Anonymitet
KRONIK: Martin Saxlind skriver i denne artikel om anonymitet blandt nationalister – et vigtigt og kompliceret emne.
Illustrationsfoto. Foto: Pixabay
Vigtigheden af at respektere andres anonymitet
Det er i dag ofte mere kontroversielt at “springe ud” som nationalist end som homoseksuel. Jeg tror, det var i en artikel på Nationell.nu, at både den komiske og tragiske pointe blev fremhævet for mange år siden.
Årsagen til, at det er kontroversielt at være nationalist er, at vi er revolutionære og dissidenter i dagens samfund. Hvis man ser på en hvilken som helst dokumentar eller dyster spillefilm, der skildrer overvågning og politisk undertrykkelse i de gamle kommuniststater, vil man som nationalist se ekstremt mange paralleller til livet i de moderne liberale “demokratiske” stater i den vestlige verden. Vi bliver registreret for vores holdninger, udsat for erhvervsforbud, censureret, fængslet for vores meninger og så videre. Forskellen er måske blot, at når vi sidder i fængsel, kan vi bekvemt forbruge amerikansk popkultur på tv i stedet for at arbejde os ihjel i en Gulag-lejr.
Konsekvensen af dette er, at mange med vores holdninger desværre nok vælger at være helt politisk passive. Andre vælger at åbent trodse systemet og bevidst tage risici og ofre for det, vi mener er rigtigt. Imellem disse to yderpoler er der dem, der ikke ønsker at være politisk passive, men heller ikke ønsker at være offentlige. Det kan være personer, der anonymt udtrykker deres holdninger på internettet eller i hemmelighed slutter sig til en politisk organisation som Den Nordiske Modstandsbevægelse.
Det er åbenlyst bedst, at kammerater er politisk aktive under beskyttelse af anonymitet end at være helt politisk passive. At engagere sig anonymt er også ofte det første skridt for folk, der senere “springer ud” og bliver offentlige med deres meninger.
Derfor skal man ikke fordømme eller foragte nationalister, der vælger at være anonyme. De gør altid en vis nytte – nogle gange meget stor nytte – og kan muligvis i fremtiden blive offentlige repræsentanter for vores sag. Hvis man aggressivt presser kammerater til at blive offentlige, kan det skræmme dem væk – eller føre til at de springer ud i offentligheden uden at være klar til det, og derefter bliver bitre og fjendtlige mod dig, når de bliver udsat for undertrykkelse, som de ikke er forberedt på.
Det er derfor vigtigt at respektere kammeraters ret til at være anonyme. Ud over at man ikke skal prædike og moralisere over andres anonymitet, er det også vigtigt at vise respekt gennem handling, f.eks. ved at være opmærksom på sikkerhed og undlade at sprede anonyme kammeraters navne og personoplysninger unødigt. Det er altid totalt forbudt at offentliggøre nogen persons oplysninger (doxxing) bare fordi man er irriteret over noget, som personen har sagt, skrevet eller gjort (de eneste tilfælde det er i orden at gøre sådan noget, er hvis det er personer, der har bevist sig selv som en sikkerhedsrisici, og andre nationalister skal advares om disse).
Ved at have denne sunde attitude over for anonyme nationalister og aktivt beskytte deres anonymitet opmuntrer man flere mennesker til at gå fra den helt passive gruppe til gruppen af personer, der er aktive, men ikke offentlige.
Fordele ved anonymitet
Den vigtigste fordel ved anonymitet er øget social sikkerhed. Du undgår repression og sociale konflikter, hvis du er anonym. Det er ganske enkelt lettere at leve en behagelig tilværelse som nationalist uden at være offentlig, med familie og en friktionsfri tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. Det er menneskeligt og naturligt at ønske et behageligt liv, så det er meningsløst at blive oprørt over, at mange nationalister vælger at leve på den måde. Fra et højere perspektiv er det dog sandt, at disse fordele primært er rent personlige og egoistisk motiverede, snarere end noget der er godt for kampen. Men der er to fordele ved denne livsstil, som også kan gavne kampen:
1. En person, der lever et stabilt og velordnet liv kan, hvis personen er disciplineret og idealistisk, bidrage kontinuerligt og over lang tid til vigtige politiske opgaver, som kan udføres af en person, der ikke er offentlig. Personer, der lever mere kaotiske liv, kan periodevis være meget politisk aktive og driftige, men får ofte før eller senere store personlige problemer, som de skal håndtere, og det kan medføre, at det politiske engagement skal sættes på pause.
2. Nationalister der ikke er offentlige, kan i nogle tilfælde have bedre muligheder karrieremæssigt og dermed have mulighed for at bidrage mere økonomisk til bevægelsen (både gennem direkte donationer eller ved at hjælpe med at åbne døre på arbejdsmarkedet for mere offentlige aktivister). Generelt set og i mange specifikke situationer er det i hvert fald en fordel at være ikke-offentlig med hensyn til arbejde, men det er heller ikke sådan, at alle offentlige nationalister har svært ved at finde arbejde og ikke kan tjene gode penge – der er mange andre faktorer og personlige omstændigheder, der påvirker dette ud over deres politiske engagement. Men nogle døre i visse brancher bliver helt klart lukket, hvis man er for radikal og offentlig.
En anden vigtig ting at forstå er, at anonymitet kan være et spørgsmål om grader og kontekst. Der er for eksempel stor forskel på at være Simon Lindberg og at være en aktivist, der “bare” holder et banner under torvemøder og nogle gange er synlig på billeder – begge er offentlige med deres meninger, men graden af offentlighed varierer, og konsekvenserne for deres offentlighed er også ofte forskellige.
I visse sammenhænge kan det også være taktisk at være anonym, f.eks. hvis man er maskeret, når man begår en forbrydelse som at hænge et plakat op eller lignende. Ud over kriminelle sammenhænge er der andre situationer, hvor offentlige personer kan finde det taktisk ikke at vise deres holdninger, plus at der er sammenhænge, hvor politik generelt ikke er relevant, og det ville være mærkeligt at missionere aggressivt, uanset hvilken ideologi man repræsenterer.
Ulemper ved anonymitet og fordele ved at være offentlig
Der er dog flere ulemper ved at være anonym. Jeg vil forsøge at opsummere og liste nogle af dem her.
Tillidsproblemer. Hvis du er anonym, ved andre ikke hvem du er. Det gør det sværere at stole på dig. Især i udlandet har man set, hvordan fjendtlige agenter infiltrerer nationale fællesskaber online for at skabe konflikter, manipulere unge til at begå uovervejede terrorhandlinger og lignende. Dette er vanskeligt at undgå i digitale miljøer, hvor anonymitet er normen. Det er derfor svært for anonyme personer at rekrutteres til en politisk organisation eller rekruttere andre til et eget projekt, da folk generelt er tilbageholdende med at arbejde med mennesker, de ikke stoler på. Selv mellem organisationer kan der opstå kommunikations- og koordinationsproblemer, hvis en gruppe ledes af anonyme personer. Det er i princippet nødvendigt, at der er nationalister, der er offentlige, for at højere former for politisk organisering kan være mulig.
Svaghedstegn. I nogen grad er anonymitet et svaghedstegn, der opfordrer til granskning. Hvis du er anonym, kan du blive “afsløret”, men hvis du ikke er anonym, er der intet at afsløre, og det er derfor mindre interessant for journalister og andre fjender at granske dig. Når det kommer til anonyme nationalister, kan man også spørge, hvad er denne persons sande karakter? Anonyme lever trods alt per definition et slags dobbeltliv, og hvilket af de to liv er egentlig vigtigst for personen? Man kan stille dette spørgsmål både med hensyn til, hvilken af de to “personligheder” han lever størstedelen af sit liv som, og med hensyn til hvilken side personen vil tage, når tingene spidser til. De fleste, der er helt anonyme, bruger størstedelen af deres tid på at lade som om, de ikke er nationalister; og vi har set mange, der trækker sig tilbage, når de bliver “afsløret” med nogle “nazistskandaler” i medierne. Så mange anonyme nationalister er faktisk politisk svage og lyver for sig selv, hvis de ikke forstår det. For at styrke den politiske identitet skal man i stedet prioritere politikken højere; fordybe sig mere gennem ideologiske studier, arbejde med vigtige politiske projekter, omgås med ligesindede kammerater og mentalt forberede sig på at potentielt miste sin anonymitet en dag. Ellers risikerer ens politiske “overtalelse” praktisk talt kun at forblive en tanke, man har narret sig selv til, men aldrig handler meningsfuldt ud fra.
Problemløsning. Nogle praktiske problemer kan kun løses af offentlige personer, og andre problemer kan kun løses af personer, der er villige til at risikere at miste deres anonymitet. For eksempel skal Nordfront.se have en ansvarlig redaktør, som skal være offentlig, og alle, der beskæftiger sig med basaktivisme, skal på en eller anden måde være parat til at blive kortlagt og identificeret. Dette er bare to enkle og klare eksempler på, hvornår der er behov for offentlige personer eller personer, der ikke er bange for at blive offentlige, men der kunne laves en liste med hundreder af andre opgaver, som en succesrig politisk bevægelse har brug for at udføre, og som kræver ikke-anonyme tilhængere.
Personligt ansvar. En fordel ved at være offentlig er, at du som individ associeres med din ideologi og organisation. Dette gør det lettere at føle personligt ansvar for tingene, hvilket igen fører til, at du arbejder hårdere og er mere omhyggelig med kvaliteten af alt, hvad der bliver gjort. Her spiller den naturlige egoisme igen en rolle, men den tjener kampens interesse ved at motivere og presse personer, der er offentlige. De, der ikke er offentlige, føler ikke samme pres. De behøver ikke skamme sig, hvis den nationale bevægelse bliver ramt af en skandale, og de kan vælge at “hoppe af” i stilhed ved modgang, uden at nogen opdager det. Fordi andre ikke identificerer dem med bevægelsen, behøver de heller ikke selv identificere sig lige så meget med den som dem, der er offentlige. Det er også derfor, anonyme mennesker ikke føler personligt ansvar, og det er derfor, de ofte opfører sig antisocialt online, hvilket blandt andet kan manifestere sig ved at deltage i destruktive klager, udsætte urealistiske renlighedsstandarder og meningsløst sladder i stedet for at gøre noget politisk konstruktivt. (En omvendt fordel med anonymitet er, at hvis en anonym nationalist ydmyger sig på et personligt plan, vil dette ikke smitte af på den nationale bevægelse.)
Normalisering. Kun personer, der er offentlige, kan have en normaliserende effekt i virkeligheden og få mennesker til at se mere positivt på nationalister. Selv hvis du er en ekstremt god person, kan du som helt anonym nationalist ikke påvirke mennesker i din omgivelse i den rette retning. Normalisering er også en kollektiv sag, hvor jo flere nationalister, der offentligt står op for deres holdninger, desto mere normaliseret bliver det, samtidig med at undertrykkelsen, vi udsættes for, spredes ud til flere mennesker – indtil den bliver så ineffektiv, at det bliver meningsløst for vores fjender at opretholde den, og de må til sidst muligvis tvinges til at møde os med argumenter i stedet for social terror.
Det autonome venstres anonymitet
Når det kommer til anonymitet, er det også passende at sammenligne anonymitetskulturen mellem nationalister og venstreorienterede ekstremister.
Desværre er venstreorienterede ekstremister ikke anonyme, fordi det er kontroversielt at være kommunist i Sverige. Der er mange åbne marxister, og stort set ingen af dem har haft problemer på arbejdsmarkedet på grund af ideologiske årsager. Tværtimod er der masser af dem, der bestrider velbetalte og vigtige stillinger inden for det politiske etablissement.
Der er derfor mange venstreorienterede ekstremister, der ikke skjuler deres holdninger og ikke er det mindste anonyme. De dele af den ekstreme venstrefløj, der har en kultur med anonymitet, er de grupper, hvor der er en tradition for politisk kriminalitet, der gør dem til genstand for myndighedernes overvågning. Nogle venstreorienterede ekstremister er simpelthen klar over, at de selv eller modigere kammerater i deres nærmeste omgivelser vil begå lovovertrædelser, og derfor kan de nogle gange være sky. De sky og “autonome” dele af venstrefløjen er dog afhængige af de offentlige dele af venstrefløjen, da de gennem kontakter og dobbeltorganisering får adgang til lokaler, nye rekrutter og andre ressourcer, der er nødvendige for den kriminelle virksomhed. AFA og lignende grupper er en udvækst af og et redskab for mere offentlige venstrefløjsgrupper som SAC/SUF og lignende aktører.
Nationalister er derimod for det meste anonyme mere af sociale årsager end af taktiske sikkerhedsårsager. Især uden for Modstandsbevægelsen – som åbent bekæmpes af politi og efterretningstjeneste – er der for det meste ikke nogen revolutionær stemning blandt nationalister i Sverige, og anonymiteten er derfor rent defensiv. I det omfang der er mere løst organiserede nationalister, der praktiserer en anonymitetskultur for at kunne spejle venstrefløjens ulovlige taktikker, er det godt og måske den mest positive form for anonymitet, da den tjener en offensiv funktion. Der er dog en fare i, at anonymitetskultur, hvor der poseres med maskering og så videre, mere er et æstetisk/subkulturelt udtryk end en del af en faktisk praktiseret politisk strategi.
Et problem, både venstrefløjen og nationalisterne har er, at der er mere liberale og konservative elementer, der tager afstand fra radikal og ulovlig aktivisme. Min subjektive opfattelse er dog, at nationalisterne mere højlydt tager afstand fra mere “ekstreme” aktører, mens venstrefløjen er bedre til taktisk at tie stille og derefter ofte i praksis hemmeligt støtter deres radikale.
Konklusion
Før en form for revolution finder sted, vil der være nationalister, der foretrækker at være anonyme. De kan være mange og yde vigtige bidrag til kampen. Nogle, der er anonyme, kan endda være meget mere nyttige end personer, der er offentlige. Derfor er det forkert og i visse tilfælde kontraproduktivt at generelt beklage sig over anonymitet og forsøge at presse specifikke personer, der allerede bidrager meget, til at blive mere offentlige.
Det er dog en kendsgerning, at der er et stort behov for folk, der tør være offentlige. Nogle opgaver, der ofte er meget vigtige, kan kun udføres af personer, der er offentlige med deres identitet; mens meget få opgaver kun kan udføres af helt anonyme personer. Gode offentlige repræsentanter er en vigtig mangelvare, og derfor er det nødvendigt at presse og opmuntre flere nationalister til at være offentlige – der skal være en kultur blandt nationalister, hvor offentlighed er et ideal, men ikke et krav.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.