Kremationsbrændsel – del to

HOLOCAUST: Artikel vedrørende den påståede selvantændelse af menneskekroppe.

Auschwitz-Birkenau. Foto: Ministry of Foreign Affairs of the Republic of Poland , via flickr.com (CC BY-ND 2.0 DEED).

I del ét viste jeg, at på trods af manglen på dokumenter, kan vi bruge tilgængelige data til at antage, at mængden af ​​koks (raffineret kul) leveret til Auschwitz-Birkenau er i overensstemmelse med kremering af registrerede fanger, der døde i lejren – ikke med påståede massegasninger. I dag vil jeg diskutere Holocaust Denial on Trials (HDoT) vidnesbyrd fra Sonderkommando, Henrik Tauber.

I begyndelsen af HDoTs artikel sagde de: “Alternativt brændstof og åbne brændehuller blev også regelmæssigt brugt af nazisterne.” Det ser ud til, at et af disse alternative brændstoffer var menneskeligt fedt. Med en alvorlig mine gentager HDoT følgende påstand fra Tauber som en “vigtig kendsgerning”:

Selvom vi ikke kender den samlede mængde kul, der blev sendt til Auschwitz-Birkenau, ved vi andre vigtige fakta. Når det gælder brugen af ​​koks, vidnede Henryk Tauber, et medlem af en af ​​kremationssonderkommandoerne i Auschwitz-Birkenau: “… vi brugte kun kul til at tænde ovnen i begyndelsen, for fedtrige kroppe brændte af sig selv takket være forbrændingen af kropsfedt. Af og til, når koks var knapt, ville vi lægge noget halm og træ i askebægrene under ovnene, og når kropsfedtet begyndte at brænde, ville de andre kroppe selvantænde.”

Ifølge Taubers vidneudsagn var der ingen direkte sammenhæng mellem mængden af ​​koks, der blev brugt, og antallet af lig, der kunne brændes. Når ilden var tændt, var der ikke behov for så meget koks for at brænde flere legemer.

Holocaust Denial on Trial: AUSCHWITZ-BIRKENAU CREMATORIA: TILGÆNGELIGHED AF KUL (KUL) TIL KREMERING

Ved brug af følelsesmæssig manipulation og misbrug af autoritet har “holocaust”-forsvarerne overbevist masserne om, at det at stille spørgsmål ved “holocaust” gør dig til en ond og/eller dum person. Hvis denne påstand blev fremsat om noget andet end “holocaust”, ville en fornuftig person straks afvise Taubers påstand som absurd og ikke købe den et sekund. Selvom påstanden er åbenlyst tåbelig, vil jeg alligevel adressere den.

Først vil jeg begynde med en anden vanvittig påstand fra Tauber:

Kvindelige lig brændte meget bedre og hurtigere end mandlige lig. Derfor, når en mands krop brændte dårligt, hentede vi en kvindelig krop [og] lagde den i ovnen for at accelerere forbrændingsprocessen.

“The Real Case for Auschwitz—Robert van Pelt’s Evidence from the Irving Trial Critically Reviewed”, side 344

Bare fordi kvinder har mere kropsfedt betyder det ikke, at de kan fungere som optændingsbrænde. Dette er absurd. I gennemsnit består en person af 60% vand. Dette vand skal opvarmes og fordampe, før resten af kroppen kan brænde. At bruge en kvindelig krop til at fremskynde forbrændingsprocessen ville være som at lægge en fugtig brændeklods på et svagt bål for at få det i gang. Bare for at være tydelig: Fede jødiske kvinder kan ikke bruges som optændingsbrænde.

Jeg vil bruge Carlo Mattognos bog, “The Real Case for Auschwitz—Robert van Pelt’s Evidence from the Irving Trial Critically Reviewed”, til at undersøge påstanden om, at “… vi brugte koksen bare for at tænde ovnen i begyndelsen, for fede kroppe brændte af sig selv takket være forbrændingen af kropsfedtet.” Mattogno påpeger, at parametrene fra Tanners trekantede diagram placerer en krop, der er 60% vand, uden for området for selvantændelse.

[1]: I bund og grund er selvantændelse af et lig, selv et fedtlig, en fysisk absurditet, om så bare på grund af det faktum, at de brændbare dele er, så at sige, nedsænket i vand, som udgør 65% af vægten. Dette bekræftes af Tanners trekantede diagram, der er gyldigt for forbrænding af fast byaffald, og som angiver området for selvantændelse i form af følgende parametre:

Vandindhold: 50%

Brændbart materiale: 25% min. Ikke-brændbart: 60% maks.

