Rødder del 9 – Mod vest

Den store ekspansion af kelterne finder sted omkring 500-250 f.Kr. Deres hjem var sandsynligvis fra omkring La Tène i Schweiz og nordpå, hvorfor den svenske arkæolog Hans Hildebrand kaldte denne jernalderkultur for Latenkultur (måske var kelternes urhjem lidt længere mod øst, i det sydlige Tyskland). Latenkulturen byggede på Urnefelt- og Hallstattkulturen, men havde også en vis kontakt med Middelhavsverdenen gennem bl.a. den græske koloni Massalia (Marseille). Kelterne spredte sig over Frankrig og de britiske øer, hvor sproget delvist overlevede ind i vore dage. I Bretagne, den del af Frankrig hvor et keltisk sprog stadig lever, talte Asterix og Obelix ikke gallisk , men bretonsk, et sprog, der kom til Bretagne med britiske flygtninge, der flygtede fra de stormende angelsaksere omkring 500 e.Kr.

Platon regnede kelterne som et af de krigerske folk, der havde for vane at beruse sig. Eudemos fra Rhodos vidner om kelternes enestående mod. Mens romerne mindedes med frygt, hvordan kelterne plyndre Rom 390 f.Kr., ifølge legenden efter den keltiske kong Brennus drak romersk vin, hvorefter han besluttede at plyndre det land, der gav denne drink.

Kelterne spredte sig også østpå, og fra græske skildringer vi ved, at de spredte sig helt til Anatoliens indland, hvor de levede i et par generationer som lejesoldater, før de forsvandt i historiens tåge. Kelterne erobrede også den iberiske halvø, hvor de blandede sig med det oprindelige folk og skabte den kelto-iberiske kultur. Der lavede de så gode sværd, at romerne tog dem til sig. Udover at tilbyde lejesoldater til hele Middelhavesområdet blev kelterne anerkendt som dygtige håndværkere. Dominansen af den iberiske halvøs var dog ikke total, da ikke-IE-sprog levede stadig langs den iberiske kyst fra Catalonien til det sydlige Portugal, helt op til den romerske erobring. Baskisk lever jo stadigt i dag.

Kelterne både red og havde hestevogne da de krydsede Europa. Rider man er det praktisk med bukser i stedet for tunika eller lignende, og det var kelterne der spredte bukserne over Vesteuropa. Gallerne, som var et keltisk folk, var af blandet hårfarve. Cæsar var nødt til at tage fanger fra belgae-stammen, der var af delvis germansk afstamning, for at få blonde fanger til deres triumfoptog.

Brennus og hans del af byttet, af den franske maler Paul Jamin.

Iberia 300 BC.

Den keltiske ekspansion var på mange måder en forløber for den germanske ekspansion. Kelterne tog som sagt til Anatolien som lejesoldater, men også til andre dele lige udenfor Europa. Keltere deltog i Alexander den Stores felttog. Herudover bestod lejesoldatopstanden fra 240-238 f.Kr. i Carthage stort set af keltere. Keltiske soldater ved det ptolemæiske dynasti i Egypten lavede oprør 277-276 f.Kr. Lige under hundrede år senere er galliske lejesoldater ansat af samme dynasti involveret i belejringen af Abydos i det centrale Egypten.

Skyter

Mens kelterne ekspanderer, frem for alt i Vesteuropa, spreder de beredne styrere sig over steppelandskabet i Østeuropa og Asien. De var typiske beredne bueskytter, der var dygtige ryttere og sov i deres flytbare teltvogne. Skyterne har rødder i et område i det centrale Ukraine, lige nord for Krim, hvor, når deres konger døde, blev bragt tilbage til og begravet der.

Et guldhalsbånd fra en skytisk gravhøj i Ukraine, fra 300-tallet f.Kr.

Øst for Don-floden boede en af skyternes nærmeste slægtninge, sarmaterne (dem der tjente i Storbritannien for den romerske hær). Ifølge Herodotus var de forskellige fra skyterne, fordi de sarmatiske unge mænd var gift med amazoner, og deres børn kom derfor til at tale anderledes. I 300’erne f.Kr. invaderede de Ukraine, Ungarn og Rumænien. Sarmaterne gik siden helt under i krig mod tyskerne og hunnerne.

Skyterne spredte sig helt til Kina, og genetiske undersøgelser har vist, at de østlige skytere var ret opblandet med tyrk- og mongolfolk. Den østligste skytiske kultur var ordoskulturen i det nordlige Kina. Arkæologiske fund fra kulturen viser, at i det mindste dele af befolkningen klart havde europæiske træk.

Ordoskunst fra omkring 200 f.Kr. som synes at have europæiske træk.

Det skytiske ordosfolk indringet i rødt.

