At spænde hesten for vognen – en analyse af Den Nordiske Modstandsbevægelses indvandringspolitik

VORES VEJ: Mikael Karlsson skriver om det første punkt i Den Nordiske Modstandsbevægelses partiprogram.

I Norden og store dele af den vestlige verden føres den primære politiske kamp i dag mellem to blokke. Den ene side er positiv over for indvandring og vil opløse grænser og opfordre til globalisme og såkaldt multikulturalisme. Denne side er stort set det såkaldte politiske etablissement, de gamle partier. Den anden side er negativ over for indvandring og har tendens til at være negativ over for globalisme, fremmede kulturer, fremmede religioner eller nogle kombinationer af disse. Dette kan kaldes den højrepopulistiske, eller i enkelte tilfælde, nationalistiske side, afhængigt af det specifikke partis holdning til befolkningsproblemet.

Formen af indvandringskritik, som figurerer blandt højrepopulisterne, er domineret af indvandringens kortsigtede virkninger. Indvandring koster penge, indvandring forårsager kriminalitet, indvandring får den oprindelige befolkning til at føle sig truet, utilpas og marginaliseret. Modersmålets position skubbes væk i både juridisk og praktisk forstand. Kulturen og den intime sammenhængende religion, som fremmede folk bringer med sig, konkurrerer med det oprindelige og forandrer kulturen i landet som helhed. Der er en bred mistillid til indvandringens moral. Er de flygtninge eller økonomiske migranter, børn eller voksne, islamister eller såkaldte moderate muslimer? Disse problemer er legitime, og det er fuldt forståeligt, at dette diskuteres af højrepopulistiske politikere og befolkningen generelt.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, men det er lige så glædeligt, at Den Nordiske Modstandsbevægelse er gået til kernen i indvandringsproblemet i stedet for at basere partiprogrammet og retorikken på de perifere problemer, som immigrationen fører med sig.

«Vores races overlevelse og frihed er det absolut vigtigste mål for Den Nordiske Modstandsbevægelses politiske bestræbelser», lyder den første sætning i teksten om indvandringspolitik. Dette er egentlig helt grundlæggende. For at forstå sig på staten som begreb kan man forestille sig dens begyndelse, hvilket meget firkantet sagt, kan spores til, at en gruppe mænd beslutter, at et bestemt landområde tilhører deres gruppe og var villige til at hævde det ved våbenmagt. Ud fra dette kan vi forstå, at masseindvandring betyder, at staten har fejlet i denne grundlæggende opgave, eftersom fremmede grupper får adgang til det område og de ressourcer, som staten hævder som sit eget.

Oprindelige stater blev skabt af mænd som var beredt til at bruge vold for at forsvare sit territorium.

Den Nordiske Modstandsbevægelses politik er baseret på et biologisk grundlag. Den gruppe som henvises til ovenover, er de nordiske folk og øvrige individer, der kan vurderes at være etniske nordeuropæere eller nært beslægtede folk. Den eneste stat, der kan være legitim, er den, der varetager gruppens etniske interesser og dens suverænitet – da dette er statens oprindelige og primære opgave. Den statsdannelse som baseres på generelle principper og lovtekster, der ikke eksplicit sætter dens egen gruppes interesser først, må betragtes som et tyranni, et væbnet overfald af statens befolkning. Nordiske lande, som de er i dag, er netop dette, og overfører primært ressourcer fra gruppen af ​​etniske nordeuropæere og nært beslægtede folk, der skaber dem, til andre grupper – såsom deres politikere eller indvandrere fra den tredje verden.

Rent praktisk er det også sådan, at de problemer, som højrepopulisterne påpeger, effektivt løses med Den Nordiske Modstandsbevægelses immigrationspolitik. Overførslen af ​​ressourcer til fremmede grupper ophører eller reduceres radikalt, den oprindelige befolknings dominerende position i Norden genindføres og forbrydelser, der er etnisk motiverede, ophører. Kulturen og den åndelige dimension frigøres fra konkurrerende grupper og bygges på tankegods produceret af Nordens folk. Det bureaukrati, der skal afgøre, hvem der har gode grunde til at immigrere, og hvem der prøver at bedrage os, vil blive erstattet af enkle principper. Enhver, der deler vores oprindelse, er velkommen – under hensyntagen til andre interesser, såsom den demografiske udvikling generelt.

Blodsbånd betyder ikke venskab, men derimod fælles interesser.

Højrepopulisterne har spændt vognen foran hesten, når de taler om burka-forbud, radikalisering af muslimer og halal-slagtning. Det faktum, at de nægter at analysere gruppens interesser på et biologisk grundlag, betyder at de ikke kan nå kernen i problemet. Indvandringsproblemet er ikke, at de fremmede grupper, der immigrerer til Norden, har underligt tøj eller et afvigende syn på kvinder – selvom det er foruroligende momenter. Problemet er, at de udgør grupper med andre genetiske egenskaber, hvilket over tid har resulteret i visse livsmønstre, der kommer i direkte konflikt med de nordiske.

Kultur, religion og historie er vigtige faktorer i social identitet, men den fælles genetiske arv danner grundlaget, som andre faktorer hjælper med at definere yderligere. Den sociale identitet bestemmer simpelthen, hvilke personer mennesker identificerer som «vi» og «de», hvilket bestemmer hvilken type mennesker det er en fordel at samarbejde med, og i sidste ende hvilke, der skal inkluderes i en given statsdannet befolkning. Beviserne for dette er overvældende, men hvis der er mulighed for at vende tilbage til spørgsmålet om fordelene ved den etnisk homogene stat, kan det præsenteres i kommentarfeltet.

Som en yderligere fordel ved en indvandrings- og befolkningspolitik, der er baseret på biologiske grunde, kan det nævnes, at den ekstreme fjendtlighed, som nogle nordiske folk ser hos grupper fra eksempelvis Mellemøsten, vil aftage med Den Nordisk Modstandsbevægelses politik. Fjendtlighed og konflikt opstår mellem forskellige grupper, når de tvinges til at leve i trængsel og i konkurrence med hinanden. Et samfund skabt for og af en gruppe kan ikke passe flere på samme tid, og de kompromiser, vi ser i dag, fører til, at ingen bliver tilfredse. En verden af ​​frie nationer kan respektere hinandens forskelle og have betydeligt bedre muligheder for fredelige relationer mellem folkeslag. I tilfælde af at Den Nordiske Modstandsbevægelses indvandrings- og befolkningspolitik ikke realiseres, forbliver to alternativer; øget statstyranni eller åben konflikt mellem forskellige folkeslag inden for grænserne.

Kilde:
Motstandsbevegelsen.org