Mussolini tager magten

Denne fortælling er meget længere og mere interessant, end hvad jeg kan give plads til i denne artikel. For jer læsere laver jeg en kort opsummering, og finder I det interessant, kan I selv gå til de forskellige kildematerialer.

Benito Mussolinis bevægelse var en løst sammensat gruppe af mennesker med forskellige politiske synspunkter. Flere og flere borgerlige elementer var begyndt at komme ind som en reaktion på den socialistiske gadekamp og de var præget af krigen med dens syn på vold som konfliktløsningsmetode. For at give et lille, men alligevel tilstrækkeligt eksempel opsøgte den kommende fascistminister Raffaello Riccardi Mussolini. Han var ukendt for Mussolini, men han oplyste, at han ønskede våben i kampen mod socialisterne. Uden at sige et ord til ham, gav Mussolini ham en seddel med en adresse, hvor han kunne kvittere for revolvere og håndgranater. På trods af denne opfattelse af vold som et politisk middel, ønskede man almindelig stemmeret for alle, også kvinder. Det er ikke usædvanligt med kvindelige fascister på dette tidspunkt, taget i betragtning ideologiens delvist feministiske præg. Råd skulle oprettes for erhverv og erhvervsliv. Hägg kommenterer det med: “Det er selvfølgelig den syndikalistiske stat”. Nationalisering af tung industri og kirkens ejendomme skal ske samt mindsteløn og otte timers arbejdsdag.

Mussolini udtaler:

“Vi tillader os luksussen at være aristokrater og demokrater; konservative og progressive; reaktionære og revolutionære; legalister og lovbrydere; alt efter omstændighederne hvad angår tid, sted og miljø, med andre ord ‘historien’, hvor vi er tvunget til at leve og handle.”

På trods af lighederne med socialisterne havde folk i Mussolinis gruppe på eget initiativ besluttet at slå dem, hvilket gjorde det umuligt at forene hans “gamle” politiske retning med den nye. Den 15. april 1919 stormes redaktionen på Fremad! To grupper inden for den fascistiske bevægelse (Arditi og Futuristerne under Filipo Tommaso Marinetti) ødelægger indretning og udstyr samt anlægger en mordbrand. Gadekampen førte til fire døde og niogtredive sårede.

Mussolini tager sig tid til at kommentere hændelsen, men når han endelig gør det, forklarer han, at denne handling er spontan af nogle tilhængere, det er et element af bevægelsen, og at han kunne lide det, der var sket og tog hele ansvaret. Mussolini forstod, at han kunne tillade sig denne udtalelse, da aktionen blev godkendt af både militæret og politiet.

Gabriele D’Annunzio erobrer Fiume

Gabriele D’Annunzio. Foto: Public domain

Gabriele D’Annunzio, som selv kæmpede under Første Verdenskrig, besluttede sig for at erobre byen Fiume, som i dag hedder Rijeka og ligger i Kroatien. “Den lemlæstede fred” skulle ikke blive helt lemlæstet ifølge denne selvstændige krigsfører, der fik støtte af gamle soldater. Erobringen gik forholdsvis smertefrit, men hele hændelsen skulle blive et åbent sår for både Mussolini og den siddende liberale regering. Det var i Fiume, at den fascistiske hilsen og fasces-symbolet blev indført. D’Annunzios bevægelse tiltrak flere af Mussolinis medlemmer, der søgte eventyret. Dræningen af mandskabet til D’Annunzio gjorde, at Mussolini forholdt sig fjendtligt til ham, hvilket førte til vrede, som i visse tilfælde blev så langvarig, at flere af D’Annunzios medarbejdere senere skulle bekæmpe Mussolini.

Vel i Fiume blev Carnaroforfatningen, en syndikalistisk forfatning, vedtaget. Hägg kan ikke lade være med at prise aktionerne i Fiume som “en af historiens og 1900-tallets mærkeligste og mest humane praktiske utopier”: D’Annunzio ønskede at give byen til Italien, men det ønskede ledelsen ikke på grund af frygt for den internationale opinion og for ikke at give D’Annunzio ret over for det italienske folk. Dødsstødet kom til slut mod besættelsen efter 15 måneder. Den italienske regering angreb Fiume, og D’Annunzio gav hurtigt op. Ifølge Hägg skulle Mussolini derefter have brugt denne hændelse i den historiske mytedannelse af fascismen, selvfølgelig på den modsatte side af, hvor han egentlig var dengang.

Ved udgangen af 1920/21 var der 21.615 medlemmer, men efter Fiume opsugede fascisterne kæmperne, der kom tilbage fra Fiume, og i løbet af året fik de så mange nye medlemmer, at de var lidt over 200.000. Men der var utilfredshed med Mussolini, og nogle ledere for fascisterne spurgte D’Annunzio, om han ville blive leder, marchere mod Rom, indføre republik og indføre Carnaroforfatningen. D’Annunzio meddelte, at han ville “rådføre sig med stjernerne”. Ifølge Hägg kunne manden lide at posere, og egentlig skulle han sondere, hvad hærledelsen mente. Han takkede til sidst nej til tilbuddet. Dette var ikke første gang, en march mod Rom blev planlagt; allerede da konflikten i Fiume pågik, havde D’Annunzio ønsket at marchere mod Rom og løst medlemskab hos Mussolini.

Mussolini fik kendskab til, at D’Annunzio blev spurgt, og ændrede nu strukturen i den løst sammensatte organisation. Nu blev det et parti, Partito Nazionale Fascista. Han gjorde sig selv til formand under kongressen og fik nu betegnelsen Il Duce, noget som D’Annunzio blev kaldt for i Fiume.

I 1922 udbrød politiske uroligheder i parlamentet. Nogle af de partier, der var i parlamentet, kunne ikke samarbejde med hinanden. To regeringer var faldet, og den sidste, som trådte tilbage i juli, fortsatte med at regere, da ingen andre ønskede det. Antallet af medlemmer hos fascisterne var nu over 300.000, en vækst som følge af kommunistiske strejker og fabriksbesættelser, der blev gennemført for bedre arbejdsvilkår, men også for på sigt at kunne skabe en revolution som i Sovjet. Der var en frygt for revolution, og det sårede liberale og borgerlige etablissement tog støtte af fascisterne. I Milano i august 1922 havde socialisterne udlyst en generalstrejke i byen, og fascisterne slog tilbage ved at besætte rådhuset efter at have jaget den socialistiske bystyrelse ud. D’Annunzio hyldede fascisterne fra rådhusets balkon. Han sendte nu en besked til den liberale politiker Francesco “Cagioa” Nitti, manden der havde smidt ham ud af Fiume. Forslaget var forsoning, og at de skulle mødes for at planlægge et kup i sensommeren. Sandsynligvis på sejrens dag for Første Verdenskrig, den 4. november, da flere gamle soldater ville være inviteret til byen.

Mussolini tilhørte denne sammensværgelse, og de tre parter blev enige om at mødes den 15. august, men natten mellem den 13. og 14. falder D’Annunzio ud af et vindue i en villa og overlever kun lige. I denne villa var D’Annunzios advokat, tjenestefolk, Luisa Bàccara, hendes lillesøster Jolanda og Aldo Finzi. Sidstnævnte var Mussolinis udsending. Ifølge Hägg har flere af de store historikere sagt, at dette var en form for ulykke. Hägg selv er overbevist om, at det er Finzi, der har smidt ham ud. Ifølge Hägg tav alle involverede, og Luisa Bàccara skulle have fået sin dossier hos sikkerhedspolitiet ødelagt under Mussolinis tilstedeværelse. Politiet, der undersøgte sagen, vurderede, at der var begået en forbrydelse. Finzi, som var jøde, ville derefter blive frataget sine beføjelser efter at være blevet anklaget for et andet politisk mord på en kendt socialistisk reformist ved navn Giacomo Matteotti. Uanset hvad der skete den nat, bliver D’Annunzio en nedbrudt mand og galionsfigur for fascisterne, indtil han dør i 1938. Foruden Mussolinis jødiske elskerinder og Finzi fik han særlig støtte fra indflydelsesrige jøder i provinsen Ferrara.

Marchen mod Rom

Emilio De Bono, Benito Mussolini, Italo Balbo og Cesare Maria De Vecchi. Foto: Public Domain

Med D’Annunzios skade forsvandt de tre personers sammensværgelse, men Mussolini var den, der tog initiativet, og dette ønskede han at gøre før den 4. november for at undgå, at militæret tog magten. Den 27. oktober begyndte fascisterne at besætte vigtige bygninger rundt om i landet, men Mussolini blev i Milano og kom ikke til Rom, før han havde fået en skriftlig ordre fra hoffet om, at han skulle blive regeringsdanner. Fascisterne var da allerede “strømmet” ind i Rom, og militæret havde valgt ikke at skyde. Hägg ræsonnerer, at de ikke ville skyde på kolleger, da der var gamle generaler inden for det fascistiske lederskab og soldater inden for den fascistiske bevægelse. Mussolini tog nu magten og beholdt den ved at manipulere valglovene til sin fordel, hvilket var helt lovligt og noget, som de liberale allerede havde gjort ved flere tidligere valg.

 

Dele af den fascistiske politik

Jeg vil ikke gå i detaljer om fascisternes politik; Hägg tager ikke grundigt fat på den. Derimod vil jeg nævne visse ting, som måske kan inspirere nogen til at læse mere og finde bedre bøger om emnet.

Når det kommer til den politiske repression, var der påfaldende få dødsdomme. Organisationen for overvågning og undertrykkelse af antifascisme (OVRA) blev dannet. Den spionerede på alle borgere, også Mussolini, men organisationen var ikke særlig stor. Hägg angiver dens størrelse til 375 personer, Wikipedia skriver 50.000. Det er åbenlyst, at der er talt forskelligt, men med det sagt blev der kun eksekveret ni dødsdomme. Alle for handlinger, der lige så godt kunne være betragtet som upolitiske forbrydelser, og som også i demokratier ville have påkaldt lovens strengeste straf. Metoden i øvrigt var enten at fratage oppositionen deres statsborgerskab, fængsle dem, landsforvise dem eller tvinge dem til at bosætte sig i nogle af Italiens afsidesliggende bjergbyer og småøer, hvor indbyggerne kunne holde øje med dem.

Mafiaen på Sicilien blev også knækket, men langt fra med alle øboers samtykke. Cesare Mori fik opgaven og fulde beføjelser. Mori brød også selv loven i visse tilfælde ved at fængsle hele familier, som blev anset for kriminelle eller beskyttede forbryderne (omertà) ved at holde mund. At knække mafiaen tog Mori tre år! Mordene i provinsen Palermo faldt fra 223 i 1922 til 25 i 1928. Det siger en hel del om, hvor ineffektivt et liberalt samfund er til at beskytte sine borgere mod kriminalitet.

Benito Mussolini. Foto: Public Domain

En anden ting, som ikke bliver fremhævet i dag er, at det britiske imperiums ødelægger Winston Churchill godt kunne lide og hyldede Mussolini, indtil denne gik med i Anden Verdenskrig på tyskernes side i 1940. ”Sikke en mand! Jeg har mistet mit hjerte!” Churchill siger også, at hvis han havde været italiener, ville han have støttet Mussolini i hans kamp mod leninismen.

Ministrene under det fascistiske styre kunne være upolitiske, men de skulle alligevel officielt være medlemmer af partiet. Ugifte mænd blev pålagt strafskat med det formål at udvide befolkningsstørrelsen. For at forsørge en større befolkning blev der skabt ny opdyrkning ved at dræne Pontinske sumpe. Fra 1924 til 1931 var hvedehøsten femdoblet.

Trods Mussolinis tidligere modvilje mod kirken lykkedes det både ham og kirken at komme politisk overens ved at give hinanden fordele. Paven havde tidligere ikke anerkendt den italienske stat, men gjorde det nu, og dermed kunne Vatikanstaten dannes. Fascisterne og Mussolini anerkendte den katolske tros kulturelle historie hos befolkningen, og Mussolini lod sig endda vie kirkeligt. Trods Vatikanstatens dannelse var dette et tab for kirken i betragtning af deres historiske magt.

En anden politik, der blev arbejdet meget på, var at ændre synet på ældre traditioner og sprog for at passe til den fascistiske idé. Disse metoder forbinder vi i dag primært med de liberales propaganda og kulturmarxisternes stadige arbejde på at nedbryde samfundets normer.

I den tredje og sidste del gennemgår vi Mussolinis syn på Adolf Hitler, racisme, antisemitisme og endelig, hvordan han dør.