Det er dem, der ikke kæmper, som er taberne
KRONIK: Joakim Kannisto henvender sig i denne kronik både til dem, der aldrig har turdet tage del i kampen, og til dem, der tidligere har været en del af den, men har forladt den.
At de seneste år og årtier – ja, egentlig hele efterkrigstiden – har været svære for nationalsocialismen, er der ingen, der har misset. Dette gælder ikke mindst sandhedens fjender, som trods deres krampagtige forsøg stadig ikke engang kan lave ordentlig propaganda ud af den “nationale bevægelses” mangler.
Med dette sagt må man måske konstatere, at Den Nordiske Modstandsbevægelse aldrig rigtigt har været en del af den bredere nationale bevægelse. Jeg husker, at jeg selv og andre udenforstående nationale så det på samme måde for næsten 20 år siden. Jeg vil ikke gå alt for dybt ind i den dynamik, der eksisterede dengang, men selvom Modstandsbevægelsen allerede dengang bestod af de selvopofrende og ubøjelige helte, der var villige til at ofre alt i enhver kamp, de mødte, blev den ikke anset for at være civiliseret, dannet eller egnet til samarbejde. Det var delvist den kompromisløse og offensive tilgang, der skræmte folk væk.
Hvem har ikke set klip fra for eksempel Folkets March eller Salem, hvor urnordisk raseri blev udvist, hvor kampråbet fra verdens stærkeste folk under pres manifesterede sig i voldelig konfrontation mod de rødes og fremmedes bander, og hvor disse under sejrshyl blev slået tilbage? På trods af næseblod og faner, der sank til jorden, var det netop disse trofaste individer, uanset hvad man mener om vold og lignende, der bekæmpede ordensmagten, de røde og alt, der stod i vejen.
I dag kan man sikkert se tilbage på organisationens og individers handlinger som idiotiske og dumdristige. At skandere ”Adolf Hitler” i en stor march eller aktivt opsøge de røde i Kärrtorp, hvor man bliver angrebet og får både pressen og ”nationale” imod sig. Ligeledes under 30. november og mange andre begivenheder, hvor modstandere blev slået tilbage.
Der er utroligt meget at fremhæve, da Modstandsbevægelsen siden 1997 har kæmpet offensivt for vores folk, og naturligvis er der utroligt meget for kujoner, tidligere medlemmer og tastaturkrigere at sige om det hele. Det er socialt selvmord, alle er på overførselsindkomst, de er narkomaner og så videre og så videre…
Jeg ville ønske, at flere kunne tage lidt mere afstand fra det sociale stigma, da det står i vejen for kampen. Ofte passer fordommene dog slet ikke. Her i Rede 1 er mig bekendt alle enten i arbejde eller under uddannelse. Vi har også vores egen hierarki og kan foretage narkotikatests samt ekskludere folk, hvis de tager stoffer, hvilket alle er indforståede med – men heldigvis er intet sådant kommet frem.
Og hvad angår socialt selvmord: Nogle gange, når jeg gennem mit arbejde er på internationale rejser for indkøb og lignende, føles det, som om jeg er blevet googlet på forhånd på grund af de emner, vi løfter og diskuterer. Men oftest tror jeg, at det snarere skyldes den generelle tilstand, den hvide verden befinder sig i. Ingen i den hvide verden i dag kan forsvare indvandring fra tredjeverdenslande, raceblanding eller fremme af et ”inkluderende” og multikulturelt samfund uden at blive gjort til grin.
Det, jeg egentlig vil frem til i denne tekst, er, at jeg gennem de år og organisationer, jeg har været en del af, har genkendt et mønster. Hvert 4.-6. år sker der noget negativt og organisatorisk rystende. Det kan være, at et medlem af en organisation med flere tusinde medlemmer gør noget dumt, hvilket får alle undtagen nogle få hundrede til at forlade den. Det kan være splittelser og fraktionsdannelser, eller at medierne slår ekstremt hårdt ned på individer i en bestemt region, eller at endnu en ny gruppe bliver dannet. Alt dette fører til en svækkelse af den større gruppe.
Jeg er overbevist om, at vinden for længst har vendt, og at de kommende år tilhører os. Vi vil se en enorm rekruttering og aktivitetsniveau, større end nogensinde – tiden er moden, og det begynder allerede at kunne mærkes nu.
Men med dette vil der igen komme forskellige former for reaktioner fra medier og stat – både åbenlyse og skjulte. Der vil komme individer, som ønsker at splitte, og karismatiske personer med nye perspektiver. Alt dette er sket før – i mit korte liv og gennem mine 20 år i kampen – hele tre gange.
“At fortsætte i samme spor, som vi har gjort siden 1997, er ikke et tegn på fiasko, da det kun er de svage individer, der har kastet håndklædet i ringen, som har fejlet. De oprindelige metoder er de eneste, der beviseligt virker, for trods medlemsudskiftning er Den Nordiske Modstandsbevægelse den eneste organisation, der stadig står tilbage.”
Du har måske brugt tid på andre projekter eller organisationer, som i bagklogskabens lys ikke synes at have gjort meget andet end at kræve din tid. Der findes tusind eksempler, lige fra den tidligere prestigefyldte Salem-march til hyldesten af Engelbrekt, til at bruge tid i en lokalforening eller i fængsel, hvor du har indset, at du ikke havde den støtte, du troede.
Men uanset dine modgang, så er din kamp IKKE forbi! Den kan ikke være det, for vi har endnu ikke vundet, vi er ikke frie, og dine efterkommere får ikke lov at leve i en stat, der eksisterer for folket.
Det er et hårdt argument, og dem, der læser dette, bliver sikkert sure over det, men det er sandt. Vi, der er villige til at ofre, vi står stadig fast. Det er jer andre, der har forladt kampen, som ikke kæmper og ikke vil engagere jer, der er taberne. For os er den virkelige kamp knap nok begyndt, og den vil ikke slutte, før vi sejrer eller dør.
Vi ønsker at give vores folk et solidarisk samfund, hvor staten kan tilbyde rimelige lån til dit hus, din virksomhed eller din bil uden ågerrenter. Hvor en kræftbehandling ikke tager seks måneder at påbegynde, hvor bedstemor ikke dør mishandlet, alene og bange på et afsides plejehjem. Et Norden fyldt med kærlighed til vores folk, hvor vi investerer i vores fremtid gennem uddannelse til vores børn og et forsvar for vores race.
Det er ikke en frygtelig eller asocial tanke. Det handler ikke om gas, klasseforagt, satanisme eller nogen af de opdigtede ondskaber, vi påstås at forfægte. Det handler om livsrum for VORES folk og for OS.
Tænk på jeres fremtid og jeres børn. Alle de ofre, det indebærer at slutte sig til os – at bruge tid og penge på aktivisme, at blive meningsregistreret og retsforfulgt – er intet i forhold til det kaos, der ville opstå uden den hvide mand i denne verden.
Og til jer unge: Fremtiden er jeres, og som det ser ud nu, er den fremtid lys. Velkommen til kampen, der betyder noget!
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Flot skriv og sandt. Jeg har aldrig forladt kampen selvom jeg af grunde jeg ikke kan nævne her, blev nød til at være væk fra organisationen. Jeg ser mere og mere folk have samme mening som jeg selv rundt i hverdagen. Jeg tager kontakt igen inden længe. Henrik