Tyskland – et besat rige

REJSEREPORTAGE: Lørdag den 17. november deltog en delegation fra Den Nordiske Modstandsbevægelse i den årlige mindemarch i Wunsiedel som var arrangeret af Der Dritte Weg. Sebastian Elofsson skriver her om rejsen.

Onsdag eftermiddag, den 14. november, begyndte vi vores rejse til det tyske Fædreland. Turen gik fra Malmö til færgehavnen i danske Gedser. Derfra tog vi færgen over til havnebyen Rostock, beliggende i det nordlige Tyskland.

Fra Rostock gik rejsen videre mod hovedstaden Berlin, og lige nord for Berlin overnattede vi hos en kammerat fra Der Dritte Weg. Vi blev hilst velkommen til det tyske rige med åbne arme af vores tyske kammerat og dennes familie. Da klokken nu var over midnat og vi skulle tidligt op næste dag, gik vi til køjs for at få et par timers tiltrængt søvn.

Hovedstaden Berlin

Brandenburger Tor i Berlin. Foto: Nordfront.se.

Tidligt torsdag morgen begav vi os videre ind mod hjertet af Berlin. Da vi nærmede os udkanten af hovedstaden, blev vi mødt af et rædselsfuldt syn. Nærmest faldefærdige bygninger med graffiti på husfacaderne, affaldsfyldte gader bordeller og masser af racefremmede. Menneskene i byen vandrede omkring som zombier, blege i ansigtet og uden livsglæde. Jeg fik en stærk følelse af ubehag og tænkte for mig selv; “så dette er resultatet af de allieredes sejr i 1945?”

Vi nåede endelig frem til byens kerne, og efter en lang tids søgen efter en parkeringsplads, begyndte vi vores vandretur i byen. Det var en enorm lettelse at se, at der stadig fandtes højkultur i rigets gamle hovedstad, og ikke kun asfalt og firkantede, sjæleløse bygninger af beton.

Berliner Dom. Foto: Nordfront.se

Første stop var ved den lutherske domkirke Berliner Dom. Kirken, som blev bygget mellem 1894 og 1905, designet af Julius Raschdorff, tjener blandt andet som hvilested for flere preussiske herskere, som blandt andet Frederik II (Frederik den store).

Frederik den stores sarkofag i Berliner Doms krypt. Foto: Nordfront.se.

Ved siden af Berliner Dom ligger et museum ved navn Altes Museum, som har en antik kunstsamling. Den smukke bygning blev blev opført mellem 1823 og 1830 af arkitekten Karl Fredrich Schinkel med det formål, at bevare den preussiske kongefamilies kunstsamling.

Altes Museum. Foto: Nordfront.se.

Vi fortsatte mod Brandenburger Tor, og derefter videre til det tyske  Rigsdagsbygning, hvor folkeforræderen Angela Merkel og hendes tilsvarende arbejder for at ødelægge det tyske folk gennem masseindvandring.

Den tyske Rigsdagsbygning i Berlin. Foto: Nordfront.se.

Efter at have kigget på bygninger og monumenter i Berlin en halv dag, begav vi os videre til byen Leipzig i delstaten Sachsen, for at mødes med nogle tyske kammerater fra Der Dritte Weg.

Völkerschlachtdenkmal i Leipzig

Gruppefoto af en del af den svenske delegation og medlemmer fra Der Dritte Weg foran Völkerschlachtdenkmal i Leipzig. Foto: Nordfront.se.

Vel ankommet i Leipzig blev vi budt velkommen af af lokale kammerater fra Stützpunkt Mittelland. Vi havde den ære at få en guidet tur omkring det gigantiske monument. Völkerschlachtdenkmal (Mindesmærket for nationernes kamp) blev rejst og indviet i 1913 til minde af slaget ved Leipzig 1813, hvor Preussen og Østrig m.fl. besejrede den franske hær efter Napoleon Bonaparte mislykkedes at erobre Rusland.

Völkerschlachtdenkmal. Foto: Nordfront.se.

Monumentet, designet af Bruno Schmitz, er 91 meter højt. Aldrig før i mit liv har jeg set noget lignende, monumentet er gigantisk og har overvældende mange detaljer. Völkerschlachtdenkmal er og bliver et bevis på den nærmest guddommelige ariske skaberkraft!

Mindetavle for de faldne soldater i det ottende infanteriregiment, “Johann Georg” under Første Verdenskrig. Over 3000 mand i regimentet døde for det tyske Fædreland, og alle kom fra Leipzig. Foto: Nordfront.se.

