Længere strækning af stranden på vestkysten forurenet med ukendt stof

MILJØ: Et vokslignende stof som olieskibene renser deres tanke med er drevet i land på en længere strækning af Vestjyllands kyst og udgør en fare for dyrelivet.

Fra Hvide Sande til Vedersø Klit er stranden blevet forurenet af små klumper af paraffin, der er et vokslignende stof, som olieskibene renser deres tanke med.

Det er ikke første gang, at paraffin er skyllet ind på vestkysten, men denne gang indeholder klumperne et ukendt kemikalie, som gør klumperne gule.

Efter aftale med Naturstyrelsen har afdelingsleder i Ringkøbing-Skjern Kommune stået for at indsamle prøver af det ukendte stof, der nu skal undersøges nærmere på det fælleskommunale affaldsselskab. Dele af det gule materiale er allerede blevet fjernet, men oprydningsarbejdet har sine udfordringer.

For de små gule klumper er både fine, smuldrende og lette, og det gør, at der også bliver fjernet en masse sand i processen. En ting er dog sikker. Det små klumper hører ikke til i sandet på den danske vestkyst, som er kendt for sine badestrande og naturområder.

Paraffin er et olieprodukt, som bliver anvendt i både kosmetik og stearinlys. Olieskibe bruger også paraffin, som er lovligt at dumpe i Nordsøen, hvis skibet er 12 sømil fra kysten.

Det er dyrt at fjerne paraffin fra kysten, og selvom materialet ikke er giftigt i sig selv, smelter det nemt og udgør en fare for kystens dyreliv.

Ifølge DR viser tal fra kommunernes internationale miljøorganisation, KIMO, at der mellem 2012 og 2015 har været skyllet paraffin op på den jyske vestkyst 31 gange.

Kilde:
BT


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //