Bondeprotesternes betydning

IDEOLOGI: Bøndernes opstand viser, at der er noget dybtgående galt med Europas politiske system.

I land efter land i Europa ser vi nu bøndernes protester. Vejene fyldes med traktorer. Bønderne har fået nok af den landbrugsfjendtlige politik, der føres både på EU-niveau og nationalt niveau. De får også støtte, folket stiller sig på bøndernes side og viser, at de står med dem. Når bønderne enstemmigt rejser sig i Europa, er det et tegn på, at der er noget galt på en dybdegående måde med det politiske system, og at vise bønderne sin støtte er en måde også at vise, at man på en eller anden måde forstår dette.

Hvad handler protesterne om? Sammenfattende er det, at vilkårene for at være landmand konstant bevæger sig i retning af at blive stadig mere umulige. En konstant faldende del af indtægterne tilfalder bønderne, og en lige så konstant stigende del tilfalder de virksomheder, som bønderne leverer til. Over årtier er denne tendens blevet endnu mere tydelig. Det handler også om dårligere økonomiske vilkår for bønderne på andre måder, såsom højere brændstofomkostninger og virkningerne af øget konkurrence fra omverdenen, som EU opmuntrer til, når man importerer varer fra lande, der kan producere til lavere omkostninger, fordi de ikke har samme kvalitetskontrol – en slags åbent forræderi mod Europas bønder.

Bøndernes situation er nu drevet til bristepunktet og derover. Tal, der taler deres tydelige sprog, viser dette, når antallet af landbrug konstant falder, og en stor del af bønderne lever under fattigdomsgrænsen. Selvmordsraten er høj.

Det, vi ser, er en gruppe, der har fået nok af et system, der simpelthen er fjendtligt over for dem. Systemet er ikke til for dem, men for de finansielle aktører, som EU og dets politikerklasse tjener. Bønderne er snarere til besvær for dette system, og man vil derfor på enhver måde gøre livet surt for dem. Udover de problemer, der allerede er blevet berørt, pålægges bønderne konstant tungere og mere komplekse regler fra EU, som ofte legitimeres med at det er for klimaets skyld – som om det mest naturlige erhverv, der findes, skulle være klimafjendtligt. Bønderne, som jordejere, står også simpelthen i vejen for den værdifulde jord, som dette kapitalistiske system via dets store virksomheder ønsker at erhverve.

Et politisk system, der er i krig med bønderne, er den perfekte symbolik for et politisk system, der er helt fjendtligt over for Europa og som slet ikke er til for Europa og europæerne – disse er man jo i fuld gang med at udskifte, som bekendt. Men symbolikken – og betydningen – går længere end det: Europa er underkastet et system, der er i direkte konflikt med livet selv, hvilket vi konstant mindes om, når det er det mest unaturlige, der altid skal have forrang, og som sanktioneres både af virksomheder og med offentlige midler – og politikerne følger altid med, uanset hvad det er, og hvor vidtrækkende det er.

At stå ved sin bonde tror jeg derfor handler om mere end at vise sin støtte til de direkte problemer, som rammer bønderne. Det handler om at på et dybere plan stille sig på livets side mod det unaturlige og korrupte. Bonden er et symbol på livet – ja, på det naturlige. Bønderne arbejder med og i harmoni med naturens kredsløb. Et Europa, hvor de naturlige landbrug er erstattet af anonyme stordriftsvirksomheder er, tør jeg påstå, en dybt dystopisk tanke for næsten enhver europæer.

Men det er den udvikling, som EU og vores politikere tjener. De naturlige familieejede landbrug er billedet på det sidste sunde, der er tilbage af Europa. Derfor skal det naturligvis ødelægges af det unaturliges system, hvilket er kapitalismens fuldkommengørelse.

Som det blev sagt i begyndelsen, er bøndernes opstand over Europa et tegn på, at der er noget dybtgående galt, ligesom de, der stiller sig på bøndernes side, føler dette. At oversætte denne følelse og de problemer, der rammer bønderne, til politisk og ideologisk forståelse byder egentlig ikke på nogen vanskeligheder, da det næppe er et nyt problem, der har ramt Europa. Snarere er det et gammelt problem, der nu er nået til sin ende.

Det er her passende med et uddrag fra Sven-Olov Lindholms Frihetskamp – altså ord fra første halvdel af forrige århundrede.

Blandt de bedste elementer inden for vores arbejdende folk har man længe indset, at situationen er uholdbar. Landsbygdens folk har måttet lide for de internationale økonomiske teorier, der har domineret vores demokratiske statsmagter. I lang tid hed det sig, at hvis man blot favoriserede de erhvervsgrene, der gav størst fortjeneste og egner sig til eksport, kunne Sverige bytte sig til hvad som helst. Her blev der også importeret landbrugsprodukter i stor skala fra Østeuropa og Sydamerika, mens vores egne bønder fik det stadig sværere med deres afsætningsmuligheder. “Hvis landbruget ikke bærer sig, så bør det lægges ned” – denne tes blev forsvaret af flere demokratiske nationale økonomer, herunder den jødiske professor Eli Heckscher, der underviste vores handelshøjskolestuderende! Også småindustrierne og håndværket blev hårdt ramt af disse doktriner, der førte til, at kun de store blev begunstiget, trustene, monopolerne og kapitalstærke selskaber.

I modsætning hertil ønsker den nationale socialisme i Sverige at fremme national folkeregning, baseret på et stort og livskraftigt landbrug. Vi ønsker at fremme alle ærlige erhverv, der giver arbejde og brød til svenske mennesker i overensstemmelse med princippet om størst mulig selvforsyning. Dette udelukker ikke en sund handelsudveksling med import af varer, der ikke kan produceres i landet. Med hjælp fra en national og velorganiseret planøkonomi ville vores land ikke kun kunne forsørge en langt større befolkning end nu, men også have tilstrækkeligt til eksport. Det svenske landbrug og fødevareproduktion ville helt sikkert kunne opdeles i tilstrækkeligt store, garanterede afsætningsområder inden for landet. Man skal begynde indefra! Vores erhvervslivs opgave er at forsørge det størst mulige antal mennesker, ikke at opnå den størst mulige rentabilitet af lånekapitalen.

Men at gennemføre dette møder modstand fra mægtige kapitalinteresser og deres beskyttelsesmur af demokratiske partiledere. Socialdemokratiets holdning var tidligere marxistisk, dvs. imod den private ejendomsret, hvis sikreste grund udgøres af bønderne på store gårde og ejendomme. De socialdemokratiske agitatorer – nuværende landshøvdinger og ministre – lærte fra begyndelsen, hvordan bybefolkningens arbejder skulle opildnes mod disse “egoistiske bønder, der kun tænker på egen vinding”. Naturligvis var og er der stadig en speciel bondeegoisme hist og her, men kun den, der er uskyldig, har ret til at “kaste sten”. Enhver undersøgelse viser, at småbønderne har været mest misgavne i lang tid, og deres indtægter svarer generelt slet ikke til omkostningerne og arbejdsindsatsen.

Med kendskab til den socialdemokratiske grundholdning mod bønder og landbrug – som naturligvis stadig ligger dybt og en dag vil bryde ud – turde vi allerede ved begyndelsen af den såkaldte kohandels begyndelse i 1933 forudsige, at bønderne ville få det korteste strå. Sådan skete det også. Sveriges bønder har i de senere år mere end én gang fortrudt, at de så fuldstændigt gav sig til socialdemokratiet og storfinansen i vold. Bondeforbundet er blevet drevet til den mest skandaløse eftergiftspolitik i “forståelsens” navn.

Lindholm var fuldstændig klar over, at ideologierne har flere aspekter af det naturlige og unaturlige indlejret i sig. Socialdemokratiet eller de andre “demokratiske” partier har aldrig stået på folkets side. De står for kapitalisme, internationalisering, urbanisering, magtforskydning væk fra folkene. Det er nationalsocialismen, der alene har forsvaret modsætningen. Et system, der altid forfægter det unaturlige, når det er til fordel for eksterne parter, må derfor mærkes med en sådan ideologi.

“Grøn politik” baseret på kapitalistisk ideologisk grund kan derfor aldrig betyde noget for almindelige mennesker. Med tanke på alle overgrebene begået i klimapolitikkens navn er det på høje tid, at mennesker på bred front begynder at gennemskue dette.

Ægte grøn politik, der beskytter natur, folk og bønder, er selvfølgelig den nationalsocialistiske, som Den Nordiske Modstandsbevægelse forfægter!


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Næsten rigtigt.
    Bonden = familie firma & selvforsyning.
    Det vil kommunister ikke have. For, i kommunismen er det staten & gruppen der skal bestemme, ikke familien & bonden selv.
    Derfor bruges kommunismen og EU regler til at smadre bonden….så stordriften industrien og kapitalen kan styre.
    Så det er jo pudsigt, at kommunismen politisk går storkapitalens ærinde..men der skal man jo vide hvem der typisk er kommunist, og hvem der typisk er bank ejer..begge samme etnicitet = jøden.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //