Viljen til at kæmpe

KOMMENTAR: Nordfront bringer her en ældre artikel skrevet af den svenske aktivist, Henrik Pihlström, som opfordrer til en holdning, der sætter frihed højere end svenskernes behagelige liv.

For nylig undrede en person, som jeg mødte, sig over, hvordan det kan være, at svenskerne udviser svag patriotisme, især i lyset af den rekordstore indvandringsbølge, som vi oplever i øjeblikket. Jeg kommenterede, at der er en omvendt pædagogik, som gør folk forvirrede.

I alle historiske tider har landenes ledere udnyttet og opmuntret stolthed og nationalisme blandt befolkningen. Opmuntringen er så at sige kommet fra toppen og nedad. I vores tid er det lige omvendt. Magthaverne gør, hvad de kan, for at dræbe det nationale selvbevarelsesinstinkt. Det er på græsrodsniveau, at patriotismen lever videre, blandt de få mennesker, der trodser magthaverne og modstår det sociale pres mod uenighed.

Henrik Pihlström ønsker at adskille nutidens klagende fra ægte kampgejst og patriotisme.

Det er også sket tidligere, at landenes ledere har bekæmpet befolkningen ved at undertrykke deres nationale følelser. Dette har ofte involveret fremmede magter, der har besat lande militært.

Besættelsesmagten har oprettet skyggeregeringer og taget kontrol over informationsstrømmen og de sociale institutioner. Disse redskaber bruges til at opdrage den besatte befolkning til at blive historieløs, identitetsløs og loyal over for besættelsesstyret.

Sverige er under besættelse, ligesom vores baltiske naboer var det under Sovjetunionen. Tidligere har jeg og mange andre været af den opfattelse, at besætterne kontrollerer vores land. Desværre har det været svært at forklare sagen på en forståelig måde.

Det, jeg har fået tilbage, er, at vi har et frit valg og mulighed for at udtrykke vores meninger, så hvis vi var under besættelse, »af hvem«? Det har ikke været muligt at pege på nogen udenlandsk militær magt eller nogen skyggeagtig interessegruppe, der handler i skyggerne, uden at ligne en skør konspirationsteoretiker.

Hvis vi for øjeblikket ser bort fra spørgsmålet om, hvem der virkelig har magten, er det muligt at observere, hvad der sker i samfundet med vores egne øjne. Tag ind i centrum af Stockholm eller et hvilket som helst andet sted, hvor udokumenterede, arrogante, krævende personligheder under navnet »flygtninge« passerer forbi. Hvad fortæller deres øjne og opførsel dig?

Jeg sætter hele mit navn og omdømme på, at det, der foregår, er en ren invasion med det formål at ødelægge vores land og samfund permanent. Vores ledere og deres blinde tilhængere byder indvandrerne velkommen med kram og blomster og ressourcer, som vores egne hjemløse kun kunne drømme om.

At tale om assimilation og integration i denne sammenhæng, med en invasion af disse proportioner, er vanvid. Dette er en igangværende biologisk krigsførelse, hvor den lydige regering, støttet af det internationale samfund, forsøger at udrydde den homogene svenske befolkning. Initiativtagerne til denne biologiske krigsførelse er ekstremt besat af race og især af disse »flygtninges« blanding af den hvide nordiske race.

Der er sket en indoktrinering gennem flere generationer, som har efterladt mange i en låst mental tilstand til den dag i dag. Begreber som race benægtes at eksistere og er blevet fjernet fra vores ordforråd. Vi bør ikke kunne udtrykke det vi ser, uden at føle os skyldige.

Jeg må sige, at race er det mest relevante ord, der er nødvendigt for at definere vores verden og den nødsituation, der er ved at udvikle sig i Sverige og andre hvide vestlige lande. Uden racemæssige termer bliver situationen uforståelig. Det forbudte område skal betrædes igen for at genvinde den følelse af nationalitet, som vores besættere har berøvet os.

Vi ser en stor ændring i samfundet med Sverigedemokraterne, der vinder terræn i meningsmålingerne. Den generelle jargon og stemning har ændret sig, og flere mennesker kritiserer masseindvandringen og bekymrer sig om fremtiden.

Desværre er denne reaktion en mild effekt, som vores fjender griner af og tager med et gran salt. Den patriotisme, som den person, jeg oprindeligt skrev om, opfordrede til, er stort set fraværende. Vi har en hær af forsigtige kritikere i landet, mens »flygtninge« på størrelse med flere hære marcherer ind.

Der er ingen klagesang, der vil stoppe det igangværende vanvid og give os Sverige tilbage. Hvis der ikke er vilje til at ofre det nødvendige, er kampen tabt. Handlingen skal strække sig længere end til at stemme på et parti mod indvandring, lægge grimme billeder af Stefan Löfven ud på internettet og bande over reduktionen af rodfradraget.

Hvis vi skal genvinde Sverige og vores frihed, må vi om nødvendigt kæmpe med vores liv. Munke i Tibet kan drukne sig selv i benzin og brænde sig selv ihjel af samme grund. Det er ikke noget, som jeg ønsker at tilskynde til. Jeg opfordrer imidlertid til en lignende mental indstilling, som går ud over de daglige velfærdsproblemer i den almindelige mands komfortable liv. Denne mentale holdning og viljen til at kæmpe i stedet for at klage er den eneste bæredygtige opskrift på succes.