Efter at have set det store monument fortsatte vi til en nærliggende kirkegård, hvor Leipzigs faldne helte fra de to verdenskrige hviler. Vores guide fortalte os, hvordan den tyske stat misvedligeholder gravene og lader dem forfalde. Ligesom i Sverige forsømmes forfædrenes arv. Mørket faldt langsomt på over kirkegården og med respekt for de faldne forlod vi gravene.

Vi forlod Völkerschlachtdenkmal og kirkegården og gik til en restaurant uden for Leipzig, ejet af et medlem af Der Dritte Weg, for at spise et stykke mad. Vi blev budt på en traditionel ret, bestående af kylling, kogte rødbeder og kartofler indpakket i en slags kogt brøddej med sauce, som tyskerne normalt spiser før jul. Efter en begivenhedsrig og fornøjelig dag i kammeraters selskab, fortsatte vi på vores rejse gennem Tyskland. Næste stop: München.

München – “bevægelsens hovedstad”

Feldherrnhalle. Foto: Nordfront.se.

München, som er hovedstaden i delstaten Bayern, er et historisk sted og er nok den smukkeste by i Tyskland. München, denne sidste bastion af tysk højkultur, har stadig en stor del af sin klassiske arkitektur, selv om de allierede under krigen bombede mere end 50 procent af byens gamle bygninger.

For en nationalsocialist er byen hellig, da det var her, den første nationalsocialistiske revolution begyndte, hvilket senere førte til nationalsocialismens første store sejr i 1933.

Den historiske betydning af denne by blev allerede bemærket under det Tredje Riges storhedstid, da byen blev kaldt bevægelsens hovedstad. At gå på disse gader og torve, hvor alt begyndte for næsten 100 år siden, var overvældende.

Rådhuset på Marienplatz i München. Foto: Nordfront.se.

Om formiddagen, fredag den 16. november mødte vi Karl-Heinz Statzberger fra Der Dritte Weg udenfor vores hotel. Derfra tog vi metroen til Marienplatz i det centrale München for at møde en anden tysk ledsager. Klokken var 11.00 da vi startede vores historiske tur gennem “bevægelsens hovedstad”.

Ølkælderen i München hvor NSDAP blev grundlagt. Foto: Nordfront.se.

Det første sted vi stoppede ved var ølkælderen, hvor det nationalsocialistiske tyske arbejderparti blev grundlagt. Det var en stærk følelse at stå uden for den lille ølkælder, hvor den nationalsocialistiske revolution og Tysklands folkelige rejsning begyndte i 1920’erne.

Et eksempel på byens smukke arkitektur. Foto: Nordfront.se.

Efter et par timer gik vi på restaurant for at spise middag. Vores tyske kammerater fortalte os, hvordan de allierede sejrherrer vanhelligede de nationalsocialistiske monumenter efter Tysklands nederlag i 1945.

Feldherrnhalle, hvor 16 tyske nationalsocialister ofrede deres liv den 9. november 1923. Et mindetavle dedikeret til de nationalsocialistiske martyrer blev rejst efter magtovertagelsen i 1933 på monumentets ene side. To hædersvagter stod placeret ved mindesmærket dag og nat. Efter krigen fjernede amerikanerne mindetavlen, som i dag antages at være blevet ødelagt. Foto: Nordfront.se.

Et af disse steder, der blev vanhelliget af de allierede, var mindesmærket ved Feldherrnhalle, dedikeret til de 16 nationalsocialistiske martyrer, som gav deres liv til Tyskland og vores race den 9. november 1923. På pladsen ved monumentet gik folkefjendtlige lærere rundt med skarer af naive elever og spredte vederstyggelige løgne om de faldne helte.

At skænde monumenter, bygninger og mindesmærker for de tyske nationalsocialister var et tilbagevendende fænomen i München. På ethvert sted, der blev brugt af de tyske nationalsocialister, blev en plakat eller en “mindesten” rejst for at fornedre og sprede løgne om deres gerninger.

En mærkelig følelse fyldte mig, og for et stykke tid følte jeg mig i stand til at mærke de faldne krigere, hvordan deres ånder havde rejst fra jorden og med et desperat skrig opfordrede os til at fortsætte kampen.

Königsplatz. Foto: Nordfront.se.

Det sidste sted på vores guidede tur i München var Königsplatz, bygget i det 19. århundrede og brugt af de tyske nationalsocialister til massemøder. Her var der også to “Ehrentempel”, hvor resterne af de 16 martyrer blev opbevaret i sarkofager. Templerne blev revet ned af amerikanerne i 1947.

