Christian Frederik von Schalburg

HISTORIE: I anledning af Christian Frederik von Schalburgs dødsdag bringer Nordfront en dybdegående artikel omkring den danske SS-Obersturmbannführer og modtager af Jernkorsets 1. og 2. grad.

Christian Frederik von Schalburg blev født i det kejserlige Rusland d. 15. april 1906 i Zmilingorsk, Ukraine. Eftersom Schalburgs far var tilknyttet Sibirisk Kompagni, og udsendt af staten til at varetage driften af en række mejerier i Sibirien, voksede Schalburg op i det østlige Rusland.

Faren var godsejer, og direktør, August Theodor Schalburg og moren Elena Vasiljevna. Moren var af adelig herkomst (født  Starizki von Siemianowska). Hendes familie var ud af fyrstehuset Rurik.

Schalburg var, som navnet indikerer, i familie med dansk-tyske Schalburgslægt. Familien var i kontakt med de royale kredse, ligesom flere af Schalburgs forfædre deltog i konflikter hvori Danmark var involveret. Blandt andet deltog Schalburgs bedstefar, som officer i den dansk-tyske krig i 1864.

Familien flyttede dog senere til St. Petersborg, hvor Schalburg som dreng kom på Zarens kadetkorps, og blev uddannet i militære færdigheder. Han var ved dette korps i flere år, indtil revolutionen brød ud. Schalburg mistede adskillige onkler og fætre under første verdenskrig. Senere under revolutionen, da den kommunistiske revolution omstyrtede det kejserlige Rusland, omkom flere af familiemedlemmerne, da de gjorde tjeneste i zarens garde. Kun få mandlige familiemedlemmer overlevede krigen og den efterfølgende revolution.

Da revolutionen udspillede sig og den efterfølgende kommunistiske magtovertagelse var en realitet, mistede Schalburgfamilien al status og tidligere rigdom. Efter den revolutionen blev alle Rurikslægtens besiddelser i Ukraine, også beslaglagt. Revolutionen ændrede således situationen voldsomt for familien Schalburg, og efter den kommunistiske magtovertagelse i 1917, var familien nød til  at flygte fra St. Petersborg til Danmark, hvilket skete i 1918. I Danmark bevægede familien sig i det højere borgerskab og adelige kredse.

Oplevelsen af fordrivelsen og kommunismen gjorde Schalburg til kompromisløs anti-kommunist.

Schalburg meldte sig til hæren d. 11. januar 1925, hvor han blev rekrut i den Kongelige Livgarde. Som færdiguddannet soldat, blev han sendt på kornetskole, og efterfølgende stationeret i Tønder. Han kom dernæst, i 1927, på officersskole og som færdigudannet løjtnant forrettede han tjeneste ved Slagelse kaserne. Han forflyttedes dog senere tilbage til Livgarden og blev udnævnt til Kaptajnløjtnant i den danske Livgarde.

I mellemtiden var Schalburg blevet gift. Han havde mødt datteren af en tysk friherre, Helga Frederikke Herzogin von Bülow, der efter vielsen tillagde sig det mere danske fornavn Helle. De fik i 1934 sønnen Aleksander.

Schalburg (tv.), Søren Kam (th.) og Schalburgs søn Aleksander

Samtidigt med sit virke som officer var han blevet medlem af D.N.S.A.P. (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder Parti), og var meget involveret i partiets ungdomsafdeling, N.S.U. (Nationalsocialistisk Ungdom), hvor han blev udnævnt til landsungdomsfører.

Han havde oprindeligt været politisk aktiv, som leder i Konservativ Ungdom på Vesterbro i København, men han blev efterhånden overbevist nationalsocialist og meldte sig ind i D.N.S.A.P. sidst i 30’erne. Flere af de unge konservative fulgte Schalburg ind i D.N.S.A.P. og N.S.U. Som leder var han engageret og motiverende. Han var et forbillede for de unge nationalsocialister og repræsenterede den kompromisløse nationalsocialistiske verdensanskuelse. Han formulerede sine tanker om ungdommen i nationalsocialisternes talerør, avisen “Fædrelandet”.

Nedenstående er citeret fra Fædrelandet 18/9 1940 under overskriften “Ungdommen skal bære alt. Det nationalt værdifulde Fædreland kan kun frelses ved Arbejde og Ofre.”:

Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal ……”. Det var den Retningslinje, en sand dansk Digter, anviste vort Fædreland efter Ulykkesaaret 1864. Var denne linie blevet fulgt af det danske folk og dets Regering, havde meget været anderledes I Dag. Istedet for er ungdommen Aar for Aar blevet opdraget til kun at have Respekt for materielle Værdier. Konge og Fædreland havde de kapitalistiske Kredse taget patent paa. Socialdemokratiet lærde sin Ungdom at hade Konge, Fædreland og Dannebrog. De Radikale forsynede alle befolkningslag med pseudovidenskabeligt, antinationalt stof, skabte Selvopgivelsens Aand, fremelskede Trællens dumme Grin, og Pengebegærlighed, skabte kort sagt den jødiske Aandsretning” Den eneste nationale Ungdomsskole -Hæren- blev haanet. I 70 Aar har Systemet, virket for at sætte et punktum for Danmarks ærerige Historie og det saa ud til, at det var lykkedes for dem.

