I dag træder tildækningsforbuddet i kraft

NYHEDER: Det omstridte tildækningsforbud træder i dag i kraft. En maskeret demonstration mod forbuddet er planlagt af Socialistisk Ungdom og gruppen Party Rebels. Politiet lader demonstranterne bære maskering.

Foto: DR

Med tildækningsforbuddet er det ikke alene de muslimske klædedragter niqab og burka, der bliver ulovlige i det offentlige rum. Også masker og huer, der dækker ansigtet, bliver ulovlige.

Til gengæld må man fortsat godt tildække sit ansigt, hvis det “tjener et anerkendelsesværdigt formål”. Det kan eksempelvis være, hvis du trækker dit halstørklæde godt op over næsen i de kolde vintermåneder, eller hvis du er iført en maske på vej til en fastelavnsfest.

Det bliver op til den enkelte politibetjent at afgøre, om ansigtet er for tildækket.

En overtrædelse af forbuddet udløser en bøde på 1.000 kroner, og bøden vil stige, hvis man efterfølgende igen bliver taget i at overtræde tildækningsforbuddet.

Venstrefløjen demonstrerer
Over 1800 mennesker har på Facebook meldt sig til demonstration imod det omstridte burkaforbud.
Demonstrationen er arrangeret af Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og gruppen Party Rebels, og er en markering af utilfredsheden med forbuddet.

De mange maskerede mennesker, der forventes at dukke op, planlægger at bevæge sig fra Den Røde Plads på Nørrebro klokken 17 og slutte ved Bellahøj Politistation. Det forklarer talsmand for SUF, Rasmus Emil Hjorth.

– Vi har udmeldt fra vores side af, at vi gerne vil lave en fredelig aktion. Så vil gå ned og blokere Bellahøj Politi station, og lave en maskeret menneskekæde. Vi vil gerne vise, at det er en voldelig lov, så vi bliver nødt til at konfrontere politiet.

– Vi får sandsynligvis ikke lov til at komme ligeså tæt på, som vi gerne vil, så vi bliver nødt til at finde veje rundt om. Det har vi forberedt os på, siger Rasmus Emil Hjorth.

Talsmanden for SUF mener, at den nye lov er sidste skud på stammen, i det, han mener, er en ‘racistisk diskurs’ i det politiske landskab i Danmark.

Fra Sasha Andersen, der er talskvinde for Party Rebels, lyder det, at det må være op til politiet, om det skal udvikle sig til en voldelig demonstration eller ej.

– Loven skal ikke håndhæves, uden at der bliver gjort modstand. Vi vil sende et signal til politikerne om, at det her er en lov, der er moralsk forkert, men også at den i praksis ikke kan fungere. Det er spild af ressourcer. Det er en lov, der udelukkende er symbolsk, siger hun.

Sasha Andersen har selv tænkt sig at troppe op til demonstrationen med en dykkermaske med snorkel og blomster på.

Politiet vil ikke gribe ind
Politiet vil lade demonstranterne bære maskering.

– Deltagerne i de konkrete demonstrationer vil ikke være omfattet af forbuddet, fordi det sker i forbindelse med en meningstilkendegivelse.

– Vi anser det for at være et anerkendelsesværdigt formål henset til ytringsfriheden og retten til at forsamle sig og demonstrere, siger Benny Øchkenholt, vicepolitiinspektør ved Rigspolitiet.

Kilder:
DR
EB


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Martin H says:

    problemet bliver løst, når vi gennemføre punkt 1 i Vores vej


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //