[s55]De Gule Veste - et fransk drama[/s55]

Gule Veste: Nordfront bringer her Johan Perssons opklarende granskning af den nuværende krise i Frankrig, dens baggrund, fænomenet de Gule Veste og de jødiske interesser, der styrer præsident Emmanuel Macron.

Emil Hagberg sagde engang i et afsnit af Studio Nordfront noget i retning af “Det kan virke paradoksalt, men socialdemokraterne er vores største konkurrent.” De Gule Veste har bevist rigtigheden af hans erklæring.

Den udløsende faktor til at franskmændene vælter ud på gaderne og pladserne var øgede benzinskatter, men den enorme tilslutning, vi har set de sidste tre lørdage, kan givetvis bare forklares simpelthen med, at der allerede eksisterede en stor utilfredshed i det franske folk. Skatten er dog karakteristisk for Frankrigs økonomiske politik, da benzinskatten ikke blot påvirker alle bilister lige så meget – fattige som rige – men først og fremmest påvirker folk ude på landet, der skal køre meget. Skatten er også karakteristisk, fordi Emmanuel Macron har givet skattelettelser til landets superrige, hvoriblandt vi finder dem, der lever højt på renter, mens han fortsætter med at beskatte den arbejdende del af befolkningen hårdt og forstaden lever på bistand.

Det moderne menneske, som et produkt af et tyrannisk skolesystem, byens individualisme, overflodens hedonisme, amerikansk junk-kultur og teknologiens eskapisme er ikke et “historisk væsen”. Det ser sig ikke som arvingen til eller bevarelsen af et folk, i det mindste ikke i øjeblikket (men sådanne ting kan ændres af fælles strabadser, uanset hvad de Gule Vestes demonstrationer på kort sigt leder til, så har demonstranternes trængsler karakteriseret folket). Hvad der derimod viste sig at være i stand til at motivere folket, er den laveste fællesnævner – en anstændig løn.

En stor del af de gule veste som jeg har set interviewet af alternative medier, sympatiserer med nationalismen, men i sidste ende var det ikke nationalisme i betydningen franskmanden mod indvandreren, der fik dem ud på gaden, men et økonomisk (socialt) spørgsmål, hvilket er en god påmindelse om, at det ikke er nok med indvandringskritisk nationalisme. Den uhæmmede indvandring er blot ét af de tre store symptomer, der kommer fra, at vi bliver ledet af mennesker som foragter, ja endda hader os. De to andre symptomer er den økonomiske parasitisme og kulturudryddelsen.

Forspil

General de Gaulle stilte sig på de vestallieredes side under Anden Verdenskrig. Efter krigen forsøgte han dog at udgøre en grundsten i en tripolær verden og stilte sig hverken til rådighed for USA eller Sovjetunionen. Han sørgede for, at landet udviklede atomvåben, hvilke USA havde bevist var den eneste garanti for selvstændighed. Det var de Gaulle, der sendte den franske flåde over Atlanterhavet i 1965 for at udskifte Frankrigs dollarreserve med guld, som USA kunne tilbyde i overensstemmelse med Bretton-Woods-aftalen fra 1944 (som gjorde amerikanske dollar til standardvaluta). Frankrig dumpede dermed sin dollarreserve og sænkede dermed tilliden til dollaren, som i sidste ende tillod USA at trække sig fra sin del af Bretton-Woods-aftalen i 1971 – de nægtede at udveksle dollaren mod guld. de Gaulles forsøg på en selvstændig politik kan stadig ses i landets økonomi. Frankrig var stort set kapitalistisk, undtagen når det drejede sig om industrier og ressourcer, som var vigtige for landets uafhængighed, disse forblev nationaliserede/kontrollerede.

Krigsforbryderen Churchill sammen med de Gaulle.

I maj 1968 brød store studenterdemonstrationer ud i Frankrig, og fagforeningerne annoncerede en strejke. Resultatet blev, at de Gaulle før tid trak sig fra præsidentposten det følgende år. Hans efterfølger blev Georges Pompidou, en mand der var generaldirektør for den franske afdeling af Rothschild Bank.

I dag er Frankrig, ligesom Vesteuropa i det store og hele, neoliberalt. I dagens Frankrig sælges ud af alt fra landets store koncerner, som tog- og energiselskabet Alstom (væsentlige dele blev solgt ud under jøden Patrick Krones ledelse) til lufthavne!

Ligesom danskerne bryder de fleste franskmænd sig ikke meget om neoliberalismen, fordi den kort og godt leder til at der sælges ud af landet for at tilbagebetale uhæderlige lån til samme bankfolk, som opkøber landet. Kun markedsfundamentalister, som ikke forstår storpolitik, kan se meningen i, at vi som et samfund tjener penge på, at det fællesejede havner i nogle få hænder. Og selvfølgelig er neoliberalisme også støttet af mediepersonligheder, som forklarer deres støtte med følgende truisme: man arbejder altid for den, der betaler en.

Akt I, II, III

Nordfront.se har tidligere rapporteret om de tre foregående lørdages demonstrationer. Især 1. december (Akt III) bød på kampe mellem politifolk og demonstranter. Fordi de Gule Veste blokerer veje, er der sket en række skader og endda nogle få dødsfald, da irriterede billister forsøgte at køre gennem afspærringerne. Et populært slagord blandt demonstranter har været “Macron Démission”, Macron gå af, og det er det vigtigste krav.

Mellemspil (intermezzo)

I afventning af den fjerde akt, som fandt sted i går, har der været mindst to mindre strejker. Et par hundrede ambulancer bakkede op med et rod i mandags, ved at på samme tid aktivere deres sirener, såvel som ved at køre rundt i sneglefart for at blokere vejene.

Derudover er gymnasieelever på flere skoler været i strejke. Samtidig har Macron lovet ekstra præmier til politiet og indkaldte i går hele CRS-styrken (en type urostyrke ). Endelig har han også trukket de lovede skatteforhøjelser på brændstof tilbage.

Der bages Gule Veste-kager mellem demonstrationerne.

Antagonisten: Macron

Macron lykkedes som teenager at forføre sin lærer og fik hende til at forlade mand og børn for hans skyld, hvilket siger meget om hans evne til at manipulere. En del af praktikken under hans uddannelse foregik i Nigeria, hvilket kan være værd at huske, når man ser på billederne nedenfor. I løbet af sin karriere har han blandt andet arbejdet for Rothschild & Cie Banque.

En ung Macron sammen med sin skaber Jacques Attali, som har sagt “- Emmanuel Macron? Det var mig som opdragede ham. Det var tilmed mig som opfandt ham. Fuldstændigt…”

Hvem som helst kan havne på et gruppefoto med homoseksuelle afrikanere. Men når det sker gentagne gange og vedkommende har et smørret smil på læberne, så undrer man sig. For symbolikkens skyld ville det være perfekt hvis Macron er sodomit, eftersom han sodomiserer det franske folk.

“Macron. Jødernes hore.” Sat op af franske A6:an. Hvem kunne disse jøder være?

Trende jøder

Ud over de meget magtfulde jødiske lobbyvirksomheder som CRIF og jødisk medieejerskab gennem Patrick Drahi eller Serge Dassault, der ejede Le Figaro (Dassault tidligere i år), kan vi påpege tre hovedpersoner i Frankrikes jødiske magtbevægelse, som alle støttede Macron før valget.

Attali: Det var mig som opfandt ham [Macron].”

Disse tre mænd har chutzpah, og for meget af det. Nordfront har tidligere skrevet om mediepersonligheden, bankmanden og den politiske rådgiver (han var rådgiver for præsident Mitterand i 80’erne) Jacques Attali. På sine hyppige konferencer har Attali kommet med mange frembrusende kommentarer som “Migranter vil gøre Europa til verdens førende stormagt”, “Jerusalem ville være et smukt sted som verdens hovedstad” eller “Et land … Det er et hotel”. Kender jeg disse mennesker rigtigt, så vil han mene, at han er gæsten, og at det er os som gør rent, render seng og passer op. Når det kommer til de Gule Veste, har denne finansmand vovet at kritisere de demonstrerende folk, fordi de “er egoistiske og bare vil have mere, i stedet for at nyde de rigdom, vi har.”

“Herregud! Hvis de Gule Veste ikke længere kan betale for benzinen, kan de jo bare købe elbiler.”

Næste jøde til gennemgang er Bernard Henri Lévy. Nordfront har også skrevet om hans uregelmæssigheder tidligere. Henri Lévy var allerede til stede ved studentdemonstrationerne i 1968 og har siden selvsikkert vandret blandt magtens mænd. Han var en stærk drivkraft for Frankrigs intervention (læs bombning) i Libyen under Sarkozy. Denne milliardær, der lever et luksusliv, har udover krigen mod Libyen arbejdet for krig mod Milosevics Serbien, Assads Syrien og febrilsk støttet Israel i enhver konflikt, landet har kastet sig ind i. Men hvad angår de nuværende demonstrationer, er Henri Lévy ikke så revolutionerende mere . Den karakteristiske paranoia har sat ind, og i de seneste uger har han dedikeret sig til at komme på enhver mulig grund til, at de Gule Veste skal ophøre, eller i det mindste rense sine led for “les fachos”, fascisterne.

Den måske mest fremstående leder af studenterdemonstrationerne i Paris i 1968 var den marxistiske Daniel Cohn Bendit. Da 68-bevægelsen ringede ud, flyttede han til Tyskland i adskillige år og har haft høje poster i de to naboer i de seneste årtier.

