Rødder del 2 – Europæisk forhistorie

RACEHISTORIE: Nordfront præsenterer her Johan Perssons anden artikel i en serie af ni artikler om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.

Jordbruget opstod selvstændigt på mindst to steder på jorden: I den gamle verden, Eurasien og i den nye verden, Amerika. De ældste spor af jordbrug, fra omkring 12.000 år siden, stammer fra “den frugtbare halvmåne”, et område som strækker sig fra det sydøstlige Anatolien (nuværende Tyrkiet) til Mellemøsten og helt til Kuwait. På dette tidspunkt er det ikke kun det tidlige jordbrug, der finder sted, men på samme tid begynder isen over den skandinaviske halvø at smelte og de første mennesker bosætter sig i Skåne (i hvert fald de første mennesker siden den forrige mellemistid).

Det er noget af et mysterium for arkæologerne, hvorfor mennesket gik fra det relativt medgørlige jæger-samlerliv til det mere slidsomme jordbrugsliv.  Klimaændringer er en mulig forklaring. En anden er, at mennesket som følge af høj befolkningstæthed blev tvunget til at skifte til en ny måde at skaffe føde, som gav mere mad pr. arealenhed. Da jordbruget var indledt førte det til, at det dyrkende folk producerede et større antal børn end jæger-samlerne, og jordbrugerne erobrede langsom men sikkert jæger-samlernes landområder, generation for generation. På denne måde spredtes jordbruget fra Anatolien, til Balkan og videre gennem Europa. Hovedsageligt langs Donau og Middelhavet.

Disse jordbrugere foretrak at bruge løs jord, hvilket er udbredt i Centraleuropa. Jordbrugerne boede i langhuse i små landsbyer. Det var ikke kun teknikken og tanken bag jordbruget som spredte sig, men også det folk som praktiserede jordbruget. Med jordbruget trængte et middelhavs- eller mellemøstligt folk ind i Europa, som i vid udstrækning erstattede den europæiske jæger-samler, især i Sydeuropa. Jordbrugerne blandede sig relativt lidt med andre folk på deres rejse på tværs af vores kontinent, og når ved omkring 4000 f.Kr. til sidst sydskandinavien og Skotland. Vi bør huske på, at kornafgrøderne på dette tidspunkt ikke var tilpasset det nordiske klima.

Carleton Coon skriver i sin informative bog The Races of Europe, at denne invaderende jordbrugsbefolkning var: relativ lille, lav og feminin i udseende [i forhold til Europas jæger-samlere] og af middelhavstypen.

Stenalderen er opdelt i palæolitikum (i Danmark fra ca. 12.800 f.Kr. til 8.900 f.Kr.), mesolitikum ( 8.900 f.Kr. til 3.900 f.Kr.) og neolitikum (3.900 f.Kr. til 1.800 f.Kr.)  I Vesteuropa defineres begyndelsen af neolitikum i et område ved, at madproduktion opstod i området, det vil sige, fra og med jordbrug eller dyrehold introduceredes. I Østeuropa er definitionen noget anderledes, hvor nemlig brugen af keramik definerer begyndelsen på neolitikum. Definitionerne er ikke desto mindre beslægtede, da anvendelsen af keramik tillader fremstilling af stivelse og på denne måde gør stivelsen, jordbrugets afgrøder, mere tilgængelig for mennesker.

Den indenlandske skandinaviske Ertebøllekultur er markeret med rødt.

Blandt de jæger-samlere som kunne tilbyde de invaderende jordbrugere en relativ robust modstand, finder vi Ertebøllekulturen i det sydlige Skandinavien. Det arkæologiske begreb “kultur” er stort set synonym med “folk”. Disse jæger-samlere var en fisk- og skaldyrsædende kultur omkring 5200 – 4000 f.Kr., som i kraft af deres fødekilde var relativt bofast og havde en høj befolkningstæthed af en jæger-samlere at være. Selv i norske fjorde og i de store skove, som var udbredt i Nordeuropa, lykkedes det den europæiske jæger-samler at overleve mange steder.

I Østeuropa når jordbrugerne til den sydlige del af floden Bug i det vestlige Ukraine, inden deres fremfart stopper. En blandingsbefolkning opstår i grænselandet omkring Dnjepr-floden (Sredny-Stog-kulturen) mellem jordbrugerne og det grove Cromagnon-menneske øst for Dnjepr-floden. J.P. Malloy skriver i bogen In Search of the Indo-Europeans (1989): “Sredny-Stog-folket kan generelt beskrives som proto-europide af middel til lang kropslængde, mere yndefuldt end Dnjepr-Donets-folket [Cromagnon-mennesket østfra], men stadig robuste sammenlignet med andre i deres samtid i Trypillja-kulturen [jordbrugere vestfra]”.

Den sydlige Bug-flod er markeret med mørkeblåt, mod øst finder vi floden Dnjepr, markeret med lyseblåt.

