Anschluss

HISTORIE: Den 13. marts 1938, dagen efter tyskerne blev mødt af jublende folkemasser, blev Østrig indlemmet i Tyskland.

Adolf Hitler taler til 200.000 tilhører på Heldenplatz i Wien.

Hvordan forklarer massemedierne og andre aktører, som kører hetz mod nationalsocialisme, det faktum, at det østrigske folk med stor jubel hilste de tyske tropper velkommen for 79 år siden? Billederne som findes af Østrigs indlemmelse i det nationalsocialistiske Tyskland, og afstemningen (en folkeafstemning, som Hitler selv beordrede), som fandt sted i forbindelse med denne Anschluss, stemmer ikke på nogen måde overens med skræmmepropagandaen.

Selvfølgelig har en foranstaltning været at neddysse det. En anden at fordreje historien. En mere forfinet forvrængning af hvad der skete under Anschluss kan findes i Hollywoods musical og propagandafilm Sound of Music, der handler om von Trapp-familiens skæbne. Filmen indeholder en række grove fejlagtigheder. I virkeligheden blev kaptajn von Trapp for eksempel aldrig tvunget til at vælge mellem tjenestegørelse i marinen eller emigration, og da familien forlod Østrig for endeligt at ende i USA, blev de heller ikke jaget af nationalsocialister, der ville dræbe dem. Datteren Maria von Trapp har i et interview et par år senere sagt, at familien tog toget som sædvanligt, og at de ikke forsøgte at skjule deres udrejse. I filmen er selv almindelige østrigere portrætteret som værende meget negative over for den nationalsocialisme, “som blev pålagt østrigerne”, hvilket er alt andet end sandt.

I virkeligheden var østrigerne trætte af Dollfuss-Schuschnigg-regimet, som efter 1933 indførte diktatorisk myndighed i Østrig og fastholdt sit skrøbelige flertalsstyre ved at ændre reglerne efter eget forgodtbefindende. Dette undertrykkende regime havde under Engelbert Dollfuss forbudt landets nationalsocialistiske parti (også kaldet NSDAP) og forfulgte politiske meningsmodstandere. Den økonomiske situation i landet var katastrofal, og folket levede i fattigdom, mens nogle blev rigere på deres bekostning. Evan Burr Bukey, professor i historie ved University of Arkansas, skriver følgende om den daværende situation i Østrig i sin bog Hitlers Austria:

Under Dollfuss-Schussnigg-regimet genvandt det jødiske samfund en dimension af statsbeskyttelse, som den ikke havde haft siden Habsburgernes tid. Offentligheden var rasende […] Den dominerende position, som jøderne havde i dette fattige land, intensiverede kun de østrigske massers frygt og afsky. Som vi allerede har set, kontrollerede jødiske virksomheder og finansielle institutioner en stor del af landets økonomiske liv. På tidspunktet for Anschluss var tre fjerdedele af Wiens aviser, banker og tekstilindustrier i jødiske hænder […] over 50 procent af østrigske advokater, læger og tandlæger var jødiske.

Hitler selv har viet to kapitler til situationen i Østrig i Mein Kampf. Han mener, at det var under sit besøg i netop Østrig, og især i Wien, at han begyndte at forstå det jødiske spørgsmål, og at han før dette besøg ikke havde nogen større erfaring med jøderne og derfor »så dem som værende tyskere«:

Jeg forstod meget lidt af, hvor fjollet denne indbildning var, da jeg så det eneste karakteristiske træk i den udenlandske tro […] At der fandtes systematiske jødehadere, havde jeg ingen anelse om på tidspunktet. Så kom jeg til Wien.

Hitler beskriver i Mein Kampf, hvordan dette folk også udøvede deres indflydelse i kunst og kulturlivet, hvordan de støttede marxismen og monarkiet (gennem massemedier), og at zionismen havde en magtbase i Wien. Han reflekterede også over, hvordan almindelige østrigere blev tvunget til at leve på den mest modbydelige vis i deres eget land.