Fra dette diagram kan vi se, at et vandindhold på 65% var langt uden for området for selvantændelse (Colombo 1990, s. E-734). Allerede i 1925 blev det eksperimentelt fastslået, at “hvis gasene fjernes helt fra kammeret ved at lukke ventilen, køles ovnen ned så hurtigt, at højst en time og en halv senere brænder kropsdelene ikke, men gløder kun.” Selvantændelse af lig var umulig at opnå, selv i de bedste civile krematorier i Tyskland i 1930’erne og 1940’erne (se Underkapitel 12.6.).

“The Real Case for Auschwitz—Robert van Pelt’s Evidence from the Irving Trial Critically Reviewed”, side 345.

Endelig har vi Taubers påstand om, at “Af og til, når koks var knapt, ville vi lægge nogle strå og træ i askebøtterne under muflerne, og når kropsfedtet begyndte at brænde, ville de andre kroppe selvantænde.” På et udendørs bål kræves der cirka 453 kilo brænde for at kremere et lig. Som du kan se på det følgende fotografi af de rekonstruerede krematorieovne fra Auschwitz, var askebøtterne ikke så store. Nogle strå og træ i dem ville ikke være nok til at brænde et lig, selvom der ville kræves mindre træ til en kremation i en ovn sammenlignet med et udendørs bål.

Auschwitz I krematorium. Foto: אריה דרזי, ARIE DARZI (http://yavan.org.il/pws/gallery!296) [CC BY-SA 3.0], via Wikimedia Commons.

Enhver, der har grillet kød ved, at når fedt drypper ned i varmekilden, antænder det øjeblikkeligt og giver bare ekstra varme i et brøkdel af et sekund. Og vi taler ikke om madlavning af kød – vi taler om at brænde en menneskekrop, knogler og alt tilhørende. Hvad sker der, når fedtet er brændt op, og du har en bunke ben og knogler, der er svære at brænde? Ideen om, at en krop vil brænde på sit eget fedt, er fuldstændig latterlig.

Mattogno påpeger også, at hvis selvantændelse er umulig i en ovn, der allerede er opvarmet til 800°C, ville selvantændelse i en kold ovn strække denne umulige påstand endnu længere.

[2]: Her henviser Tauber til tilfældet med en kold ovn (“når der ikke var nok koks til at opvarme gasgeneratorerne”), hvor lig bliver introduceret i kammeret, og halm og træ bliver lagt i askebeholderen under. For det første må vi vide, at askebeholderen var et kammer på cirka 35 cm bredt og 45 cm højt, lukket med et låg på 28×35 cm. Ved (åbenbart i bundter med optændingsbrænde) og halm blev angiveligt lagt i dette rum, halm blev tændt, og så snart brændet havde antændt, flød fedtet fra ligene (normalt fire til fem kroppe) ind i askebeholderen, hvor det igen antændte, og dermed “brændte de fire til fem kroppe af sig selv.” Denne påstand er endnu mere absurd end den forrige, for hvis selvantændelse af fire til fem lig i en ovn opvarmet til 800°C er umulig, ville selvantændelse i en kold ovn være – så at sige – endnu mere umulig. I Taubers beretning tjente brændet i askebeholderen (nogle få dusin kilo) ikke til at frembringe kremationen (som på et bål), men blot til at opsamle fedtet fra ligene, hvorefter kremationen fortsatte ved selvantændelse.

“The Real Case for Auschwitz—Robert van Pelt’s Evidence from the Irving Trial Critically Reviewed”, side 345/346

Når man også tager i betragtning, at Tauber lyver om at placere op til 8 kroppe i én muffel (individuel åbning i ovnen), er det tydeligt, at Tauber fortæller “bare-så-historier” for at ændre den officielle “holocaust”-historie. Til trods for Taubers upålidelighed som vidne insisterer “holocaust”-forsvarere på, at han er “et næsten-ideelt vidne” og “historisk pålidelig” (se uddraget nedenfor). Alle, der promoverer Taubers vidnesbyrd som gyldigt, handler ikke i god tro og bør ikke stoles på.

Henryk Tauber udtalte i sin nedtegnelse i maj 1945, at han arbejdede i krematorierne i Birkenau fra februar 1943 til oktober 1944. Forskeren Robert Jan van Pelt, der forsvarer Holocaust, henviser til Sonderkommando Henryk Tauber som “et næsten-ideelt vidne” og siger, at “vi gør klogt i at tilskrive den højeste bevisværdi” til Taubers vidneudsagn. Jean-Claude Pressac udtalte: “Vidnesbyrdet fra Henryk Tauber er det bedste, der findes om Birkenau-krematorierne. Med en historisk pålidelighed på 95% stikker det klart ud fra resten.” En analyse af Taubers vidneudsagn viser imidlertid, at det er fuldstændig tvivlsomt.

“Sonderkommando Eyewitness” Testimony to the Holocaust. Inconvenient History, vol. 12 (2020), nr. 4.

Oprindeligt udgivet af Holocaust.claims.