Den Nordiske Modstandsbevægelses leder, Simon Lindberg, adresserer i denne artikel det, han kalder “klanderkulturen”, noget der også er udbredt blandt nationalister.

I dag hersker der en klanderkultur. Jeg har tidligere skrevet artikler om dette emne, især i artiklen “Det er et problem, at alle har (forkerte) meninger om alt”, hvor jeg skrev, at der kunne skrives en hel bog om problematikken, måske kunne denne artikel betragtes som kapitel to.

Alle skal i dag have en egen mening om alt der sker, og man skal hellere kritisere end at følge – ja, forudsat at det ikke er den påståede eneste sandhed, der spredes af etablissementet, for den skal naturligvis følges dogmatisk. Blandt dem, der er vågnet op og har kastet dette åg af sig, bliver kritikken imidlertid i mange tilfælde det eneste der er tilbage – man erstatter ikke kulturmarxismen med noget nyt at følge loyalt.

Det er en del af den liberale gift, der har grebet vores folk – individet og egoet er blevet vigtigere end vi’et og kollektivet. Derfor skal man selvfølgelig også have egne knivskarpe meninger om alt og kan ikke indgå kompromisser. Hvorfor skulle man tro, at nogen andre har bedre idéer end en selv, der er størst af de store og helligst af de hellige?!

Nogle gange holder individet dog tilbage med sin egen mening af frygt for konflikt – det kan jo have negative personlige konsekvenser for den, der udtaler sig. Men under påskud af indbildt anonymitet og/eller afstand forsvinder dette filter for at tilbageholde idiotiske meninger fuldstændigt på internettet, og gødningen bliver spredt frit.

Det behøver næppe nævnes, at dette på mange måder er det modsatte af nationalsocialismen, hvor det racemæssige kollektiv, det egne folk, er det absolut største og bedste, og hvor JEG bestemt bliver enormt vigtig og værdifuld, fordi jeg udgør en del af denne storslåede race, men hvor individet samtidig bliver ubetydeligt i sammenligning og problemfrit kan ofre sig selv for den større sag, for folket som helhed.

Trods dette er mange nationalister, og endda dem, der hævder at være nationalsocialister, også ekstremt involveret i klanderkulturen. Dette fører til, at der også findes meget stærk og meget skadelig negativ kritik inden for den nationale bevægelse. I stedet for at forsøge at enes om det, der rent faktisk er godt, og bygge videre på det, skal hver enkel aktivt lede efter uenigheder og ting at kritisere. Ens egne meninger er lige så gode som alle andres (for alle er lige meget værd), og derfor bliver det perfekte også fjenden for det gode ifølge ens egen mening.

I dag hører vi kritik fra dem, der ikke er tilsluttet Modstandsbevægelsen. Vi skulle have gjort det sådan og sådan i stedet for at opnå succes. Det ville have været meget bedre, hvis vi havde fokuseret på dette eller hint. Hvis dette og hint havde været anderledes, kunne jeg måske overveje at melde mig ind.

Vi hører kritik fra mennesker, der ofte på grund af personlige mangler forlader vores organisation eller har gjort det for længe siden. Hvis vi bare havde gjort det sådan og sådan. Hvis vi bare havde fokuseret på dette eller hint. Hvis dette og hint havde været anderledes, ville jeg stadig have været tilsluttet.

Der er også baseret på denne kritik og for at imødekomme kritikerens individualistiske behov, dannet mange dusinvis af nye nationalt sindede organisationer gennem årene. Organisationer, hvor man bestemt skal gøre dette eller hint i stedet. Hvor man skal fokusere på dette eller hint. Hvor dette og hint skal gøres anderledes og nyt.

Sandheden er dog egentlig ret enkel: Nej, vi skulle ikke have gjort noget særligt anderledes, for vi er faktisk bedst, som vi har gjort det og gør det!

“Vi er verdens førende og mest aktive nationalsocialistiske organisation. Det ville vi ikke have været, hvis vi havde begået alle disse påståede fejl. Hvis kritikerens tilgang havde været den bedste, ville en organisation, der fungerede i overensstemmelse med kritikerens tanker, naturligvis have været den største, bedste og mest succesrige.”

Så kritiker A’s organisation ville have gennemgået helvede i 25 år uden at blive splittet, i stedet for Modstandsbevægelsen. Så kritiker B’s tanker ville have domineret den radikale nationalistrørelse i halvdelen af verden i stedet for vores. Så kritiker C’s sammenslutning ville have været den mest kendte og prisværdige i stedet for denne.

Men hvis dine tanker virkelig var de korrekte og bedste – hvorfor findes der så ikke en stærk bevægelse, der fungerer, som du tænker i dag?

Jeg siger på ingen måde, at Den Nordiske Modstandsbevægelse er fejlfri. Absolut ikke. Der er masser af ting at arbejde på. Der er utallige områder, hvor vi kan blive meget mere succesfulde. Der er sikkert et utal af punkter, der kan diskuteres kritisk for at skabe en stærkere organisation. Men det er tydeligt, at vi alligevel er de bedste. Trods alle vores fejl og mangler og trods al den kritik, der kan tænkes at være, er vores organisation den bedste radikale nationale organisation i Norden, fordi vi klart er den førende. Selvfølgelig er løsningen heller ikke at stå på sidelinjen og råbe negativ kritik ud.

Så hvorfor kan de nationalsindede kritikere ikke bare indse dette?

Jo, som sagt, fordi de er smittet af sygdommen, der følger med den herskende verdensorden. De er blevet forkælet af samfundet, af forældre, børnehaver og skoler, og tror, at de er helt unikke snefnug, hvis meninger betyder noget enormt. Samtidig har de paradoksalt nok ofte ret dårlig selvtillid, fordi de er blevet berøvet alt det, der virkelig gør dem fantastiske, og derfor har de et stort behov for at hævde sig selv. Når disse individer desuden kan råbe ud, hvad de vil, uden at skulle stå til ansvar for det, det vil sige, beskyttet af internettet, opstår den perfekte storm.

En person, der ikke har, hvad der kræves for at passe ind i Modstandsbevægelsen. En person, der ikke kan overholde organisationens regler eller ikke kan modstå undertrykkelsen, der følger med sådan en engagement. I mange tilfælde leder denne person, i stedet for at identificere fejl hos sig selv, efter fejl hos Modstandsbevægelsen.

Det er selvfølgelig også nemt at være kritisk i en tid, hvor hele verden står imod os, og vi er så marginaliserede, som vi er. Hvor tingene bevæger sig utrolig langsomt, samtidig med at alle involverede naturligvis ønsker, at det skulle gå meget hurtigere.

Men i stedet for at forstå, at den største årsag til, at vi ikke er større og stærkere, end vi er, ikke skyldes en masse fejl, vi begår, men snarere at folket ikke er villige til at ofre, hvad de har, under de nuværende omstændigheder, leder folk efter fejl. I stedet for at forstå, hvordan planen ser ud, og hvordan vi faktisk kan befri Norden, begynder de at drømme om alternative veje, der ville være meget hurtigere og bedre.

Men de fleste af disse “nye” initiativer er allerede blevet afprøvet og mislykkedes, og de fleste af de få idéer, der faktisk repræsenterer genuint nytænkning, kunne lige så godt blive gennemført under Modstandsbevægelsens navn.

For at skabe os de bedste forudsætninger for at redde folket og landet og komme så hurtigt fremad som muligt, skal vi i stedet hellige os den nationalsocialistiske tankegang og forstå, at vi skal ofre vores jeg for kollektivet. Vores egne kritiske tanker er ikke særlig ofte (hvis overhovedet nogensinde) i overensstemmelse med nogen form for ultimativ sandhed. Vi skal også forstå, at selv om man kan kritisere ting, for at denne kritik eventuelt kan være mere konstruktiv end destruktiv, skal vi også aktivt arbejde for den forandring, vi ønsker at se. Vi skal være den forandring, vi ønsker at opnå – alt andet er bare hykleri.