Dronning Margrethe abdicerer den 14. januar
DANMARK: Dronningen afsluttede sin årlige nytårstale med at annoncere, at hun vil træde tilbage som Danmarks dronning den 14. januar. Tronen overlades til Kronprins Frederik.
Under den traditionsrige nytårstale annoncerede Dronning Margrethe, at hun abdicerer og træder tilbage som dronning den 14. januar samme dag som hun for 52 år siden blev udråbt til dronning.
Den 14. januar vil der være statsråd på Christiansborg, hvor dronningen officielt vil abdicere, herefter vil statsministeren udråbe Kronprins Frederik til Kong Frederik den 10.
I de nordiske lande er der ikke tradition for at abdicere. Den sidste gang en dansk regent frivilligt afstod tronen før sin død, var i 1146 hvor kongen Erik 3. Lam abdicerede eftersom han var svækket af sygdom og derefter gik i munkekloster og døde som munk.
Dronning Margrethe nævnte i sin nytårstale en omfattende rygoperation som en af årsagerne til sin fratræden.
Når tronskiftet er gennemført den 14. januar, vil Prins Christian blive Danmarks nye kronprins, han vil derfor få mange officielle opgaver og vil blandt andet blive fast medlem af Statsrådet, ligesom det vil være ham der træder i sin fars sted og regerer landet, når kongen er i udlandet.
Hvad Dronning Margrethe skal bruge tiden på fremadrettet vides ikke.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.