Mordet på Folke Bernadotte

Grev Folke Bernadotte var spejderchef, formand for det svenske Røde Kors og nevø til den svenske kong Gustaf V. I 1948 påtog han sig rollen som særlig FN-mægler i det konfliktfyldte Palæstina. Efter at have forsøgt at bringe ro i området på forskellige måder besluttede FN’s Sikkerhedsråd at udpege en særlig mægler. Valget faldt på Bernadotte. Efter påskeferien fik han forespørgslen om at tage mægleropgaven på sig.

Bernadotte mente, at han kun havde én procents chance for at lykkes. Alligevel tænkte han, at han ville fortryde resten af livet, hvis han sagde nej. Det virkede ikke til at bekymre ham, at opgaven kunne forkorte hans liv betydeligt.

Møde med Exodus-jøder
Bernadotte fik en konkret erfaring med zionismen, da han som formand for det svenske Røde Kors besøgte forskellige flygtningelejre i Tyskland i efteråret 1947. Her besøgte han en lejr, hvor “en del af de såkaldte Exodus-jøder var blevet taget imod.”

Der fik han lejlighed til at tale med nogle af deres ledere. Han beskriver det som en udelukkende “beklemmende oplevelse at møde disse personer, der syntes forblindede af fantasien og kun havde én tanke, nemlig at vende tilbage til Palæstina.”

De ønskede ikke at sige, hvilket land de kom fra, men gentog blot, at de oprindeligt kom fra Palæstina og ville vende tilbage dertil. “Man kunne næppe mærke nogen taknemmelighed for de ganske gavmilde gaver, der fra Europa-hjælpens side var blevet sendt til lejren.” (s.159) En engelsk officer fortalte, at de internerede var svære at håndtere og havde ødelagt en stor del af lejrens indretning.

Israel-Palæstina konflikten
Den 27. november 1947 besluttede FN, at det britiske mandat i Palæstina skulle deles i en jødisk og en arabisk del. USA var drivende, og Sovjet samt de nordiske lande stemte for delingen. Storbritannien og arabiske stater var imod beslutningen. Den jødiske befolkning blev anslået til at være 600.000, mens den arabiske befolkning var omtrent det dobbelte.

Det britiske mandat blev opløst den 1. maj 1948. Omfattende kampe og terrorvirksomhed blev ført i området. Storbritannien leverede våben til forskellige arabiske lande, og briter deltog aktivt på arabisk side under kampene i foråret 1948.

I den jødiske del forekom oprustning med støtte fra Tjekkoslovakiet, USA og Frankrig. USA’s præsident Harry Truman skrev i sine memoirer, at han aldrig troede, han “nogensinde blev udsat for så meget propaganda og pres som i denne sag.” (s.165)

Våbenhvile
Bernadotte lykkedes med at forhandle en fire ugers våbenhvile fra den 11. juni og frem. For dette udtrykte han en “ydmyg taknemmelighed overfor Gud.” Han mente, at han “kun havde været et

Stern-bandens grundlægger, Avraham Stern.

redskab i den Højestes hånd, når det kom til at standse en meningsløs krig.” (s.172)

Snarere var det sådan, at både arabere og jøder havde brug for en pause for at kunne ruste sig til fortsatte kampe. Israel kunne styrke deres våbenmagt, uddanne personale og købe moderne våben. Arabernes interne splittelse gjorde, at deres oprustning gik langsommere.

Bernadotte blev hårdt angrebet i den jødiske presse. De beskrev, hvordan han havde stået på Himmlers side mod slutningen af krigen. Bernadotte forsøgte hele tiden at finde en mellemvej. Han forsvarede sig med, at omkring 10.000 jøder blev reddet gennem hans aktion med de hvide busser.

Den 9. juli ophørte våbenhvilen uden at opnå en forlængelse. Bernadotte mente, at FN skulle bruge økonomiske og diplomatiske sanktioner for at stoppe kamphandlingerne. Hvis det ikke hjalp, ønskede han, at FN skulle bruge militær magt. (s.178) I stedet for at begrænse konflikten havde våbenhvilen forværret den.

Mordet
Stern-banden var en lille underjordisk terrororganisation, grundlagt i 1939 af den polske jøde Avraham Stern. Under krigen myrdede organisationen britiske politimænd og soldater samt plyndrede statslige og private bygninger.

Stern selv blev myrdet af den britiske efterretningstjeneste i 1942. Som svar på dette blev den højeste britiske repræsentant i regionen henrettet. Det var lord Moyne, afdelingschef for Mellemøsten. To unge blev udvalgt til at udføre dommen. Disse blev trænet af Yehoshua Cohen og rejste til Kairo, hvor mordet blev udført.

Stern-banden beskrev Bernadotte som en naziagent. Den 9. september besluttede deres ledelse at myrde ham. Bernadotte modtog en besked om dette, men afslog alligevel væbnet eskorte. Det er ofte blevet beskrevet, hvordan han undervurderede de voldelige kræfter, han havde med at gøre.

Kort før klokken fem om eftermiddagen den 17. september forlod Bernadotte Government House i Jerusalem for at deltage i forhandlinger. De kørte i karavane med tre biler, da de blev stoppet af en jeep med personer iført israelske hæruniformer.

De troede formentlig, det var en almindelig pas-kontrol. I stedet løftede en af mændene en automatpistol og skød mod bilen, hvor Bernadotte sad. Han blev ramt af seks skud, og den franske oberst og FN-embedsmand André Serot blev ramt af sytten skud. Begge døde øjeblikkeligt. Serot blev angiveligt skudt ved en fejl, da man først troede, han var Bernadotte.

Da ambulancen senere fragtede deres kroppe fra Jerusalem til Haifa, var vejen kantet af tusindvis af jøder. Disse skal hånligt have fulgt ambulancen med øjnene. Araberne derimod stod i stram givakt, da de passerede en af deres militærposter.

Inden for Stern-banden var der dannet en dækkeorganisation kaldet Fædrelandets front. Denne tog ansvaret for angrebet. Terrorisme blev anset som et accepteret våben i Israel. Mordet havde så meget støtte i befolkningen, at en fældende dom mod gerningsmændene var umulig at opnå.

Yehoshua Cohen og David Ben Gurion

Eftermæle
I 1970 stod den tidligere Stern-medlem Baruch Nader frem og indrømmede, at han var en af dem, der stod bag dådet. Han sagde til Expressen, at han tilhørte en gruppe, hvis eneste opgave var at “fortrænge alt udenlandsk indflydelse fra det jødiske hjemland. Med mordet reddede vi Israels fremtid. Folke Bernadotte var en forræder og en jødehader. Der var ingen anden vej end at dræbe ham.” (s.211-212)

I 1958 rejste FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld til Israels første premierminister David Ben Gurions kibbutz i Negev-ørkenen. Da han tog mordet på Bernadotte op, blev Ben Gurion angiveligt “bleg af vrede” og råbte “men glem aldrig, hvad den mand gjorde mod os.” (s.213)

Generalmajor Carl von Horn var med ved besøget. Han genkendte en person i Ben Gurions nærhed som Yehoshua Cohen, en af dem, der myrdede Bernadotte. Da Hammarskjöld efter besøget fandt ud af dette, blev han stærkt berørt. “Hvilke slyngler,” sagde han og understregede, at han aldrig ville vende tilbage dertil. (s.213)