Perspektiv på aldring inden for den nationalsocialistiske kamp

KRONIK: Vera Oredsson reflekterer over aldring, generationers forskellige opfattelser og vigtigheden af enighed i kampen.

Illustrationsfoto. Foto: AI-genereret.

Sveriges befolkning bliver ældre, det er et faktum, som alle kender. Derfor bliver vi medlemmer i den nationalsocialistiske kamp naturligvis også ældre.

Ledelsen er generelt yngre, og det kan være svært helt at forstå deres forklaringer i nogle programpunkter og propaganda, hvor vi ældre insisterer på de sædvanlige ord: “Sådan gjorde vi dengang,” og føler irritation over ændringer. Det kan gå så langt, at de ældre forlader kampen med bitterhed.

Det er ikke noget nyt i sig selv, men sådan har det været gennem alle årene, så længe nationalsocialismen har eksisteret og synes at bestå. Også andre partier har samme problem.

Nogle mener, at de yngre er for nostalgiske. Tænk på det på denne måde: Når en brønd pludselig giver urent vand, men man har en klar gammel kilde til rådighed, så henter man sit vand der – logisk, ikke sandt? Sådan er det med vores yngre medlemmer, som beundrer Det Tredje Riges korte tid, der blev knust af krigsliderlige regeringer i omverdenen.

Løgnene om nationalsocialismen er blevet afsløret af dem efter lange studier, og de ønsker at se en radikal forbedring af deres utrygge tilværelse i dag, som desuden ligner Weimarrepublikkens moralske forfald, til en sundere nationalsocialistisk styreform, som den der blev indført i Tyskland i 1933.

Vi lever dog i det tyvende århundrede, og det uundgåelige moderne element har også sat sine spor, hvilket vi ældre har svært ved at acceptere. Selv jeg – som fra barnsben er blevet opdraget til lydighed over for partiledelsen – indser, at jeg, trods aldersrelaterede meningsforskelle, må underkaste mig ledernes vejledning til en mere moderne tankegang.

Jeg mener, at mine synspunkter er betydningsløse i forhold til kampens nødvendighed, selvom jeg fremhæver mine meninger. Det er svært at bekæmpe sit ego, når man er blevet gammel. Du kan give udtryk for din mening, men at svigte partiet med en ødelæggende stædighed, fordi de yngre tænker anderledes, er bare en egotrip – det må man indse.

Hvis du ser, at dine forslag alligevel ville have været bedre, så kan du glæde dig over at sige: “Hvad sagde jeg?” – det sker også for mig.

Så bliv i kampen, glæden ved kammeratskabet og nødvendigheden af vores ideologi holder dig vital, det ved jeg af egen erfaring i mine 96 år!