Alhambra-bestemmelsen – jøderne udvises fra Spanien

HISTORIE: Den 1. august 1492 iværksattes Alhambra-bestemmelsen, og kong Ferdinand og dronning Isabella landsforviste «spanske» jøder.

Det hele startede i 1478 da den spanske inkvisition, eller Tribunal del Santo Oficio de la Inquisición som betyder «Det hellige inkvisitionsbyråds domstol», blev oprettet for at udrense de jøder fra landet som blev anset for værende en destruktiv magtfaktor i kirken og samfundet.

Årsagerne var formelt åger, okkultisme og menneskeofring af børn, misbrug af katolske embeder, samt at jøder kollaborerede med og lod maurerne ind i spanske byer, da de invaderede Spanien i 700-tallet, og derefter fortsatte med at kollaborere med disse muslimske okkupanter.

Udvisningen af jøderne – som flyttede finansiel magt fra jødiske til spanske hænder, samt oprettede en forenet stærk spansk nation uden destruktiv multikultur – indledte det, som i almindelighed betragtes som Spaniens guldalder, en tid hvor solen aldrig gik ned over det spanske rige og dets besiddelser over hele jorden. På denne tid blomstrede kunsten og litteraturen i Spanien.

I midten af 1400-tallet var Spanien et delvist erobret og multikulturelt land med mange maurere (nordafrikanske muslimer) og jøder. Reconquista, den kristne generobring af den iberiske halvø fra maurerne, blev indledet i 718 og kulminerede den 2. januar 1492 med udvisningen af den mauriske hersker Boabdil og generobringen af Granada.

Da ordenen efterfølgende begyndte at genoprette sig til det normale, ved at de fleste mauriske erobrere var blevet dræbt eller tvunget ud af landet, genopstod krigen mod den mere skjulte og «indre fjende», og den nylig oprettede spanske inkvisition blev brugt for at udskille de såkaldte kryptojøder, eller «nye kristne» som gemte sig blandt den kristne population.

Hovedinkvisitoren Tomás de Torquemadas metoder til at få sandheden frem har i moderne tid skabt stærke reaktioner, og beskrives i jødiske medier som fuldstændig barbariske og skammeligt. Torquemada skabte dog resultater og hengav sig fanatisk til at finde jøder og muslimer som løj om deres tro og gemte sig bag en kristen facade, mens de praktiserede jødisk kabbalisme og islam bag lukkede døre.

Kong Ferdinand og dronning Isabella.

Den 31. marts 1492 blev Alhambra-bestemmelsen udstedt, og kong Ferdinand og dronning Isabella bekendtgjorde at jøderne skulle forlade Spanien, sine ejendele og aldrig returnere.

Dette var ikke noget som blev gjort af inkvisitionen som sådan, men var en nations formelle deportation af alle jøder i landet, samt dødsstraf og konfiskering af al ejendom hos de som efter 1. august 1492 befandt sig i landet. Totalt blev omkring 200.000 jøder deporteret. Omkring 50.000 konverterede til kristendommen, men stort set alle blev afsløret og frataget al magt.

Jøderne drives ud af Spanien.

Hvad var grunden eller grundene til denne udvisning? De var både verdslige og religiøse i sin natur. Den første anklage mod de spanske jøder er den såkaldte blodsanklage, eller «blood libel» på engelsk.

Mange påstår, at den katolske kirke og inkvisitionen bevisdt løj, da de anklagede tusindvis af jøder for blandt andet blodofring af ikke-jødiske børn. I bogen Ebrei d’Europa e Pasque di Sangue (European Jews and Blood Easters) af Ariel Toaff, en israelsk universitetsprofessor, fremstår disse anklager dog som yderst legitime.

Andre årsager til udvisningen var, at spanske jøder havde infiltreret den katolske kirkes hierarki og brugte deres magt til egne formål fremfor almennyttighedens. Åger og spredning af ukristen dekadence var også stærkt medvirkende faktorer, som fik Ferdinand og Isabella til at tage hånd om problemet og ytrede blandt andet disse ord i deres dekret:

Derfor, med vejledning og råd fra de fremstående mænd og kavalerer i vor regering, samt andre personer af viden og samvittighed i vort højeste råd, er det efter lange overvejelser besluttet at alle jøder og jødinder skal beordres at forlade vort kongedømme og aldrig tillades at returnere.
Vi beordrer endvidere i dette edikt, at alle jøder og jødinder, uanset alder, som opholder sig i vort domæne og vore territorier – at de forlader landet med sine sønner og døtre, deres tjenere og slægtninge, store som små, uanset alder, ved afslutningen af juli dette år – og at de aldrig vover at returnere til vort land. At de ikke så meget som sætter en fod i det, og ikke indtrænger i det på nogen som helst måde. Den jøde, som ikke adlyder dette edikt, og som findes i vort kongedømme og domæne, eller som returnerer til kongedømmet på nogen måde, vil blive straffet med døden og blive frataget alle ejendele.

– Ferdinand I og Dronning Isabella af Spanien, nedskrevet af Juan de Coloma, majestætens sekretær.

Landsforviste jøder sendes på vej med båd.

Tiden som fulgte generobringen af Spanien – uddrivelsen af denne indre fjende, alle maurere, og praktisk talt næsten alle ikke-hvide – indledte en tid med styrke, politisk enighed og velstand, som bar Spanien fremad og op over den dybeste svaghed og gjorde det sin tids største imperium. Samme år satte Columbus sejl mod Amerika, og der blev oprettet et rige som poetisk blev kaldt el imperio en el que nunca se pone el sol, eller «imperiet hvor solen aldrig går ned».