Forsvarstale for nationalsocialismen

NATIONALSOCIALISME: Den 1. maj 2015 stod Frederik Vejdeland tiltalt ved appelretten i Göta, anklaget for “hadforbrydelse”. Her følger Vejdelands forsvarstale for nationalsocialismen, som blev holdt under retsmødet.

Fredag d. 1. maj 2015 stod Fredrik Vejdeland anklaget for “hetz mod folkegruppe” ved Göta appelret i Jönköping. Vejdeland var som ansvarlig udgiver blevet dømt for “hetz mod folkegruppe” for en række kommentarer og en artikel.

De kriminelle udtryk Vejdeland havde brugt, var blandt andet: “Længe leve nationalsocialismen”, “Længe leve Hitler”, “Død over Zog”, “Knus Zion” og “Adolf Hitler, den største folkehelt i moderne tid”.

JK’s (Justitiekanslerens) anklager Fredrik Ingblad byggede sin retsforfølgelse på stråmænd, “fortolkningsfakta” og andre retoriske tricks, som han lykkedes at manipulere domstolen med. Ingblad gav sig selv tolkningsautoritet over, hvad nationalsocialismen står for, for at overbevise retten om, at Nordfront står for racemæssigt had, raceforfølgelse og udryddelse, fordi vi deler samme -ism som andre, som påstås at have stået for dette.

Da udtrykkene nu skulle prøves ved appelretten, valgte Vejdeland at holde en længere tale for at forklare, hvad nationalsocialismen står for, men også hvad Nordfront repræsenterer, står for og mener med de begreber, vi anvender.

Efter forsvarsadvokat Björn Hurtig og inkvisitor Fredrik Ingblad havde holdt deres sidste indlæg, afsluttede Fredrik Vejdeland forhandlingerne. En mærkbar irriteret Ingblad reagerede stærkt på, at Vejdeland måtte holde sin tale, og følte sig blandt andet udsat for personligt angreb. På trods af afbrydelser blev talen dog holdt.

Forsvarstale for nationalsocialismen

Først og fremmest vil jeg gerne oplyse retten om, at JK’s sag mod os havde en politisk agenda. For os er det indlysende, at JK ønsker at fremme positionerne for at forbyde en hel ideologi. Men da det går imod forfatningen at forbyde ideologier, vil JK og Ingblad forbyde positive omtaler af den – hvilket i praksis fører til det samme.

For hver retssag refererer han til en tidligere retssag, hvor et nyt udtryk er gennemgået. Også denne retsforfølgning er i høj grad en del af denne positionsforflytning. Blot en dag efter at domstolen i Örebro gjorde det ulovligt at kalde Hitler for en folkehelt, indledte JK en ny forundersøgelse mod et klistermærke med et billede af Hitler. Et billede af en afslappet Hitler i et pænt kontormiljø, siddende på et bord ved siden af en blomst, er ifølge Ingblad hetz mod folkegruppe.

Dette klistermærke blev vist for retten.

Jeg er sikker på, at hvis domstolen fælder dette klistermærke, og I dømmer mig i dag, så vil dette føre til yderligere positionering. Det næste skridt fra JK’s side kunne være, at retsforfølge artikler, der kun beskriver nationalsocialismen på en positiv måde, således at det i princippet ikke bliver muligt som nationalsocialist at advokere for sin egen ideologi.

Et sted må man sætte en grænse for, hvor meget man kan misbruge retssystemet. Jeg foreslår, at den sættes i dag. Jeg så gerne, at I satte jer ned og tænkte over, om det virkelig burde være ulovligt, at kalde nogen politisk leder – uanset ideologi – for folkehelt. Jeg betragter selv – og mange med mig – Stalin for værende en massemorder, men ville se det som helt absurd, hvis nogen dømmes i en domstol, for generelt at have hyldet Stalin.

Og om et medlem af kommunistpartiet generelt hylder Lenin, så må jeg jo stadig antage, at den pågældende ikke advokerer for massemord på millioner af kristne, men at der må findes en anden anledning til, at man hylder Lenin.

Det ville være lige så absurd at antage, at alle demokrater er massemordere, bare fordi Churchill og Roosevelt terrorbombede tyske byer i demokratiets navn. Bare fordi Truman kastede atombomber over Japan i demokratiets navn. Bare fordi George W. Bush står bag 1 million døde civile irakere i en krig ført i demokratiets navn.

Dresden 1945. Tyske civile blev bevidst bombet af de allierede.

I er stadig nødt til at forstå, hvor absurd dette anklagepunkt er. Hvordan kan en generel hyldest af Hitler føre til en fældende dom, blot fordi en anden person gætter på, at denne generelle hyldest ville dreje sig om en fejring af en specifik treårsperiode af Hitlers 56-årige liv. Altså de tre år, hvor den påståede Holocaust skulle have fundet sted.

Hvis vi på Nordfront tidligere havde hyldet Holocaust, ville det have været en anden sag. I så fald ville Ingblads påstande have haft en vis tyngde, men i så fald var vi jo allerede dømt for hetz mod folkegruppe, fordi vi hylder massemord – hvilket vi aldrig har gjort og aldrig vil gøre.

Det kan også være relevant for sagen, at vi mener, at den såkaldte Holocaust – det vil sige den systematiske udryddelse ved hjælp af gaskamre – aldrig har fundet sted. Jeg vil ikke trække tiden ud med en lang fremlæggelse om Holocaust, men som jurister må I også kunne se, at der ikke er noget teknisk bevis for, at den har fundet sted. For eksempel er der ingen dokumenteret ordre og heller ingen obduktionsrapport, som kan vise, at bare én jøde er blevet gasset ihjel.

Ifølge os er Holocaust en krigspropaganda fra sejrsmagterne med det formål, at tilsværte fjenden, få dem dømt ved retsfarcen i Nürnberg og fjerne fokus fra deres egne krigsforbrydelser. Og siden har Holocaust altid været en profitgivende industri for Israel. Israels første premierminister, David Ben-Gurion, sagde i 1975, at halvdelen af ​​Israels infrastruktur er bygget på tysk krigsskadeserstatning.

Og længe efter krigen – ikke mindst i dag – udfylder den såkaldte Holocaust et formål som et politisk våben, som beskytter en bestemt gruppe mod kritik. Og dette politiske våben anvendes jo sågar i dette tilfælde. Jeg kan ikke kritisere jødisk indflydelse i vestlige lande, uden at Ingblad trækker Holocaust-kortet op på en fuldkommen urimelig måde.

Hvis “Holocaust” havde fundet sted – hvis der var ubestrideligt bevis for dens forekomst – så er jeg den første til at forkaste den. Men – og her vil jeg endda være ekstra tydelig – selvom den har fundet sted, så har den intet at gøre med den nationalsocialistiske ideologi og intet med vores holdning til Hitlers politiske og sociale indsats for tyskerne at gøre.

EU beskriver på sin officielle hjemmeside Winston Churchill som en af ​​EU’s grundlæggere og en “visionær leder”, uden hvilken vi ikke ville “leve i den sfære af fred og stabilitet, som vi tager for givet”. EU nævner ikke med ét ord Churchills terrorbombninger af tyske byer som Dresden og Hamburg, eller den fælles beslutning med Truman, Stalin og Chiang Kai-shek om at atombombe Japan. Og hvis EU kan beskrive Churchill som “en fredens mand”, så har Nordfront også ret til at kalde Hitler for en folkehelt.

Atombomben over Hiroshima.

Dagene inden vi publicerede artiklen, som kalder Hitler for en folkehelt, udgav vi en anden artikel, som hyllede Hitler, men som definerede, hvad disse hyldester består af. Denne artikel blev også anmeldt, men JK gik ikke videre med den, hvilket fik os til at tro, at det var foreneligt med loven, at beskrive Hitler på en generel positiv måde. I artiklen stod der:

Al den velfærd, vi tager for givet i dag, kan vi takker Adolf Hitler og det nationalsocialistiske tyske arbejderparti for!

