Den sidste forpost i kampen mod homolobbyen!

HOMOLOBBYEN: Organisationens leder fortæller her om farerne ved homolobbyens fremmarch, og om Modstandsbevægelsens kamp mod disse heterofjendtlige kræfter.

Hvis der er nogen der virkelig har været på fremmarch de sensete år, er det homolobbyen. Deres samlinger for at fejre de bagvendte og unaturlige i deres såkaldte pride-parader er tidligere blevet isoleret til de største byer, men har nu også spredt sig til de mellemstore og mindre byer – over hele Norden. Under disse “parader”demonstreres der ikke blot mod kernefamilien og «heteronormen», men der holdes desuden perverse orgier i det offentlige rum og flirtes med pædofili og andre sindssyge seksuelle afvigelser.

Midt i paradernes perverse “festligheder”, blandt mænd i kvindetøj, nøgne kroppe, piske og dildoer, går små børn. De er blevet slæbt med af selvhadende feministiske og PK-ekstremistiske forældre, eller til og med af deres børnehaver og skoler. Børn går rundt med regnbueflag og udnyttes dermed som propaganda for en ny verdensorden, hvor alt er vendt på hovedet.

Hvor Den Nordiske Modstandsbevægelse står i forhold til alt dette, vil jeg forsøge at forklare i denne artikel, og jeg begynder for enkelthedens skyld med at citere fra punkt 7 i vort politiske manifest «Vores Vej», og hvad vi der skriver om homoseksualitet og homolobbyen.

Et andet våben i kulturmarxismens folke- og familiefjendtlige arsenal er homolobbyen og dens kamp for, blandt andet, at knuse den såkaldte heteronorm – det vil sige den naturlige struktur i ethvert sundt og rask samfund. I kraft af den efterhånden svært indflydelsesrige homolobby er homoseksualitet efterhånden blevet relativt normaliseret i samfundet, og betragtes i mange tilfælde som noget attraktivt i debatklimaet i både kulturen og medierne. Et eksempel på dette er, at både politikere, såvel som kulturpersonligheder, deltager i offentlige ’pride-festivaller’. Andre eksempler kan ses ved lovændringer, som nu tillader såkaldte ægteskaber for homoseksuelle, eller retten for homoseksuelle til at adoptere børn. Modstandsbevægelsen mener at kun en mand og en kvinde kan indgå ægteskab og stifte familie, og at adoption skal være forbeholdt den naturlige familiekonstellation. 

Den Nordiske Modstandsbevægelse vil:

• Fremhæve og ophøje den traditionelle familie (kernefamilien), som det ideelle og naturlige.
• Kriminalisere homolobbyen og anden folkefjendtlig propaganda som aktivt modarbejder og forsøger at bekæmpe den naturlige orden.
• Forbyde homoseksualitet i det offentlige rum.

Hvilken trussel udgør så homolobbyen? Hvilken rolle spiller det, om de kan samles og vise sig frem et par gange om året? Der findes tre åbenlyse problemer, som jeg det det.

1. Homolobbyen skaber flere homoseksuelle individer. Præcis hvad der forårsager homoseksualitet, er noget som stadig er under diskussion og videnskabelig forskning. De homofile plejer at sige, at de er født sådan, men visse andre mener, at forskellige gifte i fødevarerne og i naturen leder til hormonforstyrrelser og andre skader. Resultater af nyere forskning fra USA viser, at det udelukkende handler om mennesker, ofte med psykiske problemer, som søger en gruppesamhørighed.

At homolobbyens propaganda bidrager til at øge antallet af individer, som bekender sig til afvigende seksuelle forstyrrelser, er lige så selvfølgeligt, som at stadig flere mennesker som er genetisk anlagt for stofmisbrug, bliver aktive stofmisbrugere, hvis de udsættes for omfattende propaganda for at bruge narkotika.

Uanset om det handler om hjernevask eller gifte i fødevarerne, så er det naturligvis synd for disse mennesker, som ikke får lov til at leve et trygt liv i deres naturlige kønsroller. I vores fremtidige nationalsocialistiske stat vil vi tage vare på de svage og udsatte i samfundet. Vi retter altså ikke had mod homofile, lige som vi ikke retter had mod en person som kæmper med et stofmisbrug.

En stofhandler derimod, som fra begyndelsen har forsynet misbrugeren med afhængighedsskabende gift, skal straffes hårdt. I specielle grove tilfælde, endda med døden. Her kommer homolobbyen ind i billedet, for præcis som stofhandleren ødelægger denne lobby menneskers liv ved at sprede dens gift. Den benægter endda manden og kvinden retten til det mest naturlige som findes efter fødsel og død, nemlig at forplante sig og lade blodslinjen bestå.

Også de som tror på den svært diskrediterede teori om, at man er født som homoseksuel, bør klart og tydeligt kunen se, at homolobbyens fremmarch får flere mennesker til at udleve deres lyster som homofile, i stedet for at bekæmpe dem til fordel for et naturligt liv med mand, kvinde og børn. Nogen de fleste homofile åbenlyst er i stand til, hvis de vil.

2. Homolobbyen øger accepten af seksuelt afvigende opførsel og skubber accepten for seksuelt afvigende opførsel og baner vejen for endnu mere ekstreme seksuelle orienteringer. Det er ikke mange år siden, og med god grund, at det var tabu at være homofil i de nordiske kulturer. Endda kortere tid siden da det blev anset som galskab at klæde sig ud som det modsatte køn.

I visse dele af samfundet anses det i dag, at homofili er ligeså naturligt som heteroseksualitet. Transvestitter anses stadig en smule mærkelige, men ikke noget som på nogen måde er forkert. Accepten for at lege moder natur og «korrigere» sit eget køn, er også noget som bliver mere “normalt”.

Her er det altså tydeligt, at det ikke bare handler om homofili, men om betydeligt galskab, som har sneget sig frem. Da homofili blev anset som noget forkert var det klart, at transvestitter var ravruskende galt, og der var ingen som overhovedet overvejede, at et menneske skulle være så psykisk sygt, at det ville skifte køn.

Nu er altså alle disse tre «orienteringer» mere eller mindre accepterede, og i baggrunden lurer endda endnu mere syge mennesker, som med garanti vil præsentere deres perversitet for offentlighedens accept i takt med, at homobobbyen tillades at avancere. Det kan handle om pædofile, nekrofile, zoofile, eller hvorfor ikke apotemnofile, som bliver ophidset af tanken om amputation.

Grænsen for hvad der anses som OK eller ej, vil bestemt ikke blive sat af homolobbyen selv. Tværtimod ser individerne i denne gruppe ofte en egoistisk nytte i, at grænserne skubbes. For hvis vi kommer på langt, at det anses som normalt og acceptabelt at have sex med et lig, så er der knapt nogen som vil rynke på næsen over en «harmløs» homofil.

Hvad gælder pædofili og hvorvidt det er mest forekommende blandt heteroseksuelle eller homoseksuelle er blevet undersøge af flere forskere. Resultatet af denne forskning må læseren selv søge efter, da det desværre er ulovligt at fremlægge i denne artikel.

Hvad ikke er ulovligt, endnu, er at informere om, at flere respekterede personer i homofilernes mest fremtrædende forbund LGBT (RFSL i Sverige), under en bølge af lobbyvirksomhed, forsøgte at afskaffe den seksuelle lavalder og legalisere pædofili. For eksempel blev der i Sverige sendt en udtalelse fra RFSL til Justitsministeriet, hvor man mente, at «pædofile gav ømhed og kærlighed». RFSL delte for øvrigt postboks-adresse med foreningen Pedofila Arbejdsgruppen i starten af 90’erne, og deres rejseguide Spartacus var ifølge FN en vejledning for pædofile, som ville i kontakt med børn i f.eks. Thailand.

LGBT/RFSL er en af mange vigtige aktører bag pride-festivalerne, og har længe arbejdet for øget seksualisering af børn, blandt andet ved at give seksualundervisning til børnehavebørn. På tidligere pride-festivaler blev kun børn under 13 år kategoriseret som børn. 13-årige, som er under den seksuelle lavalder, blev altså anset som værende voksne, og det er bestemt en del af lobbyvirksomheden at sænke den seksuelle lavalder og på sigt åbne op for pædofili.

