Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter

RACEHISTORIE: Nordfront bringer her Johan Perssons fjerde artikel af en serie af ni artikler om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.

Rekonstruktionen af proto-indoeuropæisk (PIE) har lært os meget om de tidlige ariere. Indoeuropæiske sprog (IE-sprog) kræver, at man angiver antal, altså singularis/pluralis (jeg/vi; du/vi; han, hun, de). Man må endda angive tempus . datid, nutid, fremtid (m.fl). Dette kan synes som selvfølgeligheder for os som taler dansk, et IE-sprog, men sammenlignet med andre sprogfamilier, er det ikke selvfølgeligt. David Anthony skriver i sin udmærkede bog om proto-indoeuropæerne The horse the wheel and language, om en helt anden måde at bøje udsagnsord. På hopi-sproget, et indianersprog i Arizona, bøjer man nemlig udsagnsordet for at udtrykke om noget er blevet berettet for en, eller om det er en evig sandhed (som at solen stiger i øst).

Fordi sprogforskere sammenligner de samme ord fra mange IE-sprog, kan man se, om ordet har en fælles rod i PIE eller ej. Sammenligner vi f.eks. nogle IE sprogs ord for “to”: på sanskrit “dva”, persisk “do”, græsk og latin “duo”, tokharisk “wu”, gotisk twai, litauisk “du” osv. ser vi, at ordene er ret ens og sandsynligvis kommer fra en fælles rod, det vil sige, at PIE havde et ord for “to”. På denne måde kan lingvistikken afgøre spørgsmål om, at de tidlige ariere havde får, der gav uld, og at de havde geder, et dyr, der ikke giver så godt uld, men derimod giver mere mælk.

IE-sprogene har også fælles ord for alt, der hører heste og vogne til, bortset fra den anatolske sproggren, der udsprang tidligst. Vognen blev opfundet omkring 3500 f.Kr. men det er uklart hvor. Gode gæt er Nordeuropa eller pontisk-kaspiske steppe. Det langt ældste spor af en rigtig vogn, som jeg kender til, er hvad den mener er et vognspor fra Flintbek i det nordlige Tyskland fra omkring 3600 f.Kr. Vogn- og hjulordforrådet i PIE er ankommet kort efter 3500 f.Kr. Selvom arierne var de første til at tæmme hesten, er det ikke sikkert, at de var de første til at bygge vognen, fordi en vogn kunne trækkes af okser.

Arianerne havde ord for geder, bier, honning og kød. Honningmjød menes at have været en del af PIE-ritualerne. At der var et ord for honningbier fortæller os meget, for honningbien mangler i sproget øst for Uralbjergene. Selv kvæghold manglede øst for Uralbjergene indtil 2500 f.Kr., et andet tegn på, at arianerne befandt sig vest for denne bjergkæde. Endelig skulle PIE have haft et ord for kamel, hvis de havde befundet sig i Centralasien, hvilket ikke er tilfældet.

Nogle andre PIE ord er *dómh = hus, husstand; *génhes = familie; *herós = stamme (stjernen indikerer at ordet er rekonstrueret). PIE manglede et ord for by. Selvom PIE havde sit eget ord for ko, blev udtrykket “tyr” taget udefra. “Tawro-s” (tyr) er kommet fra middelhavsjordbrugernes sprog.

En finurlighed er, at præcis som vi på dansk kan sige “kærre” om en vogn/bil, kommer det engelske ord “car” kommer fra PIE-ordet for kærre. Romerne lånte en masse ord fra kelterne, blandt andet ordet for kærre, karros, som blev til carrus på latin, som senere kom ind i det normanniske franske som carre og endelig nåede engelsk gennem den normanniske invasion og blev til car.

Som nævnt havde PIE en række stående udtryk, udtryk der altid lød på samme måde. Vi har allerede nævnt “at drive kvæg” og “udødelig ære”. Et andet er, at vi både i sanskrit og i oldgræsk finder et ord for “at ofre hundrede køer”, hekatomb på græsk.

Den himmelske Fader

PIE-ordet *Dyeus-Pater betød den himmelske Faders ord og er ophav til navnet på den romerske gud Jupiter. Hans navn er en sammensmeltning af en kortform for himlen / at skinne, ju og til fader, piter. På en steppe uden bjerge og hav er det naturligt at placere Gud i himlen over os, og udtrykket “Gud i himlen” eller “Himmelske Fader” er ikke af bibelsk oprindelse, men arisk.

PIE-ordets tro (i religiøs betydning) var en fusion af ordene *kerd = hjerte og *dhe = at lægge, det er altså her du lægger dit hjerte. Dette ord har overlevet til mange senere IE-sprog, for eksempel på latin og italiensk, hvor “jeg tror” hedder credo.

Den øverste gud for IE var en fader, hos hvem man lagde sit hjerte. Hvilket er væsentligt anderledes fra den semitiske tradition. Hans F. Günther skriver i The Religious Attitudes of the Indo Europeans (som også er tilgængelige gratis på nettet): “På de semitiske sprog kommer ordet at dyrke fra roden abad, hvilket betyder at være slave.” Han nævner et par eksempler fra Det Gamle Testamente ( GT), på jøder, der kalder sig slaver af Gud, hvilket leder tankerne over på jødernes fætre, araberne. Det siges nemlig, at islam ud over at betyde fred, også betyder underkastelse, og at muslim betyder “den som underkaster sig“. Ved bønnen underkaster muslimer sig, da de sætter deres hoved på jorden.

Dette er tydeligt adskilt fra det ariske begreb af Gud. For ikke at tale om forskellen med hensyn til hvordan Det Gamle Testamentes sociopatiske Gud straffer Adam og Eva for deres kundskabstørst, hvorimod Odin, Alfaderen, ofrer sit ene øje for at kunne drikke af Mimers Brønd – visdommens kilde.

De ariske guder har også meget mindre magt end det gammeltestamentlige folkemorderlige Gud påstås at have. Guden Balder, som var lys, god og vis kunne ikke trods sin guddommelighed undgå at bliver offer for en skæbnebestemt død. Det er dette, at de ariske guder ikke er fuldstændigt anderledes fra os, som giver os mulighed for at beundre og forsøge at efterligne dem. Odin kunne ofre sit øje for visdom, Tyr kunne ofre sin hånd til samfundets gode. Guderne er lige udenfor rækkevidde for os, som et ideal at stræbe efter. Når vi kan forestille os heltemod, kan vi også forsøge at efterleve det. Som Strindberg skrev: “Ved at stræbe efter det umulige, når du den højeste grad af  det mulige.”

Det siges, at “lykken står den kække bi”, ikke “lykken står den gudsfrygtige bi” eller lignende. Et andet udtryk, der fanger ariernes tillid til sig selv og sine egne, snarere end til himmelske kræfter, er sætningen “Gud(erne) hjælper den der hjælper sig selv.” Eller for at udtrykke det med det romerske Horatius ord:

Jøden Apella må tro på det,
ikke jeg, som har lært mig,
at guderne uden bekymring
lever i ophøjet ro,
og hvis det hænder i naturen,
er det ej guder som sender det ned
fra sin himmelske bolig.

Proto-uraler

Uraliske sprog er opdelt i to hovedgrene: finsk-ugriske sprog i vest og det samojediske sprog i øst. Den førstnævnte gruppe har omkring 25 millioner talere, sidstnævnte kun omkring 30.000. Det samojediske folk har et klart asiatisk udseende. Det skal ikke tolkes som, at uralerne engang var et asiatisk folk, men tværtimod sådan, at det samojediske folk erhvervede deres asiatiske udseende gennem en sen blanding med asiatiske folkeslag.

Proto-uralerne levede sandsynligvis i en birk- og nåleskov omkring de sydlige Ural-bjerge. De var helt og holdent jæger-samlere, og deres eneste husdyr var hunden. Deres sproglige kontakt med PIE opstår inden de uralske sprog spreder sig vidt og bredt på tværs af det eurasiske kontinent. De så (og ser) europæiske ud, men havde lidt bredere ansigt og næse (en mesorhin næse, dvs. en middelbred næse i forhold til dens højde), begge træk er formentlig kuldetilpasninger (en spids næse har større risiko for forfrysning).

PIE og proto-urale sprog deler flere grundlæggende ord, herunder vand og navn. Derudover havde de fælles pronomen (ord som “jeg“, “han“, “hvem“, “hvad” osv.), og den samme ende på deres subjektiv. Disse er ligheder, der næppe skabes ved at låne fra hinanden, men mere sandsynligt er det, at de begge udsprunget fra et ældre fælles sprog. Måske et sprog, der tales af mammutjægernes forfædre?

Vi ved også, at det tidlige finno-ugriske (F-U) lånte en del ord fra den tidlige indo-iranske (tidlige I-I). Her er følger et udpluk: Asura = Herre, Gud (Tidlig I-I) -> Asera (i F-U); medu = honning (tidligt I-I) -> mete (i F-U); cekro = hjul (tidligt I-I) -> kekrä (i F-U); arya (tidligt I-I) = arier -> orja (tidlig samisk), dette ord har siden givet ordet oarji = sydvest og arjel = sydlænding. På finsk, komi og udmurtisk blev arya roden til ordet for træl.

Tidspunktet for, hvornår et ord blev lånt fra arisk sprog til proto-uralsk sprog, kan ses i ordets struktur. PIE ord for gris var *porkos (sammenlignet med latin porcus, engelsk porc) og var det blevet lånt fra PIE til Proto-uralsk, så ville K’et sandsynligvis have været en hård K-lyd. I stedet er k-lyden blevet en blød s-lyd i det finske porsas = grisling, hvilket tyder på, at ordet ikke er blevet lånt fra PIE, men et satem-sprog, såsom tidlig iransk.

Uralbjergene, som skiller Europa og Asien, går gennem komi- (beige) og mansifolkets (lysegrønt) grænseområde.

Kaukasiske sprog

I Kaukasus er der fem sproggrupper: Nordvestkaukasisk, Nordøstkaukasisks, Sydkaukasisk, Indoeuropæisk og Altaisk. De tre førstnævnte sproggrupper er indfødte og betegnes som kaukasiske sprog og har 11 millioner talere.

Den nordvestkaukasiske sproggruppe domineres af tjerkesserne, som er de højeste, og i hår og øjenfarve mørkeste, mennesker i Kaukasus (se Coon). Under den russiske erobring af Kaukasus flyttede mange tjerkesser sydpå, og i dag er der et par millioner tjerkessere i Tyrkiet, og kun et par millioner bor stadig i Kaukasus. Tjerkesserne er kendt for deres skønhed, hvilket til dels skyldes deres meget lyse hud. Osmannere og andre muslimer købte tjerkesserkvinder til sexslaver, indtil det osmanniske rige gik i graven.

Inspektion af nye ankomster, af italiensk maler Giulio Rosati, der skildrer tyske kvinder, der sælges til tyrkerne.

Det største nordøstkaukasiske sprog er tjetjensk. Tjetjenierne er blevet berømte for deres krigeriske temperament og for deres blodige familiefejder. Sydkaukasiske sprog tales af fem millioner, hvoraf georgisk med sine fire millioner talere er størst. Georgierne sammen med de indo-europæiske Ossetere blonde i Kaukasus (se Coon). PIE havde kontakt med det tidlige Sydkaukasus.

I det nordvestlige Kaukasus eksisterede omkring 3700-3000 f.Kr. en avanceret kultur kendt som Maikop-kulturen, og muligvis gennem dette folk (vi bruger den arkæologiske betegnelse kultur synonymt med folk) at PIE fik kontakt med kaukasiske sprog. Men forbindelsen mellem PIE og Kaukasisk er ikke så stærk som forbindelsen mellem PIE og Proto-uralsk. Sydkaukasisk og PIE har imidlertid nogle fonetiske og grammatiske ligheder. Et tegn på tidlig folkeblanding?

En generel regel for sprog er, at jo mere “komplekse” de er, desto mindre er erobringers historie skjult i sproget. Engelsk har for eksempel relativt enkle verbalformer at et IE-sprog at være. Det kan man sige beror på, at når angelsakserne erobrede det keltiske Britannien, lærte de resterende kelter ikke rigtigt angelsaksisk, men en forenklet variant. Derefter kom vikinger og normannerne til England, og sproget blev yderligere forenklet. Kaukasus er bjergrigt og derfor svært at erobre, især for beredne krigere, der har brug for stepper og græs. Så trods det faktum, at Kaukasus er omgivet af IE-sprog, først fra nord og siden gennem tusinder af år også fra syd, så har de komplekse kaukasiske sprog og dets kultur overlevet. De forrige århundrede mest kendte sydkaukasere var Stalin og hans andenmand Lavrentij Berija, som ledede NKVD under Stalin.

Til venstre -stalin, i forgrunden Berija med Stalins datter Svetlana. I baggrunden sidder Nestor Lakoba, selv han er kaukaser (abkhaser).

Læs også:
Rødder del 1: Genetisk slægtskab
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 8: Mod øst
Rødder del 9: Mod vest