Ting som feriepenge, sygedagpenge, børnetilskud og dagpenge eksisterede ikke før NSDAP indførte det. Den svenske velfærdsstat er direkte kopieret fra NSDAPs socialpolitiske program. […]

Da Hitler kom til magten i 1933, var der 7 millioner arbejdsløse i Tyskland. På fire år besejrede Hitler hele arbejdsløsheden.”

Nu er det ikke første gang, vi har skrevet om Hitlers socialpolitik, som ikke bare reddede tyskerne fra den katastrofale situation de befandt sig i, men også hjalp omverdenen med at skabe politiske og sociale systemer, som har været til gavn for alle medlemmer af disses egne folk, ikke mindst i Sverige.

Faktisk bør jeg afslutte mit anbringende her og sæte min lid til, at I, jurister i retsstaten, Sverige, forstår, at man ikke kan dømme nogen for en artikel, som i almindelighed hylder en person X som en folkehelt – hvad enten det er Hitler, Roosevelt, Churchill eller nogen anden faktisk eller påstået krigsforbryder. Men da domstolen i Örebro faktisk dømte mig for dette – og også havde appetitten til at kalde domfældelsen for “forenelig i en retsstat” – må jeg selvfølgelig forklare, hvad vores ideologi rent faktisk handler om – for os.

Det er relevant for sagen, at jeg giver et helhedsbillede af nationalsocialismen, og at vores syn på den – ikke kun Ingblads – kommer frem. Som det har været tilfældet hidtil, har jeg været overbevist om, at Ingblad har bedraget bukserne af  lægdommerne i Örebro domstol gennem sit eget forfalskede billede af nationalsocialismen og med retoriske tricks.

Ingblad er en ekspert i at bruge det, der hedder Guilt by association, og det der kaldes Argumentum ad populum. Enkelt sagt siger Ingblad blot, at siden jeg er nationalsocialist, og Hitler var nationalsocialist, og gassede jøder, så vil jeg også gasse jøder – altså Guilt by Association. Ingblad henviser også til de såkaldte folkets fordomme og gisninger om os og mener, at det skal være tilstrækkeligt for en domfældelse, at udenforstående kan opfatte en generelt positiv omtale af Hitler som om, at jeg er positivt indstillet til racistisk had og udryddelse – således Argumentum ad populum.

Ved en af retssagerne mod os opfandt Ingblad også et nyt juridisk begreb, som han kalder “tolkningsfakta”. Det er åbenbart en finere variant af Guilt by Association. Eftersom vi deler det samme ism som Adolf Hitler – hvilket er fakta – bør dette tolkes som, at vi også er for racehad, raceforfølgelse, udryddelse af andre racer, når vi beskriver Hitler som en folkehelt på vores hjemmeside.

Sådan sagde Fredrik Ingblad i sin sidste tale i tingsretten.

Når man hylder det som hændte under det tredje rige og Adolf Hitler og den tyske nationalsocialisme, så er det hetz mod folkegruppe.

… Og hvad han stod for, kan ingen vel have gået glip af, det handler jo om racehad og raceforfølgelse, en forfølgelse og udryddelse af andre racer end den nordiske.

… Når man hylder Adolf Hitler og nationalsocialisme i denne sammenhæng, så er det det, som man udtrykker, det er det man hylder eller vil finde accept for.

Først siger Ingblad altså, at “Når man hylder det som hændte under Det Tredje Rige og Adolf Hitler, så er det hetz mod folkegruppe”. Derefter udvikler han det til, at det der skete, var racehad og raceforfølgelse og udryddelse. Men Nordfront har ALDRIG hyldet, hvad Ingblad påstår, at vi har hyldet.