Gruppefoto med tyske kammerater på Königsplatz. Foto: Nordfront.se.

Mørket havde nu lagt sig over “bevægelsens hovedstad” og vi takkede vores tyske kammerater for at have taget sig tid til at vise os München.

Navnene på de 16 martyrer:

Felix Alfarth
Andreas Bauriedl
Theodor Casella
William Erlich
Martin Faust
Anton Hechenberger
Oskar Körner
Karl Kuhn
Karl Laforce
Kurt Neubauer
Klaus von Pape
Theodor von der Pfordten
Johann Rickmers
Max Erwin von Scheubner-Richter
Lorenz Ritter von Stransky
Wilhelm Wolf

Mindemarchen i Wunsiedel

Fakkeloptoget marcherer gennem martyrsbyen Wunsiedel.

Da vi kom ind i byen, var politibiler og mandskabsvogne indsat på stort set alle gader; besættelsesregimet gjorde opmærksom på sig selv.

Kl. 15.30 samledes vi på togstationen i bayerske Wunsiedel. Derefter fortsatte vi til det andet samlingssted, hvor mindemarchen ville begynde.

Den anden samlingsplads.

På samlingspladsen var der et salgsbord, hvor propaganda, mad og varme drikke var til salg. Efter stund med hyggelige samtaler med tyske kammerater bød arrangørerne af marchen os velkommen.

Da mine tyske sprogfærdigheder er begrænsede, kan jeg kun genfortælle meget lidt af det, der blev sagt i talen om aftenen. Selve marchen var dedikeret til de tyske soldater og de europæiske frivillige i de tyske væbnede styrker, som kæmpede og døde for Tyskland og Europa under Anden Verdenskrig. Kort sagt handlede talen om, at vi har en forpligtelse til at ære de soldater, der kæmpede og ofrede deres liv for vort folk.

Så var det endelig tid til marchen. Vi gjorde opstilling med bannere og fakler og marcherede derefter gennem byens gader. Ikke et ord blev sagt i løbet af marchen, og det eneste der hørtes, var klassisk sørgemusik fra højttalerne på lastbilen, som kørte længere fremme.

Marchen var følelsesfuld, og alle deltagere viste en enorm ærbødighed for de faldne soldater. Efter et stykke tid vendte vi tilbage til det andet samlingssted, og nu blev der afholdt mindeceremoni.

Fanebærerne havde stillet sig op på begge sider af gaden og trommeslagerne slog et par gange på deres marchtrommer, herefter begyndte mindeceremonien.

Fanerne sænkes for at hædre de faldne.

Fanerne blev sænket mod jorden for at ære de faldne soldater og alle deltagere tog hovedbeklædningen af. Taleren råbte nogle martyrs navne op og roste alle soldaterne, som gav deres liv til Tyskland og Europa under krigen, og i fælles røst svarede deltagerne kraftfuldt; “MED OS!”.

Seks personer talte under manifestationen. Modstandsbevægelsens Jimmy Thunlind holdt en højt værdsat tale på tysk.

Trommeslagerne trommede igen og derefter blev fanerne hævet. Mindeceremonien var nu færdig, og vi takkede vores tyske kammerater for en velorganiseret og ærværdig march.

Afsluttende ord

Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed til vores tyske kammerater i Der Dritte Weg for deres grænseløse gæstfrihed i de fire dage, vi brugte i Tyskland. Aldrig før er jeg blevet behandlet med en sådan respekt og ægte gæstfrihed. De fik os alle til at føle os hjemme.

Rejsen gennem det tyske Fædreland gav mig værdifulde minder og blandede følelser, som jeg vil bære med mig resten af mit liv. Det var meget sørgeligt at se, hvordan Tyskland, ligesom Norden, er blevet til en multikulturel kloak styret af hadske folkeforrædere. Den tidligere storhed er som blæst væk, men kammeraterne i Der Dritte Weg giver håb om, at solen igen vil skinne over det tyske rige.

I denne racekamp om frihed og overlevelse må det ariske folk stå forenet. Det er min faste overbevisning, at de nordiske lande og tyskland vil spille en afgørende rolle i Europas befrielse.

Endelig ønsker jeg at ære de millioner af soldater, som uselvisk ofrede deres liv for vor race under Anden Verdenskrig. Deres minde og gerninger lever videre gennem os, der har valgt at fortsætte deres kamp for racens overlevelse og frihed. Det er vores pligt, aldrig at glemme deres offer.

Til martyrerne, der kæmpede og gav deres liv for vor race under den europæiske frihedskrig!

Med os!