»Åh, Herre, fri os fra nordboernes vrede«

Dagens dato 8. juni: År 793 indledte Norden sin forsvarskamp mod pavedømmet og den kristne ekspansion. Den første af disse militære operationer, der er dokumenteret, fandt sted på denne dag på øen Lindisfarne.

I løbet af det 8. århundrede førte pavedømmet, den frankiske hær og det kristne præsteskab konstante krige mod de germanske folk på kontinentet. Gennem princippet om »kirkens sværd« blev Germanien underlagt ved slutningen af århundredet. Det kristne præsteskab havde meget at skulle have sagt i denne krigsførelse, hvilket ses af, at den kristne missionær og ærkebiskop Bonifatius fik beskyttelse af den frankiske kejser og hans hær.

I første halvdel af det 8. århundrede hærgede den frankiske kejser Karl Martell i Germanien. Martell underkuede friserne, schwaberne, alemannerne og andre germanske stammer, før han indledte den store krig mod Sachsen. Både Karl Martell og den missionær, han beskyttede, Bonifatius, nøjedes ikke med at undertvinge germanerne militært, men plyndrede, begik massemord og ødelagde endda deres hellige steder, bl.a. Thors Eg i Sachsen. I 746 indkaldte Karlmann (søn af Karl Martell) de germanske folk til fredsforhandlinger ved det hedenske hof i Kannstadt (nu Stuttgart). I henhold til de germanske love om våbenhvile mødte germanerne ubevæbnede op, men blev pludselig omringet af den frankiske hær, og »tusindvis af mennesker blev hugget ned med sværd«.

Den hensynsløse tvangskristning eskalerede i sidste halvdel af det 8. århundrede, da korstoget blev ledet af den frankiske konge og senere romerske kejser Karl den Store, kendt af tyskerne som Karl Sakserdræberen. Karl den Stores mest berømte bedrifter er ødelæggelsen af kultstedet Irminsul i 772 og massemordet på 4.500 ubevæbnede tyskere i 782, som blev kendt som Slagtningen ved Verden.

Sachsenhain i Verden. Monumentet, der blev bygget i 1935, består af 4.500 sten til minde om de saksere, der blev myrdet under Slagtningen ved Verden.

De nordiske lande var velinformerede om udviklingen af kristendommen i Europa. De havde allerede gode handelsforbindelser med Sachsen og var konstant informeret om, hvad der foregik på kontinentet. Widukind, som var saksernes leder under Karl den Store, havde tilbragt tid i Norden. Det er dokumenteret, at han var i Danmark, og det anses for sandsynligt, at han også var i Sverige.

Efter Slagtningen ved Verden var det nuværende Tyskland stort set undertvunget, og det var meget sandsynligt, at den kristne ekspansion ville fortsætte nordpå. Det vidste de nordiske lande allerede, og baseret på erfaringerne fra Germanien havde de ingen intentioner om at lade sig ofre for massemord, plyndringer og angreb på helligdomme. I stedet for at vente på et angreb fra denne fjende fra syd, begyndte de at planlægge en modoffensiv. Denne modoffensiv, »vikingetogterne«, beskrives i dag nogle gange som rene plyndringstogter, men skal snarere ses som organiserede militære operationer rettet mod specifikke kristne magtcentre. Fra nedslagtningen i Verden gik der kun 15 år, før en nordisk flådehær angreb kristne centre over det meste af Storbritannien. Udtrykket »flådehær« blev skabt om vikingetogterne af paven i midten af det 8. århundrede.

Ruinerne af Lindisfarne.

Grunden til, at det var klostrene, der i første omgang blev angrebet, var, at det var her, den kristne mission i høj grad blev planlagt. Missionæren Willibrord havde for eksempel gennemgået en uddannelse i kristen mission på klosterskolen i Lindisfarne. Willibrord trænede til gengæld Bonifatius, også fra England, og de to arbejdede sammen om at tvangskristne friserne. Willibrord forsøgte også at omvende danskerne, og da han ikke fik sin vilje, kidnappede han 30 drenge og døbte dem. Willibrord, som af de kristne blev udnævnt til helgen og »frisernes apostel«, er af de samme kræfter blevet hyldet som en af de bedre kristne, der kom fra Lindisfarne.

Den 8. juni 793 angreb nordmænd det rige og magtfulde kloster og biskoppens højborg i Lindisfarne. Ifølge optegnelserne om angrebet på Lindisfarne var angrebet meget voldsomt. Nordmændene, hvis brødre på kontinentet havde fået skændet deres helligdomme og var blevet udsat for massemord under fredsforhandlinger, viste sig nu fra en helt anden side og satte foden ned. Munken Simon af Durham giver en øjenvidneberetning om angrebet:

Da de fremmede skibe nåede kysten, sprang besætningerne i land, blonde mænd med dragne sværd og højt løftede økser. Og de kom til kirken i Lindisfarne, ødelagde alt i deres plyndring, trampede på det hellige sted med beskidte skridt, gravede altrene op og beslaglagde den hellige kirkes skatte. De dræbte nogle af brødrene, andre blev ført bort i lænker, andre blev drevet ud nøgne og overdænget med fornærmelser, andre blev druknet i havet….

Karl den Stores rådgiver, Alkuin, skriver i et brev:

Det gør ham ondt at høre, hvordan hedningerne har besudlet Guds hellige ting og udgydt hellige menneskers blod omkring alteret, ødelagt det hus, som vores håb var knyttet til, og i Guds tempel trampet på hellige menneskers kroppe, som om de var en dynge møg på gaden.

Efter Lindisfarne fortsatte nordboerne med at angribe kristne magtcentre i hele Storbritannien, inden de drog videre til Frankrig, hvor de angreb både klostre og den frankiske hær. Fra denne tid opstod der en bøn blandt munkene med følgende indledning: »Åh, Herre, fri os fra nordboernes vrede.« Vikingetiden var begyndt.