Modstandsbevægelsen deltog i eksklusiv svensk konference for europæisk enhed

Den unge spanier proklamerede med høj stemme og et hurtigt, engageret spansk, at Europa er i forfald. De europæiske folk har stået bag størstedelen af verdens fremskridt, og for at bevare os selv er det nødvendigt at skabe et aristokrati, der vælter den nuværende orden.

Allerede fra begyndelsen indså man, at tolken stod over for en umulig opgave. Talen kunne sprogligt oversættes til engelsk, men det virkede umuligt for tolken at genskabe hastigheden og intensiteten fra det spanske til engelsk.

Peralta gengav historien om de 300 spartanere, og hvordan deres heltegerninger inspirerede resten af Grækenland til at stå imod invasionen. Herefter skruede hun op for tempoet og erklærede, at så længe 300 mennesker kæmper, vil Europa stadig leve!

På trods af europæernes forskelligheder stammer vi fra samme rod, og ligesom Vejdeland mente Peralta, at det er nationalsocialisternes opgave at forene de europæiske folk. Hvis vi fejler i denne opgave, vil civilisationerne stagnere og til sidst dø ud.

Nationalister i hele Europa kan ikke vente på en Messias, men må forstå, at kraften til at skabe forandring findes i os selv. Talen blev mødt med kraftige klapsalver.

Fra Tyskland deltog fremtrædende partimedlemmer fra Der Dritte Weg, som informerede publikum om partiet og dets tre grundpiller – nationale, revolutionære og socialistiske. I modsætning til de øvrige talere valgte de at inspirere lytterne visuelt ved at fremvise flere videoklip fra partiets aktiviteter.

I materialet blev der vist klip fra demonstrationer, taler, propaganda, konkurrencer mellem kammerater ved samlinger, midsommerfester med fakkeloptog og afbrænding af et stort solkors. Til publikums fornøjelse tog de sig også tid til at præsentere kulturelle udtryk som dans og korsang arrangeret af organisationen.

For at beskrive aftenens aktivitet på en passende måde, må den utrolige lokation også nævnes, da den virkelig satte rammen for hele arrangementet på en fremragende måde. Under pausen kunne deltagerne frit bevæge sig rundt og diskutere talerne eller andre politiske spørgsmål. For dem, der ikke ønskede at stå op, var der flere grupper af smukt placerede lædersofaer med borde, som gav deltagerne mulighed for at hvile benene og føre mere private samtaler end resten af gruppen.

Efter en diskussion på omkring en time blev deltagerne bedt om at sætte sig til bords og nyde en luksuriøs og velsmagende flæskegryde med kanel og æble. Naturligvis blev middagen afsluttet med kaffe og kage – en uundværlig del af en seriøs middag. Efter den lange pause blev deltagerne kaldt tilbage til scenen for at lytte til aftenens fjerde taler.

Lady Michéle Renouf

Indledningsvis takkede hun ydmygt for gæstfriheden og fortalte, at Ursula Haverbeck, som hun kendte personligt, nu uden tvivl var i Valhalla, eftersom hun var afgået ved døden under sin kamp mod systemet. I Tyskland var der aktuelt en ny retsafgørelse undervejs, som ville afgøre, om Haverbeck igen skulle fængsles for sine spørgsmål til den officielle historiefortælling om det nationalsocialistiske Tyskland. Renouf sammenlignede Haverbecks kamp med den, som palæstinenserne i dag udkæmper for deres overlevelse i Palæstina.

Renouf udtrykte særlig foragt for nutidens kristne, der behager jøderne, fordi de betragter dem som Guds udvalgte folk. Hun kritiserede især Donald Trumps nuværende regeringsopbygning, selvom hun også påpegede, at både Donald Trump og Vladimir Putin i mange tilfælde imødekommer jødernes interesser, men ikke altid. Dette gjorde det vanskeligt at forstå, hvordan de tænker og handler i forskellige situationer.

Den sidste taler var Simon Holmqvist, som indledte med at reflektere over en seks år gammel artikel, han havde skrevet. Han nævnte, hvordan nogle forudsætninger havde ændret sig siden starten af konflikten mellem Ukraine og Rusland, men understregede, at målet fortsat må være at støtte hinandens lande, når vi vinder indflydelse på alle mulige områder, for på længere sigt at sikre de europæiske nationers handlefrihed.

I dagens situation er det nødvendigt, at de forskellige aktivistorganisationer skaber fælles budskaber, der kan spredes i alle europæiske lande. Gennem en sådan strategi bliver ikke blot folket, men også aktivisterne selv, mindet om, at disse spørgsmål ikke kun er nationale, men europæiske, og at vi i høj grad deler samme skæbne.

Holmqvist afsluttede med at understrege, at enheden ikke skal være for enhedens skyld, men at det skal være et radikalt fællesskab, hvor vi forener os for at forsvare os selv.

Da alle talere var færdige og arrangørerne havde blevet takket af, var dagen blevet til sen aften. Nogle valgte at tage hjem, mens mange andre blev hængende i endnu nogle timer for at mingle og udveksle kontakter blandt de europæiske kammerater!