Cohn-Bendit har siddet på fransk tv og talt om både sine erotiske stunder med børn og børns sensualitet. Sine personlige seksuelle aktiviteter med børnene i en “anti-autoritativ” børnehave i Frankfurt, hvor han arbejdede, skrev han om i sin bog Le grand bazar fra 1975. Omkring 1980 lagde han marxismen og åben tale om pædofili bag sig og blev medlem af det tyske parti De Grønne, som førte ham til alle mulige høje poster inden for bureaukratiet i Tyskland og senere EU’s bureaukrati. Cohn-Bendit støtter heller ikke de Gule Veste, men siger: “I 68 kæmpede vi mod en general ved magten [De Gaulle], de Gule Veste kræver en general ved magten.”

Under de Gaulle stødte den jødiske magtbevægelse stadig på modstand blandt landets lederskab, i dag kommer den eneste modstand fra det franske folk selv, hvorfor de ellers tidligere så revolutionære jøder har ændret deres syn på revolution. Hvilket også minder os om, hvordan politisk aktive jøder normalt vurderer deres holdning til kommunisme, hvilket afhænger af hvor meget de selv ejer i landet. Sammenfattende kan vi etablere følgende love, som jeg har valgt at kalde den jødiske magtbevægelses første og anden lov:

Den jødiske magtbevægelse støtter revolutioner, hvis de mangler magt i det givne land. Omvendt er de imod revolution i de lande, de kontrollerer.
Den jødiske magtbevægelse er for kommunisme, hvis de ikke ejer produktionsmidlerne i det givne land. Omvendt er de for kapitalismen, hvis de kontrollerer størstedelen af produktionsmidlerne.

En protagonist?

Tidligere i år nedlagde Marine Le Pen Front National og dannede Rassemblement national (National samling). Før det gav hun sparket til sin far Jean Marie Le Pen, den mand, der grundlagde og ledede partiet frem til hendes overtagelse. En kvinde, der kan forråde sin far, kan også forråde sit folk, hvilket også viste sig at være tilfældet, da Marine kapitulerede overfor den jødiske magtbevægelse og omfavnede det, som i Frankrig var blevet kendt som national-zionisme. National-zionisme er for “nationalisme”, som fokuserer på at kritisere indvandring og frem for alt islam, det vil sige et symptom og symptomets symptom, i stedet for at kritisere den kraft, der er kilden til symptomerne. Det er ikke kun læger som forstår, at en sådan metode ikke løser problemet.

Det franske folk på gaderne har tilsyneladende valgt en form for social nationalisme frem for national-zionismen. For at vise rigtigheden af det franske folks beslutning, har både Venezuela og Iran givet udtryk for deres støtte til det franske folk mod regimet, før for eksempel Orban har udtalt sig om sagen. Hvilket går imod, hvad en rent nationalistisk (race og kultur) analyse havde gættet/forudsagt, men som er i overensstemmelse med en nationalsocialistisk (race, kultur, magtstruktur og social situation) analyse af den politiske situation, fordi både Iran og Venezuela er gået i fuld klinch med vestens elite . Selvom Putin ikke har udtalt sig, har Rusland gjort det franske folk en god tjeneste ved Russia Today’s rapportering af begivenhederne (selv det iranske Press TV har rapporteret flittigt).

Hervé Ryssen i gul vest med det franske flag i hånden.

Den intellektuelle gigant Soral (som Nordfront har skrevet meget om) har i løbet af det sidste årti opbygget den nationale forening Egalité et Reconciliation, som antages at rumme mellem 1.000 og 10.000 medlemmer. Soral har endnu ikke deltaget i demonstrationerne, men afventer helt sikkert at kunne indtræde som leder af avantgarden.

Man kan tænke sig flere mulige resultater af de kommende protester:

Det er muligt, at Macron simpelthen træder tilbage, en sandsynlig efterfølger vil i så fald være frimureren Jean-Luc Mélenchon, som sandsynligvis vil føre en mere arbejdervenlig politik, men ikke ændre den grundlæggende politik, hvilket er hvad der kræves, hvis ikke det franske folk skal gå under i løbet af de kommende årtier. Jeg kender tilfældigvis et folk, som bragt til fornedringens rand, rejste sig for at beskytte sit fædreland. Et land, der rent faktisk ændrede den fundamentale politik i landet og gik fra en enorm social nød til en høj levestandard for almindelige mennesker, hvilket blev misundt og rost verden over.

Et andet muligt resultat er, at et militærdiktatur annonceres, og at en NATO-venlig fransk generelt tager magten med en jernhandske, hvilket sandsynligvis ville ende meget dårligt for det franske folk også.

Et andet muligt scenarie ville være, at protesterne vil fortsætte i fremtiden, og at flere og flere politi- og militærfolk vælger demonstranter side, hvilket ville åbne op for muligheden for et kup af en mand som Alain Soral.

RT’s direktesending af Akt IV: