Mythus

IDEOLOGI: En evaluering og analyse af Alfred Rosenbergs værk Myten om det 20. århundrede og en sammenligning med nutidens situation i Norden.

This address is only for those who have already found its message in their own lives, or at least long for it in their hearts.

– Mester Eckhart

Undertitlen til Alfred Rosenbergs Myten om det 20. århundrede (på tysk Der Mythus des 20. Jahrhunderts) læses på dansk som «En evaluering af vor tids åndelige og intellektuelle konfrontation». Hvorfor var en sådan evaluering nødvendig, og hvad drev forfatteren?

For det første siger undertitlen noget om sammenhængen mellem det åndelige – vort åndsliv, som f.eks. vores kultur – og det intellektuelle, som vores evne til instrumentel rationel og analytiske tænkning. Det, der ofte kendetegner en højere civilisation, er netop samspillet mellem et folks moral, deres åndsliv og deres intellektuelle evner. Kunst, filosofi og videnskab går ofte hånd i hånd, og det ene afspejler ofte det andet. Fra Mozarts enestående symfonier til matematisk præcision inden for teknik i arkitektur og billedkunst, er der en logisk forbindelse. En åndelig længsel, der løfter mennesket til evigt nye højder. Den samme længsel, der motiverede de antikke grækere til at søge en dybere sandhed; ideernes verden, etiske højder, en længsel efter kundskab, videnskab og en tørst efter Væren. Et spørgsmål, som vi ifølge Heidegger har glemt at stille os selv, er spørgsmålet om vores Værens betydning.

Med den bedste uddannelse Moskva kunne tilbyde, og med en helhjertet kamp mod bolsjevikkerne i bagagen, blev Rosenberg tvunget til at flygte til Tyskland og endte i et dekadent, voldtaget og såret Berlin. Hvad var der sket med Tysklands høje kultur? Hvor var de åndelige højder man ser i Mozarts symfonier? Hvor var længslen efter de store tænkere, citaterne fra Nietzsche, teatrene, Goethe og hymnerne om det stolte, det ærefulde, stærke og ophøjede folk? Og hvad var der kommet i stedet? Vulgære revyer hvor skurken er helten, hvor drankeren hyldes, hvor kvinderne er ludere, og hvor alkoholen flyder. Barer og kroer fyldt til randen af plattenslagere, købere og sælgere, gader fyldt til randen med prostitution, klubber af den mest mistænkelige og dekadente karakter, og alt dette side om side med sult, arbejdsløshed og et socialt forfald uden lige.

Et åndeligt, moralsk og intellektuelt forfald, hvor kommunisterne forsøgte at få fodfæste med deres giftige evangelium om klassekamp og deres messianske løfte om et klasseløst samfund. Således kunne man både dele og herske, mens folket faldt i et moralsk, åndeligt og intellektuelt hul. Rosenberg var måske den første (i denne sammenhæng), der engagerede sig i, hvad han selv betragtede, som en kamp mellem værdier. På den ene side de værdier der løfter menneskets ånd, og på den anden side de værdier der knækker en nations moralske rygrad og lægger et helt folk ned. Del og hersk er en ældgammel strategi: giv folket vulgære revyer, horehuse og masser af alkohol, og de vil til og med byde fjenden velkommen! Et folks og en nations indre kollaps, som manifesterer sig i det ydre. Økonomisk, socialt og materielt.

For Rosenberg var race langt mere end ren biologi. Det var sjæl. Karakter og personlighed, en åndelig, moralsk og intellektuel styrke og storhed. Stolthed og ære er i vort blod! Til sammenligning er Norden måske mere nuanceret, eller er den? Hvordan ville det have set ud, hvis vi havde brugt Rosenbergs åndelige og intellektuelle evaluering på vores egne værdier? Ville vi være tættere på Berlin anno 1920, eller har vi en moralsk, åndelig og intellektuel styrke, som gør os til stolte og ærefulde nordboere? Er vi bevidste om de kræfter vi har blandt os, som deler og hersker vort folk og vore nationer? Og kan vi i det hele taget stille noget op imod internationalisme, multikulturalisme, Hollywood, det moralske forfald og social blåstempling af de fordummende amerikanske sæbeoperaer vi stadig synes at leve i?