Cromagnon-mennesket er navnet på jæger-samleren i Europa. Jeg vil præcisere, at de genetiske arkæologer taler om to typer af jæger-samlere i Europa. Dels hvad der på engelsk kaldes Western Hunter Gatherer (WHG), hvilket vi her vil kalde for vestlige jægere, og dels hvad der kaldes Ancient North Eurasian (ANE), hvilket her kaldes for mammutjægere. Begge racer så europæiske ud.

Den vestlige jæger er fundet i hele Europa, før jordbrugende middelhavstyper trænger ind og erstatter, og i mindre grad blander sig med ham. Han overlever dog i Nordeuropa. Man ved fra gentests af gamle skeletter, at blå øjne fandtes blandt vestlige jægere, og man tror at det var hos disse jægere den blå øjenfarve opstod, men det er for tidligt at sige præcis hvor almindelige blå øjne var. Flest efterkommere fra både den vestlige jæger og mammutjægeren i dag, finder man omkring Østersøen (se sidste side af Lazardis et al. 2014). Fysisk antropologi viser, at den vestlige jæger var høj, havde en kraftig kæbe, ganske kraftige øjenbryn og et højt kranie.

Mammutjægeren var også grov i udseendet og høj, i Dnjepr-Donets omkring 172 cm (side 191, Mallory). Den højde imponerer naturligvis ikke nogen i dag, men i denne periode var de meget høje. I vores område nåede blev folk først så høje omkring år 1890. Mammutjægerne udbredte sig over hele det nordlige Eurasien, fra Bajkal-søen i Sibirien og ind i Europa.

Selv om jordbrugerne i høj grad fortrængte Europas to stenalderfolk, de vestlige jægere og mammutjægerne, så ved vi fra genetiske studier, at nutidens nordeuropæere hovedsageligt er efterkommere af disse europæiske stenalderfolk, især den vestlige jæger, og at sydeuropæerne har fået næsten en tredjedel af deres DNA fra de europæiske stenalderfolk. De gjorde altså et genetisk comeback!

Da den europæiske jæger-samler vender tilbage til Europa, er det i en noget udvandet form, gennem det indoeuropæiske folk.

Halvdelen af verdens befolkning taler i dag indoeuropæiske sprog, og mange af disse har mere eller mindre indoeuropæisk ophav, stærkest er denne arv i Nordeuropa.

For at indoeuropæerne, et folk som man troede stammede fra den ukrainske steppe, skal have erobret og efterladt genetiske, sproglige og kulturelle rester i stort set alle lande fra Irland i vest til det nordvestlige Kina i øst, fra Nordkap i nord og til Sri Lanka i syd, så er noget ekstraordinært påkrævet. Hvem var disse tidlige indoeuropæere og hvad var deres fordel?

Denne slags spørgsmål er blevet motiveret intensivt over 200 år. Jeg vil her præsentere, hvad jeg tror er den mest sandsynlige forklaring baseret på genetiske studier, arkæologi og fysisk antropologi. Dette er også den mest populære forklaring, blandt både forskere og lægfolk.

De tidlige indoeuropæere og deres styrke

Mamutten uddør, mens indlandsisen trækker sig tilbage, og andet megafauna uddør sammen med den. Sandsynligvis som følge af klimaændringer og menneskelig jagt. På denne tid bliver mammutjægerne tvunget til at ændre livsstil. De lykkes med den utrolige bedrift, at tæmme vildhesten, hvilket vi ved skete et sted i Ukraine, måske tidligere end 4000 f.Kr. Denne store bedrift ændrede verdenshistorien.

Tæmningen gav en fordel i krig, for kan man ride, kan man hurtigere mobilisere mænd, selv om man formodentligt ikke på tidspunktet endnu kunne kæmpe fra hesteryg. Men hesten gav også en anden fordel gennem hoppens mælk. Et laktosetolerant folk kan få betydeligt mere energi fra et husdyr end et laktoseintolerant folk kan, som tvinges til at slagte dyret. Mere energi kan potentielt lede til flere krigeriske mænd. Så selv om de omkringboende folkeslag lærte at ride på hest, kunne de ikke kopiere genet for laktosetolerance. Hoppemælk indeholder i øvrigt mere laktose end komælk.

Den europæiske genmutation for laktosetolerance findes også i en del indere, hvilket forklares ved, at mutationen er knyttet til indoeuropæere som bragte den med sig under deres invasion af subkontinentet.

Dette beredne folk , tidligere mammutjægere, kan have talt et finsk-ungarsk sprog. De erobrer nu bofast, jordbrugende folk som taler et andet sprog og som har deres aner i syd (med forbindelse til Kaukasus). De dræber mændene og tager kvinderne. Dette skaber til sidste Yamnaya-kulturen i det nuværende Ukraine, og sammensmeltningen af de to sprog bliver til indoeuropæisk. Hos disse tidlige indoeuropæere dominerer mammutjægerenes mandlige Y-kromosom totalt, mens mitokondrie-DNA’et, hvilket arves fra moderen, stammer fra jordbrugerne.

