Animationsporno til børn

DANMARK: Danmark svigter sine børn: Seksualiseringen normaliseres i underholdningens navn og nu kan vi snart finde porno på børneværelset.

“Tegnefilm om sæd” – sådan lyder starten på overskriften i artiklen hos TV2, der omhandler animationsfilmen Spermageddon, som i dag rammer de danske biografer. En film, der allerede har skabt heftig debat i vores nabolande Norge og Sverige. Årsagen? En grotesk seksualisering af unge mennesker, pakket ind i tegnefilmsformat og tilgængelig for børn helt ned til syv år i Danmark.

Se en trailer til filmen her YouTube

Umiddelbart ligner det jo bare en animationskomedie til voksne, men det er ikke, hvad folk som har set filmen, fortæller. Og i en tid, hvor seksualiseringen af børn og unge bliver et større og større problem, vælger Danmark altså at gå en endnu mere såkaldt “frisindet” vej end sine nordiske naboer. I Norge og Sverige har filmen fået en aldersgrænse på henholdsvis 12 og 11 år – men i Danmark må selv syvårige se med. Ifølge Medierådet for Børn og Unge er dette ikke problematisk, da filmens humoristiske tone og uvirkelige tegneserieunivers gør, at børn ikke vil tage skade af at se filmen.

Men skaden er allerede sket, når vi som samfund accepterer, at små børn bliver eksponeret for seksualiseret indhold i en tid, hvor pædagogisk og psykologisk forskning advarer imod de skadelige konsekvenser af en tidlig eksponering for voksen seksualitet. Hvorfor skal et syvårigt barn se en film om talende sædceller, der bryder igennem kondomer og kæmper sig vej til et æg? Hvorfor skal børn høre udtalelser som “jeg knepper dig, til du brister”? Disse spørgsmål burde få alle alarmklokker til at ringe – især hos magthaverne. De ansvarlige hos medierådet for børn og unge mener tilsyneladende, at udtalelser som disse samt tegneseriefigurer, der har sex med hinanden, er passende for syvårige.

I Sverige har over 4800 personer allerede har skrevet under på en protest mod filmens seksualiserende indhold, imens kritik imod filmen herhjemme mødes af en arrogant afvisning fra distributionschef Frederik Malling Juul hos SF Studios, der fremhæver Danmarks “frisind” som en positiv ting. Men er det frisind – eller er det et bekvemt skjul for en kulturel blindhed over for de skadelige konsekvenser af seksualisering af børn? I stedet for at anerkende problemets alvor insisterer han på, at filmen er “en hyldest til frisindet”. Et frisind, der altså indebærer, at børn udsættes for eksplicitte seksuelle scener og groft sprog – uden nogen form for konsekvensanalyse.

Instruktørerne bag filmen har argumenteret for, at Spermageddon er lavet for at afmystificere sex og hjælpe unge med at forstå seksualitet i et samfund, hvor de overalt bliver heftigt eksponeret for pornografi. Men er løsningen på pornografiens udbredelse virkelig at normalisere en seksualiseret filmoplevelse for børn? Skal vi virkelig acceptere, at syvårige udsættes for et indhold, der tydeligvis er rettet mod et langt ældre publikum?

Når forældre reagerer med chok og vrede, bliver de fejet til side som snerpede eller overbeskyttende. Men måske er de i virkeligheden nogle af de få, der stadig tager børns ret til en uskyldig barndom alvorligt. Det er et svigt af dimensioner, når sådan noget degenererende og seksualiserende skidt præsenteres for små børn.

Og det handler jo ikke kun om én film. Det handler om en farlig tendens, hvor samfundet gradvist skubber grænserne for, hvad børn skal udsættes for. Medierne, kulturen og også filmindustrien bidrager til en stigende accept af seksualiseret indhold for børn. Nu har vi vidst alle set, hvordan det rundt omkring er kommet på mode, at psykisk syge mænd i dametøj skal læse historier for små børn. Vi har også set, hvordan begrebet pædofili ligefrem er blevet anerkendt som noget, vi skal accepterer, fordi det jo “bare er en seksuel præference” og i den forbindelse så vi overskrifter som f.eks. “jeg er pædofil, men i er monstrene”. Vi almindelige borgere er altså monstre, fordi vi afskyr de pædofile. Ja, og nu skal vi også til at leve med, at porno for småbørn er en del af dagligdagen. Mon der går længe, før vi skal høre på at alder – ligesom f.eks. køn og race – også kun er en social konstruktion?

Mens Sverige og Norge i det mindste forsøger at sætte en grænse, lader Danmark døren stå på vid gab. “Her er vi jo så frisindet og tolerante”.  Men hvordan kan vi som samfund acceptere, at vores børn bliver en del af en kultur, der mere og mere udvisker grænserne mellem voksen seksualitet og barnlig uskyld? Der er selvfølgelig også lidt raceblanding med i filmen: det er klart. Nordiske børn skal helst forstå, at det er helt fint at have sex med negere – og helst inden de overhovedet forstår, hvordan et barn bliver til – i hvert fald hvis man skal lytte til nogen som helst med politisk magt og indflydelse i de nordiske lande.

Danmark og Norden har brug for en ny regering – et helt nyt system – som vil beskytte vores børn for enhver pris. Og ikke en samtale om, hvorvidt en film om talende sædceller er skadelig eller ej – men et nyt system, der slet ikke lader dette blive til en debat. Børn har ret til en barndom fri for seksualisering. Og børn har ret til en barndom i deres eget hjemland.