Den 5. august ærer vi Ernst Zündel

5. august 2018 markerer årsdagen for Ernst Zündels død. Han blev kidnappet fra USA og tvunget til at forblive i Tyskland. Hans kone, Ingrid Rimland, kunne ikke forlade USA med ham. Hun risikerede fængsel i Tyskland, selv om hun ikke havde nogle tidligere straffedomme.

Hans forbrydelse? Ernst Zündel blev betragtet som en “sikkerhedstrussel”. Ikke fordi han var voldelig eller nogensinde opfordrede til vold, men fordi han skabte en juridisk præcedens, hvor:

“Holocaust”-overlevende og “Holocaust”–historikere for første gang nogensinde nøje og kritisk blev stillet under ed om deres påstande og synspunkter.

Ernst Zündel (1939-2017) var en tysk født forlægger, forfatter og borgerrettighedsaktivist, der emigrerede til Canada i en alder af 19 år. Han blev en succesfuld grafiker, og hans arbejde prydede blandt andet forsiden af Canadas nationale nyhedsmagasin, Maclean’s. Han afstod sin blomstrende karriere og dedikerede sig i stedet til den store opgave, som han så den at være; at rette op på sine landsmænds dårlige ry.

I syv år blev han holdt bag tremmer, først i Canada og derefter i Tyskland, udelukkende pga. hans fredelige ytringer om hans nonkonforme synspunkter. I nogen tid var han den mest fremtrædende politiske fange i den vestlige verden.

Zündel var en udadvendt, godmodig mand, der var velsignet med en sjælden kombination af ufattelig optimisme og praktisk evne. Han var måske bedst kendt, som den troværdig sagsøgte i de meget offentliggjorte “Holocaust Trials” fra 1985 og 1988. Han blev stillet for retten i Toronto sigtet for “udgivelse af falske nyheder” og specifikt for at udgive en genoptrykudgave af et hæfte med titlen, Did Six Million Really Die?(Døde der virkelig 6 millioner?)

Zündels to lange retssager var noget af det tætteste man kunne komme på en fuld-skala debat om Holocaust problemet.

Til at føre den juridiske kamp, der blev påtvunget ham, bragte han et imponerende internationalt team af forskere, juridiske specialister, forskere og mange andre sammen. Fra mange biblioteker og arkiver i Nordamerika og Europa, indsamlede denne gruppe, på “Zündelhaus” i Toronto, en af de mest omfattende samlinger af beviser fra dette kapitel af historien.

Blandt dem der vidnede på Zündels vegne i retten, var Robert Faurisson, David Irving, Mark Weber, William Lindsey, Udo Walendy og Bradley Smith. Som et resultat af de to retssager blev der fremlagt en enorm mængde beviser og vidnesbyrd, der udfordrer den hidtidige holocaust-fortælling, og blev derved en del af den permanente officielle registrering. Måske var de vigtigste beviser det historiske vidnesbyrd fra den amerikanske gaskammerekspert Fred Leuchter, vedrørende hans on-site retsmedicinske undersøgelse af de påståede udryddelsesgaskamre i Polen.

Zündel blev fundet skyldig i retten i 1985, men dommen blev annulleret af den provinsielle appeldomstol. Den fastslog, at dommeren i denne retssag, blandt andet havde givet ukorrekte instruktioner til juryen, og havde urigtigt udelukket forsvarsbeviser. Ved afslutningen af den anden Zündel-retssag i maj 1988 fandt en jury ham skyldig. Et par dage senere blev han dømt til ni måneders fængsel.

Den franske lærde Robert Faurisson skrev på det tidspunkt:

”Zündel vil måske komme i fængsel igen for sin forskning og overbevisning, eller blive truet med udvisning. Alt dette er muligt. Alt kan ske, når der er en intellektuel krise og en justering af historiske begreber af en sådan dimension. Revisionisme er det store intellektuelle eventyr i slutningen af dette århundrede. Uanset hvad der sker, er Ernst Zündel allerede sejrherren.”

Ved en appelsag kasserer Canadas højesteret 1988-domsfældelsen og erklærede den 27. august 1992, at den arkaiske ” false news “-lov, som Zündel var blevet anklaget og dømt efter, var en overtrædelse af landets charter om rettigheder. Dette var mere end en personlig retfærdiggørelse fra Canadas højeste domstol; Ernst Zündel sikrede en vigtig sejr for alle canadieres rettigheder.

Hans næste store juridiske kamp blev kæmpet i den canadiske menneskerettighedsdomstol [som opererer uden for normale juridiske standarder] i Toronto. De anklager der blev anstiftet af jødiske grupper, beskyldte Zündel for at fremme “had eller foragt” mod jøder gennem webstedet “Zündelsite”, der drives af Ingrid Rimland fra USA. I denne retssag var der, ifølge domstolens præsiderende kommissær, ikke overvejelser om sandheden eller gyldigheden af de formodede “hadefulde” ting. (Ultimativt erklærede domstolen, at “Zündelsite” var ulovlig, men fordi den er baseret i USA, er kendelsen ikke håndhævet).

I de 42 år, han boede i Canada (1958-2000), blev Ernst Zündel aldrig dømt for en forbrydelse. Han var imidlertid gentagne gange et offer for vold og had. Han overlevede tre mordforsøg, blandt andet ved brandstiftelse og rørbombeangreb. Selv Irv Rubin, den amerikanske jødiske forsvarsleder, blev taget i at bryde ind i Zündels hjem sammen med et medlem af den “jødiske væbnede modstandsbevægelse” (Jewish Armed Resistance Movement), der tidligere havde påtaget sig ansvaret for et af brandattentaterne. Han gennemgik også flere år med lovlig chikane og gentagne fængslinger.

Efter mere end fire årtier i Canada, uden succes med at erhverve canadisk statsborgerskab, flyttede Zündel til USA. Den 5. februar 2003 blev Ernst Zündel anholdt hjemme i bjergregionen i det østlige Tennessee. Amerikanske myndigheder pågreb ham under påskud af, at han havde overtrådt indvandringsbestemmelserne, eller var udeblevet fra et møde med amerikanske immigrationsmyndigheder, til trods for at han lovligt havde rejst ind i USA, var gift med Ingrid Rimland, en amerikansk statsborger, ikke havde nogen kriminel fortid og opførte sig pænt og i fuld overensstemmelse med loven, for at sikre sin status som permanent fastboende borger.

Efter at være tilbageholdt i to uger blev han deporteret til Canada. I to år – fra midten af februar 2003 til 1. marts 2005 – blev han holdt i isolation i Toronto West Detention Center, som en formodet trussel mod den nationale sikkerhed.

Hans anholdelse og tilbageholdelse skabte udbredt opmærksomhed på medierne. Nogle få canadiske aviser og adskillige uafhængige analytikere anerkendte uretfærdigheden af hans fængsling. Landets mest prestigefyldte aviser, Toronto Globe and Mail, bekræftede i en leder i avisen (“Zündel doesn’t warrant a security certificate,” March 6, 2004”) at han ikke udgjorde nogen risiko for mennesker eller ejendom, og at han blev uretfærdigt tilbageholdt på et falsk “guilt by association “-påskud.

Bill Dunphy, en seniorefterforsker, journalist og redaktør for avisen Hamilton Spectator, protesterede også over uretfærdigheden. Han brugte seks år på at undersøge Canadas “white supremacist” -bevægelse og lærte Zündel godt at kende. Selv om han ikke har nogen sympati for Zündels synspunkter, fortalte han i en skarp artikel (Hamilton Spectator, 14. maj 2003) læserne:

Vor regering har pågrebet og brændemærket Ernst Zündel, frataget ham hans menneskerettigheder, og vil nu overlade ham til en udenlandsk regering, der er ivrige efter at kaste ham i fængsel …

… Zündel – der gjorde dette land en tjeneste… er ikke én eneste gang blevet dømt for en lovovertrædelse i dette land, har aldrig én gang overtrådt de hadeforbrydelseslove, der hviler tæt om halsen af ytringsfriheden i dette land.

Beregnet rigtigt, var der ikke var nogen politisk pris, ingen ’ulempe’ ved at sparke en forkælet gammel mand ud af vores land, vores regering tog deres bedste fornærmelser og insinuationer, og gud ved hvad hemmelige “beviser” og brændemærkede Ernst Zündel som en trussel mod den nationale sikkerhed.

Jeg kender denne mand, hans lokale og internationale kontakter, og jeg kender denne bevægelse. Og efter at have læst 58-siders ‘uklassificerede’ resumé af regeringens sag, kan jeg forsikre dig om, at der ikke er nogen retfærdighed her. Deres “beviser” er fuld af fejl og misinformation, rygter og inflammatorisk insinuation. Døde mænd går igen, og de knuste stykker af skumle hemmelige netværk, der længe siden kollapsede under deres egen uhæmmet vægt, bliver gjort hele og truende igen. Det er et skammeligt stykke uærligt, upålideligt makværk.

Zündel blev holdt fanget i Canada, ikke fordi hans synspunkter var upopulære, eller fordi han var en “sikkerhedsrisiko.” Han var i fængsel, fordi jødiske grupper ønskede ham der, og fordi han fremførte synspunkter, som den jødiske-zionistiske lobby anså skadelige for deres interesser.

Denne lobby var den afgørende, kritiske faktor i den årtier gamle kampagne for at tavse ham. Den eneste vedvarende og institutionaliserede indsats i Canada for at fængsle Zündel, kom fra denne lobby, som omfattede Simon Wiesenthal Center, den Canadiske Jødiske Kongres, den canadiske Holocaust Remembrance Association og League for Human Rights of B’nai B’rith (Canadas modstykke til den USA-baserede “Anti-Defamation League”).

Den 1. marts 2005 blev Zündel deporteret til Tyskland, som jødiske grupper havde krævet. Ved ankomsten til Frankfurts lufthavn blev han straks anholdt og flyttet til Mannheim-fængslet, for at afvente retssager om “tankekriminalitet” omkring ”Holocaustbenægtelse”.

Et par måneder senere sigtede statsadvokaten i Mannheim formelt Zündel for at anspore til “had”, ved at have skrevet eller distribueret tekster, der “billiger, nægter eller negligerer” folkemordshandlinger udført af Tysklands krigstidsregime, og som “nedgører mindet om [ Jødisk] død. “…. De 14 specifikke overtrædelser, som retten nævner, omfattede indlæg på det amerikanske “Zündelsite”-websted. Retten opretholdt således tyske myndigheders bestræbelser på at straffe individer for skrifter, der er lovlige i det land hvor de offentliggøres. Jødiske grupper udtrykte hurtigt og forudsigeligt billigelse af dommen.

Zündel blev frigivet fra fængslet den 1. marts 2010 – fem år efter hans udvisning til Tyskland, og tre år efter hans dom af en domstol i Mannheim. Bandlyst fra at vende tilbage til enten Canada eller USA, rejste han til sit familiehjem i Tysklands Schwarzwald, hvor han boede indtil sin død. Ude af stand til at forlade USA for at være med ham, hans kone Ingrid Rimland, døde to måneder senere.