Ansvar

KRONIK: Martin Saxlind skriver i denne kronik om ekstrem ejerskab, og hvem der er ansvarlig for den nationale bevægelses fiaskoer.

”Extreme Ownership” (2015) er navnet på Jocko Willinks første bog. Oversat til dansk betyder det ”ekstremt ejerskab”, hvilket ikke lyder lige særlig godt. Det titlen sigter mod, og bogen handler om, er ansvarsfuldhed. Willink tager både i bogen og i en “TED Talk” afsæt i en hændelse, der formede hans idéer om dette emne:

Jocko Willink. Foto: U.S. Navy

Som Navy Seal-soldat deltog Willink i USA’s besættelse af Irak. På et tidspunkt førte han kommando over en operation, hvor amerikanske soldater sammen med allierede irakiske soldater skulle kæmpe mod irakiske oprørere. Under operationen opstod der forvirring, og de amerikanse soldater kom ved en fejltagelse i ildkamp med deres allierede irakiske stødtropper. En iraker døde, to blev såret, og også en af Willinks amerikanske soldater blev såret.

Efter denne hændelse blev Willink og hans enhed kaldt til en kriseindsats med hans overordnede, der rejste til deres militærbase for at håndtere situationen. Willink foretog en objektiv analyse inden mødet, hvor han kunne konstatere, at flere personer havde bidraget til denne fejl. Da han derefter går ind til mødet for at forklare sig, stiller han et åbent spørgsmål om, hvem der havde skylden. Flere af hans soldater rækker hånden op og påtager sig ansvaret for fejl, der førte til vådeskyderiet, men Willink siger hele tiden “nej, det var ikke din skyld” og gentager spørgsmålet. Til sidst erkender han, at det var hans egen skyld, fordi han førte kommando og var øverst ansvarlig. Willink forklarer også, hvordan de skal handle fremover for at undgå, at det samme sker igen.

Dette gjorde, at hans overordnede blev positivt overraskede og beroligede, da de så, at Willink som leder forstod, hvad der gik galt, trak lærdom af det og derfor sandsynligvis bedre vil kunne håndtere lignende situationer i fremtiden. Både ud fra et egoistisk og organisatorisk perspektiv ville det have været dårligere, hvis Willink havde forsøgt at lægge skylden på nogen andre. Egoistisk set ville det have været dårligt for hans militære karriere, fordi han som leder ville have fremstået som doven og overflødig, hvis han fuldstændigt overlod ansvaret for vigtige ting til sine underordnede. Organisatorisk ville det have været dårligt, fordi hans underordnede så kunne begynde at følge hans eksempel; altså at finde på undskyldninger og skyde skylden på andre i stedet for at tage ansvar og løse problemer selv. At flere af hans underordnede i stedet var klar til at påtage sig ansvaret under mødet, viser også, at Willink sandsynligvis allerede tidligere havde gjort et godt stykke arbejde med at skabe en kultur af tillid og ansvarsfuldhed inden for enheden. For når man ved, at andre er klar til at tage ansvar og opføre sig kammeratligt, er det lettere at gøre det selv.

Når man tænker på dette, er det egentlig meget enkelt og logisk, men alligevel er det ofte svært, og Willink mener derfor, at man skal føre det til sin spids og gøre det til en livsfilosofi altid at tage ansvar og praktisere ekstremt ejerskab. Det handler heller ikke kun om at tage ansvar, når noget allerede er gået galt, men også på forhånd at føle sig forpligtet til at forsøge at forudse forskellige potentielle problemer og træffe foranstaltninger for at forebygge dem. At tage ansvar er helt enkelt at arbejde aktivt hele tiden for at forbedre det organisatoriske miljø, man befinder sig i; at man ikke blot passivt flyder med og lader andre tage ansvar, komme med idéer og realisere forskellige projekter. Efter sin militære karriere har Willink blandt andet arbejdet med at holde foredrag og uddanne personale i forskellige virksomheder i dette for at opbygge organisationskulturer, der er præget af denne ånd. Udover at tankegangen er militær, virker den også fascistisk og i overensstemmelse med ledelsesprincippet. I det mindste er denne holdning den totale modsætning til demokratiske politikere, der altid har en strategi med at lægge skylden for problemer på andre personer og eksterne faktorer.

Anvendt på den nationale bevægelse

Det med ansvar har også relation til den nationale bevægelse. Især i de senere år har man af og til set folk diskutere, hvem eller hvilke der er ansvarlige for, at den nationale bevægelse i bred forstand ikke har opnået større succeser end den har, på trods af den alvorlige situation, vores folk befinder sig i. Omvendt hører man ofte forklaringer om, at de udeblevne succeser helt skyldes eksterne faktorer: Censur på internettet, mistede bankkonti, politisk undertrykkelse osv.

Så hvis det er nogens skyld, hvem er så ansvarlig her? Mit svar er: Alle!

Alle kan lægge mere tid og energi i kampen. Alle kan stræbe opad og gøre lidt bedre fra sig. Jeg kan gøre det, og du, der læser denne artikel, kan gøre det.

Selvfølgelig kan man altid finde forklaringer og undskyldninger for, at netop du ikke kan gøre mere, end hvad du allerede gør eller tidligere har gjort for kampen. Der er altid masser af gode grunde – studier, arbejde, familie, helbredsproblemer, andre interesser osv. Døgnet har kun 24 timer, og livet er kort og kompliceret.

Så jeg forstår, at alle har deres grænser, at alle ikke kan gøre alt, og at vi er gode til forskellige ting. Men ansvaret for at stoppe befolkningsudskiftningen ligger alligevel fælles på alle oplyste danskeres skuldre. At forsøge at overdrage ansvaret til andre er fejt, egoistisk og lidt dumdristigt, fordi det ofte er, som ordsproget siger: ”Vil man have noget gjort, må man gøre det selv.”

Man skal altså ikke søge syndebukke i egne rækker, men fokusere på, hvad man selv kan bidrage med. Dette indebærer faktisk også, at man ikke skal klage for meget over dem, der er mere passive. Alle politiske lejre har en stor del sympatisører, der ikke er særlig aktive – det er naturligt og ikke mærkeligt. Men det er alligevel de mindre aktive nationalister, der har mest forbedringspotentiale, og derfor bliver det ofte dem, man brokker sig mest over. Dem, der allerede gør meget, har ofte svært ved at gøre mere og risikerer at blive udbrændte, hvis for meget ansvar lægges på dem.

Hvad angår de eksterne faktorer, vil jeg sige, at det er rimeligt at sige, at den moralske skyld for den nuværende situation ligger der: Jødisk magtbevægelser, kapitalistiske globalister, venstreorienterede kulturmarxister og opportunistiske landsforrædere af enhver art er dem, der aktivt har skabt denne situation.

Hvad vores fjender gør, ligger imidlertid uden for vores hænder. Vi må simpelthen gå ud fra, at de vil fortsætte med at arbejde for befolkningsudskiftningen og vor civilisations forfald. Ansvaret for at stoppe denne udvikling ligger imidlertid hos os alle, der modsætter os den. Så rent moralsk er vi nationale skyldfrie, men det er op til os at kæmpe for forandring. Vi får derefter de succeser, vi fortjener – og mislykkes vi, er det alles skyld og til alles skade.

At det er ”alles ansvar” kan måske lyde som en afvigelse fra det, Willink foreslår, og på en måde er det det:

Det afviger måske på den måde, at Willink mere resonerer på et “mikro niveau” (han ser på virksomheder og andre små organisationer), mens det jeg resonerer om, er på et samfundsmæssigt “makro niveau”. Jeg synes helt enkelt, det er mere rimeligt, at individer ser sig selv som eneansvarlige for ting, der sker på deres arbejdsplads, end at de ser sig selv som eneansvarlige for at ændre deres lands indvandringspolitik. Willink mener heller egentlig ikke (som jeg fortolker ham), at nogen objektivt set faktisk er eneansvarlig for alt, men at tingene bare vil gå meget bedre, hvis alle går rundt og har den holdning. Det jeg siger, er også i tråd med slutpunktet for Willinks ledelsesfilosofi; at man ønsker en organisationskultur (eller i dette tilfælde en bevægelseskultur), hvor så mange som muligt tager så meget ansvar som muligt. For når jeg siger, at alle er ansvarlige, er det ikke en blankofuldmagt for nogen, men en opfordring til alle til at tage mere ansvar.

Afslutningsvis

Jeg vil ikke blive for langtrukken med denne artikel, men der er en forklaring, der kan være god at komme med til sidst.

Når jeg taler om ”kamp”, mener jeg politisk virksomhed i bred forstand: Partipolitisk virksomhed, udenomsparlamentarisk aktivisme, metapolitiske projekter og alt, hvad der med lidt fantasi men stadig med vis berettigelse enten kan betragtes som at skubbe samfundet i den rigtige retning eller bane vej for en regulær revolution. Jeg mener altså ikke, at kun én bestemt type virksomhed eller én enkelt form for organisering er den eneste legitime måde at drive ”kamp” på. Der er mange forskellige måder at bidrage på, selvom jeg personligt mener, at så mange som muligt bør være organiseret i Den Nordiske Modstandsbevægelse (fordi jeg ved, at jo flere aktivister vi har, desto flere ting vil vi kunne udrette).

Hvis nogen slutter sig til Den Nordiske Modstandsbevægelse, har vi mange konkrete projekter og vigtige opgaver, som jeg ved, personen kan sættes til at arbejde med. Det er der sandsynligvis også i andre organisationer, og arbejder man mere selvstændigt, må man bruge sin egen fantasi, hvilket kan passe nogle godt og andre dårligt.

Det, jeg vil formidle med denne artikel, er i hvert fald, at nationale skal dyrke en kultur af ansvarsbevidsthed. At vi løser problemer i stedet for at kritisere, hvad andre gør. At vi realiserer projekter og ikke kun kommer med idéer til andre. At vi forstår, at man gennem anstrengelse kan træne sin egen idealisme og viljen til at ofre, præcis som man kan træne sine muskler. At vi så meget som muligt forsøger at forme vores liv, så vi kan være en torn i øjet på systemet og en ressource for vores folk og vores kammerater. At vi forstår, at antal er en styrke, og at visse ting kun er mulige at realisere, hvis tilstrækkeligt mange ruller ærmerne op og hjælper til.