Tanker om moskéskyderiet i New Zealand og eventuelle paralleller til nordisk kamp

UDTALELSE: Den Nordiske Modstandsbevægelses leder Simon Lindberg skriver her om dagens terrorangreb i New Zealand, og om der er nogen ligheder med organisationens kamp.

Tidligere i dag blev vi alle ramt af nyheden om, at den tilsyneladende nationalistiske mand Brenton Tarrant var gået ind i en moské med skydevåben og havde dræbt så mange racefremmede som han kunne, til tonerne af nationalistisk musik. Jeg har set videoen. Jeg har læst hans manifest. Det er en begivenhed, der også rørte mig og som jeg har tænkt og overvejet i løbet af dagen. Jeg deler her mine konklusioner.

De to hovedmotiver han fortæller om i hans manifest, er det svært at ikke føle sympati for. For det første, at den hvide race går mod sin biologiske undergang i form af for lave fødselsrater i kombination med masseindvandring af ikke-hvide til alle de hvide lande. Af ikke-hvide, der desuden statistisk set føder langt flere børn end hvide.

Hvorfor ikke flere mennesker er opmærksomme på denne enkle konklusion og alvorligt forstyrret af kendskabet til den, for dernæst at handle, er og forbliver et af ​​de vigtigste og mest aktuelle spørgsmål der findes. Hele vort folks eksistens afhænger nemlig af at folk  begynder at forstå og handle på baggrund af denne kendsgerning. Det er derfor også Den Nordiske Modstandsbevægelsens vigtigste opgave i øjeblikket; at knuse lagende af hjernevask, som gør, at et folk ikke i stand til at forstå og manøvrere under det hypnotiserende røgslør af egocentrisme, som står i vejen for at mennesker, trods deres kendskab, alligevel ikke gør noget ved det. Vi må informere folket om kampen og mobilisere dem til at deltage i den.

For det andet siger Tarrant, at forbrydelsen var en hævn for terroristangreb begået af racefremmede muslimer med uskyldige hvide som ofre, men også for de mange andre mord, misbrug, voldtægter og røverier af ikke-hvide gerningsmænd, som påvirker hvide mennesker over hele verden.

Det er her også bemærkelsesværdigt, at ikke nogle af ​​de millioner af søskende, forældre, børn, partnere, venner, naboer, kolleger, de overlevende ofre selv eller bare medmennesker med tilstrækkelig retfærdighedssans, nogensinde handler, ved at slå tilbage og i det mindste skabe en smule retfærdighed. At de hvide ofre og deres slægtninge blot accepterer at blive kørt over og underkuet, beror selvfølgelig på samme omstændighed, som accepten af deres egen biologiske udryddelse, fordi de er hjernevaskede, passiverede, defaitistiske, selvcentrerede og deprimerede.

Det er trods alt ikke så mærkeligt, at det der er sket i New Zealand i dag, skete. Faktisk er det mest bemærkelsesværdige, at det ikke sker oftere.

Rent moralsk kan man selvfølgelig resonere. Død er bestemt altid død, og nogle kan hævde, at det aldrig kan retfærdiggøres  at dræbe en anden? Vi hvide er imidlertid ufrivilligt blevet involveret i en lavintensiv udryddelseskrig ført i hele Vesten. I krig dør folk. Er det så værre at dræbe nogen rent praktisk end at lobbye for at gennemdrive, og at udgøre en aktiv del af en politik, der dræber et helt folk? Attentatmanden synes desuden at have udvalgt sine mål med omhu, for så vidt muligt ikke at dræbe helt uskyldige.