3. Homolobbyen er med dens pride-parader en del af et umoralsk og unaturligt samfundsforfald. Ikke i noget andet demonstrationsoptog er seksualitet så vigtigt, at deltagerne med glæde viser deres kønsorganer frem og poserer med deres sexlegetøj. Kald mig bare konservativ, men at helt åbent springe rundt blandt små børn og fremvise sit kønsorgan, er ikke hverken normalt eller sund opførsel. Seksualitet og kønsorganer bør være noget privat mellem de parter, som frivilligt er blevet enig om at dele det med hinanden.

Denne seksuelle åbenhed påvirker helt klart tilskuerne, og frem for alt de unge. Hvis en 13 år gammel pige ser sin mor vise brysterne frem midt i hovedstaden blandt en masse fremmede mennesker, endda foran politiet, præster og politikere – hvorfor skulle det så ikke være OK for hende selv, at gøre det samme en hvilken som helst anden fredag aften. Hvad mon der sker med en 13-årig, som viser brysterne for en masse udenlandske mænd, en fredag aften?

For drenge leder denne seksualitet til et øget seksualiseret syn på andre mennesker, og øger med al sandsynlighed risikoen for, at disse kan begå seksuelle overgreb i løbet af deres liv. Specielt hvis drengen er mindre empatisk anlagt.

Denne seksuelle dekadence er blot en af mange faktorer, som tilsammen bidrager til at skabe et degenereret og meget usundt samfund, hvor især de unge rammes af identitetskriser og destruktivitet koblet til dette. At selvmordsstatistikken øges er et faktum. Jeg beskylder homolobbyen for at være en af grundene til dette.

4. Homolobbyen vil øge de homoseksuelles magt på heterofiles bekostning. Strofen «alles ligeværd» handler ikke, som mange tror, om at hæve alles værd og standard, men snarere det modsatte. Det handler om at sænke alle til laveste niveau. Kagen bliver ikke større jo flere man skal dele den med.

Al fremgang for en minoritetsgruppe vil ske på bekostning af majoritetsgruppen. Homolobbyen kæmper for en seksuel minoritet. Ikke for deres rettigheder, da homofile i lang, lang tid har haft de samme rettigheder som heteroseksuelle, men snarere ønsker de at avancere på de heterofiles bekostning. På bekostning af kernefamilien og de som giver liv til nye generationer af vort folk. De er ikke tilfredse med at have fået deres del af kagen, de vil have mere. Og de får mere.

I Danmark har homofile kunnet adoptere børn siden 2010, i Norge siden 2009, og i Sverige siden 2003. Dette er på ingen måde en rettighed homofile bør have, med tanke på at naturen ganske tydeligt virker sådan, at homofile ikke kan forplante sig.

Homolobbyen tillades at blotte sig på dens demonstrationer uden at deltagerne arresteres. Dette er ingen rettighed for andre, selvom måske ikke så mange andre ønsker sig denne rettighed. Blotter heteroseksuelle sig på åben gade, arresteres de.

Homoseksuelle beskyttes mod kritik gennem lovgivning, i Danmark gennem racismeparagraffen (eller diskriminationsparagraffen). Denne lovgivning beskytter ikke almindelige hvide heteroseksuelle, og er altså en smule ekstra af kagen.

I 2017 gjorde Sundhedsstyrelsen det lettere at blive steriliseret, gennem den såkaldte kønskorrigerende behandling. Disse sterilisationer som bliver betalt af staten, er en yderligere bid af kagen.

Den normale majoritet taber altså på at den unaturlige minoritet skal have mere. Disse faktorer er på ingen måde unikke for seksuelle minoriteter, men gælder stor set samtlige minoriteter i verden som tillades frit spillerum. Det er selvsagt for disse, at de vil have mere, og at de derfor befinder sig i en lavintens krig mod de, som har den større del af kagen. Desværre opfattes det ikke helt sådan af majoriteten som ikke gør modstand, til trods for at de taber mere og mere. Homolobbyen er i åben krig mod «heteronormen» – det vil sige alle os andre, som ikke er seksuelt afvigende.

Hvorfor kæmper ikke flere mod homolobbyen? 

Siden 1945 har jøderne været systemets hellige og ukrænkelige «ko». Flere jøder har været raskt fremme, i modsætning til andre minoritetsgrupper, og skreget højt ved det mindste angreb i deres retning. «Antisemitisme» og «nazisme» skriges mod alle som fremlægger det mindste faktum, som negativt beskriver jøderne som folk, jødedommen generelt eller staten Israel.

Men selv ikke kritik er nødvendig for at vække deres vrede, da selv det at omtale dem neutralt i stedet for positivt – som et hvilket som helst andet folk, religion eller stat – kan anses for «antisemitisk» ifølge de mest rabiate. Gennem deres ejerskab og kontrol af massemedierne har de fået aviser, politikere, kulturinstanser og samfundsdebatter på deres side – og gennem disse også politimagten, sociale myndigheder og statlige instanser. Deres røst er derfor blevet endnu stærkere, og straffen for de som trods alt vover at gå imod dem, endnu hårdere.

Jødiske Magnus Hirchfeld var en af grundlæggerne af homolobbyen og var samtidigt ophavsmand til begrebet «rasisme».

De sidste år har også homolobbyen indtaget samme indstilling. Den mindste kritik af pride-paraderne, LGBT, kønsskifte og lignende, og disse grupper kommer skrigende om homofobi. Er man ikke positivt indstillet over for homofile, er man i dag en homofob. At hylde kernefamilien, er i dag synonymt med homofobi.

Den højlydte, overfølsomme og overdramatiske opførsel er den samme. Opbakningen fra medierne er lige så stor, og derfor er det ikke overraskende, at homolobbyen blev grundlagt af en jøde og siden drevet videre af zionistiske organisationer, som en bevidst del i kampen for at negligere det nordiske folk!

Alt dette har også ledt til en PK-konkurrence hvor forskellige selskaber og foreninger gør alt hvad de kan for at være mest mulig venligt indstillet over for homolobbyen, og at de som ikke vil have noget med den at gøre, bliver brændemærket og forsøgt tvunget til offentligt at bede om forladelse. For blot nogle få år siden var det helt utænkeligt, at det svenske postvæsen skulle lancere et homofrimærke eller at buschauffører skulle køre rundt med regnbueflag på busserne. Nu er det en del af hverdagen og leder til, at færre vover at tage kampen op.

Modstand! 

Mod galskaben står kun et fåtal af grupper, som hvert eneste år bliver færre og færre, men én organisation går imod trenden og vokser og udgør en stadig større modstand – en sidste forpost i kampen mod homolobbyen. Vi hedder Den Nordiske Modstandsbevægelse!

Traditionelt set burde såvel religiøse grupperinger, som konservative og nationalistiske partier, også stå i frontlinjen af modstanden, ligesom almindelige familiefædre som beskytter deres børn. Læg mærke til «burde».

Det virker som om de kristne grupperinger fuldstændigt har kapituleret, og er i stedet blevet mere accepterende, som både den norske og svenske kirke som selv deltager i paraderne. De politiske partier går samme vej, og hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige er på sigt nogen undtagelse. Muslimerne har heller ingen vilje til at organisere sig og tage kampen op, virker det som om.

Almindelige mennesker – som virkelig burde lette sig fra sofaen for at yde modstand mod denne aggressive trussel mod vore børn, vor kultur og overlevelse – ler af det hele som et «morsomt» påfund og synes det er godt der «sker noget» i byen, eller også knytter de næverne i lommen hjemme foran fjernsynet, nøjagtigt som de gør når så mange andre problemer rammer vort folk og land.

Modstandsbevægelsen tager dog kampen op hver eneste dag og kommer aldrig til at vige. Vore repræsentanter kommer aldrig til at deltage i pride-parader eller bede homolobbyen om forladelse i medierne. Vore aktivister kommer aldrig til at knytte næverne i lommen eller synes det er et «morsomt» påfund når minoritetsgrupper fremrykker deres positioner på vort folks bekostning.

I Modstandsbevægelsen findes en levende og aktiv modstand. De sidste år er hundredevis af homolobbyens flag blevet konfiskeret og brændt. I de øvrige nordiske lande er der blevet bedrevet aktivisme i årevis, og i dag følger Danmark trop!

Læs kamprapporten for den storstilede propagandaaktion i Viborg mod homolobbyen