Derudover findes i denne korte tekst fra Ingblad to af de retoriske tricks, jeg taler om. For det første siger Ingblad, at “ingen vel kan have gået glip af” hvad Hitler stod for og gør sig her til talsmand for alle andre mennesker – altså Ad argumentum populum – hvilket er helt urimeligt. Derefter taler Ingblad om sammenhængen, altså, at vi på Nordfront skulle være for udryddelse, fordi vi deler det samme -ism som Adolf Hitler – altså Guilt by association. Eller “tolkningsfakta”, som er betegnelsen Ingblad foretrækker.

Guilt by association, Argumentum ad populum, Tolkningsfakta – dette er begreber som hører hjemme i en af George Orwells bøger – ikke i retsstaten Sverige.

Guilt by association på klistermærke fra anti-våben-lobbyen. Muligvis godt som politisk propaganda, men helt ubrugeligt som “bevis” i en domstol i en såkaldt retsstat.

Den nationalsocialistiske ideologi er noget helt anderledes, end hvad Ingblad ønsker at gøre den til. Nationalsocialismen opstod som en politisk bevægelse i Tyskland omkring 1920. Men nationalsocialisme som ideologi, som en idé med ideologiske punkter, blev skabt ti år tidligere – i Sverige. Nationalsocialismen som idé blev formuleret af Rudolf Kjellén, den statsvidenskabsmand, faderen til geopolitikken og meget mere.

Kjellén talte om betydningen af folkets nationalfølelse, at staten er organisk og udgøres af folket – det vil sige racen – og at alle dele af folket – samarbejder for at afskaffe de sociale uretfærdigheder. Dette kaldte Kjellén for folkefællesskab, hvilket var en stor del af det, han benævnte som nationalsocialisme.

Kjellén talte altså om samarbejdet inden for sin egen folkegruppe, men han talte ikke om fjendskab til andre grupper eller racer, som om det skulle være en automatisk konsekvens af at værne om sine egne.

Supernazisten Rudolf Kjellén – gået bort inden Det Tredje Rige kom til.

Bemærk venligst, at der ikke er noget i den tyske nationalsocialistiske ideologi, som foreskriver raceforfølgelse eller lignende. Faktisk handlede den officielle racepolitik i Det Tredje Rige om noget helt andet. Her vil jeg gerne læse en erklæring fra Dr. Walter Gross, som i perioden 1933-1945 – altså under hele det nationalsocialistiske Tysklands eksistens  – var leder af NSDAPs racepolitike bureau:

Det mest misforståede er det nationalsocialistiske syn på forholdet mellem de forskellige racer i verden. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om de grundlæggende racemæssige principper i den nye verdens teori ikke ville føre til nedladenhed, og endda foragt for mennesker af anden race. Tværtimod; Det er netop disse principper, som giver den bedste garanti for gensidig tolerance og fredeligt samarbejde mellem alle.

Vi værdsætter det faktum, at de af andre racer er forskellige fra os. Denne videnskabelige sandhed er basen, motiveringen og samtidig skyldigheden for hver racepolitik, uden hvilken ville gøre en restaurering af Europa praktisk umulig. Hvorvidt den anden race er “bedre” eller “værre”, er ikke muligt for os at vurdere. For dette ville kræve, at vi overskrider vores egne racemæssige begrænsninger i den tid det tager at dømme og antage en overmenneskelig, endda en guddommelig, attitude som er den eneste, der kan give en sådan vurdering af værdien eller manglen på denne i de mange livsformer i den uudtømmelige natur.

Og hvis nationalsocialismen skulle ville se den uhindrede blodblanding mellem individerne forhindret, så er der intet i det, som tyder på foragt. Vi er trods alt, som tyskere, etnisk set, en blanding. Det nationalsocialistiske krav er blot, at blodets hævd og biologiens love bør overvejes mere omhyggeligt i fremtiden.

