Göran Häggs biografi om Mussolini
HISTORIE: Første del af tre om Göran Häggs biografi om Mussolini. I den første del går vi fra barndom til afslutningen af første verdenskrig.
Göran Hägg praler med, at hans biografi “Mussolini – et studie i magt” er den eneste af sin art i nutiden på svensk. Biografien om den fascistiske leder Benito Mussolini blev skrevet af Hägg i 2008. Häggs måde at skrive biografien på er fyldt med anklager mod forskellige personligheder, hvilket gør det svært at skabe pålidelighed, da han sandsynligvis har været selektiv med, hvilke oplysninger der skal præsenteres. Et andet eksempel på, hvorfor læseren skal udvise forsigtighed er, at Hägg har offentliggjort egne teorier, som han senere i bogen gør til en slags almen sandhed, da han gentager teorierne flere gange senere i bogen i form af fastslået sandhed.
Selvom Hägg måske har ret i sin teori, hvilket man aldrig ved, bliver det svært for læseren selv at foretage undersøgelser, da bogen mangler noter og mere gennemgående kildehenvisninger på visse af påstandene. Denne tekst vil derfor ikke forsøge at fremhæve detaljerne fra bogen, men på grund af utroværdigheden vil jeg kun fremhæve visse begivenheder. Hägg holder sig nogenlunde neutral omkring Mussolini, og hans egentlige styrke er ifølge ham selv, at han kan italiensk og har en vis forståelse for landets historie i forhold til en almindelig svensker. Bogen er dog ikke en “studie i magt” hverken fra et internationalt perspektiv eller hvordan Mussolini i detaljer brugte magten. Beskrivelserne er overordnede, hvilket gør bogen letlæselig, men sandsynligvis ikke den bog, man skal vælge, hvis man vil læse en biografi om Mussolini og hans politiske gerning.
Mussolini
Mussolini blev født den 29. juli 1883. Faderen var smed, moderen var skolelærerinde og kom fra en finere familie. Moderen var from, mens faderen var “fanatisk antiklerikal, socialist og politisk agitator”.
Navnet Benito fik han fra den mexicanske revolutionær Benito Juárez, der myrdede den østrigske ærkehertug, som var udstationeret i Mexico for at regere landet. Mellemnavnet Amilcare kom fra Amilcare Cipriani, en af Giuseppe Garibaldis “rødskjorter”, der tidligere havde været med til at forene Italien. Nu sad Cipriani fængslet for subversiv virksomhed, og Hägg indleder bogen med at understrege, at Italien var en ny stat, der havde store skillelinjer mellem mennesker i områder som sprog, regioner, politik og religion. Paven havde nemlig ikke accepteret den nye stat, men befalede sine religiøse undersåtter ikke at tage ansættelse i den nye nation. Mussolinis sidste navn var Andrea efter anarkisten Andrea Còsta. Còsta ville senere bevæge sig fra anarkismen til socialismen og blev en højtstående politisk frimurer.
Mussolini blev anset for at være begavet inden for retorik, musik og politik i skoletiden, færdigheder, der gjorde, at han arbejdede både som lærer og journalist, inden han blev leder. Mussolini var en person uden venner. “Jeg kan ikke have venner, og jeg har ingen.” Dette gjaldt ifølge Hägg hele hans liv, selv inden for det fascistiske lederskab var der få, der “duede” ham. Mussolini var også en ægte kvindefanger, der havde flere elskerinder og endda børn med nogle af dem. Dette førte undertiden til problemer for ham og hans familie. I et tilfælde blev der slåskamp mellem hans kone, der havde født ham mange børn, og hans elskerinde ved krigens afslutning. Han tøvede heller ikke med at forføre en kammerats hustru, efter at hun sorgfuldt var kommet til ham for støtte, da hendes mand var blevet fængslet for politiske handlinger.
I 1902 rejste han til Schweiz og påbegyndte sit arbejde som journalist på en italiensksproget socialistisk avis. Angelica Balabanoff, en jødisk bolsjevistisk revolutionær, havde indflydelse på ham på dette tidspunkt. “Hun blev medarbejder hos Lenin, Trotskij og Zinovjev og var sekretær for Komintern i 1919-1920.” Balabanoff måtte senere flygte, efter at hun var kommet i konflikt med bolsjevikkernes partiledelse. Mussolini var som andre socialister kritisk over for krigen og undgik indkaldelsen. Han benægtede endda Guds eksistens i en debat med en protestantisk præst. Fødslen af en kronprins for Viktor Emanuell III førte til, at de der havde undgået indkaldelsen fik amnesti, hvis de nu valgte at mønstre, og Mussolini udnyttede lejligheden til at bruge amnestien og klarede sig godt i hæren og blev en “mønstret soldat”.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.