Brasilien og Kina dropper dollaren
ØKONOMI: Brasilien og Kina er blevet enige om at droppe dollaren som valuta, når de handler med hinanden. Udtalelsen forventes at reducere USAs indflydelse på verdensmarkedet yderligere.
I en udtalelse oplyser den brasilianske myndighed for handel og investeringer, ApexBrasil, at de er blevet enige med Kina om at droppe dollaren som valuta, når de handler med hinanden. I stedet vil Kina og Brasilien handle med deres respektive nationale valutaer, skriver The Strait Times.
“Forventningen er, at dette vil reducere omkostninger og fremme endnu større bilateralt handelssamarbejde og støtte investeringer,” skriver ApexBrasil i pressemeddelelsen.
Det faktum, at Kina og Brasilien – som er Asiens og henholdsvis Sydamerikas største økonomier – ikke længere vil skulle købe dollar, når de handler med hinanden, ses som et hårdt slag mod den amerikanske dominans i verdensøkonomien.
Kina er Brasiliens største handelspartner, og den bilaterale handel mellem landene beløb sig sidste år til 150 milliarder dollars. Begge lande er med i det økonomiske samarbejde BRICS, som efter det seneste års økonomiske turbulens har fået flere nye ansøgninger.
BRICS har bevidst forsøgt at afskaffe dollaren som standardiseret international handelsvaluta, hvilket er et af USAs vigtigste magtvåben. Dette er blandt andet sket, fordi Rusland for nylig fik sin reservevaluta i form af dollar og euro beslaglagt som en del af USAs sanktioner mod landet.
Tidligere har BRICS-landene Rusland og Indien droppet dollaren for handel med hinanden. Rusland og Kina bruger nu kinesiske yuan, når de handler, og da Kinas præsident Xi Jinping besøgte Moskva sidste uge, sagde Ruslands præsident Vladimir Putin, at Moskva overvejer at bruge den kinesiske valuta i stedet for dollar i handel med lande i Asien, Afrika og Sydamerika.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Gode nyheder. Den store satan USA skal falde, hvis Europa skal være frit, når nu vi ikke selv kan ryste besættelsen af os.