Vi ønsker ikke at se blandingsægteskab mellem vort folk og fremmede racer, eftersom ved en sådan blodblanding går de bedste og karakteristiske egenskaber hos begge racer tabt. Men vi vil altid byde alle gæster som vil besøge os velkommen, uanfægtet af deres relaterede eller fremmed civilisation, og vores racesyn giver os en dybere forståelse for deres grundlæggende egenskaber på samme måde, som vi vil have vores egenheder respekteret.

Sådan talte altså lederen af Tysklands officielle racepolitik. Sådan ønskede man fra ledelsens side, at folket skulle tænke i dette spørgsmål. Og sådan tænker også jeg og Nordfront. Nationalsocialismen handler simpelthen om at bevare sin egen race og sin egen kultur. Det er derfor er vi imod multikulturalisme, fordi multikulturalismen ønsker at blande folkeslag og kulturer og gøre dem til en grå masse af rodløse individer, som lettere kan styres af kapitalen.

Dr. Walter Gross, udset af Hitler til at lede en racepolitik som begunstiger biologisk mangfoldighed blandt mennesker.

Jeg, og Nordfront og nationalsocialismen, er altså i grunden for alle racers ret til  eksisteren. Hvis alle nationer skulle følge den racespolitik formuleret af Dr. Walter Gross, ville verden bestå af frie, uafhængige og homogene stater, der ikke kan styres lige så nemt af en lille globalistisk magtelite.

Sverige ville generelt være svensk, Japan ville være japansk, Congo Congolesisk osv. Og vi ville helt sikkert have færre gnidninger mellem folkeslagene i forhold til i dag, hvor millioner af udlandske mennesker flyttes rundt og dumpes på steder, hvor mennesker allerede bor, som allerede har deres egne måder at leve på.

Det handler derfor ikke om racehad, men det handler om at opblandingen mellem folkeslagene både skaber gnidninger mellem de forskellige folk, og at de bedste og karakteristiske egenskaber hos begge racer gåt tabt. Jeg vil altså beskytte alle racers  unikhed og bevare jordens mangfoldighed. Derfor er jeg så langt fra racehad, som man kan være.

Hvad angår tyskernes holdning til jøderne, er det rigtigt, at man betragtede dem med mistænksomhed. Men det har intet at gøre med selve ideologien, men med de erfaringer af  jøders indflydelse over Tyskland og hvordan denne indflydelse blev anvendt.

I 1910’erne og 1920’erne blev der gennemført flere kommunistiske oprør i Tyskland med det officielle formål at ødelægge den tyske nation og bane vejen for den kommunistiske verdensrevolution. Det spartakistiske oprør, Hamburg-opstanden, Novemberrevolutionen 1918-1919, blev alle ledet af jøder. Den bayerske rådsrepublik, som kom til efter et sådant oprør, blev ledet af tre personer – Kurt Eisner, Ernst Toller og Eugen Leviné – alle disse var jøder.

Kurt Eisner, Ernst Toller og Eugen Leviné – ledere for den Bayerske Sovjetrepublik.

Desuden var de tyske mediehuse ejet af jøder, det socialdemokratiske parti var ledet af jøder, de tyske bankfolk var jøder. Jøder satte dagsordenen i den tyske nation, og den indflydelse disse havde, blev i mange tilfælde brugt til at underminere den tyske nation.

Men dette er helt bestemt “konspirationsteorier” ifølge Fredrik Ingblad.

En af disse “konspirationsteoretikere” var Winston Churchill, en af tidens største intellektuelle, som i 1920 skrev i en artikel:

Denne bevægelse blandt jøderne er ikke ny. Fra Spartakus-Weishaupts dage til Karl Marx og videre til Trotskij (Rusland), Bela Kun (Ungarn), Rosa Luxemburg (Tyskland) og Emma Goldman (USA) har bevægelsen hele tiden vokset – denne verdensomspændende konspiration for at omstyrte civilisationen og i stedet genopbygge et samfund baseret på bremset vækst, nidkær nag og umulig lighed. Det spillede en tydelig genkendelig del i tragedien kaldet den franske revolution. Det har været kilden til hver undergravende bevægelse i det 19. århundrede. Og endelig er denne flok mærkelige personligheder fra de europæiske og amerikanske storbyer blevet fastgjort til det russiske folks hår, og i praksis er de blevet de ubestridte herskere af dette store imperium.

