Ukrainsk nationalist ved fronten fortæller om Euromajdan

Først og fremmest: Fortæl om dig selv, din baggrund i den nationale bevægelse i Ukraine, og om du har en specifik rolle i den pågående krig mod Rusland.

Jeg er kendt under kaldenavnet Reduktor. For øjeblikket gør jeg tjeneste i en indsatsstyrke. I min fritid beskæftiger jeg mig med intellektuelt arbejde, herunder skrivning af artikler, oversættelser osv. Det er også det, jeg primært gjorde, før den fuldskala invasion startede.

Jeg har heldigvis ikke en såkaldt baggrund, da jeg har formået at undgå en hel række nationalistiske strukturer i vores land, men for øjeblikket er jeg tilhænger af Avantguardia Cultural Union (ACU). Jeg har dog, som alle andre, deltaget i noget aktivisme, men ikke mere end det. Betydningen af ens rolle er meget overvurderet, jeg er en soldat – jeg har pligter, og min rolle er tilsvarende – det har ikke ændret sig siden krigens tidlige dage.

Hvorfor var det så vigtigt at vælte Viktor Janukovytj? Har ikke alle de efterfølgende politikere været lige så korrupte som han var? Og repræsenterede Janukovytj, ligesom ukrainske nationalister, et mere neutralt Ukraine, der ikke ville underkastes hverken Rusland eller Vesten?

Jeg kan ikke sige, at han var vigtig overhovedet. Det var en Achsenzeit-hændelse, en overgangsperiode, der havde været under opbygning i lang tid. Vi begår en stor fejl, når vi henviser til visse specifikke individer fra vores tid – han var ikke en særlig interessant figur. Han var en korrupt, inkompetent politiker med ærligt talt skizofrene ideer og interesser, hvis vi taler om manden i spørgsmålet.

Året 2014 er langt vigtigere for vores folk ud fra dets, på en måde, traditionelle aspekt – en Veche [traditionelt slavisk folkeforsamling, red. anm.] i skudveksling, gadekampe og de mest radikale massers vilje manifesteret. Det var en tid mere lignende kampen hos vores kammerater i det ulykkelige Weimar-tyskland: Vi har det samme ydmygede og fattige land med sine perverterede skikke, mærkelige og reaktionære pro-russiske holdninger, splittede samfund, demografisk udryddelse, ledere med udenlandsk statsborgerskab og Sovjet-nostalgi – historien er på visse måder spiralformet. Med hensyn til “efterfølgende politikere” kan man opsummere det ved at sige, at disse problemer ikke er forsvundet.

Billede fra borgerkrigen i Ukraine i 2014. Foto: Nordfront

Virkelighedens forestilling udfolder sig altid gennem politikere, begivenheder og korte forløb i vores samtid. Hvad der er op til os i denne verden, når terningen er kastet, er at være aktive deltagere, mens deres rolle er at agere passive spillere.

Denne periode har skabt et socialt system af relationer. Civilsamfundet, uanset hvordan man ser på det, var grundlaget for den samme legionære bevægelse, og man bør ikke glemme dens indflydelse.

Enhver stor forandring i samfundet er altid en kompleks sag. Selvfølgelig har der været kræfter, der har påvirket – et sted fra vest og et sted fra øst – men der er ingen plads til individer i historien. Passionerede ukrainere har gjort langt mere for disse forandringer end nogle pensionister i Bruxelles eller Kreml.

Ærligt talt er der ikke meget at være tilfreds med for øjeblikket. Processen er endnu ikke overstået. Det, der udgør non plus ultra [“højdepunkterne”, red. anm.] i disse begivenheder, er noget metapolitisk fra vores perspektiv: Vi har vores egne forlag, græsrodsorganisationer for nationalt sindet ungdom, artikler, bøger, kulturel accept af vores ideer, billige politiske aktiver med medfølgende gevinster.

Endnu engang var det slet ikke “til fordel for”: det var et politisk oprør, som i sin essens så mod Europa i opposition til “pro-russiske holdninger”. Sovjetregeringen har allerede taget vores fortid fra os en gang, som var rodfæstet i jorden og blodet i vores fælles “Europe a Nation” [Oswald Mosleys slagord. reds. anm.]. EU er uden tvivl en grobund for en degenereret samfundsorden, og ingen af vores højreorienterede kræfter tager det alvorligt. Men uanset dette, så bragte det os tættere på den europæiske verden af højreorienteret intellektuel tankegang – og væk fra den nybolsjevistiske, duginistiske retorik. Dominique Venner, Guillaume Faye, Georges Dumézil, Adriano Romualdi, Armin Mohler, Friedrich Hielscher, Giorgio Locchi og mange andre intellektuelle har etableret sig i vores diskussioner.