Jøder i Wien i 1915. Et almindeligt syn på tidspunktet, hvor Hitler boede i byen.

Ud over bevidstheden om dette problem delte mange mennesker også Hitlers syn på, at Østrig burde indlemmes i Tyskland. Flere afstemninger var blevet afholdt om indlemmelse i Tyskland, og ja-siden havde vundet med 90 procent flertal, men afstemningen blev annulleret af sejrherrerne fra 1. verdenskrig. Tiltroen til nationalsocialismen var også tiltagende, da de fattige østrigere lærte, at på den anden side af grænsen havde Tyskland mere eller mindre udryddet arbejdsløsheden (efter Anschluss kom på få måneder 300.000 østrigske i arbejde, og sociale reformer blev gennemført på en bred front også i Østrig).

Efter Dollfuss blev dræbt af nationalsocialister i 1934, tog Kurt Schuschnigg over som forbundskansler. Også Schuschnigg var modstander af, at Østrig skulle indlemmes i det tyske rige. I 1936 indgik Hitler og den østrigske forbundskansler en aftale om, at sidstnævnte ikke skulle begrænse nationalsocialisternes rettigheder, og at nationalsocialisten Seyss-Inquart skulle sidde i det østrigske kabinet. Men Schuschnigg brød løftet. Selvom han løsladte politiske fanger, varede det ikke længe før nationalsocialister igen blev forfulgt.

Schuschnigg blev nu også presset af Tyskland, og ville komme dem i forkøbet ved pludselig at offentliggøre en afstemning (en manipuleret afstemning) for at sikre, at Østrig ikke blev indlemmet i Tyskland. I et land, hvor der ikke var afholdt folkeafstemninger i mange år, skulle et spørgsmål nu i løbet af tre dage svare på et spørgsmål, som Hitler mente var formuleret på en sådan måde, at et nej-svar under de daværende love i Østrig kunne være strafbart. Hitler stemplede hele manøvren som valgfusk. Georg Brandell har i Hitler og arbejde skrevet om, hvad der skete tre dage før indlemmelsen i Tyskland:

Den 9. marts meddelte Schuschnigg i Innsbruck, at der om tre dage ville blive afholdt en folkeafstemning, hvor deltagerne skulle udtale sig «om et frit og tysk, uafhængig og socialt, for et kriseramt og forenet Østrig». Dette blev af nationalsocialisterne betegnet som et grundlovsstridigt initiativ, og de nægtede at deltage i folkeafstemningen. Befolkningen i delstaterne protesterede imod afstemningen, en rød terror blev sluppet løs mod nationalsocialisterne og borgerkrig syntes at bryde ud. Da trak Schuschnigg sig tilbage, og Seyss-Inquart blev forbundskansler i hans sted. Han sendte straks et telegram til Hitler med en anmodning om at han skulle sende tyske soldater til Østrig for at genoprette ro og orden.

Den 12. marts ankom tyske militære tropper i Østrig. De blev mødt af jublende folkemængder. Der var hagekorsfaner og blomster overalt. Selv ikke Hitler selv havde drømt om sådan en utrolig velkomst. Professor Bukey skriver, at «hvad han [Hitler] ikke regnede med var den stormfulde velkomst han skulle modtage fra det østrigske folk» og at dette var noget man «siden Cæsars dage sjældent har set».

Næste dag, den 13. marts, tilsluttede Østrig sig officielt det tyske rige. Trods det militære overtag beordrede Hitler en ordentlig folkeafstemning om dette spørgsmål, eftersom han ifølge Bukey, «oprigtigt troede på, at al statsmagt måtte komme fra folket og blive bekræftet gennem frie valg». En måned senere blev valget afholdt, hvor et overvældende flertal på 99,7 procent stemte for indlemmelsen i det stortyske rige. Østrig var ikke længere et kongerige i øst, men nu Ostmark i Det Tredje Rige.