Samtidig er vi overbeviste om, det er os der skal tilpasse os et «manuskript» og derved svigte vi både os selv, hinanden, vort folk, vores nation og det vi rent faktisk står for. Hvis vi da overhovedet står for noget som helst længere. Vor tids konfrontationer mellem forskellige værdier er på ingen måde forskellig fra de konfrontationer, som Berlin (og resten af Europa for den sags skyld) stod overfor, da Rosenberg valgte undertitlen på sit, i vore dage stærkt undervurderede, værk. Forskellen er måske, at han mere end nogen netop så sammenhængen mellem vores moralske styrke, åndsliv, kultur samt vores intellektuelle evner eller manglen på samme. For Nordens vedkommende frygter jeg sidstnævnte.

Når vi så møder mennesker, der er selve inkarnationen af den multikulturelle, perverterede og dekadente livsstil, som drikker sig tilbage til et forhistorisk stadium, og dermed omsluttes af en identitetsløs tåge, uden åndelig, moralsk eller intellektuel styrke, har vi så et alternativ? Har vi noget at sige? Har vi noget at byde på, eller forsvinder vi i tågedisen for «husfredens» skyld? Vi har nu en hel generation (ja måske to eller tre), der går rundt og citerer «punch-lines» fra amerikanske sæbeoperaer eller det som er værre. Vi har en hel generation, som ikke behersker deres eget sprog, hverken i skrift eller tale. Ingen af dialekterne! Vi har dysfunktionelle familier, hvor børnene har tre fædre, to mødre (og i nogle tilfælde to fædre eller to mødre), halv og kvart søskende, hvor 12-årige har fysisk og psykisk stress, størstedelen af «familien» er medicineret, og flere og flere kæmper – naturligvis – med mentale og følelsesmæssige problemer.

Listen er uendelig. Samtidig bliver vi invaderet af mennesker, som i modsætning til os, ser ud til at have både moral, loyalitet, familieværdier, barnefødsler, husmødre, en solid søskendeflok, familiemæssig sammenhold, venner og religion. Et folk, der en dag vil gøre os til et mindretal i vores eget land. Måske fortjener vi det? For hvordan skal vi håndtere dette? Med Amerikansk humor? En dekadent livsstil? Genanvendt kulturel imperialisme fra USA? En turbo kapitalisme, der gør skoler, fritidsforeninger, samfundscentre, hospitaler og ambulante klinikker urentable? Et uddannelsessystem, der scorer mindst i hele Europa? Og er det ikke en tankevækkende, at vi har indvandrere ved danske katetre, der ved mere om nordisk kulturarv, sprog og litteratur end «den stolte danske kvinde og mand»?

Hvis vi skal være et modstykke og et alternativ til dette forfald, må vi være dette i hjerte, i ånd og i intellekt. Vi må være integrerede mennesker med moralsk rygrad! Men hvis vi selv er en del af dette forfald, har vi intet at give, intet at sige og intet at bidrage med. Og så er det alt for sent. Eller er det? Hvad vi har brug for, er måske mere end noget andet, en åndelig-intellektuel konfrontation. En evaluering af vores værdier. En opvågning og en vision om forholdet mellem vores moralske, åndelige og intellektuelle værdier. Men jeg frygter: At med en brækket ryg er der intet formål i at åbne munden; for du har intet at sige, intet at give, og repræsenterer ikke et reelt alternativ. Folk ved ikke, hvem du er, eller hvad du står for. Dit blod hørers ikke! Da frygter jeg, desværre, at sæbeoperaer og (social) porno sandsynligvis lige er noget for dig!

Men så skal du heller ikke klynke over de værdier som multikulturalisterne, internationalisterne, kommunisterne og indvandrerne trækker ned over hovedet på vort folk, vores kultur, vores sociale relationer, vores liv, vores ånd og vores intellekt. Vores eget moralske forfald og dekadence skal erstattes af en anden og en højere sjæl (race). I den forstand er vi midt i en konfrontation, hvor værdier må revurderes. Vort folk er splittet, og vores værdier er ødelagte/korrumperede , men i modsætning til Tyskland i 1920’erne er det et andet end vort eget folk, der rejser sig i vores land, netop fordi vi mangler åndelig styrke, moral og højere værdier.

Vor sjæl er ødelagt og forurenet. Race er også sjæl, ifølge Rosenberg. Den stærkeste ånd og de højeste værdier vil altid vægte højest og sejre til sidst. Det er vores egen skyld og kun vi kan ændre det. Vi må rejse os igen, i trofasthed og lydighed mod vort eget blod. Dette gælder særligt for de, der allerede har fundet budskabet i deres eget liv, eller som allerede længes efter det i hjertet.

Det er en alvorlig tid, og valget er dit.