Patriotisme – Yukio Mishimas blodige novelle

LITTERATUR: Yukio Mishima (1925-1970) var en glødende japansk nationalist og forfatter. I sin angst for at skulle leve under den forfatning og det regeringssystem, som de allierede pålagde Japan efter Anden Verdenskrig, skrev han en smuk novelle med et voldeligt indhold.

Billede: Nordfront.
Yukio Mishima – Patriotisme

Shinji Takeyama, en løjtnant i den japanske hær, ankommer til sit hus i en regnvåd uniform en mørk februaraften i Tokyo. Hans kone Reiko bukker dybt på traditionel japansk vis og byder sin mand velkommen hjem. Løjtnanten, som to dage tidligere, den 26. februar 1936, var løbet ud i snevejret, da han hørte et signalhorn, siger stoisk til sin kone: »I aften vil jeg skære min mave op«.

Sådan begynder Patriotisme, skrevet af den japanske forfatter Yukio Mishima. Forfatteren til romanen var en benhård japansk nationalist, som aldrig accepterede den forfatning og styreform, som sejrsmagterne pålagde Japan efter kapitulationen i Anden Verdenskrig. Da romanen kun er 56 sider lang, vil det være svært at skrive en anmeldelse af den uden at afsløre næsten hele plottet i romanen – nu er spoiler-advarslen udstedt.

I historien følger vi den sidste dag i løjtnant Takeyamas liv. I indledningen får vi at vide, at hans våbenbrødre har besluttet at vælte den nuværende regering i et forsøg på at genoprette kejser Hirohitos absolutte magt i landet. Efter at hans kammerater har informeret løjtnanten om deres planer, får han lov til at vende hjem til sin kone for en sidste nat, før han forventes at deltage i kuppet den følgende dag. Splittet mellem sin loyalitet over for kammeraterne og kejseren (som naturligvis ikke har sanktioneret statskuppet) vælger han – som enhver anstændig japansk officer – at tage sit liv ved seppuku, det rituelle japanske selvmord, hvor man skærer maven op med et kort sværd kaldet en tantō.

Iscenesat seppuku.
Celilcavanshir, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons.

Mishima beskriver den hjemvendte officer som træt og beskidt, men da han fortæller sin kone Reiko, at hans liv snart vil slutte med seppuku, lyser hans øjne op, og han fyldes med nyt liv. Reiko proklamerer ligeledes uden tøven, at hun vil følge sin mand i døden. Både konen og løjtnanten føler en overvældende glæde, da beslutningen bliver udtalt, og de smiler kærligt til hinanden.

Ægteskabet mellem løjtnanten og hans kone er på en måde lidenskabeligt, men også formelt og pligtopfyldende på den japanske måde. Den afsluttende kærlighedsakt mellem ægteparret er både en voldsom og smuk affære. Deres oplevelser i løbet af aftenen, og især den sidste kærlighedsakt mellem mand og kvinde, bliver forvandlet til »juveler med et glitrende indre lys« med visheden om, at døden er nært forestående.

Rituelt selvmord beskrives i bogen med en religiøs ærbødighed. Med sin kone som vidne proklamerer løjtnanten: »Da jeg ikke har en anden mand [en anden mand er en, der skærer hovedet af for at forkorte seppuku-magerens lidelser] til at hjælpe mig, vil jeg skære dybt«. Shinji ser sin kone intenst i øjnene, mens han stikker sværdet i maven og skærer i sig selv. I et sidste forsøg udfører han så den opgave, som en anden mand ville have gjort, idet han stikker en kniv i halsen på sig selv og kaster sig over den for at fuldføre ritualet. Konen giver kærligt sin mand et sidste kys, før hun på samme måde stikker en dolk i sin egen hals, og så har historien fået sin japanske slutning.

Skønheden i den pligtopfyldende død

Her skinner Mishimas fascination af døden igennem, da løjtnantens sidste øjeblikke beskrives i et poetisk og til tider næsten erotisk sprog. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at forfatteren selv skrev disse ord fra den anden side, efter at have gennemgået den samme pinefulde død som hovedpersonen.

Selvmord og død er det ene øjeblik grafisk beskrevet af forfatteren med blod, der sprøjter i floder, og indvolde, der falder ud. Det næste øjeblik er døden pakket ind i et smukt omslag af metaforer fra naturen og af kærlighed – kærlighed til ens land, til ens kammerater og til ens ægtefælle. Hvis du er morbid og fascineret af det japanske folks noget mystiske natur, kan denne korte, men smukke bog varmt anbefales.

Den smukkeste del af bogen er stadig Reikos totale hengivenhed over for sin mand: Hvordan hun straks placerer sin dolk ved siden af sin mands tantō, da det forestående selvmord er en kendsgerning. Hvordan hun beder om tilladelse til at slutte sig til sin mand i døden. Denne udvisning af total loyalitet er noget, jeg sætter pris på i disse tider med afsporet feminisme og det enorme had til familien og ægteskabet. Når konen beslutter sig for at følge sin mand i døden, føler hun det, som om hun genoplever sin bryllupsnat. At sammenligne Reiko med den gennemsnitlige vestlige feministiske kvinde – som ville ødelægge hele galakser i blindt raseri, hvis hun blev bedt om at tage sig af sit hjem og sine børn – er måske en lille overdrivelse, men det er meget forfriskende.

Mishima bliver nogle gange beskyldt for at være homoseksuel, hvilket ikke er en bedømmelse, jeg kan tilslutte mig. Når man læser romanen, får man indtryk af, at forfatteren er fascineret af en sensuel kvindekrop på samme måde som en stærk mandlig ryg, et fabelagtigt naturlandskab eller et rituelt selvmord, hvor man først skærer sine egne tarme ud. Skønhed, styrke og død var kort sagt den afdøde forfatters drivkraft.

Det ord, der egentlig er det eneste, man behøver for at opsummere patriotisme, er loyalitet. Total og kompromisløs loyalitet. Loyalitet over for ens mand, over for ens kone, over for nationen, over for kejseren. Forfatteren viste med sit eget livsværk, at romanens indhold var så blodig alvor for ham, at den er gået over i historien som næsten selvbiografisk.

Mishima taler fra balkonen i Tokyo.
ANP scans 8ANP 222), CC BY-SA 3.0 NL, via Wikimedia Commons.

Forfatteren tilbragte de sidste øjeblikke af sit liv på en militærbase i centrum af Tokyo. Han stod på en balkon med det formål at holde en tale til japanske soldater for at inspirere til modstand efter et mislykket statskup, som han havde været involveret i. Han erkendte til sidst sin fiasko og sluttede sin tale med »længe leve kejseren!«. Efter at have forladt balkonen fortalte han den øverstbefalende officer på stedet: »Vi gjorde det for at genindsætte den japanske hær under kejserens kommando. Jeg havde ikke noget andet valg«.

Efter denne forklaring tog Yukio Mishima sit eget liv den 25. oktober 1970 ved at skære sin mave op med et kort sværd.