Romere

Da alle er bekendt med det romerske rige, vil jeg blot sige et par ord, før vi går videre til germanerne. De romerske statuer leder nærmere tankerne hen mod nordeuropæeren end middelhavsfolket, og på denne tid var de overklassen sandsynligvis meget mere arisk end underklassen i Sydeuropa. I Sydeuropa havde arierne ikke dræbt alle de tidligere jordbrugere, men underkuede dem. Mange lærde mænd har påpeget, at den romerske overklasse havde nogle navne, der ikke afspejler dagens typiske latin, såsom Rufus (rød), Flavius (lys, blond) og Ahenobarbus (kobberskæg). Den store general Sulla, som var af en meget fin romersk familie, var endda rødblond og blåtøjet. Men de har dog ikke været helt nordiske, da de så kelterne som både blonde og store.

Germanere

Det germanske sprog er en blanding af tungemålet, der tales af de før-ariske indfødte skandinaver, stridsøksefolket og folket i Hallstattkulturen. Den germanske lydforskydning fra k til h er stor i forhold til andre IE-sproglige lydændringer og skal være resultatet af de indfødte skandinaver, som tager et arisk sprog til sig, som de havde svært ved at udtale. I en tidligere artikel nævnte jeg, at vores Y-kromosomer viser, at de skandinaviske mænd klarede sig bedre end resten af ​​Europas mænd under de ariske invasioner. Den germanske ekspansion startede med kimbrerne, teutonerne og ambronernes invasion af Frankrig, Nordspanien og Norditalien, hvor de kæmpede og desværre endeligt tabte mod romerne mellem 113 og 101 f.Kr. Disse tre folk antages at komme fra Jylland, dette bestrides dog af visse lærde. Den germanske ekspansion fortsætter, indtil vikingerne bliver kristne.

Hvem var germanerne? Som nævnt var et folk fra syd kommet hertil med jordbruget og i nogen grad fortrængt jæger-samlerne. Siden kom stridsøksekulturens ariere. Endelig kom Hallstatt-manden, som var nordisk i udseende. Resultatet af den indfødte blanding med Hallstatt, blev en mand, der lignede Hallstatt-folket, men som var højere og stærkere og havde større kranium (se Coon). De germanske ekspansioner er et for stort emne at tale om her, og Nordfront har allerede en række gode artikler om emnet. Så jeg er tilfreds med at nævne den kendte kendsgerning, at goterne og gepiderne, der oprindeligt kom fra Sverige, erobrede Polen, Ukraine og Dakien (det vil sige nuværende Rumænien og de omkringliggende områder) lige før folkevandringerne mod det romerske rige accelererede.

Balterne

Man taler normalt ikke om en “baltisk ekspansion”, for hvis der skete en sådan, ved vi det ikke. I stedet kender vi til en tilbagegang for det baltiske sprog, der engang blev talt i et område over seks gange så stort som i dag. Sproggruppen har givet grund til hovedsageligt slaviske tungemål og tysk. Den vestbaltiske gren er helt uddød, den døde ud, da gammelpreussisk forsvandt omkring år 1700. Baltisk begyndte først at blive nedskrevet i det 16. århundrede, mere specifikt 1503.

Herodotus nævner et folk, der hedder neuri, som meget vel kan være balterne. De levede nord for de “jordbrugende skytere” (sandsynligvis slaverne) og blev drevet fra deres land af en stor mængde slanger. Mallory påpeger, at en grøn slange, zaltyz, var af stor betydning for de hedenske litauere. Hver husstand havde en sådan slange. Da den tyske orden kristne litauerne, samlede de slangerne og brændte dem på landsbyens bål.

Slavere

Det slaviske sprog er den nærmeste nabo til baltisk, og i egenskab af satem-sprog er det heller ikke for fjernt fra det indo-iranske sprog. Slaverne dukker op i verdenshistorien i begyndelsen af ​​500’erne, og i 545 skriver den østlige romerske historiker Procopius om slaverne, at “…de er barbarer, der lever under demokrati og tror på en tordengud, til hvem de ofrer. […] De lever spredt og flytter konstant deres bosættelse. Hvad angår krig, er de hovedsagelig fodsoldater med små skjolde og kampøkser. De er let klædt og nogle af dem går i kamp nøgne med kun kønsdelene dækket […] de er høje og velbyggede, deres kroppe og hår er ikke meget lys og blond, de er heller ikke mørke, de er alle småt rødlige. De lever et hårdt liv og giver ingen tanker om bekvemmelighed.”

Den gotiske historiker Jordanes skriver, at slaverne har “sump og skov som by”, og en anden kilde siger, at slaverne bor i uigennemtrængelige skove, blandt floder, søer og sump.

Det faktum, at slaverne boede i skov og sump, er sandsynligvis grunden til, at de har været i stand til at bevare deres særpræg og formået at undslippe både germansk og skytisk dominans og kulturliv. Slavernes oprindelige hjem antages at være omkring de enorme Pripjat-sumpe i grænselandet mellem Polen, Hviderusland og Ukraine.

Selvfølgelig kan jeg ikke klart sige, hvad der gik forud for slavernes ekspansion. Men mit gæt er, at da de tyrkisktalende hunner, avianerne og bulgarerne (sprogligt tyrkifiserede finno-ugrianer) hærgede de østeuropæiske stepper og satte goterne og gepiderne i bevægelse mod Rom, blev der skabt et befolkningsvakuum, som blev fyldt af slaverne efter de værste hærgninger klingede af.

Slavisk begyndte at blive nedskrevet i det 8. århundrede, da missionærerne Krillos og Methidos oversatte Bibelen til det, der er blevet kaldt kirkeslavisk. De nedfældede Bibelen med det, der hedder det kyrilliske alfabet.

Det tidlige slaviske fik sin største påvirkning udefra fra germansk og iransk. Som nævnt er slavisk, som iransk, et satem-sprog. Fra iransk låntes ord for paradis, hellig og gud, samt ord for floderne Don, Dnjepr og Dnestr. Fra det germanske sprog blev ord for stalde, brød og huse lånt. Ifølge Coon, den store autoritet i fysisk antropologi, var de tidlige slaver af nordisk race.

Det nordiske spørgsmål

Ordet arier har en bred vifte af konnotationer og betydninger, og det samme gælder betegnelsen “nordisk”. Nordisk kan betegne enhver, der stammer fra Norden, men i fysisk antropologi har det betydet “en person, der typisk ser nordisk ud”, hvilket betyder at en italiener, som ser ud til at have et betydeligt slægtskab til Norden, regnes som nordisk. Fordi befolkningen i Nordeuropa kan spore størstedelen af deres slægtskab til ariske ekspansioner, først og fremmest stridsøksekulturen, sammenfalder termerne ariske og nordiske i vid udstrækning.

Ifølge Hans Günther er nordisk (arisk) blod uddød i Indien, Persien, Sydeuropa og stort set i Nordeuropa, ikke kun på grund af raceblanding, men fordi de nordiske krigere har haft en relativt høj dødelighed i krig. Der er bestemt sandhed i dette, fordi det kontinentale Europas middelalderlige krigeradel var mere nordisk end resten af ​​befolkningen. Nordiske folk har sikkert haft biologiske ulemper på sydlige breddegrader. Det ville for eksempel ikke overraske mig, om nordboere er relativt mere sårbare mod malaria end sydlændinge (malaria blev først udryddet i Italien under Mussolini).

Da gallerne plyndrede Rom, besatte de byen og forlod den først efter syv måneder. At de forlod byen skal have skyldtes, at de var ramt af sydlige sygdomme, og at de ikke tolererede klimaet.

I Sydeuropa kom de første ariere, og efter dem Urnefeltfolket, Hallstattfolket og germanerne med de sydlandske jordbrugere. Günther skriver om et sådant eksempel i Europas racer: “Her husker vi den klassiske passage i eupatriden [= adelsmanden] Lykurgos tale til Leocrates, hvor han beklager nødvendigheden af ​​at udvide borgerrettighederne [til 20.000 ikke-borgere] efter Slaget ved Chaironeia og betegner denne nødvendighed, som den mest smertefulde i byens ulykke, når Athenernes rene byrde tidligere har været deres højeste stolthed.”

Nede på kontinentet har den nordiske race kun været en af ​​mange racer, og tanken om, at det nordiske blod en gang har været relativt talrigere, men gennem krig og industrirevolutionen er blevet relativt fåtalligt i forhold til den ikke-nordiske befolkning, findes hos alle slags forfattere før Anden Verdenskrig . De giver alle mulige beviser for dette. For eksempel ser det ud til, at portrætmateriale viser, at det nordiske element i Frankrig var særligt stærkt i det gamle franske aristokrati. Et interessant faktum at overveje er, at adelen siden den industrielle revolution havde relativt høj dødelighed og samtidig lav fødselsrate i forhold til resten af ​​befolkningen.

Det ariske fremskridt i Mellemøsten antages at være begrænset af sygdom og klima. Günther noterer sig i Europas racer, at Italien har flere blondiner på de steder, der ligger på en relativt høj højde over havets overflade. Det mener han skyldes, at det relativt koldere klima i høj højde har gjort det muligt for nordiske folk at konkurrere med sydlændingene.

I dag, hvor moderne medicin og teknologiudvikling tillader nordboere at bosætte sig over hele verden, er det nordiske blod ironisk nok mere truet end nogensinde før, da vores arv er truet i alle de nordiske kernelande. Som en afslutning på denne lange serie af artikler vil jeg derfor gerne låne endnu et par ord fra Hans Günther:

I evighed kan kun renheden bestå.

Relaterede artikler:
Rødder del 1: Genetisk slægtskab
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 8: Mod øst