Med alt dette sagt, mener jeg dog ikke, at jeg ukritisk hylder handlingen. For selv om jeg som sagt ikke ser det som noget mærkeligt eller per automatik forkert på et moralsk plan, mener jeg samtidig, at dette alene selvfølgelig ikke medfører, at situationen bliver bedre for hvide mennesker i hverken New Zealand eller verden. Jeg kan ikke svare 100% på, hvordan situationen ser ud i New Zealand og Australien, hvor gerningsmanden kommer fra, men jeg kan svare på situationen her i Norden. Her har den civile nationale kamp momentum. Den Nordiske Modstandsbevægelse vokser støt og får større indflydelse. Desuden er vi ikke fuldstændig forbudt her og kan, trods øget undertrykkelse, stadig føre kampen ret effektivt, som vi ønsker det og på legal vis. Vi kan altså lykkes.

Det betyder, at sådanne metoder som dem i New Zealand vil være kontraproduktive her, da de fører til øget sympati for vores modstandere, og at systemet får legitimitet til endnu hårdere repressalier. Tro mig, for eksempel når jeg siger, at vi også bliver pisket og jaget for denne handling, selv i Norden, selvom vi ikke har noget at gøre med den. Denne gerning vil blive brugt til at mobilisere opinion mod os i almindelighed og for at retfærdiggøre et forbud mod os i særdeleshed. Ironien i sammenhængen er, at med et forbud skaber systemet et miljø, hvor risikoen for at se flere sådanne handlinger, stiger betydeligt.

Vores kamp er nemlig en skæbnekamp. Det handler om at vinde eller forsvinde. Ikke kun for os nationalsocialistiske aktivister, men for vort hele folk og dermed også både mindet om vore forfædre og vore efterkommers fremtid. Så det er for vores børn vi kæmper. For deres overlevelse. Et forbud vil ikke stoppe os.

Hvis ulovlige metoder er den eneste tilbageværende måde til at få sin stemme hørt, er det endnu mindre underligt eller forkert, hvis der sker noget ulovligt. I en sådan situation vil jeg under ingen omstændigheder fordømme det. På den anden side håber jeg, at sådanne potentielle fremtidige nordiske nationale partisaner, vil sigte højere og sparke opad mod den globale elite, som flytter brikkerne, i stedet for mod brikkerne selv – men det er et andet problem.

Hvad der dog kan siges om metoder som disse er, at det er mere et udtryk for desperation, at tage så mange fjender som muligt med sig i faldet, end det er en effektiv kamp for faktisk at ændre situationen – på stor skala, for alvor og for evigt. For eksempel er det ikke gennem individuelle terrorhandlinger, at vore forfædre blev verdensherrer. Det er heller ikke gennem individuelle terrorhandlinger, at vore fjender har fjernet os fra tronen og overtaget vore forfædres positioner. Nej, det er ved at organisere. Det har været en langvarig proces, som har fortsat i medgang og modgang, hvor aktørerne måtte være tålmodige. Det er også på denne måde vi kæmper og vokser. Sådan vil vi vinde.

Forstår du at noget må gøres? Godt. Er du modig nok til at gøre hvad der kræves? Endnu bedre. Så gør det, og tag del i kampen! 

Er du ikke af samme overbevisning som jeg, og derfor mener, at Brenton Tarrants vej er mere korrekt end min, og er du faktisk parat til at ofre, hvad der er nødvendigt, for at gå denne vej, og bruger du ikke bare dette som en undskyldning, for ikke at gøre noget som helst? I så fald ville det være ulovligt og måske endda uhensigtsmæssigt for mig at opfordre dig til at handle, og derfor siger jeg i stedet; Hold dig langt væk fra os, for både din egen og vores skyld.

Den Nordiske Modstandsbevægelse engagerer sig ikke i terrorisme (hvor end gerne systemet så at det var tilfældet, da de så ville have en god grund til at forbyde os). Vi er en revolutionær kamporganisation, som agerer civil og legalt. For den sags skyld tager vi ingen afstand til hvide mennesker, der handler – selv om de handler anderledes end os.

Relaterede artikler:
49 dræbt under moskéangreb i New Zealand – Angriberen ville hævne Ebba Åkerlund