Skovvejen til en ny frihed

KOMMENTAR: Et kig på nogle af hovedpunkterne i Ernst Jüngers bog »Skovvejen«, der handler om, hvordan friheden genoprettes efter en periode med tyranni.

Hvad er der skrevet, som er relevant for den tid, vi lever i? En god kandidat kunne være Ernst Jüngers »Skovvejen« (Waldgang på tysk, The Forest Passage på engelsk). Den handler grundlæggende om forholdet mellem tyranni og frihed på et tidløst, mytologisk plan. Mere specifikt om vejen fra en politisk orden, der er degenereret i tyranni, til en ny frihed. Den kan karakteriseres som en slags ideologisk tekst, et ideologisk redskab til at se og forstå vejen til en ny politisk fremtid.

Skovvejen har flere betydninger

Skovvejen behandler den (normalt) tumultariske tid mellem politiske ordener på en teoretisk og så vidt muligt upolitisk måde og viser, hvordan denne tid har sine egne iboende nødvendigheder og nødvendigheder, og hvad disse er. Som det bør fremgå af de indledende linjer (i denne artikel), er det ikke en håndbog i nogen specifik forstand, men et skrift, der tegner et billede i læserens hoved og viser vejen, at den faktisk eksisterer, og hvordan den ser ud. Jünger kalder det således »skovvejen«.

Dette begreb har flere betydninger, og det er ikke sådan, at den mest oplagte betydning naturligvis gælder i en konkret historisk situation, nemlig at det ville dreje sig om fysisk at søge tilflugt i skoven – skovvejen er potentielt set overalt. Jünger betegner især skovvejen som en indre rejse for dem, der træffer valget om at opleve den mytologi, han viser os, og som kan sammenfattes som en vej til individualisering, der bliver mulig i sin absolutte form takket være tyrannen. Det er vejen til selvet, hvor man realiserer sit eget potentiale. Det er også ganske enkelt et sted at være, et tilflugtssted for dem, der ikke ønsker at blive reduceret til et redskab for eller tjene den nuværende orden. Men dette sted har form af en vej, dvs. det har en retning, og er således grundlæggende den mytiske vej fra tyranni til frihed.

Jüngers syn på den historiske eksistens

Faktisk viser Skovvejen læseren en slags Jüngeriansk metafysik, hvordan han muligvis så meningen med tilværelsen. Han synes at have set historien, i hvert fald delvist, som en konstant vekslen mellem tyranni og frihed, der dog hver især antager nye historiske former: En frihed størkner og bliver til tomme og døde begreber, og så et tyranni, der således skaber behov for en ny frihed, en ny udfordrer – og dermed mænd og kvinder, der er villige til at risikere den. Jünger forbinder dette med selve livets fornyelse; menneskets evne til altid at slå tyranniet tilbage er forankret i menneskets uudtømmelige kreativitet. Denne kreativitet tilhører en lille elite, der forstår, hvad tiden kræver, og denne elite består af mennesker, der er frie i deres væsen og nægter at være noget andet. Og det er på dette grundlag, at vi skal forstå, hvad der her egentlig menes med »elite«:

Vi taler om det frie menneske, sådan som guden skabte det. Dette menneske er ikke usædvanligt, det er ikke et elitemenneske. Han eksisterer snarere i hver enkelt af os, og forskellene mellem mennesker opstår kun i grader, alt efter hvorledes det lykkes de forskellige mennesker at realisere den frihed, der er nedarvet i hver enkelt af dem.

Jünger siger, at den dag, hvor mennesket forstår og realiserer sin indre styrke, er ordenen genoprettet.

Ingen ved, hvordan vejen til sejr ser ud

Af forskellige årsager er antallet ikke særlig interessant for den elite, der vælger friheden og er parat til at kæmpe for den. Dels af mere overfladiske grunde, som f.eks. at de repræsenterer mange mennesker og har mange sympatisører, der vil hjælpe på forskellige måder, dels fordi ingen ved, hvordan hverken vejen eller målet ser ud, når rejsen begynder (det er som en række skaktræk); leviathanens »nederlag« kan meget vel bestå i, at den kollapser under sin egen vægt, og Jünger sammenligner den også med Titanic; billedet, der så godt indfanger en gruppe mennesker, der er mest beruset af fremskridtsrejsen lige før ulykken. Men først og fremmest er antallet uinteressant, fordi de, der vælger skovvejen, repræsenterer en ny kvalitet – en »koncentration af væren«, som Jünger udtrykker det.

Dette skal ikke læses som om, at Jünger taler om en slags »indre sejr«, hvilket ifølge ham blot er defaitisme. Det, han siger, er, at den nationale befrielse kommer i forlængelse af, at nogle få mennesker beslutter sig for at vælge deres samvittigheds stemme og deres personlige absolutte frihed og vælger skovvejen. Han taler om vejen til sejr. At den almindelige mand faktisk kan besejre tyrannen er bogens pointe.

Ernst Jünger

Historiens evige kamp

Frihedsbegrebets centrale placering skyldes dels, at Jünger her diskuterer det, der ligger uden for de konkrete politiske former, som hører til de historiske manifestationers område, og at dette således er »overhistorisk«, men især at Jünger ser, at verdenshistorien i sit væsen har dette tema, at friheden altid kræver en ny form, som allerede nævnt. Dette indebærer, at nye generationer hele tiden må kæmpe og vinde deres frihed, og det er således iboende i historiens forløb, at den kræver evig kamp.

