Den nationalsocialistiske retsstat

NATIONALSOCIALISME: Sebastian Elofsson argumenterer i denne artikel for etableringen af ​​en nationalsocialistisk retsstat.

Genrebillede. Foto: motståndsrörelsen.se

Orden, frihed og retfærdighed. Det er kodeordene for det retsvæsen, vi vil skabe, når vi har taget magten.

Når man taler om retsstaten i dag, er dette begreb synonymt med liberalt demokrati. Man mener, at det liberale demokrati er selve forudsætningen for overhovedet at kunne opbygge en retsstat. Repræsentanterne for det liberale demokrati slår ofte for brystet og hævder, at vi faktisk lever i en retsstat, hvor enhver mand og kvinde kan føle sig trygge og nyde enorme friheder. Det er ikke andet end en stor løgn, for i praksis er det stik modsat.

Vi ser i dag, hvordan for eksempel voldtægtsmænd og pædofile går fri efter nogle år i fængsel eller i retspsykiatrisk behandling. Vi ser, hvordan disse kriminelle kan vende tilbage til deres umoralske livsstil efter at have afsonet deres “domme”.

Vi ser, hvordan de virkelige ofre, alle de hvide svenske kvinder, der er blevet voldtaget og vanæret, alle de børn, der er blevet besmittet på de mest modbydelige måder og alle de svenske mænd, der er blevet ydmyget, røvet og myrdet, bliver udskældt af de liberale “demokrati” gennem dets evige kælen for disse mordere, pædofile, nedværdigende røvere og voldtægtsmænd.

Vi ser også, hvordan folk med kontroversielle meninger, folk, der er imod denne syge samfundsudvikling, vilkårligt fængsles af et korrupt retssystem udelukkende på grund af den kritik, disse ligeryggede nordboere udtrykker.

Ingen mand eller kvinde ved deres rette sind kan påstå, at vi lever i en retsstat!

Lige rettigheder og pligter.
Staten er garant for den enkeltes lykke og frihed. Det er staten, der gør det muligt for den enkelte borger selv at kunne bestemme sin skæbne, at kunne vælge sin egen vej i livet i forhold til familiedannelse, bopæl, erhverv, religiøs tro mv. Uden en stat, der garanterer disse rettigheder, kan enhver gøre hvad som helst mod enhver uden konsekvenser.

Den enkelte skal også vide, at selv når ingen andre er på hendes side, er hun sikret en retfærdig rettergang i en domstol, hvem hun end er. Hun skal også vide, at den, der har forurettet hende, får sin retfærdige straf efter loven, uanset hvad andre måtte mene.

Men selv om individet nyder godt af rettigheder, har hun en forpligtelse til at kæmpe for sin frihed. Hun har pligt til at kæmpe for sit folks fremtid og underkaste sig folkets fælles interesser, når det kræves af hende. Det er de forpligtelser, der følger med hendes rettigheder. Fordi ret og pligt i sidste ende er en og samme ting, er det ene ikke muligt uden det andet. Får man noget, skal man også give det tilbage.

Ingen skal heller kunne lyve, bedrage eller snylte folket uden at skulle mærke konsekvenserne af deres umoralske handlinger. Netop dette er af største betydning; Loven skal bygge på moral!

Det, der er rigtigt, skal også føres ind i lov og den, der bryder loven, og dermed moralen, skal også straffes. De fleste mænd og kvinder af nordisk fødsel ved inderst inde, hvad der er rigtigt og forkert. Vi ved, at det er forkert at torturere både dyr og mennesker ihjel, vi ved, at det er forkert at forgribe sig på børn, vi ved, at det er forkert at stjæle og bedrage andre osv. Det er netop denne almindelige folkelige følelse af rigtigt og forkert, som loven skal bygge på.

Sådan er det dog ikke i nutidens liberale demokrati. I dette samfund ses kriminelle som ofre, og loven er baseret på, hvad magthaverne mener er rigtigt i henhold til deres fremmedfjendske overbevisninger. Ifølge disse forrædere, som gennem masseindvandring og multikulturalisme myrder deres eget folk, har forbryderen lige så meget ret som den retfærdige borger.

Dette er intet andet end en fordrejning af retssikkerhedsbegrebet.

Den, der er fundet skyldig af en uafhængig domstol, har også midlertidigt eller permanent opbrugt store dele af sine rettigheder, afhængig af den begåede forbrydelse, og forbliver således forpligtet til at sone for sin forbrydelse og, hvor det er muligt, at gennemgå den rehabilitering, der er nødvendig for at kunne vende tilbage til samfundet efter afsoning som et produktivt medmenneske i samfundet.

Domstolene i Sverige er ikke uafhængige. I enhver distriktsdomstol og appeldomstol sidder politiske nævninge med magten til at dømme eller frikende en anklaget part. Disse politiske kommissærer udnævnes direkte af partierne og mangler tilstrækkelig juridisk uddannelse. I hver byret er der tre nævninge og en juridisk dommer, alles stemmer vægter lige meget. Appelretten har normalt tre juridiske dommere og to nævninge, i hvert fald i straffesager. Det betyder, at de politiske partier har direkte kontrol over domstolenes første instans og stor indflydelse i appelretten.

Uddannede jurister skal sidde i domstolene, ikke uuddannede politikere, der hele tiden skal blande deres eget partis dagsorden ind i deres praksis. At dette system ville blive betragtet som noget sundt og i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, er lige så idiotisk som en rengøringsassistent får job som overlæge på et hospital. Dommersystemet skal derfor afskaffes!

En ny ordensmagt.
Samtidig med at en retsstat skal have et stærkt og uafhængigt retsvæsen, skal den også have et stærkt og effektivt retshåndhævende organ. Den nuværende politistyrke er dog både korrupt og handlingslammet.

Det siger sig selv, at et svagt politi, der mangler både ressourcer og vilje til resolut at bekæmpe importeret organiseret kriminalitet, aldrig kan opretholde orden og tryghed i et samfund.

Udadtil giver man indtryk af, at man har situationen under kontrol, men virkeligheden er noget helt andet. Udlændingebanderne kontrollerer hele kvarterer, som de styrer med jernnæve, og politiet i disse områder er fuldstændig magtesløse. Skyderier, bombeattentater, voldtægter, narkosalg, tortur og ydmygende røverier er noget, vi læser om hver dag.

Situationen i dag er så alvorlig, at hvis man vil knuse organiseret kriminalitet én gang for alle, er man nødt til at anvende, hvad mange ville se som ekstreme metoder.

Det ville have været mere eller mindre nødvendigt at erklære undtagelsestilstand i hele landet og sende militæret, pansrede køretøjer og svært bevæbnede soldater ind i forstæderne for derefter at arrestere og tilbageholde alle disse bandemedlemmer og de mennesker, der bevæger sig i denne sfære, i afventning af retsforfølgelse og udvisning. Så stærke og udbredte er de kriminelle bander i det multikulturelle Sverige.

Politikerne, der styrer dette land, har skabt denne situation gennem deres anti-folkepolitik, gennem den massive rumvæseninvasion, som de selv har åbnet portene for. De bærer selv ansvaret for al den lidelse, vores folk udsættes for.

Politimyndigheden derimod, hvis opgave er at opretholde lov og orden, har heller ikke noget som helst ønske om for alvor at knuse denne terrorbølge mod det svenske folk. De øverste chefer er korrupte og mere interesserede i deres karriere end at bekæmpe kriminalitet.

Det er selvfølgelig indlysende, at politimyndigheden til dels holdes tilbage af de nuværende love vedtaget af forræderne i Riksdagen, og når først nogen er anholdt og stillet for retten, uddeles der enten en minimal straf, der ikke står i forhold til forbrydelsen eller andre tilfælde en dom, der på ingen måde giver den rehabilitering, der kræves for at forhindre, at personen vender tilbage til kriminalitet.

Udvisning, i tilfælde af fremmede bander, er normalt ikke en mulighed på grund af det korrupte jurysystem. Men selv hvis den nuværende politimyndighed havde beføjelse til at gøre det nødvendige, og domstolene faktisk var uafhængige og loven sund, ville den ikke være i stand til dette.

En politimyndighed, der vægter såkaldt “dialog” højere, og som kæler for de kriminelle udlændingebander i stedet for at vise handling, kan ikke garantere nogen sikkerhed, uanset hvor mange ressourcer og beføjelser den har. Den dårlige ledelse kombineret med en kulturmarxistisk doktrin har skabt et råd i politiet. De fysiske og mentale krav er blevet sænket til fordel for politisk korrekthed, hvilket har ført til en politistyrke fyldt med raceudlændinge, svage feminiserede mænd og mentalt ustabile kvinder, LGBTQP-fanatikere og multikulturalister.

Der er ganske vist stadig både stærke og ærlige politifolk tilbage, mænd såvel som kvinder, men disse er i klart mindretal. Ikke sjældent bruger den nuværende politimyndighed enormt mange ressourcer på at bekæmpe politisk opposition.

Som aktivist i Den Nordiske Modstandsbevægelse har jeg gennem årene oplevet både brutalitet og chikane fra politiet mod mig selv og mine kammerater. Her er der tilsyneladende altid ressourcer, men gamle Anna, der bliver bestjålet og voldtaget i sit eget hjem af fremmede, må klare sig selv.

Hele politimyndigheden skal derfor afvikles for at give plads til en ny effektiv ordensmagt bestående af fysisk og psykisk stærke mænd og kvinder med vilje til at beskytte befolkningen mod alle tænkelige interne trusler. Det må være den nye ordensmagts primære opgave. Den skal også have magten til at gøre, hvad der er nødvendigt for effektivt at forebygge og stoppe kriminalitet.

Orden, frihed og retfærdighed.
I det nye samfund, vi skal bygge, er der ikke plads til egocentrisme. Folket, altså racekollektivet, står altid højere end individet.

På trods af dette skal enhver nordisk borger sikres grundlæggende rettigheder ved siden af ​​sine forpligtelser. Hun skal, som jeg nævnte tidligere, have ret til at kunne gå sine egne veje i livet, så længe det ikke betyder, at hun vender sig mod sit eget folk.

Vi vil bygge en ny retsstat, hvor lige rettigheder og forpligtelser vil gælde for alle nordiske borgere, en stat, hvor deres frihed og sikkerhed vil være sikret gennem deres egen offervilje. For et samfund bestående af rodløse individer med uendelige “rettigheder”, men uden forpligtelse til at forsvare deres rettigheder, vil aldrig kunne blive fri og sikker for hensynsløse profitmagere og misbrugere.

Hvem der i fremtiden vælger at forråde sine egne mennesker, den, der vælger at myrde, stjæle og på andre måder forgribe sig på og udnytte deres medmennesker, skal vide, at han eller hun bliver fanget og skal betale prisen for deres umoralske handlinger.

Når alt dette er sagt, er det vigtigt at forstå, at det netop er den nuværende tilstand, der har muliggjort bandernes terror, at det er den nuværende tilstand, der har givet anledning til den udbredte kriminalitet i samfundet, uanset hvilken type kriminalitet. det er det faktisk. Uden masseindvandring ville problemerne med skyderier, narkosalg, voldtægter og bombeangreb mere eller mindre være fortid.

I de alvorlige straffesager er det mere end passende at have lange straffe, og i tilfældene af de utilgivelige forbrydelser endda dødsstraf, men denne tankegang kan ikke anvendes i alle situationer, når man taler om kriminalitet.

Mennesker, der for eksempel tager stoffer, stjæler og hengiver sig til hærværk og andre former for “mildere” kriminalitet, er som regel mennesker, der simpelthen er havnet på et forkert spor i livet.

I hele samfundet eksisterer der en ånd af ekstrem individualisme, som har betydet, at folket ikke føler nogen forbindelse med hinanden, de tænker kun på sig selv og højst deres nærmeste pårørende. Denne stat står bag og fortaler aktivt for disse ideer om individets absolutte “frihed” til at gøre præcis, som hun vil uden nogen som helst hensyntagen til sine medborgere. Det gør man netop, fordi man vil splitte folket. Dette skaber egocentriske mennesker, som ikke har noget imod at udnytte eller skade andre mennesker, hvis det på en eller anden måde gavner dem selv.

I stedet for at placere disse mennesker i trange fængselsceller uden kontakt med omverdenen, hvor de kun vil blive holdt midlertidigt, skal de have en ærlig ny chance:

“Den, der afsoner en fængselsdom, skal arbejde hårdt for at råde bod på sin forbrydelse, men også vide, at når han eller hun kommer ud, er der et sted at tage hen, at der er arbejde og bolig til rådighed, og at der er arbejdet på enhver økonomisk gæld og betalingsanmeldelser. af allerede i varetægtsfængslingen. Den, der har afsonet sin straf, skal også have modtaget terapeutisk hjælp, været uddannet, modtaget brugbare erfaringer for fremtiden og forstået, hvad fællesskabsbegrebet går ud på. Dette vil minimere risikoen for tilbagefald og dermed være til gavn for samfundet som helhed.”

Vi ønsker også, at der lægges stor vægt på kriminologisk forskning for at forebygge kriminalitet og også for at give den psykiatriske behandling de nødvendige ressourcer. Vi tror også på en større andel af åbne institutioner med obligatorisk arbejde, gerne land- og skovbrug, hvor de indsatte faktisk kan komme både dem selv og samfundet til gode.

Punkt 9 i Modstandsbevægelsens politiske program, Vores Vej
Vi vil fortsætte med at kæmpe for folket og landet med ambitionen om at skabe en reel retsstat med en stærk ordensmagt, hvor ægte retssikkerhed hersker, og hvor vores folk ikke længere plages af kriminelle fremmede bander og udenlandske profitører.

Denne nye tilstand vil heller ikke i alle andre henseender efterligne den nuværende. Vi ønsker ikke at se et samfund gennemsyret af grådighed, hvor mænd og kvinder er overladt til sig selv, hvor enhver svensker stilles op mod hinanden.

Det er vores ønske at bygge en helt ny stat, hvor enhver nordisk borger er en del af et større fællesskab af mennesker, hvor den stærke hjælper med at løfte de svage op på deres eget niveau, et samfund, hvor hele det nordiske folks trivsel er i fokus. Vi vil rive denne kriminelle og dekadente stat ned og bygge en nordisk folkestat i stedet for. Det er vores ambition.

For orden, frihed og retfærdighed!