Anmeldelse af filmen The Order

I sidste måned blev den længe ventede thrillerfilm The Order udgivet. Filmen, der er baseret på virkelige begivenheder, foregår i 1980’ernes USA og handler om den pro-hvide nationalistorganisation, fejlagtigt kaldet The Order, og dens leder, Robert Jay Mathews.

Gennem hele filmen ser vi begivenhederne også fra FBI’s perspektiv, primært gennem agenten Terry Husk. The Order beskæftiger sig med aktiviteter som bankrøverier og våbenanskaffelse, med bog kaldet The Turner Diaries som rettesnor.

Filmen har et let håndterbart tempo, selvom der sker meget på den relativt korte spilletid på cirka to timer. Detaljegraden er slående, med scener der viser, hvordan organisationens medlemmer skyder dæk itu, skifter telefonnumre og bruger sømmåtter. Selv branden i slutningen af filmen er fuld af detaljer, som hvordan tapeterne smelter.

Hvorfor er filmen interessant?

Da filmen er baseret på virkelige begivenheder om en pro-hvid nationalistisk organisation, er den meget relevant i dag, hvor nationalisme generelt er i fremmarch i den vestlige verden. Fordi emnet er kontroversielt – og systemet ofte forsøger at miskreditere hvid nationalisme – er det vigtigt at undersøge, hvordan filmen vælger at fremstille det. Her blev jeg positivt overrasket, da filmen ikke fremstår særligt ensidig eller fjendtlig over for hvid nationalisme.

I skolen hører vi ofte om, hvor forfærdelig denne ideologi er, og hvordan dens tilhængere bliver stærkt dæmoniseret. Dette findes dog ikke i filmen. I stedet bliver tilhængerne fremstillet som almindelige hvide mennesker med høj moral, en stærk loyalitet og et fokus på at få mange børn – noget, der utvivlsomt vil irritere politiske modstandere.

En stærk scene i filmen viser, hvordan Mathews’ karismatiske side bliver portrætteret, da han holder en stærk og overbevisende tale, hvor han opfordrer til at gå fra ord til handling. Dette er også noget, der sandsynligvis vil provokere hans politiske modstandere. Filmen vælger heller ikke at censurere nationalsocialistisk propaganda og dens symboler, idet hagekorset optræder i flere, men ikke overdrevent mange, scener.

En fejl i filmen er, at gruppen konsekvent kaldes The Order, et navn som medierne og gruppens modstandere brugte om dem. I virkeligheden brugte organisationen selv navnet The Silent Brotherhood. Desuden bliver gruppens størrelse nedtonet i filmen; i virkeligheden menes det, at den bestod af flere hundrede, hvis ikke op mod tusind, medlemmer.

Filmen lægger også stor vægt på The Turner Diaries, hvilket allerede dengang var en misforståelse, som systemet bidrog til. Trods dette er bogen en vigtig detalje i filmen, og jeg tror, den vil få en vis opblomstring fremover, hvor flere måske vælger at læse den og anden litteratur om emnet.

Efterteksterne fortjener kritik, da de hævder, at stormen på Kongressen i USA var inspireret af The Turner Diaries. Dette tvivler jeg på, dels fordi Donald Trump og hans tilhængere næppe kan betegnes som nationalsocialister, og dels fordi der er indikationer på, at det var en falsk flag-operation.

Slutscenen kunne også have været længere, og Mathews burde have skudt mere, da hændelsen i virkeligheden var mere langtrukken, og han ydede større modstand end vist i filmen.

Bør du se den?

Svaret er ja. Jeg mener, at filmen er veludført, relevant i dag og fri for overdreven anti-hvid propaganda. Detaljegraden er som nævnt høj, og der er mange smukke naturbilleder. Hvis filmens formål var at miskreditere hvid nationalisme, tror jeg, det vil få en modsat effekt.

Selvom der er nogle unøjagtigheder, der fjerner handlingen lidt fra sandheden, ser jeg det ikke som et stort problem. Det mest åbenlyse i filmen, der kan tolkes som anti-nationalistisk propaganda, er en scene, hvor en jødisk radiovært taler imod nationalisme. Men hans argumenter er svage og mest præget af personangreb, hvilket jeg tror, folk vil gennemskue. Derfor styrker det min teori om en boomerang-effekt.