Eftersom Y-kromosomet kun arves fra faderen, og mitokondrie-DNA’et kun arves fra moderen, så blandes de ikke for hver generation. Det kaldes med en fælles betegnelse for haplogrupper. Eftersom der ingen blanding sker, er mit Y-kromosom det samme som mine mandlige forfædres Y-kromosom, eksempelvis min farfars farfars farfars far (bortset fra eventuelle mutationer). Mit mitokondrie-DNA er identisk med min mormors mormors mormors mor.

DNA-spor tyder på, at de jordbrugere som mammutjægerne blandede sig med, var mere lig nutidens georgiere end nutidens sardiniere , de var altså ikke rigtigt samme type af jordbrugere, som spredte sig over større dele af Europa. Dette er dog endnu ikke helt klart og formodentlig mere mere komplekst, end at jordbrugerne blot var fra én population. Sardinierne er i øvrigt det nærmeste vi har den gammeleuropæiske jordbrugsbefolkning, som oprindeligt kom fra den frugtbare halvmåne.

Nogle hævder, at mindet om sammenblandingen mellem jæger-samlerne og jordbrugsfolket stadig findes i legender og gudefortællinger. I kampen mellem aser og vaner, og muligvis i historien Titus Tatius, Sabinernes Konge (en romersk legende).

Jeg vil komme med endnu en vovet påstand. Det er nemlig ikke sikkert, at hændelsen fandt sted som jeg har beskrevet her. Måske blandede mammutjægerne og jordbrugerne sig allerede inden hesten blev tæmmet. Måske var det hele en gradvis sammenblanding og ethnogenesis.

Det er sandsynligt, men ikke sikkert, at teorien om laktosetolerance er en betydelig årsag til indoeuropæernes ekspansion. Det er måske ikke sikkert, at en sådan fordel var nødvendig for ekspansionen. Den germanske erobring af hele Europa, samt dele af Nordafrika, hvilket førte til Romerrigets fald, viser at en ekspansion og erobring af enorme landområder kan ske uden en teknologisk fordel. Det eneste der krævedes dengang var, for at udtrykke mig i Nietzsches termer, det blonde bæsts jagt på ære og dominans.

Uanset hvordan detaljerne af indoeuropæernes ethnogenesis ser ud, så tyder estimater på, at Europas befolkning blev halveret omkring år 3000 f.Kr., i visse områder sank befolkningstallet endnu mere, i takt med den indoeuropæiske stridsøksekulturs udbredelse. Europas befolkning genoprettes ikke i mindst 1000 år, fordi det nye folk, indoeuropæerne, ikke benytter sig af jordbrug i samme udstrækning som det tidligere folk. Landsbyer og størstedelen af alle afgrøder forsvinder fra Nordeuropa, og den tidligere jordbrugsbefolkning forsvinder. I betragtning af jordbrugernes næsten totale udryddelse i Nordeuropa, tyder det på at indoeuropæerne ikke tog jordbrugerne som slaver, men slog dem ihjel med deres stridsøkser. I det sydlige Europa, derimod, blander arierne sig med jordbrugerne, formodentlig på grund af en højere befolkningstæthed blandt jordbrugerne her end i Nordeuropa.

Her udmærker Skandinavien og dele af Jugoslavien sig dog, eftersom jæger-samlernes Y-haplogruppe I er almindelig iblandt os, på trods af, at vi har en stærke indoeuropæiske rødder. I Sverige har for eksempel 40% af alle mænd denne haplogruppe. Dette indikerer, at de skandinaviske mænd ikke blev udkonkurreret af de invaderende indoeuropæiske folkeslag, men at de skandinaviske mænd tog indoeuropæernes kvinder i mindst lige så stort omfang som det omvendt skete. Det samme må være hændt i de dinariske alper på Balkan. Deres stenalderpopulation lidt anderledes end vores, men stenalderfolkets Y-haplogruppe har også der overlevet både jordbrugernes og indoeuropæernes invasion. Dette er unikt, fordi i resten af Europa har indoeuropæerne erstattet de tidligere mænd. Vi kan bemærke, at stenaldermanden førte sine gener videre i netop de områder som huser store mænd – Skandinavien og i de dinariske alper, som strækker sig gennem det vestlige Balkan.

Mere end halvdelen af Nordeuropas DNA kommer stadig i dag fra Europas stenalderpopulation. Vi er 40%-50% vestlig jæger-samler, knapt 20% mammutjæger og knapt 40% sydlandsk jordbruger. Når vi bevæger os sydpå i Europa, så øges andelen af sydlandske jordbrugere på bekostning af hovedsageligt den vestlige jæger, men også på bekostning af mammutjægeren (Lazaridiz et al. 2014).

/Johan Persson

Læs også:
Rødder del 1: Genetisk slægtskab
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 8: Mod øst
Rødder del 9: Mod vest