Skal Danmark leve videre, maa det have en Ungdom, der er i stand til ubetinget at ofre sig for Landet, være opdraget i den nye tids Aand, og i sig selv bære alt det nationalt værdifulde i den danske Tradition. D.N.S.A.P. har skabt denne Ungdom i “Danske Drenge” og “Danske Piger”, der er samlet i N.S.U. -National-Socialistisk Ungdom. Arbejdersønnen og Direktørsønnen gaar i Rækkeog Geled, deler ondt og godt sammen og gør det frivilligt, fordi de har fædrenes Arv at værne -den fælles Arv – fordi de er National-Socialister.

N.S.U. har som eneste Ungdomsorganisation konsekvent gjort op med den gamle Tids “danske” Mentalitet. N.S.U. har sat Grundtvig i Stedet for Brandes, Rolf Krake i Stedet for Orla Lehmann, og har vakt den Danske kampaand til Live.

I fuld erkendelse af, at Hestgarder Jørgen Bay, der faldt i Slaget ved Lund, er mere værd som Forbillede og har gjort mere for vort land end Brødrene Brandes eller Hørup, har N.S.U. fra første Færd fundet faldne danske Soldaters Navne frem af Arkivernes Glemsel og givet hver dansk dreng i N.S.U. en Fadder -en falden dansk Kriger -at mindes.

Gennem Feltsport bliver danske Drenge trænet i Disciplin og Soldateraand til Udholdenhed og Viljestyrke. Foran Stammerne i N.S.U. vajer nedlagte danske Regimenters Faner og Standarter, og med den danske Traditions hele Kampkraft forenes den nye Tids Aand.

Kun en national-socialistisk opdraget dansk Ungdom, der erkender, at Fædrelandet skal frelses ved Arbejde, Kamp og Ofre, der erkender, at Dannebrog er et helligt Tegn -kun denne Ungdom tjener i Dag Konge, Fædreland og Folk.

N.S.U. er denne Ungdom. Modig og besjælet af en klar Idé vokser den danske Dreng op under det krævende Valgsprog, N.S.U. har formet, og som han skal leve hele sit Liv efter – Beredt for Danmark.

C. F. v. Schalburg, N.S.U. Landsfører

Som overbevidst og kompromisløs antikommunist og nationalsocialist meldte Schalburg sig frivilligt til tysk tjeneste.

SS-officer Søren Kam

SS-division “Wiking”, (den femte af i alt 40 opstillede SS-divisioner), bestod hovedsageligt af tyskere, men også et væsentligt antal frivillige fra Holland, Belgien, Norge, Finland og Danmark. Blandt disse frivillige var, udover Schalburg, også Søren Kam. Søren Kam havde været Bannführer i N.S.U. og var særdeles inspireret af Schalburg, under hans tid som landsfører. De frivillige blev uddannet og gjorde tjeneste ved SS-regiment Germania under division Wiking.

Schalburg indtrådte i division Wiking som Hauptsturmführer med funktion som ordonnansofficer, og han fik i sin tid som officer ved division Wiking både jernkorsets 1. og 2. grad. Sidstnævnte for egenhændigt at tilfangetage et større antal russere, gennem en tale hvor han fortalte dem, at al modstand var nyttesløs. Disse ordner bar han sammen med Finlandskorset, som han fik da han var frivillig i Vinterkrigen 1939-1940.

I brevvekslinger imellem Schalburg og sine partimedlemmer i D.N.S.A.P, nævner Schalburg i oktober 1940, at han ønskede en dansk bataljon ved Waffen-SS, og da han senere, det efterfølgende år, fik at vide at Frikorps Danmark var oprettet, blev han “ærgerlig” over ikke at han ikke var blevet udnævnt som chef for korpset.

Frikorps Danmarks første chef, C. P. Kryssing afviste dog et tæt samarbejde med D.N.S.A.P, hvilket fik SS-ledelsen i Berlin til at erstatte Kryssing med en mere ideologisk chef for Frikorpset. Schalburg blev altså forfremmet og tiltrådte sit hverv som Frikorpsets kommandør med rang af Sturmbannführer, i starten af marts 1942.

Schalburgs overtagelse af Frikorps Danmark markerede en mere ideologisk linje i korpset. Da Schalburg overtog kommandoen i Frikorpset, forfremmede han en af de fremtrædende nationalsocialister. Denne danske officer og partisekretær i D.N.S.A.P., Erling Hallas.

Frikorps Danmark i kamp mod Bolsjevikkerne.

Schalburg nød godt af sine erfaringer fra division “Wiking”, da han skulle færdiguddanne “Frikorps Danmark”. Træningen og øvelserne blev intensiverede og ved stabsaftener, med plan og krigsspil, blev officererne uddannet og gjort beredte til frontindsatsen. Med erfaringer fra fronten gjorde Schalburg meget ud af træningen. Han gennemførte større øvelser, der altid var kombineret med støtte fra eget artilleri (75 mm fodfolkskanoner eller/og 81 mm mortérer)

Endvidere underviste Schalburg sine officerer i russisk, som han beherskede flydende.

Schalburg var med i alle dele af Frikorpset og engagerede sig i alle begivenheder, fra øvelser i terræn, til sociale begivenheder på kasernebygningen. Næsten alle kilder der beskriver Schalburg, nævner hans evne til at være engageret i den enkelte soldat, og at han var venner, både med officerer og de menige.

Den hårde træning Schalburg iværksatte blev efter to måneder indstillet, da Frikorpset, af SS blev meldt klar til kamp og efter ordre fra den 4, maj 1942, skulle afgå til Østfronten. Frikorpset skulle indsættes ved Demjansk-kedlen, hvor flere tyske enheder i en frontlomme, var truet med omringning. Underlagt den 3. SS-Division “Totenkopf”, skulle korpset bremse russiske forsøg på at lukke denne “kedel” og fuldende omringningen.

Hauptsturmführer Per Sørensen.

Schalburg ankom kort efter begyndelsen til kampenes udgangspunkt og spurgte 1. kompagnis chef, Per Sørensen, hvordan det stod til. Så gik de sammen mod kampområdet for at få overblikket. Per Sørensen bad Schalburg om at blive tilbage, hvilket han nægtede. Da de nærmer sig træder Schalburg på en mine og bliver kort efter ramt af granatsplinter og dør.

Tre soldater løber direkte ud i minefeltet for at bjærge Schalburg, men alle tre dør ved mineeksplosioner. Det lykkes dog tre andre soldater, under beskydning fra russiske maskingeværer, at bjærge liget og føre det tilbage til hovedkvarteret. SS-veteranen Erik Herløv-Nielsen beskriver hvordan Schalburgs lig bliver transporteret tilbage fra kampområdet på en båre lavet af grene og sløringsjakker:

“Jeg genkendte ikke den faldne straks. Først da mit blik faldt på de danske fedtlæderstøvler til at snøre, som Schalburg altid gik rundt med i sumpen, forstod jeg hvem der lå der. Jeg stirrede forfærdet på ansigtet, som var stivnet i døden og som al farve havde forladt – det havde så lidt af det djærve, mandige, fanden-i-voldske udtryk, vi alle kendte så godt. Og det var ikke længere siden end i går, at han havde siddet i vor ungdomskreds og drukket Steinhäger med os.. vi havde sunget danske sange og kampsange fra NSU og han havde venskabeligt dunket takten til sangen i vore hoveder (…) Og nu lå han altså her. Eller resterne af ham. Det ene ben var revet af ved hoften og lagt op på båren i en helt akavet stilling, som slet ikke passede til resten af kroppen. Det andet manglede foden, som landminen, han havde trådt på som den første, havde revet bort. Sejre eller dø! var hans motto og da vi ikke havde kunnet sejre, var det altså blevet døden.”

Ved hovedkvarteret organiseres Schalburgs begravelse. Man fremskaffede en vogn hvorefter kisten blev kørt til gravstedet i Biakowo, hvor Frikorps Danmark havde sin kirkegård. Man havde sammentømret en grov kiste til den afdøde Schalburg og havde svøbt kisten med et Dannebrogsflag. Ved en mindre højtidelighed, med det personel der var til rådighed, sænkedes Schalburgs kiste ned med patronbælter fra russiske maskingeværer.

Ved von Schalburgs død blev han d. 3. juni 1942, forfremmet til Obersturmbannführer af SS-føreren Heinrich Himmler. Denne forfremmelse var med tilbagevirkende kraft og gældende fra d. 1. juni.

Der afholdtes i Danmark efterfølgende en mindehøjtidelighed d. 18. juni for Schalburg. Med til højtideligheden i Odd-Fellow palæet i København var også prominente danske personer, som eksempelvis Statsminister Vilhelm Buhl, Udenrigsminister Erik Scavenius, Forsvarsminister Søren Brorsen og en gruppe afdelingschefer fra udenrigsministeriet.