Tysk erfaringsbaseret mistænksomhed om jødernes rolle i omstyrtende aktiviteter, ikke mindst i Tyskland, var noget ganske indlysende i Europa på dette tidspunkt. Og mistænksomheden blev ikke mindre, da de mest magtfulde zionistiske organisationer i verden erklærede Tyskland krig i verdensjødedommens navn den 27. marts 1933, kun en uge efter, at nationalesocialisterne havde vundet magten.

“Judea erklærer krig mod Tyskland”.

Krigserklæringen – og det var jøderne selv, der kaldte det en krigserklæring – drejede sig om en verdensomspændende økonomisk krig mod Tyskland med formålet at sænke Tyskland økonomisk. Et Tyskland, der allerede havde store økonomiske problemer, hvor folk faktisk både sultede eller tog livet af sig selv, fordi de ikke kunne forsørge deres familier, skulle fryses ude ved bl.a. at boykotiske tyske varer, hvilket også skete. Jødiske organisationer organiserede et væld af anti-tyske møder, der varede indtil 1945 og samlede tusindvis af jødiske sympatisører. Det største møde samlede 55.000 jøder ved Madison Square Garden i marts 1933.

De billeder vi har set af tyskere, der boykotter jødiske forretninger i Tyskland, var et svar på det jødiske verdensomspændende boykot af Tyskland. Det var en symbolsk handling og varede kun én dag, 1. april 1933.

Jøder i Madison Square Garden, 27. marts 1933. Disse jødiske møder var det som ledte til boykottet i Tyskland.

Så selv om ikke I behøver at sympatisere med det, var der i hvert fald en årsag til, at der fandtes en mistænksomhed over for jøder i Tyskland, ikke kun fra nationalsocialister, men fra mange andre tyskere. Den kendsgerning, at jøder i Tyskland mistede deres statsborgerskab, deres mulighed for at eje medier og så videre, var en fuldstændig lovlig beslutning, og handlede om at tyskere skulle bestemme de politiske vilkår i Tyskland.

“Holocaust” er som sagt et propaganda-fupnummer, men at man satter jøder i koncentrationslejre, da man udvidede østpå, stemmer selvfølgelig. Man kan godt have meninger om dette, men der var krig, og jøder blev opfattet som potentielt fjendtligtsindede over for Tyskland, og mange af dem der sad i lejrene, var også i praksis.

At behandle en folkegruppe som et kollektiv var heller ikke på nogen måde unik for Tyskland. For eksempel gav amerikanske præsident Roosevelt en række ordrer, som klassificerede japanske, tyske og italienske borgere som “fjendtlige udlændinge”. 110.000 amerikanske borgere, der tilfældigvis havde japansk afstamning, blev spærret inde i amerikanske koncentrationslejre, fordi de var “fjendtlige udlændinge”.

For at opsummere denne del:

Fredrik Ingblad har hævdet, at “nationalsocialisme er baseret på rashad, raceforfølgelse og udryddelse“. Dette er en falsk påstand. Nationalsocialisme er baseret på racemæssig overlevelse og alle racers og folks ret til at eksistere og leve i fredelig sameksistens med hinanden.

Tysklands holdning til jøderne var erfaringsbaseret og har intet at gøre med ideologi, og “Holocaust” er en fidus – i hvert fald ifølge os – som vi aldrig ville hylde, om det så faktisk havde fundet sted.

Når vi kalder Hitler for en folkehelt, kan der være en række grunde til, at vi gør det. At vi hylder Hitlers sociale indsats kun dage før artiklen som kaldte Hitler for folkehelt, gør det mest sandsynligt, at det var de sociale indsatser, der lå til grund.

Guilt by association, Argumentum ad hominem og Tolkningsfakta er retoriske tricks og dårlige beviser for, at vi mener noget helt andet, når vi skriver som vi gør. Ingblad har også undladt at forklare, hvorfor han eller “almindelige mennesker” (Argumenterum ad populum) skulle have nogen tolkningspræference når det kommer til vores ideologi.

Anklager Ingblad med papirbærer fra JK.

Så jeg vil gå videre til spørgsmålet om kritik af zionisme og ytringen Død over ZOG. Her bruger Ingblad de samme retoriske tricks, hvor zionistiske “i virkeligheden” refererer til jøde, og hvor knusningen af ​​en lille zionistisk elite, som styrer verden “i virkeligheden” skulle betyde døden over alle jøder.

Hvis vi starter med zionisme, beskrives den af SAOL som: “Jødisk national bevægelse som har til formål at styrke Israel.” Problemet her er, at mange zionister ønsker at styrke Israel på bekostning af andre.

Det er ikke kun noget, vi tror. Der findes visse kristne grupper, muslimske grupper, dele af New Age-bevægelsen, store dele af venstrefløjen og spredte grupper fra alle mulige lejre, der er enige med os. Derudover er der mange jøder, især de ortodokse, der modsætter sig zionismen og betragter den som en hån af den jødiske religion. Så allerede her fejler argumentet om, at zionisten skulle ækvivalerer med jøden.

Konceptet ZOG refererer yderligere til den zionistiske indflydelse i vestlige lande og udøvelsen af ​​globalistisk magt. Og selv her mener Ingblad, at det vi mener er, at ZOG består udelukkende af jøder. Men her fraviger Ingblad definitionen af skaberen af begrebet, Eric Thompson, der siger, at de fleste af disse zionister er ikke-jøder.

I USA er det særligt klart, at de der støtter denne zionistiske elite, hovedsageligt er ikke-jøder. De tilhører blandt andet den kristne højrefløj, de neo-konservative, og huser måske hovedsageligt republikanere. I Sverige er Folkepartiet det nærmeste et zionistisk parti vi har med flere udtalt zionister.

At der skulle være en zionistisk magtelite med indflydelse på vestlige regeringer, afviser Ingblad skåsikkert som “konspirationsteorier”. Professorerne Stephen Walt og John Mearsheimer ved Harvard og University of Chicago ser det anderledes.

I en kontroversiel rapport, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy konstaterer de to professorer, at der er en zionistisk lobby i USA, som disponerer over den amerikanske udenrigspolitik og leder den i en pro-israelsk retning for at favorisere israelske, ikke amerikanske interesser. Dette gøres bl.a. gennem de millioner af bidrag til for eksempel præsidentkandidater og til “maniputation af medierne”.

Ifølge disse to professores forskning var det denne zionistiske lobby, der trak USA ind i Irak-krigen i 2003.

Trykket fra Israel og lobbyen var ikke den eneste faktor bag den amerikanske beslutning om at angribe Irak i marts 2003, men det var det afgørende element. Nogle amerikanere mener, at dette var en “krig for olien”, men der er næppe noget bevis som støtter denne påstand. I stedet blev krigen i høj grad motiveret af et ønske om at gøre Israel sikkert.

I denne krig blev tusindvis af irakiske civile dræbt, mens andre tal siger, at næsten 1,5 millioner irakere blevet dræbt som følge af krigen. Og alt det fordi en mægtig zionistisk lobby spænder en krig for deres egne zionistiske interesser.

Selvom “Død over Zog” ikke er et slagord jeg selv bruger, så synes jeg stadig, det er rigtigt at udtale “død over” en mægtig lobby, som manipulerer en nation til at føre krig mod en anden nation for egne interesser. Det ville have været lige så galt om en lobby med en sådan ekstrem indflydelse over hele verden ville have været kinesisk, svensk, brasiliansk eller noget andet.