Historiens væsen kan ikke bedrages eller omgås, frihed kan ikke skabes ved forfatninger, ved at en politisk idé overbeviser sin modstander eller ved at et bestemt parti bliver stemt til magten. På samme måde kan man sige, at tyranni ikke kan forhindres af love eller politiske systemer. I sidste ende er disse instrumenter i hænderne på grå, ukultiverede mennesker, hvis sidste handling er at gøre loven til våben. Sidstnævnte hænger formentlig sammen med, at Jünger flere steder i bogen viser, at han har gennemskuet det liberale samtidsmenneske fuldstændigt. Her er et eksempel på, hvornår det kommer kortfattet til udtryk:

Typisk er dette menneske etisk og åndeligt underudviklet, uanset hvor overbevisende han end er, når han udbryder platituder. Han er vågen, intelligent, aktiv, skeptisk, mangler kunstneriske evner, har en naturlig tilbøjelighed til at tale højere idealer og personlighedstyper ned, er en person, der udnytter sine fordele, er let manipulerbar af propaganda, hvilket betyder, at han ofte foretager fuldstændige omvendelser uden selv at bemærke det. Humanismens lære flyder ud af hans mund, men han er alligevel tilbøjelig til at bruge vold ud over både lovens og folkerettens grænser, når en nabo eller et medmenneske ikke passer ind i hans system.

I bogen viser han en dyb indsigt i sin tid, som ikke er mindre sand i dag (bogen blev udgivet første gang i 1951), og derfor finder læsere i dag, ca. 70 år senere, den noget profetisk. Det kan ses i det, der allerede er nævnt her; andre eksempler er, at han forudser sundhedsvæsenets potentiale for overvågning og tyranni, samt at kirken er på vej fra at være en åndelig oase til at køre magtens (ideologiske) ærinder – og ikke mindst at vi er på vej fra et system af nationalstater til et planetarisk system.

Skovens undervisning

Det billede, som Jünger på en stærk måde præsenterer læseren for, er det, han kalder »skovens lære«, en myte, som ofte optræder i eventyr og historier i vores kultur. For de fleste mennesker vil Robin Hood være et velkendt eksempel. En tyrannisk ørken (med stærke teknologiske konnotationer) breder sig, hvilket skaber et behov for at vende sig mod (eller skabe) den grønne plads, hvor livet gror, som er modsætningen. Denne analogi omfatter også det tidsmæssige, forgængelige, som står i kontrast til et tidløst sted, der er kilden til regenerativ kraft. Det er tydeligt, at Jünger mener, at der er tale om en oprindelig myte, og det er ud fra rammerne af denne myte, at han bygger sin argumentation op.

Historien sætter os på prøve

Når man læser, føler man, at Jünger er den type person, han taler om, og at dette er skrevet ud fra en direkte forståelse af emnet. Han taler om en slags krigersjæl, men en kriger er ikke nødvendigvis en soldat, og han er klar over, at den, der vælger skovvejen, ikke er det. Det er blot en person, der tager kampen op i sin tid og indser, at der reelt ikke er noget andet valg. Det er en person, der under normale omstændigheder egentlig bare ønsker at være sammen med sin familie eller gøre karriere. Onde tider skal forstås som en prøvelse, som hver historisk generation modtager i sin egen form. Apokalypsen har altid truet, siger Jünger, der er intet nyt under solen.

Konklusion

I min søgen efter filosofisk og ideologisk materiale til at forstå og håndtere den tid, vi lever i, føler jeg personligt, at Skovvejen (som så vidt jeg ved ikke er oversat til svensk eller dansk, hvilket bør nævnes) er blandt de mest relevante, jeg er stødt på, og derfor vil jeg fremhæve den her. Uanset om Jünger har »ret« eller ej i absolut forstand, bidrager Skovvejen med et stærkt og klart billede og en god teoretisk ramme, som forhåbentlig allerede er blevet visualiseret i nogen grad i denne artikel.

Dette billede er opløftende, fordi det viser os, at det, der sker omkring os, er nødvendigt, en del af et kredsløb og derfor endda »normalt« set fra et højere perspektiv, uanset hvor absurd det end måtte lyde, når man ser på det. Nødvendig er også, at det er den skovvej man ender på, hvis man ikke vil være ombord på det synkende skib, for jeg tror også Jünger mener, at der egentlig ikke er nogen anden vej at gå, der er ikke noget tredje alternativ, der er reelt.

Det betyder, at den politiske opposition heller ikke kan være en reel opposition, hvis den vil blive på skibet og fortsat nyde buffeten, og at historien tvinges fremad via skovvejen, og derfor er det kun denne, der kan føre til en fremtid, hvis der overhovedet er en fremtid. Der er således kun én vej at gå, hvis man ikke vil bedrage sig selv. Jeg har svært ved at forestille mig en bevægelse i vor tid, der i højere grad end Den Nordiske Modstandsbevægelse legemliggør disse indsigter!