Arkivbillede, Ukraine. Foto: Nordfront

Dette er ret marginale idéer, som ikke har nogen egentlig betydning. Det er noget lignende Kalmarunionen, men i Østeuropa. Konceptet om store lande “fra Østersøen til Sortehavet”, en tredje mellemstatslig autoritet i Europa – som et skjold mod nybolsjevismen i øst og den nyliberale vej i Europa. Det lyder rart, men udover smukke ord og “venlige” relationer ser vi ingenting. I stedet går vi mod et “gammelt Europa”. I en sådan virkelighed er politisk splittelse symptomatisk.

Det er ikke så vigtigt. Noget vil sikkert ske. Brexit-eksemplet viste, at det ikke er umuligt at træde ud af disse funktioner.

Er du enig i påstanden om, at befolkningen i Donbass og Krim for det meste består af etniske russere? Hvis det er tilfældet, ville det så ikke være rimeligt for Ukraine at opgive disse områder? Eller tror du, at Rusland planlægger at annektere flere ukrainske områder?

“Etniske russere” – det virker som om, at endda “russere” selv ikke kender til sådan en fænomen. De etniske grænser dikteres af staten med den stærkere hær. I det foregående århundrede var der østrigere, der besluttede at blive “østrigske tyskere”. I vores brigade er der flere “etniske russere” fra Krim, der kæmper for deres hjemland, fordi de ikke ønsker at se det blive en del af den dysfunktionelle og postsovjetiske regering i “Rusland”, og simpelthen fordi disse “befriere” har ødelagt hele Krims infrastruktur gennem årene.

Rusland har allerede erklæret Cherson og Zaporizhzhia-regionerne som dele af deres “territorier” – men uanset hvad, er alt dette spekulativt og noget, som regeringer gør.

Udover Ukrainas territorielle integritet og politiske suverænitet, vil du sige, at der er noget andet på spil i krigen mod Rusland? Nogle nationalister hævder, at Ukraine er Europas skjold mod russisk imperialism, mens andre hævder, at Ukraine udnyttes kynisk som et sværd i den unødvendige proxykrig, som Vesten fører mod Rusland.

Jeg er ikke tilbøjelig til at bruge begreber som “skjold”. Det er poetisk, men bag dette skjold står ikke det nuværende EU, men det gamle, heltenes Europa.

For det første er “kultur” i en spengleriansk betydning på spil i denne krig. Vores kultur er trods alt i en fremvoksende fase, men den tager allerede højde for de grundlæggende værdier i vores fælles oikoumene. Hvem kunne nogensinde tro, at tanks ville køre rundt i Europa, at kød og blod ville blive presset til deres yderste, og at horder af bolsjevikker fra øst ville blive slagtet?

Alle har virkelig brug for noget – alle har deres egne interesser, men nationalister søger efter ideen om et heroisk Europa og intet andet. Hvad der foregår blandt eliterne, er noget, hverken jeg eller du kender til.

Tanks på stepperne i Ukraine. Foto: Nordfront

Tror du, at Ukraine kan besejre Rusland militært? Hvis ja, hvordan ville du definere en sejr over Rusland, og hvilke fredsforhold mener du, dit land bør kræve af Rusland?

Hvis man tager narrativer fra tidligere århundreder i betragtning, kan sådanne overvejelser slå tilbage mod den, der fremsætter dem. Min erfaring giver mig ingen tvivl om sejr, men det vil være en hård krig, der vil tage mange flere af vores nations ædle sønner fra os. Fredsbetingelserne er enkle: Genoprettelse af territoriel integritet, erstatning og afskaffelse af den nuværende russiske regering. Måske er det på tide, at visse “russere” genoptager deres plads i den “forenede indoeuropæiske familie” som Russian Volunteer Corps har gjort.

Hvordan synes du, at krigen går for tiden, og hvordan og hvornår tror du, den vil ende?

Krigen går i øjeblikket til vores fordel, og det er det vigtige. Resten vil tiden vise, jeg vil ikke spekulere.

Mange synes at være overraskede over den ukrainske kampgejst. Er der nogen særlige indsats eller ofre, der er gjort under denne krig, som du som ukrainsk nationalist gerne vil fremhæve som særligt mindeværdige eksempler på heltemod blandt Ukraines soldater?

Der er masser af eksempler, i år har vi mindet tusindvis af helte, og deres heroiske gerninger vil blive føjet til fremtidens aristokratiske pantheon. Azovstal, Kharkiv, Mariupol, Kherson, Soledar, Bakhmut, Mariinka, Vuhledar og andre lige så betydningsfulde steder – virkeligheden drejede sig om dem på et eller andet tidspunkt. For min egen del vil jeg i forbindelse med dette interview nævne mine kammerater, der faldt i kamp med heroisk død: Grek, Deimos, Bulin – til stede!

Arkivbillede, Ukrainsk soldat. Foto: Nordfront

Nogle i Vesten har kritiseret præsident Zelensky og andre for at opfordre NATO til at gribe ind i krigen, hvilket kunne føre til en atomkrig. Skulle Ukraine ikke være villig til at indgå visse kompromisser med Rusland for at skåne resten af verden for en sådan skæbne?

“Resten af verden” – er det ikke modbydeligt for dig? Jeg mener, at det er på tide at slukke den atomare flamme. Men seriøst, alt dette er bare politiske pamfletter. NATO vil aldrig stå op for os i denne konflikt. Alle disse fantasier fra skrivebordsgeopolitikere har intet at gøre med vores krig. Alt hvad vi ser er “venlig støtte” med våbenleverancer. Så én ting kan man sige her: Dette er vores krig, og det er op til os at håndtere Rusland, og vi er strengt imod enhver form for kompromis.

Det etniske spørgsmål

Mange russere og russiske politikere mener, at ukrainere er en del af det russiske folk. I deler den samme historie, den samme religion, og jeres sprog er nært beslægtede. Genetiske undersøgelser synes også at bekræfte dette tætte slægtskab. Hvad er din holdning til dette?

Igen – sprog, territorier, kultur og folks ret til at hævde deres grænser bestemmes i sidste ende af en hær. Tyskland og Frankrig deler også samme historie med den frankiske statsdannelse. Der er masser af lingvistiske modsigelser i definitionen af “dialekter”, pashtunerne [i Afghanistan] er et godt eksempel, polakker og franskmænd deler samme religion – alt dette er ikke andet end spekulation, som er typisk for lande, der ønsker at retfærdiggøre deres casus belli. Ukraine har, som vi ser det, intet til fælles med den imperialistiske myte om Rusland, vi har kosakisk “friheds jord” og vores egne folkesagn, metaforisk talt, “Non nobis, Indra, non nobis”, og vores eget indoeuropæiske sprog. Genetikken er ret ensartet blandt slaver generelt, men lad os ikke glemme befolkningens egenskaber.

Ville du sige, at katolikkerne i det vestlige Ukraine er mere, mindre eller lige så ukrainske som befolkningen i Donbass?

Det ukrainske folk består af flere folkeslag, vores etnografer definerer fem antropologiske typer – ingen er bedre og ingen er dårligere. De ukrainske nationalister behandler enhver som et værdig medlem af befolkningen, som det bør være. Hvis du tager to personer: Frivillige fra Donetsk, der kæmper i Bachmut og bøssen, der går på barer i Lviv – kun en af ​​dem opfører sig ordentligt.

Nogle kritikere af ukrainsk nationalisme hævder, at den ukrainske nation er mere eller mindre en kunstig konstruktion. At Ukraine er et grænseland, hvor flere forskellige folkeslag har levet og hvor grænserne konstant har ændret sig, men der har aldrig været et ukrainsk folk eller en ukrainsk stat, og at den nuværende stat kaldet Ukraine blev skabt noget tilfældigt som en administrativ enhed inden for Sovjetunionen. Dette ville betyde, at de nuværende ukrainske grænser er temmelig forhandlingsbare. Er du enig i denne opfattelse? Hvis ikke, hvordan vil du beskrive den historiske baggrund for dagens ukrainske stat, de historiske rødder hos det ukrainske folk og deres ret til dette land?

For det første kan jeg med sikkerhed sige, at hvis du undersøger visionærerne i den konservative revolution eller tidlige moderne ideologier, så fremgår det, at hver “nation” er en social konstruktion og intet andet. En af de første til at fremme skabelsen af nationalstater var Karl Marx, som vi naturligvis ikke ser som en forbillede.

Selvom konceptet af en “nation” anvendes i en moderne sammenhæng, er det primært noget biologisk med en vis social konnotation. Når det gælder den ukrainske stats tradition, vil jeg ikke give nogen omfattende historielektion, men du kan undersøge emner som Kievrus-tiden og frem til Den Ukrainske Folkerepublik [statsdannelse mellem 1918 og 1921. red. anm.] – dette er en tilstrækkelig lang tidsperiode, hvor vores etnonym blev brugt.

Arkivbillede, Ukraine. Foto: Nordfront

Gennem historien, inklusive kosakoprøvene, har Ukraine været et land bestående af østslavere med deres egen sociale kontekst, som har været afgørende i konfrontationen med fremmede nationer. Vores indoeuropæiske stepper er fyldt med statsdannende traditioner, der altid har adskilt os fra vores naboer. Oprør, tumult, snarere end mislykkede forsøg fra Rusland på at genskabe europæisk kultur eller europæisk monarki – er det ikke det, ordet “nation” betyder? Måske er det passende at minde dig om din svenske historie: Svenske grænser har ændret sig, endda mere end vores.

Krigen i Ukraine kan ses fra flere forskellige perspektiver, da der er flere underliggende faktorer bag konflikten. En ting er, at Rusland fokuserer på hele denne ting med antirussiske lovforslag vedrørende sprog og andre ting, som kunne opfattes som angreb mod russisk historie og kultur i Ukraine. Dette i kombination med artilleriangreb mod Donbass og forfølgelser af prorussiske politiske aktivister i Ukraine fremstilles som om et folkemord mod russere pågår i Ukraine. Hvad er din holdning til dette? Er etniske konflikter provokeret frem unødvendigt af den ukrainske stat og ukrainske nationalister, eller mener du, at den russiske indsigelse er fuldstændig ugyldig?

De “antirussiske” love er snarere indført og implementeret af den nuværende russiske føderation. Jeg har ingen problemer med at bruge det russiske sprog, og har heller aldrig hørt nogen klage over det.

Rusland på den anden side, med deres bombninger af boligområder i Donbass, deres “beskyttelse af det russiske sprog”, og deres elendige liv for deres ny “befriede” befolkning, som de “forlod” i 2014, som mange “prorussiske” propagandister påpeger, har skabt en masse vrede mennesker, der til sidst helt vendte sig mod det ukrainske sprog.

Den russiske borger er mest ydmyget i Rusland. Den nuværende russiske regering er betydeligt mere fokuseret på at bygge nye moskeer, tiltrække centralasiatiske og afrikanske indvandrere, ødelægge russiske familier og slette hukommelsen om deres rødder.

Omvendt, ville du sige, at den etnisk russiske befolkning i Ukraine har gjort denne etniske konflikt mellem russere og ukrainere værre på nogen måde? Vi kender naturligvis til, at der er mere end legitime klager over den sovjetiske behandling af ukrainere og andre etniske grupper, men er det ikke forkert at udelukkende give skylden for Sovjetunionens handlinger til russere? Især med tanke på den omfattende jødiske indflydelse på Sovjetunionen under Holodomor, som et eksempel. Derudover burde tiden vel hele nogle sår, så vi er mest interesserede i russiske handlinger i nutiden (efter Sovjetunionens fald) og hvordan det kan opfattes af ukrainere som provokationer mod den ukrainske nation.

Her vil jeg placere skylden på den russiske magtelite, som har sine rødder i den sovjetiske fortid. Den russiske regering består udelukkende af ekstremt tvivlsomme figurer med til tider skizofrene tanker om et “nyt Sovjet”. “Russere” er det samme påvirkede folk, som stadig lider. Uanset hvad så er “russere” også skyldige, fordi de endnu ikke har fundet nogen radikalisme i sig selv, de har intet der minder om nogen egen livskraft, og selve eksistensen af “russere” i sig kan der sættes spørgsmålstegn ved. “Russere” accepterer, hvad myndighederne end gør, de underkaster sig enhver ydmygelse og tolererer enhver overtrædelse – de er tabere og svagsindede sovoker [sovjetiske medløbere. Red. anm.].

Slut af del 1 af interviewet.

Her slutter del 1 af vores interview. Hvis du synes, at der mangler noget, eller at vi skulle have stillet spørgsmål om både det ene og det andet, så fortvivl ikke. I del 2 stiller vi spørgsmål om jødisk magt i Ukraine, om Zelenskyj, om Azovs mærkelige udtalelser og om konflikten mellem Rusland og Vesten.

Gå ikke glip af det!