Endelig vil jeg blot nævne en ting, som viser, hvordan Ingblads sag er ekstremt dårligt underbygget. Ingblad har i sine taler snakket om racelove, der fører til raceforfølgelse, der fører til udryddelse. Og som sagt, er Nordfront af en eller anden grund for racelove, raceforfølgelse og udryddelse, fordi vi generelt udtrykte os positivt over Hitler. Tolkningspræferencen har Ingblads egen og “folkets”.

Men der findes faktisk nationer i dag, som har racelove, og den nation der stikker mest ud, er Israel. Det zionistiske besættelsesregime i Palæstina stemte allerede i 1950 en racerlov igennm, som giver jøder, hvorend de findes, har ret til at bosætte sig i Israel samt automatisk statsborgerskab. Ydermere er Israels arabiske mindretal anden klasse i Israel, fordi Israel betragtes som en særlig “jødisk stat”. Der er mange tilfælde af jøder og ikke-jøder, som ikke må gifte sig med hinanden, og israelske arabere, der ikke må købe jord i Israel.

De palæstinensiske grupper i Sverige skriver i bogen “Kolonialism och Apartheid” hvordan palæstinenserne blev behandlet i Israel siden den jødiske besættelse i 1967:

Men palæstinensernes liv er ikke kun begrænset af pigtråd, beton og maskingeværer; De civile israelske myndigheder udøver en anden form for kontrol. For eksempel kan de kræve, at palæstinenserne har
tilladelse til at rejse – ikke kun til Israel eller ud over landets grænser, men til Jerusalem, andre byer på Vestbredden eller bare til nabobyen. De israelske myndigheder bestemmer, hvor meget vand palæstinenserne kan bruge, hvor de får lov til at bygge skoler og huse, og de kontrollerer fuldstændigt det palæstinensiske erhvervsliv.

I 1975 stemte FN’s generalforsamling en beslutning igennm, som fastslog, at zionismen er at sidestille med racisme og racediskrimination. Baggrunden for beslutningen kan henføres til den zionistiske stat Israels behandling af de palæstinensiske indbyggere i landet siden grundlæggelsen i 1948 gennem racelove og diskrimination.

Således har Israel altså racelove, og i Israels tilfælde har det faktisk ført til det som Ingblad siger, at racelove fører til – raceforfølgelse og siden folkemord. Racelove, der undertrykker andre racer, er ikke noget, vi ønsker at introducere, men på denne måde har racelovene i Israel været brugt fra begyndelsen.

Og så opstår der to spørgsmål:

1. Burde det i så fald være hetz mod folkegruppe at hylde Israel, flage med det israelske flag og kalde Ariel Sharon for folkehelt?

2. Hvis vi nu tager afsæt i Ingblads urigtige Argumentum ad populum argumentation, skulle det jo være et “bevis”, at de, der hylder Israel, begår hetz mod folkegruppe. For en sandsynlig majoritet af mennesker i det relativt Israel-kritiske Sverige, tænker nok på netop raceforfølgelse, kolonialisme, apartheid og folkemord, når de hører ordet Israel. Og hvad disse mennesker synes i denne sag bør gives betydning i en domstol.

Jeg har i dag forsøgt at forklare, hvad vi virkelig står for, og hvor absurde disse anklager er, og hvor farlige de er for en retsstat.

Hvis I nu skal fælde mig for en generel erklæring om, at Hitler var en folkehelt, skulle en generel erklæring om, at et zionistisk besættelsessystem eller en racistisk ideologi (ifølge FN) burde knuses, eller de andre punkter, som indebærer undertrykkelse, ulighed for loven og som begrænser en grundlovsbeskyttet ideologi i Sverige – så vær så venlig … skriv ikke i dommen, at der “i en retsstat ikke findes en rimelig acceptabel grund” til frifindelse.

Erkend da i stedet, at Sverige ER en totalitær stat, hvor meningsundertrykkelse hersker, og hvor svenske domstole kaster folk i fængsel, ikke på grund af forbrydelser, men kun på grund af deres politiske synspunkter. Stå for det i så fald og misbrug ikke ordet retstat.

Tak for ordet.